Complete Works of Henrik Ibsen (444 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
SKIKKELSEN.
Glemmer du din offerløn?
Alt dit løftningshåb bedrog dig;
alle sveg dig, alle slog dig!
BRAND.
Ej for egen løn jeg lider;
ej for egen sejr jeg strider.
SKIKKELSEN.
For et folk i grubens gange!
BRAND.
Én kan give lys til mange.
SKIKKELSEN.
Dømt er jo dets fremtids-slægter!
BRAND.
Stort en enkelts vilje mægter.
SKIKKELSEN.
Husk at én med flamme-riset
manden drev af paradiset!
Porten har han lagt et slug for; –
over det du springer ej!
BRAND.
Åben lod han længslens vej!
SKIKKELSEN
(forsvinder i et brag; tågen vælter sig hvor den stod, og der skriges hvast og skærende, som fra en der flygter)
:
Dø! Dig har ej verden brug for!
BRAND
(står en stund som bedøvet)
.
Væk det jog i skoddens røg, –
fløj på store hvasse vinger
over vidden som en høg.
Kravet var en lillefinger
for at fange helt min hånd –!
Ha, det var akkordens ånd!
GERD
(kommer med en riffle)
.
Så du høgen! Så du høgen?
BRAND.
Ja, du; dennegang jeg så ham.
GERD.
Fort, sig vejen, han er strøgen;
vi vil efter, vi vil nå ham!
BRAND.
Intet våben bider på ham;
stundom tykkes han at fly,
hjerteramt af dødens bly, –
men vil baneslag du slå ham,
er han bag dig lige kry,
gækker, lokker dig påny.
GERD.
Rensdyr-skyttens riffle stjal jeg,
har den ladt med sølv og stål;
du kan tro, jeg er så gal ej,
som de siger!
BRAND.
Træf dit mål!
(vil gå.)
GERD.
Prest, du halter jo på foden.
Hvad har voldt det?
BRAND.
Folket jog mig.
GERD
(nærmere)
.
Rød, som blod fra hjerteroden,
er din tinding!
BRAND.
Folket slog mig.
GERD.
Før du havde sang i røsten, –
nu kun knirk, som løv om høsten!
BRAND.
Alt og alle –
GERD.
Hvad?
BRAND.
Bedrog mig.
GERD
(ser med store øjne på ham)
.
Hå, – nu kender jeg dig først!
Jeg har tænkt, at du var presten; –
tvi med ham og hele resten!
Du er manden, som er størst.
BRAND.
Dårligt mente jeg det næsten.
GERD.
Lad mig se på dine hænder!
BRAND.
Mine hænder?
GERD.
Nagle-såret!
Blodets dryp jeg ser i håret, –
biddet efter torne-tanden,
hugget vildt og hvast i panden.
Dig har korsets træ jo båret!
Faer har sagt, da jeg var liden,
det blev gjort for længe siden,
langt herfra, og af en anden; –
nu jeg skønner han mig dåred; –
ja, for du er frelser-manden!
BRAND.
Vig ifra mig!
GERD.
Skal jeg falde
ned og bede for din fod?
BRAND.
Vig!
GERD.
Du ødte jo det blod,
som har magt at frelse alle!
BRAND.
O, jeg véd ej frelsens fjæl
for min egen arme sjæl!
GERD.
Her er rifflen! Lad dem dræbes –!
BRAND
(ryster på hovedet)
.
Frem mod faldet skal der stræbes.
GERD.
Ej af dig; du går jo først!
I din hånd er naglehullet; –
du er udvalgt; du er størst.
BRAND.
Jeg er ringest kryb i muldet.
GERD
(ser opad; skyerne letter)
.
Véd du, hvor du står?
BRAND
(stirrer frem for sig)
.
Jeg står
ved det første trin af trappen;
højt er op og foden sår.
GERD
(vildere)
.
Svar mig! Véd du, hvor du står?
BRAND.
Ja, nu falder tågekappen.
GERD.
Ja, den falder: Svartetind
peger helt i himlen ind!
