Complete Works of Henrik Ibsen (471 page)

BOOK: Complete Works of Henrik Ibsen
8.83Mb size Format: txt, pdf, ePub
 

STENSGÅRD.
Jo, for så vil jeg forfølge Dem, skrive imod Dem i bladene, bagtale Dem, undergrave Deres ære, om jeg kan komme til. De skal skrige under svøbeslagene. De skal tro at skimte ånder i skyen, som slår ned imod Dem. De skal krøge Dem sammen i skræk, holde Deres arme krumt over hodet for at bøde af, – krybe, lede efter ly for mig –

 

KAMMERHERREN.
Kryb selv i ly – i dårekisten; der hører De hjemme!

 

STENSGÅRD.
Haha; det er et godtkøbsråd; men De skønner ikke bedre, herr Bratsberg! Jeg vil sige Dem det; Vorherres vrede er i mig. Det er hans vilje, De står imod. Han har tænkt det lyseste med mig. Skyg ikke! – Nå, jeg ser nok, at jeg kommer ingen vej med Dem idag; men det gør ingenting. Jeg forlanger ikke andet end at De skal tale til Deres datter. Forbered hende; giv hende dog lejlighed til at vælge! Tænk Dem om, og se Dem omkring her. Hvor kan De vente at finde en svigersøn mellem disse dosmere og landevejstravere? Fjeldbo siger, hun er dyb, stille og trofast. Ja, nu véd De altsammen. Farvel, herr kammerherre; – De kan få mig som De vil, til ven eller uven. Farvel!
(ud i baggrunden.)

 

KAMMERHERREN.
Så vidt er det altså kommet! Sligt vover man at byde mig i mit eget hus!

 

FJELDBO.
Stensgård vover det; ingen anden.

 

KAMMERHERREN.
Han idag; andre imorgen.

 

FJELDBO.
Lad dem komme; jeg skal tage stødet af; jeg skal gå gennem ild og vand for Dem –!

 

KAMMERHERREN.
Ja, De, som er skyld i det hele! – Hm; den Stensgård, det er dog den mest uforskammede slyngel, jeg har kendt! Og dog, alligevel, – hvad pokker er det? Han har noget ved sig, som jeg synes om.

 

FJELDBO.
Der er muligheder i ham –

 

KAMMERHERREN.
Der er åbenhjertighed i ham, herr værkslæge! Han går ikke og spiller bag ens ryg, som såmange andre; han – han!

 

FJELDBO.
Det er ikke værd at strides om. Blot fast, herr kammerherre; nej, og atter nej til Stensgård –

 

KAMMERHERREN.
Å, behold Deres råd for Dem selv! De kan stole på, at hverken han eller nogen anden –

 

VÆRKSFORVALTER RINGDAL
(fra døren til højre)
.
Med tilladelse, herr kammerherre; et ord –
(hvisker.)

 

KAMMERHERREN.
Hvad for noget? Inde hos Dem?

 

RINGDAL.
Han kom ind bagdøren og beer indstændigt at få Dem i tale.

 

KAMMERHERREN.
Hm. – Å, doktor, gå et øjeblik ind til damerne; der er en, som –; men sig ingenting til Selma om herr Stensgård og hans besøg. Hun skal holdes udenfor alt dette væsen. Hvad min datter angår, skulde det også være mig kært, om De kunde holde ren mund; men – –. Å, jeg gider ikke –? Nå, vær så god at gå ind.
(Fjeldbo går ind i dagligstuen. Ringdal er imidlertid gået ind i sit kontor igen. En kort stund efter kommer proprietær Monsen ud derfra.)

 

MONSEN
(i døren)
.
Jeg beer herr kammerherren så meget om forladelse –

 

KAMMERHERREN.
Nå, kom ind; kom ind!

 

MONSEN.
Jeg håber da, det står vel til med familjen?

 

KAMMERHERREN.
Tak. Er det noget, De ønsker?

 

MONSEN.
Kan ikke sige det. Jeg er, Gud ske lov, den mand, som omtrent har alt det, han kan ønske sig.

 

KAMMERHERREN.
Se, se; det er såmæn meget sagt.

 

MONSEN.
Men jeg har også arbejdet, herr kammerherre. Ja, jeg véd, De har ikke noget godt øje til min virksomhed.

 

KAMMERHERREN.
Det har visst heller ingen indflydelse på Deres virksomhed, hvad øje jeg har til den.

 

MONSEN.
Ja, hvem véd? Jeg tænker ialfald nu så småt på at trække mig ud af forretningerne.

 

KAMMERHERREN.
Gør De virkelig det?

