Complete Works of Henrik Ibsen (450 page)

HELGA.
Slip; lad mig gå!

PEER GYNT.
Der har du den.

HELGA.
Slip; der står nistebommen!

PEER GYNT.
Gud nåde dig, hvis du ej –!

HELGA.
Uf, du skræmmer mig!

PEER GYNT
(spag; slipper hende)
.
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(Helga løber.)

TREDJE AKT

(Dybt inde i barskogen. Gråt høstvejr. Snefald.)
(Peer Gynt står i skjorteærmerne og fælder gavntømmer.)

PEER GYNT
(hugger på en stor furu med krogede grene)
.
Å-ja, du er sejg, du gamle kall;
men det båder knapt, for du står for fald.
(hugger igen.)
Jeg ser nok, du har en ståltrådssærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldrig så stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt så skal du i knæ –!
(bryder med engang tvert af.)
Løgn! Det er bare et gammelt træ.
Løgn! Det er ingen stålklædt knark;
det er bare en furu med sprukken bark. –
Det er tungvindt arbejd at hugge tømmer;
men fandenskab når en både hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at stå i tågen
og væve sig bort lyslevende vågen. –
Du er fredløs, gut! Du er jaget på skogen.

(hugger en stund ilsomt.)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke moer
til at bære frem maden og duge dit bord.
Vil du æde, gut, får du hjælpe dig selv,
hente det råt fra skog og elv,
spike dig tyri og nøre dig ild,
stulle og stelle og lage det til.
Vil du klæde dig varmt, får du vejde rén;
vil du mure dig hus, får du bryde sten;
vil du tømre det op, får du fælde stokken
og bære den frem på din ryg til tråkken. –
(Øksen synker, han ser frem for sig )
Gildt skal det bygges. Tårn og fløj
skal der være på tagryggen hæv og høj.
Og så vil jeg snitte, til knap på gavlen,
en havfrue, skabt som en fisk fra navlen.
Messing skal der være på fløjen og låsen.
Glas får jeg også se jeg kan få.
Fremmede folk skal undres på
hvad det er, som skinner langt borti åsen.

(ler i harme.)
Helvedes løgn! Der var den igen.
Du er fredløs, gut!
(hugger hvast.)
En barktækt hytte
gør både i rusk og i frost sin nytte.
(ser opad træet.)
Nu står han og vagger. Så; bare et spænd!
Der stuper han skrås efter hele sin længde; – –
Det grøsser i ungskogens mylr og mængde!
(giver sig til at kviste stammen; på engang lytter han og står stille med hævet økse.)
Der er nogen efter mig! – Nå, er du slig,
du Hægstadgubbe; – du farer med svig.

(dukker bag træet og kigger frem.)
En gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gemt
under trøjen? En sigd. Han standser og glytter, –
lægger næven tilrette på en skigard-stav.
Hvad er det nu? Hvorfor står han og støtter –?
Uf da! Hug han ikke fingren af!
Hele fingren af! Han bløder, som en stud. –
Der sætter han på sprang med næven i en klud.
(rejser sig.)

Det er fanden til krop! En umistelig finger!
Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.
Håhå, nu mindes jeg –! Det er den eneste
måde at fri sig fra kongens tjeneste.
Så er det. De vilde ham i krigen skikke;
og gutten, forstår sig, vilde nødig afsted –
Men hugge –? For altid skille sig ved –?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –
men gøre det! Nej; det skønner jeg ikke!
(ryster lidt med hovedet; så går han til sit arbejde igen.)

(En stue nede hos Åse. Alting er i uorden; kister står åbne; gangklæder ligger spredte omkring; en kat i sengen.)
(Åse og husmandskonen i travlt arbejde med at pakke sammen og lægge tilrette.)

ÅSE
(render til den ene side)
.
Kari, hør her!

KONEN.
Hvad godt?

ÅSE
(på den anden side)
.
Hør her –!
Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er nøglen til kisten?