BRAND
(ser op)
.
Svartetind? Iskirken!
GERD.
Ja!
Kirkegæst du blev endda!
BRAND.
Tusend mile bort herfra! –
O, hvor inderligt jeg higer
efter lys og sol og mildhed,
efter fredens kirke-stilhed,
efter livets sommer-riger!
(brister i gråd.)
Jesus, jeg har råbt dit navn;
aldrig tog du mig i favn;
tæt forbi mig er du gledet,
gammelt ord på tungen lig;
lad mig nu af frelsens-klædet,
med den sande bods-vin vædet,
fange blot en fattig flig!
GERD
(bleg)
.
Hvad er det? Du græder, du,
varmt, så det på kinden ryger, –
varmt, så bræens grav-lin stryger
dryppende fra top og tinde, –
varmt, så isen i mit minde
løses op i gråd herinde, –
varmt, så messekåben glider
nedad jøkel-prestens sider –!
(bævende.)
Mand, hvi græd du ej før nu!
BRAND
(klar, strålende og ligesom forynget)
.
Frostvejr bær igennem loven, –
siden sommersol fra oven!
Til idag det galdt at blive
tavlen, hvorpå Gud kan skrive; –
fra idag mit livsensdigt
skal sig bøje varmt og rigt.
Skorpen brister. Jeg kan græde,
jeg kan knæle, – jeg kan bede!
(synker iknæ.)
GERD
(skotter opover og siger sagte og sky)
:
Se, der sidder han, den stygge!
Det er ham, som kaster skygge,
der han pisker tindens sider
med sin brede vingefjær.
Nu er frelsens time nær –
dersom bare sølvet bider!
(kaster rifflen til kinden og skyder. Hult drøn, som af en rullende torden, lyder højt oppe fra bergvæggen.)
BRAND
(farer op)
.
Ha, hvad gør du!
GERD.
Ramt han glider!
Jeg har truffet; – se, han falder;
hør, han skriger, så det gjalder!
Mange tusend fjær af hammen
fyger ned fra bergvægs-kammen; –
se, hvor han blir stor og hvid –!
Hej, han ruller ende hid!
BRAND
(synker sammen)
.
Ja, hver slægtens søn tildøde
dømmes må for slægtens brøde!
GERD.
Tifold større himmeltelt
spændtes ud, da han blev fældt!
Se, han tumler; se, han ruller –
å, jeg vil ej længer grue;
han er hvid jo, som en due –!
(skriger i rædsel.)
Hu, det stygge, stygge bulder!
(kaster sig ned i sneen.)
BRAND
(krymper sig under den styrtende skred og siger opad)
:
Svar mig, Gud, i dødens slug! –
gælder ej et frelsens fnug
mandeviljens
qvantum satis
–?
(Skreden begraver ham; hele dalen fyldes.)
EN RØST
(råber gennem tordenbragene)
:
Han er
deus caritatis!
ÅSE, en bondemands enke.
PEER GYNT, hendes søn.
TO KÆRRINGER med kornsække. ASLAK, en smed. BRYLLUPSGÆSTER. KØGEMESTER. SPILLEMAND, o. s. v.
ET PAR INDFLYTTERFOLK.
SOLVEJG OG LILLE HELGA, deres døttre.
BONDEN PÅ HÆGSTAD.
INGRID, hans datter.
BRUDGOMMEN OG HANS FORÆLDRE.
TRE SÆTERJENTER. EN GRØNKLÆDT KVINDE.
DOVREGUBBEN.
EN HOFTROLD. FLERE LIGNENDE. TROLDJOMFRUER OG TROLDUNGER. ET PAR HEKSE. TOMTEGUBBER, NISSER, HOUGFOLK, o. s. v.
EN STYG UNGE. EN STEMME I MØRKET. FUGLESKRIG.
KARI, en husmandskone.
Master COTTON, Monsieur BALLON, Deherrer V. EBERKOPF og TRUMPETERSTRÅLE, rejsende herrer. EN TYV OG EN HÆLER.
ANITRA, en beduinerhøvdings datter.
