Complete Works of Henrik Ibsen (448 page)

(En lid med store susende løvtræer. Stjerner blinker gennem løvet; fugle synger i trætoppene.)
(En grønklædt kvinde går i liden. Peer Gynt følger efter under alleslags forelskede fagter.)

DEN GRØNKLÆDTE.
(standser og vender sig)
.
Er det sandt?

PEER GYNT
(skærer med fingeren over struben)
.
Så sandt, som jeg heder Peer; –
så sandt, som du er en dejlig kvinde!
Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde væven eller spinde.
Mad skal du få, så du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i håret trække –

DEN GRØNKLÆDTE.
Ikke slå mig heller!

PEER GYNT.
Nej, var det ligt?
Vi kongssønner slår ikke kvindfolk og sligt.

DEN GRØNKLÆDTE.
Er du kongssøn?

PEER GYNT.
Ja.

DEN GRØNKLÆDTE.
Jeg er Dovrekongens datter.

PEER GYNT.
Er du det? Se, se; det træffer jo godt.

DEN GRØNKLÆDTE.
Inde i Ronden har faer min sit slot.

PEER GYNT.
Da har moer min et større, såvidt jeg fatter.

DEN GRØNKLÆDTE.
Kender du faer min? Han heder kong Brose.

PEER GYNT.
Kender du moer min? Hun heder dronning Åse.

DEN GRØNKLÆDTE.
Når faer min er sindt, så sprækker fjelde.

PEER GYNT.
De raper, bare moer min taer på at skælde.

DEN GRØNKLÆDTE.
Faer min kan spænde under højeste hvælven.

PEER GYNT.
Moer min kan ride gennem strideste elven.

DEN GRØNKLÆDTE.
Har du anden klædning, end de fillerne der?

PEER GYNT.
Hå, du skulde se mine søndagsklæer!

DEN GRØNKLÆDTE.
Jeg går til hverdags i guld og silke.

PEER GYNT.
Det tykkes dog ligere stry og stilke.

DEN GRØNKLÆDTE.
Ja, der er ét, du må komme ihug;
så er nu Rondefolkets skik og brug:
tvefold laget er alt vort eje.
Kommer du frem til min faders gård,
tør det hænde sig let, at du er påveje
til at tro, du i styggeste stenrøsen står.

PEER GYNT.
Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt guldet vil tykkes dig rusk og bos?
og kanske vil du tro, hver glittrende rude
er en bylt af gamle hoser og klude.

DEN GRØNKLÆDTE.
Svart tykkes hvidt, og stygt tykkes vent.

PEER GYNT.
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent!

DEN GRØNKLÆDTE.
(falder ham om halsen)
.
Ja, Peer, så ser jeg, vi to passer sammen!

PEER GYNT.
Som benet og brogen; som håret og kammen.

DEN GRØNKLÆDTE.
(råber bort i liden)
.
Brudehest! Brudehest! Kom, brudehesten min!
(En kæmpestor gris kommer løbende med en tougstump til grime og en gammel sæk til sadel. Peer Gynt svinger sig op og tager den grønklædte foran sig.)

PEER GYNT.
Hejsan! Vi skal stryge gennem Rondeporten ind!
Rap dig, rap dig, min ganger god!

DEN GRØNKLÆDTE.
(kælen)
.
Ak, nylig gik jeg så stur og mod –.
Nej, en véd aldrig hvad der kan hændes!

PEER GYNT
(prygler grisen og traver afsted)
.
På ridestellet skal storfolk kendes!

(Dovregubbens kongshal. Stor forsamling af hoftrolde, tomtegubber og hougmænd. Dovregubben i højsædet med krone og spir. Hans børn og nærmeste slægtninge til begge sider. Peer Gynt står for ham. Stærk røre i salen.)

HOFTROLDENE.
Slagt ham! Kristenmands søn har dåret
Dovregubbens veneste mø!

EN TROLDUNGE.
Må jeg skære ham i fingren?

EN ANDEN TROLDUNGE.
Må jeg rive ham i håret?

EN TROLDJOMFRU.
Hu, hej, lad mig bide ham i låret!

TROLDHEKS
(med en slev)
.
Skal han lages til sod og sø?

EN ANDEN TROLDHEKS
(med retterkniv)
.
Skal han steges på spid eller brunes i gryde?

DOVREGUBBEN.
Isvand i blodet!
(vinker sine fortrolige nærmere til sig.)
Lad os ikke skryde.
Vi er gået tilagters i de senere år;
vi véd ikke mer om det ramler eller står,
og folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er gutten fast uden lyde,
og stærkbygget med, såvidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste hode;
men datter min har jo heller ikke fler.
Tre hoders trolde går rent af mode;
selv tvehoder får en knapt øje på,
og de hoder er endda kun så som så.
(til Peer Gynt.)
Altså, det er min datter, du kræver?

PEER GYNT.
Din datter og riget i medgift, ja.

DOVREGUBBEN.
Det halve får du, imens jeg lever,
og det andet halve, når jeg engang falder fra.

PEER GYNT.
Det er jeg nøjd med.

DOVREGUBBEN.
Ja, stop, min gut! –
du har også nogle tilsagn at give.
Brydes ét af dem, er hele pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første må du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes grænser;
dag skal du sky, og dåd og hver lysbar plet.

PEER GYNT.
Får jeg kaldes for konge, så holdes det let.

DOVREGUBBEN.
Dernæst, – nu vil jeg i kløgt dig prøve –
(rejser sig i sædet.)

DET ÆLDSTE HOFTROLD
(til Peer Gynt)
.
Lad se, om du har en visdomstand,
som kan Dovregubbens gådenødd kløve!

DOVREGUBBEN.
Hvad er forskellen mellem trold og mand?

