Complete Works of Henrik Ibsen (413 page)

SKULE JARL.
Nu?

BISP NIKOLAS.
Han og andre høvdinger fra Oplandene tog barnet, rejste midtvinters over fjeldet med det, og bragte det til kongen, som den tid sad i Nidaros.

SKULE JARL.
Og endda kan I sige, at –?

BISP NIKOLAS.
Stor fare kan I vel skønne det måtte være for en ringe prest at fostre et kongsbarn. Straks barnet var født, skriftede han derfor for en af sine overmænd i kirken og spurgte om hans råd. Denne hans overmand bød da Trond lønligt at forbytte barnet, sende den rette kongssøn til et trygt sted og give Inga den urette, om hun eller Birkebejnerne siden krævede kongssønnen.

SKULE JARL
(oprørt)
.
Og hvem var den hund, som rådede til sligt?

BISP NIKOLAS.
Det var mig.

SKULE JARL.
I? Ja, I har altid hadet Sverres æt.

BISP NIKOLAS.
Utrygt tyktes det mig for kongssønnen at komme i eders hænder.

SKULE JARL.
Men presten?

BISP NIKOLAS.
Lovede at gøre, som jeg bød.

SKULE JARL
(griber ham om armen)
.
Og Håkon er den urette?

BISP NIKOLAS.
Hvis presten har holdt sit løfte.

SKULE JARL.
Hvis han har holdt det?

BISP NIKOLAS.
Trond prest rejste fra landet samme vinter barnet kom til kong Inge. Han foer til Thomas Becketts grav, og blev siden i England til han døde.

SKULE JARL.
Han rejste fra landet, siger I! Da har han forbyttet barnet og frygtet hævn af Birkebejnerne.

BISP NIKOLAS.
Eller han har ikke forbyttet det, og frygtet hævn af mig.

SKULE JARL.
Hvilken af delene tror I?

BISP NIKOLAS.
Begge dele er lige trolige.

SKULE JARL.
Men prestesønnerne, som I nævnte?

BISP NIKOLAS.
De gik med korsfarerne til det hellige land.

SKULE JARL.
Og ingen har spurgt til dem siden?

BISP NIKOLAS.
Jo.

SKULE JARL.
Hvor er de?

BISP NIKOLAS.
De druknede i Grækerhavet på udrejsen.

SKULE JARL.
Og Inga –?

BISP NIKOLAS.
Véd intet, hverken om prestens skrifte eller om mit råd.

SKULE JARL.
Hendes barn var kun ni dage, da hun rejste, sagde I?

BISP NIKOLAS.
Ja; og det barn, hun så igen, var over årsgammelt –

SKULE JARL.
Så er der ingen i verden, som kan lyse op her!
(går nogle gange stærkt op og ned.)
Almægtige Gud, kan dette være sandhed? Håkon – kongen – han, som styrer over alt land og rige, han skulde ikke være den odelsbårne! – Og hvorfor er det ikke rimeligt nok? Har ikke alt held vidunderligt fulgt ham, – – hvorfor da ikke også det, at tages som barn ud af en fattig kotkarls hus og lægges i kongsbarnets vugge –

BISP NIKOLAS.
Mens hele folket tror, han er kongens søn –

SKULE JARL.
Mens han selv tror det, bisp, – det er det meste af lykken, det er styrkebeltet!
(går til vinduet.)
Se, hvor fager han sidder på hesten. Ingen sidder som han. Det ler og glitrer som solskin i hans øjne, han ser udad i dagen, som om han vidste sig skabt til at gå fremad, altid fremad.
(vender sig om mod bispen.)
Jeg er en kongsarm, kan hænde et kongshoved også; men han er den hele konge.

BISP NIKOLAS.
Og er det kanske endda ikke.

SKULE JARL.
Nej, – kanske endda ikke.

