Complete Works of Henrik Ibsen (445 page)

ÅSE
(hulkende)
.
Mens du i Vesterfjeldet
gennem luften red på bukke,
har Mads Moen fæstet jenten!

PEER GYNT.
Hvad? Den kvindfolkskræmsel! Han –!

ÅSE.
Ja, hun taer ham nu til mand.

PEER GYNT.
Vent mig her, til jeg får spændt en
hest for kærren –
(vil gå.)

ÅSE.
Spar sligt spræl.
Bryllupet skal stå imorgen –

PEER GYNT.
Pyt; jeg kommer jo ikveld!

ÅSE.
Tvi dig; vil du øge sorgen
med et læs af hvermands spot?

PEER GYNT.
Trøst dig. Alting skal gå godt.
(skriger og ler på engang.)
Hejsan, moer! Vi sparer kærren;
det taer tid at hente mærren –
(løfter hende ivejret.)

ÅSE.
Slip mig!

PEER GYNT.
Nej, på mine arme
bær jeg dig til bryllupsgården!
(vader ud i elven.)

ÅSE.
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –

PEER GYNT.
Jeg er båren
til en gildere død –

ÅSE.
Ja visst;
du blir sagtens hængt tilsidst!
(rusker ham i håret.)
O, dit ubæst!

PEER GYNT.
Hold nu fred;
her er glat og slim på bunden.

ÅSE.
Asen!

PEER GYNT.
Ja brug bare munden;
det gør ingen mand fortred.
Så; nu skrår det atter op –

ÅSE.
Slip ej taget!

PEER GYNT.
Hejsan, hop!
Vi skal lege Peer og bukken; –
(galoperende.)
Jeg er bukken, du er Peer!

ÅSE.
Å, jeg véd ej af mig mer!

PEER GYNT.
Ser du; nu er evjen rukken; –
(vader iland.)
giv så bukken pent et kys;
det får være tak for skyds –

ÅSE
(slår ham på øret)
.
Der er tak for skydsen!

PEER GYNT.
Au!
Den betaling var for snaud!

ÅSE.
Slip mig!

PEER GYNT.
Først til bryllupsgården.
Vær min talsmand. Du er klog;
snak med ham, den gamle dåren;
sig, Mads Moen er et drog –

ÅSE.
Slip!

PEER GYNT.
Og sig ham så tilslut,
hvad Peer Gynt er for en gut.

ÅSE.
Ja, det kan du bande på!
Du skal vakkert skudsmål få.
Skildres skal du for og agter;
alle dine fandens fagter
skal jeg nævne grejdt og grant –

PEER GYNT.
Så?

ÅSE
(sparker i arrighed)
.
Jeg skal ej stagge munden,
før den gamle hidser hunden
på dig, som var du en fant!

PEER GYNT.
Hm; så får jeg gå alene.

ÅSE.
Ja, men jeg skal komme efter!

PEER GYNT.
Snille moer, du har ej kræfter –

ÅSE.
Ikke det? Jeg er så sindt,
at jeg kunde knuse stene!
Hu, jeg kunde æde flint! Slip mig!

PEER GYNT.
Ja, ifald du lover –

ÅSE.
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!

PEER GYNT.
Nej, du får nok vente her.

ÅSE.
Aldrig! Jeg vil med i laget!

PEER GYNT.
Får ej lov.

ÅSE.
Hvad vil du gøre?

PEER GYNT.
Sætte dig på kværnetaget.
(sætter hende derop. Åse skriger.)

ÅSE.
Løft mig ned!

PEER GYNT.
Ja, vil du høre –?

ÅSE.
Sludder!

PEER GYNT.
Snille moer, jeg beer –

ÅSE
(kaster en græstørv efter ham)
.
Løft mig ned på timen, Peer!

PEER GYNT.
Turde jeg, så visst jeg vilde.
(nærmere.)
Husk nu på at sidde stille.
Ikke spark og spænd med benene,
ikke riv og rusk i stenene, –
ellers kan det gå dig ilde;
du kan dratte ned.

ÅSE.
Dit bæst.

PEER GYNT.
Ikke spræl!

ÅSE.
Gid du var blæst
som en bytting ud af verden!

PEER GYNT.
Fy da, moer!

ÅSE.
Tvi!

PEER GYNT.
Giv mig heller
din velsignelse til færden.
Vil du? Hvad?

ÅSE.
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok så stor!

PEER GYNT.
Ja, far vel da, kære moer!
Hav nu tål; jeg blir ej længe.
(går, men vender sig, løfter fingeren formanende og siger:)
Husk så på, du ikke spræller!
(går.)

ÅSE.
Peer! – Gud hjælpe mig, nu går han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nej, der skrår han
over jordet –!
(skrigende.)
Hjælp! Jeg svimler!
(To kærringer med sække på ryggen kommer nedover til kværnen.)

FØRSTE KÆRRING.
Kors; hvem skriger?

ÅSE.
Det er mig!

ANDEN KÆRRING.
Åse! Se, – så højt på strå?

ÅSE.
Dette her vil lidt forslå; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!

FØRSTE KÆRRING.
Signe rejsen!

ÅSE.
Hent en stige;
jeg vil ned! Den fandens Peer –

ANDEN KÆRRING.
Sønnen jers?

ÅSE.
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.

FØRSTE KÆRRING.
Vi skal vidne.

ÅSE.
Hjælp mig bare; jeg vil bent til Hægstad fare –

ANDEN KÆRRING.
Er han der?

FØRSTE KÆRRING.
Så blir I hævnet;
smeden kommer og til stævnet.