PEER GYNT.
Der er ingen forskel, så vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og småtrold vil klore; –
ligeså hos os, hvis bare de turde.

DOVREGUBBEN.
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men morgen er morgen og kveld er kveld,
så forskel blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende hvælv,
mellem mænd det heder: „Mand, vær dig selv!”
Herinde hos os mellem troldenes flok
det heder: „Trold, vær dig selv – nok!”

HOFTROLDET
(til Peer Gynt)
.
Øjner du dybden?

PEER GYNT.
Det tykkes mig tåget.

DOVREGUBBEN.
„Nok”, min søn, det kløvende, stærke
ord må stå i dit våbenmærke.

PEER GYNT
(river sig bag øret)
.
Nej, men –

DOVREGUBBEN.
Det må, skal du her vorde herre!

PEER GYNT.
Ja, skidt; lad gå; det er jo ikke værre –

DOVREGUBBEN.
Dernæst må du lære at sætte pris
på vor jævne hjemlige levevis.
(han vinker: to trolde med svinehoveder, hvide nathuer, o. s. v. bringer mad og drikke.)
Koen giver kager og studen mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
hovedsagen er, det får du ej glemme,
den er brygget herhjemme.

PEER GYNT
(støder sagerne fra sig)
.
Fanden med eders hjemlige drik!
Jeg vænner mig aldrig til landsens skik.

DOVREGUBBEN.
Bollen følger med, og den er af guld.
Hvo guldbollen ejer, ham er datter min huld.

PEER GYNT
(grundende)
.
Der står jo skrevet: Du skal tvinge din natur; –
og i længden falder drikken vel mindre sur.
Lad gå!
(føjer sig.)

DOVREGUBBEN.
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?

PEER GYNT.
En får håbe på vanens magt.

DOVREGUBBEN.
Dernæst må du kaste dine kristenmands-klæder;
thi det skal du vide til vort Dovres hæder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra dalen,
undtagen silkesløjfen yderst på halen.

PEER GYNT
(vred)
.
Jeg har ingen hale!

DOVREGUBBEN.
Så kanst du få.
Hoftrold, bind ham min søndagshale på.

PEER GYNT.
Nej, om du får! Vil I gøre mig til nar?

DOVREGUBBEN.
Bejl aldrig til datter min med bagen bar.

PEER GYNT.
Gøre mennesker til dyr!

DOVREGUBBEN.
Min søn, du fejler;
jeg gør dig bare til en høvelig bejler.
Du skal få en brandgul sløjfe at bære,
og det gælder her for den højeste ære.

PEER GYNT
(betænksomt)
.
Der siges jo, mennesket er kun et fnug.
Og lidt får en lempes efter skik og brug.
Bind væk!

DOVREGUBBEN.
Du est en medgørlig fyr.

HOFTROLDET.
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!

PEER GYNT
(arrig)
.
Hå, vil I endnu til mere mig tvinge?
kræver I også min kristenmands-tro?

DOVREGUBBEN.
Nej, den kan du gerne beholde i ro.
Troen går frit; den lægges ingen told på;
det er skorpen og snittet en skal kende et trold på.
Bare vi er ens i lader og klædsel,
kan du gerne kalde tro, hvad vi kalder rædsel.

PEER GYNT.
Du er dog, de mange vilkår tiltrods,
mere rimelig karl, end en skulde frygte.

DOVREGUBBEN.
Min søn, vi trolde er bedre end vort rygte;
det er også en forskel mellem jer og os. –
Dog, endt er gildets alvorlige del;
nu vil vi ører og øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens fjæl!
(Spil og dans.)

HOFTROLDET.
Hvad tykkes dig?

PEER GYNT.
Tykkes, hm! –

DOVREGUBBEN.
Tal uden frygt.
Hvad ser du?

PEER GYNT.
Noget ustyggelig stygt.
Med kloven slår en bjeldeko et tarmestrængt spil.
I stuthoser tripper en purke dertil.

HOFTROLDENE.
Æd ham!

DOVREGUBBEN.
Husk, han har menneskesanser!

TROLDJOMFRUER.
Hu, riv af ham både øre og øje!

DEN GRØNKLÆDTE.
(grædende)
.
Huhu! Sligt må vi høre og døje,
når jeg og søster min spiller og danser!

PEER GYNT.
Åhå; var det dig? Lidt spøg i gildet,
det véd du, er aldrig så ilde ment.

DEN GRØNKLÆDTE.
Tør du bande på det?

PEER GYNT.
Både dansen og spillet
var, katten klore mig, rigtig pent.

DOVREGUBBEN.
Det er underligt med den menneskeart;
den hænger i så mærkværdigt længe.
Får den i dyst med os en flænge,
sætter den vel ar, men den heles snart.
Min svigersøn er nu så føjelig som nogen;
villig har han kastet kristenmands-brogen,
villig har han drukket af mjødpokalen,
villig har han bundet bag på sig halen, –
så villig, kort sagt, til alt, hvad vi bad ham,
at trygt jeg tænkte, den gamle Adam
var engang for alle på porten jaget;
men se, med et har han overtaget.
Ja-ja, min søn, så må du i kur
mod denne hersens menneskenatur.

PEER GYNT.
Hvad vil du gøre?

DOVREGUBBEN.
I venstre øjet
jeg risper dig lidt, så ser du skævt;
men alt det du ser, tykkes gildt og gævt.
Så skærer jeg ud den højre ruden –

PEER GYNT.
Er du drukken?

DOVREGUBBEN
(lægger nogle skarpe redskaber på bordet)
.
Her ser du glasmestertøjet.
Spjeld skal du få, som den olme studen.
Da vil du skønne, hun er dejlig, bruden, –
og aldrig vil synet dit kverves, som før,
af trippende purker og bjeldekør –