ARABERE, SLAVINDER, DANSENDE PIGER, o. s. v.
MEMNONSTØTTEN
(syngende)
, SFINXEN VED GIZEH
(stum person)
.
BEGRIFFENFELDT, professor, dr. phil., forstander for dårekisten i Kairo.
HUHU, en målstræver fra Malebarkysten. Hussejn, en østerlandsk minister. En FELLAH med en kongemumie.
Flere DÅREKISTEMEDLEMMER samt DERES VOGTERE.
EN NORSK SKIPPER OG HANS MANDSKAB. EN FREMMED PASSAGER.
EN PREST. ET LIGFØLGE. EN LENSMAND. EN KNAPPESTØBER. EN MAGER PERSON.
(Handlingen, der begynder i førstningen af dette århundrede og slutter henimod vore dage, foregår dels i Gudbrandsdalen og på højfjeldene deromkring, dels på kysten af Marokko, dels i ørkenen Sahara, i dårekisten i Kairo, på havet o. s. v.).
(En lid med løvtrær nær ved Åses gård. En elv fosser nedover. Et gammelt kværnehus på den anden side. Hed sommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyveårs gut, kommer nedover gangstien. Åse, moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skælder.)
ÅSE.
Peer, du lyver!
PEER GYNT
(uden at standse)
.
Nej, jeg gør ej!
ÅSE.
Nå, så band på, det er sandt!
PEER GYNT.
Hvorfor bande?
ÅSE.
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er tøv og tant!
PEER GYNT
(står)
.
Det er sandt – hvert evigt ord!
ÅSE
(foran ham)
.
Og du skæms ej for din moer?
Først så render du tilfjelds
månedsvis i travle ånnen,
for at vejde ren på fånnen,
kommer hjem med reven pels,
uden byrse, uden vildt; –
og til slut med åbne øjne
mener du at få mig bildt
ind de værste skytterløgne! –
Nå, hvor traf du så den bukken?
PEER GYNT.
Vest ved Gendin.
ÅSE
(ler spotsk)
.
Rigtig, ja!
PEER GYNT.
Hvasse vinden bar ifra;
bag et oreholdt forstukken
han i skaresneen grov
efter lav –
ÅSE
(som før)
.
Ja rigtig, ja!
PEER GYNT.
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte knirken af hans hov,
så af ene hornet grenene.
Derpå varsomt mellem stenene
frem på bugen jeg mig flytted.
Gemt i røsen op jeg glytted; –
slig en buk, så blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
ÅSE.
Nej, bevares vel!
PEER GYNT.
Det smaldt!
Bukken stupte bums i bakken.
Men i samme stund, han faldt,
sad jeg skrævs på bukkeryggen,
greb ham i det venstre øre,
vilde netop kniven køre
bagom skolten ind i nakken; –
hej! da skreg han vildt, den styggen,
stod med et på alle fire,
slog mig med et agterkast
ud af næven kniv og slire,
skrued mig om lænden fast,
stemte hornene mod læggen,
klemte mig som i en tang; –
dermed satte han på sprang
bent fremover Gendin-eggen!
ÅSE
(uvilkårligt)
.
Jesu navn da –!
PEER GYNT.
Har du set den
Gendin-eggen nogen gang?
Den er halve milen lang,
hvas bortefter, som en ljå.
Udfor bræer, skred og lider,
rakt nedover urder grå,
kan en se til begge sider
lukt i vandene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred alen nedenunder. –
Langsmed eggen han og jeg
skar os gennem vejret vej.
Aldrig red jeg slig en fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred sole.
Brune ørnerygge svam
i det vide svimle slug
midtvejs mellem os og vandene, –
sakked agterud, som fnug.
Isflak brast og brød mod strandene;
men der var ej døn at høre;
bare hvirvlens vætter sprang,
som i dans; – de sang, de svang
sig i ring for syn og øre!
ÅSE
(svimmel)
.
Å, Gud trøste mig!
PEER GYNT.
