Complete Works of Henrik Ibsen (468 page)

FJELDBO.
Ja, han er just ingen beleven mand.

STENSGÅRD.
Nej, det er s’gu visst! Han går og taler ilde om folk, som han ser i sit hus; det er uridderligt. På Storli lugter der af dårlig tobak i alle stuer –

FJELDBO.
Men, kære, – at du ikke har mærket den tobakslugt, før nu –?

STENSGÅRD.
Det er sammenligningen, som gør det. Jeg kom på en falsk fod her i bygden fra første færd af. Jeg faldt i kløerne på partigængere, som tuded mig ørerne fulde. Det skal være forbi! Jeg vil ikke gå her og slide mig op som redskab for egennytte eller for råhed og dumhed.

FJELDBO.
Men hvad vil du så bruge din forening til?

STENSGÅRD.
Foreningen blir uforandret; den er grundlagt på en så temmelig bred basis; – ja, det vil sige, den er stiftet til at modarbejde slette indflydelser; – jeg ser først nu, fra hvilken kant de indflydelser kommer.

FJELDBO.
Men tror du „de unge” vil se det samme?

STENSGÅRD.
Det skal de. Jeg tør vel forlange, at slige karle retter sig efter min bedre indsigt.

FJELDBO.
Men hvis de nu ikke vil?

STENSGÅRD.
Så kan de gå sin egen gang. Jeg behøver dem ikke længere. Og mener du desuden, at jeg, i halsstarrig blindhed, og for et uselt konsekventsmageris skyld, skulde lade min fremtid glide ind i et fejl spor og aldrig komme til målet?

FJELDBO.
Hvad mener du med målet?

STENSGÅRD.
Et liv, som svarer til mine evner, og som fylder alle mine interesser ud.

FJELDBO.
Ingen svævende talemåder! Hvad mener du med målet?

STENSGÅRD.
Nå, til dig kan jeg sagtens sige det. Med målet mener jeg: engang i tiden at blive storthingsmand eller statsråd, og at blive lykkelig gift i en rig og anset familje.

FJELDBO.
Se, se; og så tænker du, ved hjælp af kammerherrens forbindelser, –?

STENSGÅRD.
Ved hjælp af mig selv tænker jeg at nå det! Det vil komme og det skal komme; men ganske af sig selv. Nå, det har forresten lange udsigter; – lad det kun! Indtil da vil jeg leve og nyde her i skønhed og solskin –

FJELDBO.
Her?

STENSGÅRD.
Ja, her! Her er fine sæder; her er ynde over tilværelsen; her er gulvet lagt ligesom blot til at trædes på af lakerte støvler; her er lænestolene dybe, og damerne sidder smukt i dem; her går samtalen let og elegant, som en kasteleg; her plumper ingen råhed ind og gør selskabet stille. Å, Fjeldbo, – her først føler jeg hvad fornemhed er. Ja, vi har dog virkelig vor adel; en liden kreds; en adel i dannelse; og den vil jeg tilhøre. Føler du ikke selv, at man luttres her? At rigdommen her er af et andet slags? Når jeg tænker på Monsens rigdom, så forestiller jeg mig den i skikkelse af store bunker fedtede papirsedler, af ølsmudsede panteobligationer; – men her, her er det metal, skinnende sølv! Og med menneskene er det ligedan. Kammerherren, – hvilken prægtig, fin gammel gubbe!

FJELDBO.
Det er han.

STENSGÅRD.
Og sønnen, – djerv, ligefrem, dygtig!

FJELDBO.
Ganske visst.

STENSGÅRD.
Og svigerdatteren, du! Hun er en perle! – gode Gud, hvilken rig og ejendommelig natur –

FJELDBO.
Det har Thora – det har frøken Bratsberg også.

STENSGÅRD.
Ja vel; men se, hun er nu mindre betydelig.

FJELDBO.
Å, du kender hende ikke. Du véd ikke, hvor hun er dyb og stille og trofast.

STENSGÅRD.
Men svigerdatteren da! Så ligefrem, næsten hensynsløs; og så anerkendende, så erobrende –!

FJELDBO.
Jeg tror virkelig, du er forelsket i hende.