 

MONSEN.
Jeg har havt lykken med mig, skal jeg sige Dem. Jeg er nu kommen så langt, som jeg bryder mig om at komme; og derfor mener jeg det kunde være på tiden lidt efter lidt at vikle af og –

 

KAMMERHERREN.
Nå, det gratulerer jeg både Dem og mange andre til.

 

MONSEN.
Og hvis jeg så med det samme kunde vise kammerherren en tjeneste –

 

KAMMERHERREN.
Mig?

 

MONSEN.
Da Langerudskogene for fem år siden kom til auktion, så gjorde De bud –

 

KAMMERHERREN.
Ja, men efter auktionen gjorde De overbud og fik tilslaget.

 

MONSEN.
De kan nu få dem med sagbrug og alle herligheder –

 

KAMMERHERREN.
Efter den syndige udhugst, som der er drevet –?

 

MONSEN.
Å, de har betydelig værdi endnu; og med Deres driftsmåde vil De om nogle år –

 

KAMMERHERREN.
Takker; jeg kan desværre ikke indlade mig på den sag.

 

MONSEN.
Men her var meget at tjene, herr kammerherre. Og hvad mig angår –; jeg skal sige Dem, jeg har en stor spekulation fore; der står meget på spil; jeg mener, der er meget at vinde; en hundrede tusend tusend eller så.

 

KAMMERHERREN.
Hundrede tusend? Det er i sandhed ingen ringe sum.

 

MONSEN.
Ha-ha-ha! Ret vakkert at tage med og lægge til det øvrige. Men skal en slå så store slag, så trænger en til hjælpetropper, som det heder. Kontanter er her ikke mange af; de navne, som duer noget, er svært brugte –

 

KAMMERHERREN.
Ja, det har visse folk sørget for.

 

MONSEN.
Den ene hånd vasker den anden. Nå, herr kammerherre, slutter vi så ikke en handel? De kan få skogene for spotpris –

 

KAMMERHERREN.
Jeg vil ikke have dem for nogen pris, herr Monsen.

 

MONSEN.
Men et godt tilbud er dog et andet værd. Herr kammerherre, vil De hjælpe mig?

 

KAMMERHERREN.
Hvad mener De?

 

MONSEN.
Jeg stiller naturligvis sikkerhed. Jeg har jo ejendomme nok. Her skal De se. Disse papirer –; må jeg få lov til at sætte Dem ind i min status?

 

KAMMERHERREN
(viser papirerne tilbage)
.
Er det pengehjælp, som De –?

 

MONSEN.
Ikke rede penge; langtfra. Men kammerherrens støtte –. Mod vederlag naturligvis; – og mod sikkerhed, og –

 

KAMMERHERREN.
Og med en slig anmodning kommer De til mig?

 

MONSEN.
Ja, netop til Dem. Jeg véd, De har så mangen gang glemt Deres nag, når det rigtig har knebet for en.

 

KAMMERHERREN.
Nå, jeg må på en vis måde takke Dem for Deres gode mening, – især i en tid som denne; men alligevel –

 

MONSEN.
Herr kammerherre, vil De ikke sige mig, hvad det er, De har imod mig?

 

KAMMERHERREN.
Å, hvad kan det nytte?

 

MONSEN.
Det kan nytte til at rette på forholdet. Jeg véd ikke jeg har lagt to pinde i kors for Dem.

 

KAMMERHERREN.
Ikke det? Da skal jeg dog nævne Dem ét tilfælde, hvor De har stået mig ivejen. Jeg stiftede værkets lånekasse til gavn for mine undergivne og andre. Men så begyndte De at drive bankforretninger; folk går til Dem med sine spareskillinger –

 

MONSEN.
Begribeligt, herr kammerherre; thi jeg gier en højere indlånsrente.

 

KAMMERHERREN.
Ja, men De taer også en højere udlånsrente.

 

MONSEN.
Men så gør jeg ikke så mange vanskeligheder med kaution og sligt.

 

KAMMERHERREN.
Desværre; derfor ser man også, at her sluttes handler på ti-tyve tusend species, uden at hverken køber eller sælger ejer to danske skilling. Se, dette, herr Monsen, det har jeg imod Dem. Og desuden noget, som ligger nærmere endda. Tror De, det var med min gode vilje, at min søn kastede sig ind i alle disse vilde foretagender?

 

MONSEN.
Men det kan da ikke jeg for!

 

KAMMERHERREN.
Det var Deres eksempel, der smittede ham, ligesom de andre. Hvorfor blev De ikke ved Deres læst?

