Complete Works of Henrik Ibsen (467 page)

STENSGÅRD.
Å; det var for kort.

SELMA.
Ja kanske, – på en måde.

ERIK BRATSBERG
(slår armen om hende)
.
Men ud af det eventyr spandt der sig et nyt, og der blev prinsessen dronning!

SELMA.
På samme vilkår, som de rigtige prinsesser?

ERIK BRATSBERG.
Hvilke vilkår?

SELMA.
De må udenlands; bort til et fremmed rige.

ERIK BRATSBERG.
En cigar, herr Stensgård?

STENSGÅRD.
Tak; ikke nu.
(Doktor Fjeldbo og Thora fra haven.)

SELMA
(imod dem)
.
Kære Thora, er du der! Du er da vel ikke syg?

THORA.
Jeg? Nej.

SELMA.
Jo, jo; det er du visst; jeg synes, du konsulerer doktoren så ivrigt i de sidste dage.

THORA.
Nej, jeg forsikkrer dig –

SELMA.
Snak; lad mig føle! Du brænder. Kære doktor, tror De ikke den hede går over.

FJELDBO.
Alting skal have sin tid.

THORA.
Frost er da heller ikke bedre –

SELMA.
Nej, den jævne middelvarme, – så siger min mand også.

KAMMERHERREN
(kommer fra haven)
.
Hele familjen samlet i fortrolig klynge? Det er just ikke meget høfligt mod gæsterne.

THORA.
Kære faer, nu skal jeg straks –

KAMMERHERREN.
Aha, det er Dem, damerne gør kur til, herr Stensgård. Det skal jeg besørge.

THORA
(sagte til Fjeldbo)
.
Bliv!
(hun går ud i haven.)

ERIK BRATSBERG
(byder Selma armen)
Har fruen noget imod –?

SELMA.
Kom!
(begge ud til højre.)

KAMMERHERREN
(ser efter dem)
.
At få de to skilt ad, det er nu ikke til at tænke på.

FJELDBO.
Det vilde også være en syndig tanke.

KAMMERHERREN.
Ja, hvorledes dog Vorherre er dårernes formynder!
(råber ud.)
Thora, Thora, så hav dog et øje med Selma! Hent et shawl til hende; og lad hende ikke løbe således omkring; hun forkøler sig! Ja, vi mennesker er kortsynte, doktor! Véd De noget middel mod den fejl?

FJELDBO.
Ja; lærepengene. Dem skal man anbringe bag øret, så ser man klarere en anden gang.

KAMMERHERREN.
Ej-ej! Tak for det råd. Men De, som regner Dem for hjemme her, De skal såmæn også tage Dem lidt af Deres fremmede.

FJELDBO.
Ja, vel; Stensgård, skal kanske vi to –?

KAMMERHERREN.
Å nej, kære, – derude går min gamle ven, Hejre –

FJELDBO.
Ja, han regner sig også for hjemme her.

KAMMERHERREN.
Ha, ha, ha! Han gør så, ja!

FJELDBO.
Nå, vi to skal slå os sammen og prøve vort bedste.
(går ud i haven.)

STENSGÅRD.
Herr kammerherren nævnte Daniel Hejre. Jeg må sige, jeg blev forundret over at se ham her.

KAMMERHERREN.
Gjorde De det? Herr Hejre og jeg er skolekammerater og ungdomsvenner. Vi har desuden stødt sammen i såmange livsforholde –

STENSGÅRD.
Ja, om de sammenstød gav herr Hejre adskilligt tilbedste igåraftes.

KAMMERHERREN.
Hm!

STENSGÅRD.
Havde han ikke været, så skulde jeg visselig ikke således i min stemning kogt over, som jeg gjorde. Men han har en måde at omtale personer og begivenheder på, som –; idetheletaget, der sidder en slem mund på ham.

KAMMERHERREN.
Min kære unge ven, – herr Hejre er min gæst; det får De ikke lov at glemme. Fuld frihed i mit hus; men med forbehold: intet uridderligt i omtale af dem, jeg omgåes.

STENSGÅRD.
Jeg beer meget om forladelse –!

KAMMERHERREN.
Nå, nå, nå; De hører til den unge slægt, som ikke regner det så nøje. Hvad herr Hejre angår, så tvivler jeg på, at De kender ham tilbunds. Herr Hejre er ialfald en mand, hvem jeg skylder overmåde meget.