ÅSE
(vrider hænderne)
.
Å, Gud trøste mig for gutten!
de taer livet hans til slutten!

FØRSTE KÆRRING.
Ak, den lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det så er laget!

ANDEN KÆRRING.
Hun er rent fra sans og vid.
(råber opover:)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!

EN MANDSSTEMME.
Hvad er fat?

ANDEN KÆRRING.
Peer Gynt har løftet
moer sin op på kværnetaget!

(En liden højde med busker og lyng. Bygdevejen går bagenfor; et gærde skiller imellem.)
(Peer Gynt kommer ad en gangsti, går raskt henimod gærdet, standser og ser ud, hvor udsigten åbner sig.)

PEER GYNT.
Der ligger Hægstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; så betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for øjnene og ser bortover.)
Nej. Sendingsfolk myldrer tilgårde som myg. –
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter benet til sig.)
Stødt så flirer de bag ens ryg,
og tisker, så det tvers igennem en brænder.
(går nogle skridt fra gærdet og river tankespredt i løvet.)
Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gå uformærkt. –
Eller den, som var ukendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for så bider latteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpå skjuler han sig imellem buskerne. Nogle folk med sendingskost går forbi nedover mod bryllupsgården.)

EN MAND
(i samtalen)
.
Faer hans var fordrukken, og moer hans er låk.

EN KONE.
Ja, så får en ikke undres på, at gutten blir et drog.
(Folkene går videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i ansigtet og kiger efter dem.)

PEER GYNT
(sagte)
.
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent slæng.)
Å, lad dem snakke!
De kan da vel ikke livet af mig rakke.
(kaster sig ned i lyngbakken, ligger længe på ryggen med hænderne under hovedet og stirrer op i luften.)
For en underlig sky. Den ligner en hest.
Der er mand på med, – og sadel – og grime. –
Bagefter rider en kærring på en lime.
(ler småt ved sig selv.)
Det er moer. Hun skælder og skriger: dit bæst;
hejda, Peer! – –
(lidt efter lidt lukker han øjnene.)
Ja, nu er hun bange. –
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. – –
Hesten har sølvtop og guldsko fire.
Selv har han handsker og sabel og slire.
Kåben er sid og med silke foret.
Gilde er de, som ham følger i sporet.
Ingen dog sidder så stout på folen.
Ingen dog glittrer som han imod solen. –
Nede står folk i klynger langs gærdet,
løfter på hatten og glaner ivejret.
Kvinderne neje sig. Alle kan kende
kejser Peer Gynt og hans tusende svende.
Tolvskillingsstykker og blanke marker
ned han som småsten på vejen sparker.
Rige som grever blir alle i bygden.
Peer Gynt rider tvers over havet i højden.
Engellands prins står på stranden og venter.
Det samme gør alle Engellands jenter.
Engellands stormænd og Engellands kejser,
der Peer rider frem, sig fra højbordet rejser.
Kejseren letter på kronen og siger –!

ASLAK SMED
(til nogle andre, idet de går forbi hinsides gærdet)
.
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne svin –!

PEER GYNT
(farer halvt ivejret)
.
Hvad, kejser –!

SMEDEN
(læner sig til gærdet og smågriner)
.
Rejs på dig, gutten min!

PEER GYNT.
Hvad djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?

SMEDEN
(til de andre)
.
Lunde-sviren hænger nok i ham endnu.

PEER GYNT
(springer op)
.
Gå med det gode!

SMEDEN.
Jeg skal så, ja. Men karl,
hvor kommer du sidst ifra?
Sex uger væk. Var du bergtagen! Hvad?

PEER GYNT.
Jeg har gjort underlige gerninger, smed!

SMEDEN
(blinker til de andre)
.
Lad os høre, Peer!

PEER GYNT.
Kommer ingen ved.

SMEDEN
(lidt efter)
.
Du skal vel til Hægstad?

PEER GYNT.
Nej.

SMEDEN.
En tid
de sagde, jenten derborte var dig blid.

PEER GYNT.
Du svarte korp –!

SMEDEN
(viger lidt)
.
Ikke harm dig, Peer;
Har Ingrid vraget dig, så finds jo fler –;
tænk; søn til Jon Gynt! Følg med tilgårds;
der kommer både ung-lam og enker tilårs –

PEER GYNT.
Til helved –!

SMEDEN.
Du finder nok en som vil ha’e dig. –
God kveld! Nu hilser jeg bruden fra dig. –
(de går under latter og hvisken.)

PEER GYNT
(ser en stund efter dem, gør et kast og vender sig halvt om)
.
For mig kan Hægstad-jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(ser nedover sig.)
Brogen revnet Fillet og fæl. –
Den som havde noget nyt at skifte.
(stamper i bakken.)
Kunde jeg med et slagtertag
rive dem ringagten ud af bringen!
(ser sig pludselig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? –
Hm, jeg syntes så visst – Nej, det var nok ingen. –
Jeg vil hjem til moer.
(går opover men standser igen og lytter mod bryllupsgården.)
De spiller til dans!
(stirrer og lytter; går skridtvis nedover; øjnene lyser; han gnider sig langsad benene.)
For en mylder af jenter! Syv-otte tilmands!
Å, piskende død, – jeg må med i laget! –
Men moer, som sidder på kværnetaget – –
(Øjnene drages nedover igen; han hopper og ler.)
Hejsan, hvor hallingen går over tråkken!
Ja, han Guttorm med felen er glup!
det låter og sprætter, som fos i et stup.
Og så hele den glittrende jenteflokken! –
Ja, piskende død må jeg med i laget!
(sætter med et spring over gærdet og nedover vejen.)