KONEN.
I nøglehullet.

ÅSE.
Hvad er det, som ramler?

KONEN.
Det sidste læs blir kørt til Hægstad.

ÅSE
(grædende)
.
Jeg var tilfreds,
jeg selv blev kørt ud i den svarte kiste!
Å, hvad et menneske må tåle og friste!
Gud hjælpe mig nådig! Hele huset tømt!
Hvad Hægstadbonden levned, har lensmanden taget.
Ikke klæderne på kroppen engang blev vraget.
Tvi! Få de skam, som så hårdt har dømt!
(sætter sig på sengekanten.)
Både gård og grund er ude af ætten;
strid var den gamle; men stridere var retten; –
der var ikke hjælp og der var ikke nåde;
Peer var borte; ingen kunde mig råde.

KONEN.
Her i stuen får I dog sidde til jer død.

ÅSE.
Ja; katten og jeg, vi får nådsensbrød!

KONEN.
Gud bedre jer, moer; han, Peer, blev jer dyr.

ÅSE.
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tilslut.
Det var ligest, de havde holdt sig til fanden; –
han er brotsmanden, han, og ingen anden;
den styggen fristed min stakkars gut!

KONEN.
Var det ikke bedst, der gik bud efter presten?
Det står værre til, end I kanske tror.

ÅSE.
Efter presten? Å jo, jeg mener det næsten.
(farer op.)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er guttens moer;
jeg får hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, når de andre svigter.
Denne kuften har de skænkt ham. Den får jeg lappe.
Gud give, jeg også turde skindfellen nappe!
Hvor er hoserne?

KONEN.
Der, blandt det andet skrammel.

ÅSE
(roder om)
.
Hvad finder jeg her? Å nej, en gammel
støbe-ske, Kari! Med den har han leget
knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var gilde, kom ungen ind
og bad sin faer at få en klump tin.
Ikke tin, sa’e Jon, men kong Kristians mynt;
sølv; det skal mærkes, du er søn til Jon Gynt;
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken tin eller guld.
Her er hoserne. Å, der er hul i hul;
de må stoppes, Kari!

KONEN.
Jeg mener, det trængs.

ÅSE.
Når det er gjort, får jeg komme tilsengs;
jeg kender mig så skral og så ussel og klemt –
(glad.)
To uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!

KONEN.
Ja, rigtig har de det.

ÅSE.
Det træffer sig nemt. Den ene kan du tilside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; – den, han har på, er så slidt og tynd.

KONEN.
Men kors, moer Åse, det er visst synd!

ÅSE.
Å ja; men du véd nok, presten forkynder
nåde for den og de andre synder.

(Udenfor en nybyggerhytte i skogen. Rensdyrhorn over døren. Sneen ligger høj. Det er i mørkningen.)
(Peer Gynt står udenfor døren og slår en stor trælås fast.)

PEER GYNT
(ler imellemstunder)
.
Lås må der være; lås, som kan binde
døren for troldtøj, og mand og kvinde.
Lås må der være; lås, som kan lukke
for alle de arrige nissebukke. –
De kommer med mørket; de klapper og banker;
luk op, Peer Gynt, vi er snygge, som tanker!
Under sengen vi pusler, i asken vi rager,
gennem piben vi rusler som gloende drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du spiger og planker
kan stænge for arrige nissebuktanker?
(Solvejg kommer på skier fremover moen; hun har et kastetørklæde over hovedet og et knytte i hånden.)

SOLVEJG.
Gud signe dit arbejd. Du får ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og så får du tage mig.

PEER GYNT.
Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –
Og du blir ikke ræd for at komme så nær!

SOLVEJG.
Bud har du skikket med Helga lille;
flere kom efter med vind og i stille.
Bud bar din moer i alt hun fortalte,
bud, som yngled, da drømmene dalte.
Nætterne tunge og dagene tomme
bar mig det bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som livet var sluknet dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke trygt, hvad sind du åtte;
jeg vidste kun trygt, hvad jeg skulde og måtte.