BISP NIKOLAS
(lægger hånden på hans skulder)
.
Jarl, hør mig –

SKULE JARL
(vedbliver at se ud)
.
Der sidder dronningen. Håkon taler mildt til hende; hun blir rød og bleg af glæde. Han tog hende til hustru, fordi det var klogt at kåre datteren af den mægtigste mand i landet. Der var ikke en varm tanke i hans hjerte for hende dengang; – men det vil komme; Håkon har lykken med sig. Hun vil lyse over hans liv –
(standser og udbryder forundret:)
Hvad er det?

BISP NIKOLAS.
Hvilket?

SKULE JARL.
Dagfinn Bonde brød voldsomt gennem flokken, som står rundt om. Nu melder han noget for kongen.

BISP NIKOLAS
(ser ud bag ved jarlen)
.
Håkon tykkes at blive vred; – gør han ikke? Han knytter hånden –

SKULE JARL.
Han ser herop, – hvad kan det være?
(vil gå.)

BISP NIKOLAS
(holder ham tilbage)
.
Jarl, hør mig, – der turde findes et middel til at blive viss på Håkons ret.

SKULE JARL.
Et middel, siger I?

BISP NIKOLAS.
Trond prest har før han døde opsat et brev om sin fremfærd og taget sakramentet på, at det han der skriver, er sandt.

SKULE JARL.
Og dette brev, – for Guds barmhjertigheds skyld, – hvor er det?

BISP NIKOLAS.
I må da vide, at –
(ser mod døren.)
Hys, kongen kommer!

SKULE JARL.
Brevet, bisp, – brevet!

BISP NIKOLAS.
Der er kongen.
(Håkon kommer ind, fulgt af sin hird og mange gæster. Straks derefter viser Margrete sig; hun er i ængstelig bevægelse og vil ile frem til kongen, men hindres af Fru Ragnhild, som med flere kvinder har fulgt hende. Sigrid holder sig lidt for sig selv opimod baggrunden. Jarlens mænd synes urolige og samler sig i flok på højre side, hvor Skule står, men noget tilbage.)

HÅKON
(i stærkt indre oprør)
.
Skule jarl, hvem er konge i dette land?

SKULE JARL.
Hvem der er konge?

HÅKON.
Så spurgte jeg. Jeg har kongsnavnet, men hvem har kongsmagten?

SKULE JARL.
Kongsmagten bør være der, hvor kongsretten er.

HÅKON.
Så burde det være; men er det så?

SKULE JARL.
Stævner I mig her tildoms?

HÅKON.
Det gør jeg; thi den ret har jeg mod hver mand i riget.

SKULE JARL.
Jeg trøster mig til at svare for mine gerninger.

HÅKON.
Godt for os alle, hvis så er.
(stiger et trin op hvor kongestolen står, og støtter sig til stolarmen.)
Her står jeg som eders konge og spørger: véd I, at Jon jarl på Orknø har rejst sig mod mig?

SKULE JARL.
Ja.

HÅKON.
At han nægter at betale mig skatten?

SKULE JARL.
Ja.

HÅKON.
Og er det sandt, at I, herre jarl, idag har skikket brev til ham?

SKULE JARL.
Hvem siger så?

IVAR BODDE.
Så siger jeg.

DAGFINN BONDE.
Jostejn Tamb turde ikke nægte at tage det med, siden kongens segl var for.

HÅKON.
I skriver til kongens uvenner og sætter kongens segl for, skjønt kongen ikke véd, hvad der står skrevet!

SKULE JARL.
Så har jeg gjort i mange år med eders minde.

HÅKON.
Ja, den tid, I førte værgemålet for mig.

SKULE JARL.
Aldrig har I havt skade deraf. Jon jarl skrev mig til og bad om min mellemkomst; han bød forlig, men på uhæderlige vilkår for kongen. Vermelandstoget har sært trykket eders sind; havde I selv fået handle nu, så var Jon jarl sluppet for let, – jeg kan grejde sagen bedre.