Med et,
på en rådløs bråbrat plet,
foer ivejret rype-steggen,
flaksed kaglende, forskræmt,
fra den knart, hvor han sad gemt,
klods for bukkens fod på eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et himmelspring
udfor dybet med os begge!
(Åse vakler og griber efter en træstamme. Peer Gynt bliver ved.)
Bag os bergets svarte vægge,
under os et bundløst slug!
Først vi kløvte lag af tåger,
kløvte så en flok af måger,
som igennem luften vigende
fløj til alle kanter skrigende.
Nedad, uden stands, foer toget.
Men i dybet glittred noget
hvidlet, som en rensdyrbug. –
Moer, det var vort eget billed,
som igennem fjeldsø-stillet
op mod vandets skorpe piled
i den samme vilde fart,
som i den vi nedad kiled.
ÅSE
(gisper efter vejret)
.
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
PEER GYNT.
Buk fra luften, buk fra bunden,
stangedes i samme stunden
så at skummet om os klasked.
Ja, der lå vi nu og plasked. –
Langt om længe, du, vi nåde
nordre landet på en måde;
bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg foer hjem –
ÅSE.
Men bukken, du?
PEER GYNT.
Å, han går der vel endnu; –
(knipser i fingrene, svinger sig på hælen og tilføjer)
kan du finde ham, så tag ham!
ÅSE.
Og du har ej knækket nakken?
Ikke begge lår engang?
Ikke ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – prisen, takken,
skyldes dig, som hjalp min gut! –
Brogen har dog fået en revne;
men det er knapt værd at nævne,
når en minds, hvad meget værre
kunde hænds i sligt et sprang –!
(standser pludselig, ser på ham med åben mund og store øjne, kan længe ikke finde ord, endelig udbryder hun)
O, din fandens ræglesmed;
kors og kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kendt
som en jente på de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
PEER GYNT.
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
ÅSE
(arrig)
.
Ja, en løgn kan endevendes,
stadses op med brask og bram,
klædes i en nygjort ham,
så dens magre skrot ej kendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt så vildt og stort,
uglet ud med ørnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig målløs skræk,
at en kends ej ved tilsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
PEER GYNT.
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slå ham!
ÅSE
(grædende)
.
Å, Gud give jeg lå lig;
gid jeg sov i svarte jorden!
Bøn og gråd ej bider på ham –
Peer, du er og blir forloren!
PEER GYNT.
Kære, vakkre, lille moer,
du har ret i hvert et ord; –
vær så blid og glad –
ÅSE.
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt svin til søn?
Må det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs enke,
stødt at fange skam for løn?
(græder igen.)
Hvad har slægten nu tilbage
fra din farfars velmagtsdage?
Hvor er skæpperne med mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem fødder, han, –
ødte dem så glat som sand,
købte jord i alle sogne,
kørte med forgyldte vogne –.
Hvor er det, som gik tilspilde
ved det store vintergilde,
da hver gæst lod glas og flaske
bag sin ryg mod væggen klaske!
PEER GYNT.
Hvor er sneen fra ifjor?
ÅSE.
Du skal tie for din moer!
Se tilgårds! Hver andet rude-
hul er fyldt med gamle klude.
Hægn og skigard ligger nede,
fæet står for vejr og væde,
eng og aker ligger brak,
hver en måned blir jeg pantet –
PEER GYNT.
Ti så med den kærringsnak!
Ofte nok har lykken skrantet,
og så kom den højst påfode!
ÅSE.
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang presten,
der han kom fra København,
spurgte dig om døbenavn,
bandte på at sligt et nemme
sakned mangen prins derhjemme,
så at faer din gav ham hesten
med en slæde til, som tak
for den vennesæle snak. –
Hå; ja da var alting gildt!
Provst, kaptejn og hele resten
hang her dagstødt, åd og drak,
fyldte sig, så fast de sprak.
Men i nød skal kendes næsten.
Her blev folketomt og stilt
samme dag da „Jon med skæppen”
tog ivej med kramkarl-skræppen.