PEER GYNT.
Men faer din?

SOLVEJG.
På hele Guds vide jord
har jeg ingen at kalde for faer eller moer.
Jeg har løst mig fra alle.

PEER GYNT.
Solvejg, du vene, –
for at komme til mig?

SOLVEJG.
Ja, til dig alene;
du får være mig alt, både ven og trøster.
(i gråd.)
Værst var det at slippe min lille syster; –
men endda værre at skilles fra faer;
men værst ifra den, som ved brystet mig bar; –
nej, Gud forlade mig, værst får jeg kalde
den sorg at skilles fra dem alle, – alle!

PEER GYNT.
Og kender du dommen, som blev læst ivår?
den skiller mig både ved arv og gård.

SOLVEJG.
Mener du vel at for arv og eje
jeg skilte mig fra alle de kæres veje?

PEER GYNT.
Og véd du forliget? Udenfor skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.

SOLVEJG.
På skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.

PEER GYNT.
Så væk med både spiger og planker!
Nu trænges ingen stængsel mod nissebuktanker.
Tør du gå ind for at leve med skytten,
så véd jeg der kommer vigsel over hytten.
Solvejg! Lad mig se på dig! Ikke for nær!
Bare se på dig! Nej, hvor du er lys og skær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let!
Får jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig træt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strakte arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;
å, men jeg har længtes både nætter og dage.
Her skal du se, jeg har tømret og bygt; –
det skal ned igen, du; her er ringt og stygt –

SOLVEJG.
Ringt eller gildt, – her er efter mit sind.
Så let kan en puste mod den strygende vind.
Dernede var det klummert; en kendte sig klemt;
det er halvvejs det, som har fra bygden mig skræmt.
Men her, hvor en hører furuen suse, –
for en stilhed og sang! – her er jeg tilhuse.

PEER GYNT.
Og véd du det visst? For alle dine dage?

SOLVEJG.
Den vej, jeg har trådt, bær aldrig tilbage.

PEER GYNT.
Så har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i stuen!
Gå ind! Jeg skal hente tyri til gruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.
(han lukker op; Solvejg går ind. Han står en stund stille, da ler han højt af glæde og springer ivejret.)

PEER GYNT.
Min kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Nej! Nu skal kongsgården tømres fra grunden!
(han griber øksen og går bortover; idetsamme træder en gammelagtig kvinde i en fillet grøn stak ud af holtet; en styg unge med en ølbolle i hånden halter efter og holder hende i skørtet.)

KVINDEN.
Godkveld, Peer Rapfod!

PEER GYNT.
Hvad godt? Hvem der?

KVINDEN.
Gamle venner, Peer Gynt! Min stue ligger nær.
Vi er grandfolk.

PEER GYNT.
Så? Det er mer, end jeg véd.

KVINDEN.
Alt som hytten din bygtes, bygte min sig med.

PEER GYNT
(vil gå)
.
Jeg har bråhast –

KVINDEN.
Det har du altid, gut;
men jeg trasker nu efter og råker dig tilslut.

PEER GYNT.
I mistaer jer, moer!

KVINDEN.
Jeg har før så gjort;
jeg gjorde så dengang du lovte så stort.

PEER GYNT.
Jeg lovte –? Hvad fanden er det for snak?

KVINDEN.
Har du glemt den kveld, du hos faer min drak?
Har du glemt –?

PEER GYNT.
Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.
Hvad rører du om? Når mødtes vi sidst?

KVINDEN.
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(til ungen.)
Byd faer din drikke; jeg mener han er tørst.

PEER GYNT.
Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?

KVINDEN.
Du kan vel kende grisen på skindet!
Har du øjne? Kan du ikke se, han er lam
på skanken, som du er lam på sindet?