 

MONSEN.
Tømmerfløder, ligesom min fader?

 

KAMMERHERREN.
Det var kanske en skam at stå i min tjeneste? Deres fader ernærte sig redeligt og var agtet i sin stand.

 

MONSEN.
Ja, indtil han havde arbejdet sig helseløs og tilslut gik i fossen med tømmerflåden. Kender De noget til livet i den stand, herr kammerherre? Har De en eneste gang prøvet, hvad de folk må døje, som slider for Dem inde i skogtrakterne og nedover langs elvedragene, mens De sidder i Deres lune stue og taer frugterne? Kan De fortænke et sligt menneske i, at han vil arbejde sig ivejret? Jeg havde nu fået lidt bedre lærdom, end min fader; havde vel kanske lidt bedre evner også –

 

KAMMERHERREN.
Lad gå. Men ved hvilke midler er De kommen ivejret? De begyndte med brændevinshandel. Så købte De usikkre gældsfordringer; inddrev dem ubønhørligt; – så gik De videre og videre. Hvor mange har De ikke ruineret for at komme frem!

 

MONSEN.
Det er handelens gang; det går op for en og ned for en anden.

 

KAMMERHERREN.
Men måden og midlerne? Her er agtværdige familjer, som tynger på fattigkassen for Deres skyld.

 

MONSEN.
Daniel Hejre er heller ikke langt fra fattigkassen.

 

KAMMERHERREN.
Jeg forstår Dem. Men min færd kan jeg forsvare for Gud og mennesker! Da landet, efter adskillelsen fra Danmark, var i nød, hjalp min salig fader over evne. Derved kom en del af vore ejendomme til familjen Hejre. Hvad førte det til? Der sad levende væsner på disse ejendomme; og de led under Daniel Hejres ukloge styrelse. Han hug skogene ud til skade, ja, jeg kan gerne sige, til ulykke for distriktet. Var det ikke min ligefremme pligt at hindre sådant, når jeg kunde? Og jeg kunde det; jeg havde loven for mig; jeg var i min gode ret, da jeg tog mine ejendomme igen på odel.

 

MONSEN.
Jeg har heller ikke forgået mig mod loven.

 

KAMMERHERREN.
Men mod Deres egen bevidsthed, mod Deres samvittighed, som De dog forhåbentlig har noget af. Og hvorledes har De ikke nedbrudt al god orden her? Hvorledes har De ikke svækket den agtelse, som rigdommen skulde give? Man spørger ikke længere om hvorledes en formue er erhvervet, eller hvorlænge den har været i en familjes besiddelse; man spørger blot: hvormeget er den eller den værd? Og derefter dømmes han. Under alt dette lider også jeg; vi to er blevet som et slags kammerater; man nævner os sammen, fordi vi er de to største ejendomsbesiddere her. Det tåler jeg ikke! Jeg vil sige Dem engang for alle: det er derfor jeg har imod Dem.

 

MONSEN.
Det skal få en ende, herr kammerherre; jeg skal slutte min virksomhed, vige for Dem på alle kanter; men jeg beer Dem, jeg bønfalder Dem, bare hjælp mig!

 

KAMMERHERREN.
Jeg gør det ikke.

 

MONSEN.
Jeg er villig til at betale, hvad det så skal være –

 

KAMMERHERREN.
Betale! Og det vover De at –

 

MONSEN.
Om ikke for min skyld, så for Deres søns!

 

KAMMERHERREN.
Min søns?

 

MONSEN.
Ja, han er med i det; jeg tænker, der kan komme en tyve tusend daler på hans part.

 

KAMMERHERREN.
Som han vinder?

 

MONSEN.
Ja!

 

KAMMERHERREN.
Men, du gode Gud, hvem taber så de penge?

 

MONSEN.
Hvorledes –?

 

KAMMERHERREN.
Når min søn vinder dem, så må der jo være en, der taber dem!

 

MONSEN.
En fordelagtig handel; jeg har ikke lov at sige mere. Men jeg trænger til et agtet navn; blot Deres navns underskrift –

 

KAMMERHERREN.
Underskrift! På dokumenter –

 

MONSEN.
Bare for 10-15,000 daler.

Other books

The Wrong Track by Carolyn Keene
Desolate (Riverband #2) by Sara Daniell, J. L. Hackett
Juliana Garnett by The Vow
The Hunger by Susan Squires
Infierno by Louise Cooper
The Light of Heaven by David A McIntee
Emmerson's Heart by Fisher, Diana
In the Werewolf's Den by Rob Preece
Girls Acting Catty by Leslie Margolis