STENSGÅRD.
I en gift kone? Er du gal, menneske! Hvad skulde det føre til? Nej, men jeg blir forelsket; det føler jeg godt. Ja, hun er rigtignok dyb, stille og trofast!

FJELDBO.
Hvem?

STENSGÅRD.
Frøken Bratsberg, naturligvis.

FJELDBO.
Hvad for noget? Du tænker da vel aldrig på –?

STENSGÅRD.
Jo, det ved Gud, jeg gør!

FJELDBO.
Nej, men jeg forsikkrer dig, det går aldeles ikke an!

STENSGÅRD.
Ho-ho! Viljen er en verdensmagt, du! Vi skal se, det går an.

FJELDBO.
Men dette er jo den rene skære letsindighed! Igår var det frøken Monsen –

STENSGÅRD.
Ja, se, det var en overilelse; men det frarådede du mig jo selv –

FJELDBO.
Jeg fraråder dig på det bestemteste at tænke på nogen af dem.

STENSGÅRD.
Så? Du agter kanske selv at erklære dig for en af dem?

FJELDBO.
Jeg? Nej, det forsikkrer jeg dig –

STENSGÅRD.
Ja, det skulde nu heller ikke have holdt mig tilbage, om så var. Vil man stå mig ivejen, vil man spærre fremtiden for mig, så kender jeg ingen hensyn.

FJELDBO.
Vogt dig, at ikke jeg siger det samme!

STENSGÅRD.
Du! Hvad ret har du til at gøre dig til formynder og værge for kammerherre Bratsbergs familje?

FJELDBO.
Jeg har en vens ret idetmindste.

STENSGÅRD.
Pyt; den snak fanger du ikke mig med. Du har egennyttens ret, har du! Det tilfredsstiller din smålige forfængelighed at gå og være pot og pande her i huset; derfor skal jeg holdes borte.

FJELDBO.
Ja, det var det bedste, som kunde times dig. Du står her på en hul grund.

STENSGÅRD.
Gør jeg virkelig? Tusend tak! Den grund skal jeg vide at bygge støtter under.

FJELDBO.
Prøv; men jeg spår dig, det ramler forinden.

STENSGÅRD.
Hå-hå! Du har rævestreger bag øret? Godt, at det kom for dagen. Jeg kender dig nu; du er min uven; den eneste, jeg har her.

FJELDBO.
Det er jeg ikke!

STENSGÅRD.
Det er du! Du har altid været det; lige fra skoletiden. Se dig omkring her, hvorledes alle anerkender mig, uagtet jeg er fremmed for dem. Du derimod, du, som kender mig, du har aldrig anerkendt mig. Det er overhovedet det usle ved dig, at du aldrig kan anerkende nogen; du har gået derinde i Kristiania og drevet om i thevandsselskaber og fyldt tilværelsen med at sige småvittigheder. Sligt hævner sig, du! Sansen for det, som er mere værd i livet, – for det, som der er løftelse og flugt i, den sløves, og så står man der og duer til ingenting.

FJELDBO.
Duer jeg til ingenting.

STENSGÅRD.
Har du nogensinde duet til at anerkende mig?

FJELDBO.
Hvad skal jeg da anerkende?

STENSGÅRD.
Min vilje, om ikke andet. Den anerkendes af alle de andre; – af det menige folk ved festen igår, af kammerherre Bratsberg og hans familje –

FJELDBO.
Af proprietær Monsen og hans dito, af –; død og plage, det er sandt, – herude står en og venter på dig –

STENSGÅRD.
Hvem er det?

FJELDBO
(går mod baggrunden)
.
En, som anerkender dig.
(åbner døren og kalder.)
Aslaksen, kom ind!

STENSGÅRD.
Aslaksen?

ASLAKSEN
(kommer)
.
Nå, endelig da!

FJELDBO.
På gensyn; jeg skal ikke forstyrre vennerne.
(går ud i haven.)

STENSGÅRD.
Men hvad i pokkers navn vil De her?

ASLAKSEN.
Jeg må nødvendig tale med Dem. De lovte mig igår en beretning om foreningens stiftelse og –

STENSGÅRD.
Den kan ikke komme –; det må vi vente med til en anden gang.