(tørrer øjnene med forklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
skulde stå som stav og støtte
for din gamle skrale moer, –
skulde gårdens gerning skøtte,
værge slumpen af din arv; –
(græder påny.)
å, Gud hjælpe mig for nytte
jeg har havt af dig, din skarv!
Hjemme ligger du i gruen,
roder rundt i kul og emmer;
mellem bygdens folk du skræmmer
jenterne fra gildestuen, –
gør mig spe på alle kanter,
slås med sognets værste fanter –
PEER GYNT
(går fra hende)
.
Lad mig være.
ÅSE
(følger efter)
.
Kan du nægte
du var fremste mand i laget
i det store basketaget,
som for nylig stod på Lunde,
der I slogs som olme hunde?
Var det ikke dig, som knækte
armen på han Aslak smed, –
eller idetmindste brækte
ene fingren hans af led?
PEER GYNT.
Hvem har fyldt dig med slig præk?
ÅSE
(hidsig)
.
Husmandskonen hørte hylene!
PEER GYNT
(gnider albuen)
.
Ja, men det var mig, som skreg.
ÅSE.
Dig?
PEER GYNT.
Ja, moer, – for jeg fik pryglene.
ÅSE.
Hvad for noget?
PEER GYNT.
Han er spræk.
ÅSE.
Hvem er spræk?
PEER GYNT.
Han, Aslak, véd jeg.
ÅSE.
Tvi – og tvi; nu må jeg spytte!
Slig en slarvet fyldebøtte,
slig en rangler, slig en dranket
drammesluger har dig banket?
(græder igen.)
Mangen skam og skændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste spe.
Lad ham være nok så spræk; –
skal du derfor være vek?
PEER GYNT.
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt så skal der jamres.
(ler)
.
Trøst dig moer –
ÅSE.
Hvad har du løjet
nu igen?
PEER GYNT.
Ja, denne gang.
Tør så gråden pent af øjet; –
(knytter den venstre hånd.)
se, – med denne knibetang
holdt jeg hele smeden bøjet;
højre næven var min slægge –
ÅSE.
O, din slagsbror! Du vil lægge
mig i graven med din færd!
PEER GYNT.
Nej da, du er bedre værd;
tyve tusend gange bedre;
Lille, stygge, snille moer,
du kan lide på mit ord,
hele bygden skal dig hædre,
bare vent til jeg får gjort
noget – noget rigtigt stort!
ÅSE
(blæser)
.
Du!
PEER GYNT.
Hvem véd, hvad en kan møde!
ÅSE.
Gid du bare blev så klog,
at du engang kunde bøde
flængen i din egen brog!
PEER GYNT
(hidsig)
.
Jeg skal blive konge, kejser!
ÅSE.
Å, Gud trøste mig, nu rejser
sidste resten af hans vid!
PEER GYNT.
Jo, jeg skal! Giv bare tid!
ÅSE.
Ja, giv tid, så blir du prins,
siges der, om ret jeg minds!
PEER GYNT.
Du skal se, moer!
ÅSE.
Hold din mund!
Du er gal i bund og grund. –
Nå, det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
af med løgn og tøv og tant.
Hægstadjenten var dig god.
Let du havde vundet spillet,
hvis du rigtig havde villet –
PEER GYNT.
Tror du?
ÅSE.
Gamlen har ej kræfter
til at stå sit barn imod.
Han er stivsindt på en måde;
men tilslut får Ingrid råde,
og hvor hun går, fod for fod
stavrer knarken arrig efter.
(begynder igen at græde.)
Ak, min Peer; en grundrig jente, –
odelsjente! Tænk dig til; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som brudgom gild, –
du, som går her svart og fillet!
PEER GYNT
(rask)
.
Kom, så vil vi ja-ord hente!
ÅSE.
Hvor?
PEER GYNT.
På Hægstad!
ÅSE.
Stakkars dig;
den er stængt, den friervej!
PEER GYNT.
Hvorfor det?
ÅSE.
Ak, jeg må sukke!
Spildt er stunden, spildt er heldet –
PEER GYNT.
Nå?