HÅKON.
Vi ønskede helst at grejde sagen selv. – Og hvad har I svaret?

SKULE JARL.
Læs mit brev.

HÅKON.
Giv hid!

SKULE JARL.
Jeg tænkte I havde det?

DAGFINN BONDE.
I véd visst bedre end så. Gregorius Jonssøn var rappere på foden; da vi kom ombord, var brevet borte.

SKULE JARL
(vender sig til Gregorius Jonssøn)
.
Herr lendermand, giv kongen brevet.

GREGORIUS JONSSØN
(nærmer sig urolig)
.
Hør mig –!

SKULE JARL.
Hvad nu?

GREGORIUS JONSSØN
(dæmpet)
.
I vil mindes, der stod skrevet hvasse ord om kongen.

SKULE JARL.
Dem skal jeg vide at svare for. Brevet!

GREGORIUS JONSSØN.
Jeg har det ikke.

SKULE JARL.
I har det ikke!

GREGORIUS JONSSØN.
Dagfinn Bonde var i hælene på os. Jeg greb brevet fra Jostejn Tamb, bandt en sten til det –

SKULE JARL.
Nu?

GREGORIUS JONSSØN.
Det ligger på bunden af fjorden.

SKULE JARL.
Ilde – ilde har I der handlet.

HÅKON.
Jeg venter på brevet, herre jarl!

SKULE JARL.
Jeg kan ikke lægge det frem.

HÅKON.
I kan ikke?

SKULE JARL
(går et skridt nærmere mod kongen)
.
Jeg er for stolt til at skyde mig ind under, hvad I og eders mænd vilde kalde for udflugter –

HÅKON
(tvinger sin opbrusende vrede)
.
Og så –?

SKULE JARL.
Kort og godt; – jeg lægger det ikke frem; – jeg vil ikke lægge det frem!

HÅKON.
I trodser mig altså!

SKULE JARL.
Hvis det ikke kan være andet, – nu ja, jeg trodser eder.

IVAR BODDE
(stærkt)
.
Nu, herre konge, nu tænker jeg ikke nogen mand har mere vidnesbyrd behov!

DAGFINN BONDE.
Nej, nu tænker jeg, vi kender jarlens sindelag.

HÅKON
(koldt til jarlen)
.
Vil I give kongsseglet til Ivar Bodde.

MARGRETE
(iler med foldede hænder frem mod forhøjningen, hvor kongen står)
.
Håkon, vær mig en mild og nådig husbond!

HÅKON
(gør en bydende armbevægelse mod hende; hun skjuler ansigtet i sit slør og går opover mod moderen igen.)

SKULE JARL
(til Ivar Bodde)
.
Her er kongsseglet.

IVAR BODDE.
Dette skulde være gildets sidste kveld. Det endte med en tung sorg for kongen; men det måtte komme slig engang, og jeg mener, hver trofast mand må glæde sig ved, at det kom.

SKULE JARL.
Og jeg mener, hver trofast mand må harmes dybt over, at en prest på slig vis stiller sig mellem os Birkebejnere; – ja, jeg siger Birkebejnere, thi jeg er Birkebejner fuldt så godt som kongen og hans mænd. Jeg er af samme æt, Sverres æt, kongsætten, – men I, prest, I har bygget en mur af mistro rundt om kongen og stængt mig ude fra ham; det har været eders gerning i mange år.

PÅL FLIDA
(opægget til de omstående)
.
Jarlsmænd! Skal vi tåle sligt længere?

GREGORIUS JONSSØN
(træder frem)
.
Nej, vi kan ikke og vil ikke tåle det længer. Her må det siges lydt, – ingen af jarlens mænd kan tjene kongen med fuld tro og kærlighed, sålænge Ivar Bodde går ind og ud i kongsgården og lægger ondt for os.

PÅL FLIDA.
Prest! Jeg undsiger dig på liv og lemmer, hvor jeg træffer dig, på fri mark, ombord, eller i uhelligt hus!