ASLAKSEN.
Umuligt, herr Stensgård; avisen skal ud imorgen tidlig –

STENSGÅRD.
Sniksnak! Det hele må forandres. Sagen er trådt ind i et nyt stadium; her er kommet andre momenter til. Hvad jeg yttrede om kammerherre Bratsberg, må aldeles omredigeres, før det kan bruges.

ASLAKSEN.
Nej, det om kammerherren, det er allerede trykt.

STENSGÅRD.
Nå, så ud med det igen!

ASLAKSEN.
Ud med det?

STENSGÅRD.
Ja, jeg vil ikke ha’e det på den måde. De ser på mig? Tror De ikke jeg forstår at styre foreningens anliggender, kanske?

ASLAKSEN.
Jo, gudbevares; men jeg må bare sige Dem –

STENSGÅRD.
Ingen indvendinger, Aslaksen; sligt tåler jeg minsæl ikke!

ASLAKSEN.
Herr sagfører Stensgård, véd De, at den smule tørre brød, jeg har, den sætter De på spil? Véd De det?

STENSGÅRD.
Nej, det véd jeg sletikke.

ASLAKSEN.
Jo, så er det. I vinter, før De kom hertil, var mit blad i opkomst. Jeg redigerte det selv, skal jeg sige Dem; og jeg redigerte det med princip.

STENSGÅRD.
De?

ASLAKSEN.
Ja, jeg! Jeg sagde til mig selv: det er det store publikum, som skal bære et blad; men det store publikum er det slette publikum, – det ligger nu i de lokale forholde; og det slette publikum vil have et slet blad. Se, så redigerte jeg bladet –

STENSGÅRD.
Slet! Ja, det er ubestrideligt.

ASLAKSEN.
Ja, og det stod jeg mig på. Men så kom De og indførte ideer i distriktet; og så fik bladet en farve, og derfor faldt alle Anders Lundestads venner fra; de, som er tilbage, de betaler slet –

STENSGÅRD.
Ja, men bladet blev godt.

ASLAKSEN.
Jeg kan ikke leve af et godt blad. Nu skulde her vækkes røre; her skulde gøres ende på, som De lovte igår; stormændene skulde stilles i gabestokken; der skulde komme slige ting ind, som alle måtte læse, – og så svigter De –

STENSGÅRD.
Ho-ho! De mener, jeg skulde tjene Dem og skandalen? Nej, mange tak, min gode mand!

ASLAKSEN.
Herr sagfører Stensgård, De må ikke drive mig til det yderste, for ellers går det galt.

STENSGÅRD.
Hvad mener De med det?

ASLAKSEN.
Jeg mener, at jeg så må gøre bladet indbringende på en anden vis. Gud skal vide, jeg gør det ikke med lyst. Før De kom, ernærte jeg mig redeligt med ulykkelige hændelser og selvmord og slige uskyldige ting, som tidt ikke var passeret engang. Men nu har De fået vendt op og ned på det altsammen; nu må her anden kost til –

STENSGÅRD.
Ja, det vil jeg bare sige Dem: går De på egen hånd, går De et skridt udenfor mine ordre og gør bevægelsen her til et middel for Deres smudsige egennytte, så går jeg til bogtrykker Alm og stifter et nyt blad. Vi har penge, vi, ser De! Og så skal Deres avislap være ødelagt inden fjorten dage.

ASLAKSEN
(bleg)
.
Det gør De ikke!

STENSGÅRD.
Jo, det gør jeg; og jeg skal være mand for at redigere bladet, så det får det store publikum for sig.

ASLAKSEN.
Så går jeg i denne stund til kammerherre Bratsberg –

STENSGÅRD.
De? Hvad vil De der?

ASLAKSEN.
Hvad vil De her? Tror De ikke jeg skønner, hvorfor kammerherren har bedt Dem? Det er, fordi han er ræd for Dem og for hvad De vil gøre; og det drager De nytte af. Men er han ræd for hvad De vil gøre, så er han vel også ræd for hvad jeg vil trykke; og det vil jeg drage nytte af!

STENSGÅRD.
Det skulde De vove? De! Slig en stymper –!

ASLAKSEN.
Ja, det skal jeg vise Dem. Skal Deres skåltale ud af bladet, så skal kammerherren betale mig for at ta’e den ud.