STENSGÅRD.
Ja, det påstod han rigtignok; men jeg troede ikke, at –

KAMMERHERREN.
Jeg skylder ham det bedste af vor familjelykke, herr Stensgård! Jeg skylder ham min svigerdatter. Ja, det er virkelig så. Daniel Hejre tog sig af hende i hendes barndom; hun var et lidet vidunder; gav allerede koncerter ti år gammel; ja, De har da visst hørt hende nævne? Selma Sjøblom –?

STENSGÅRD.
Sjøblom? Ja, ganske visst; hendes fader var svensk.

KAMMERHERREN.
Musiklærer, ja! Han kom hertil for en hel del år siden. En musikers kår er, som De véd, i regelen ikke de bedste; og hans livsvaner er vel heller ikke altid til fromme for –; nå, herr Hejre har stedse været en talentjæger; han tog sig af barnet, fik hende sendt til Berlin; og da så faderen var død og Hejres formuesforfatning havde forandret sig, kom hun tilbage til Kristiania, hvor hun naturligvis snart blev optagen i de bedste kredse. Derved, ser De, blev der en mulighed for at hun og min søn kunde støde sammen.

STENSGÅRD.
Ja, på den vis har gamle Daniel Hejre rigtignok været et redskab –

KAMMERHERREN.
Således griber det ene ind i det andet her i livet. Redskaber, det er vi allesammen; De også; det vil da sige, et nedbrydende –

STENSGÅRD.
Å, herr kammerherre, jeg beer Dem; jeg er ganske skamfuld –

KAMMERHERREN.
Skamfuld?

STENSGÅRD.
Ja, det var i højeste grad upassende –

KAMMERHERREN.
Mod formen kunde der måske være et og andet at indvende, men meningen var god. Og det vil jeg bede Dem om: når De herefter har noget på hjerte, så kom til mig; tal åbent med mig, ærligt og ligefrem. Ser De, vi vil jo dog alle det bedste; det er jo min pligt –

STENSGÅRD.
Og De tillader, at jeg taler åbent med Dem?

KAMMERHERREN.
Ja, det ved Gud, jeg gør. Tror De ikke, jeg længe har set, at livet her på visse hold har taget en retning, som er alt andet end ønskelig? Men hvad skulde jeg gøre? I højsalig kong Carl Johans tid levede jeg for det meste i Stockholm. Nu er jeg gammel; det er desuden min natur imod at bryde frem med reformer, eller at blande mig personligt ind i hele dette offentlige røre. De derimod, herr Stensgård, De har alle betingelser; derfor vil vi holde sammen.

STENSGÅRD.
Tak, herr kammerherre! Tak, tak!
(Værksforvalter Ringdal og Daniel Hejre fra haven.)

RINGDAL.
Og jeg siger Dem, det må være en misforståelse.

DANIEL HEJRE.
Ja så? Det var løjerligt! Jeg skulde misforstå mine egne øren?

KAMMERHERREN.
Noget nyt, Hejre?

DANIEL HEJRE.
Ikke andet, end at Anders Lundestad er ifærd med at gå over til Storlipartiet.

KAMMERHERREN.
Å; nu spaser du!

DANIEL HEJRE.
Beer om forladelse, højstærede; har det fra hans egen mund. Gårdbruger Lundestad agter på grund af svækket helbredstilstand at træde tilbage i privatlivet; og så kan man jo slutte sig til resten.

STENSGÅRD.
Og det har De fra hans egen mund?

DANIEL HEJRE.
Ja såmæn; han forkyndte den vigtige begivenhed midt i en lyttende klynge dernede; he-he!

KAMMERHERREN.
Men, min gode Ringdal, hvorledes kan dette hænge sammen?

DANIEL HEJRE.
Å, det er da ikke vanskeligt at gætte.

KAMMERHERREN.
Jo, tilforladelig. Men dette er jo en stor sag for distriktet. Kom med, Ringdal; vi må sandelig tale med manden.
(han og Ringdal går ned i haven.)

DOKTOR FJELDBO
(fra den bageste havedør)
.
Er kammerherren gået ud?

DANIEL HEJRE.
Hys; de vise skal holde råd! Stor nyhed, doktor! Lundestad frasiger sig storthingshvervet.

FJELDBO.
Å, det er ikke muligt?

STENSGÅRD.
Ja, kan du begribe det?

DANIEL HEJRE.
Jo, nu blir her røre og rummel. Det er de unges forbund, som begynder at virke, herr Stensgård! Véd De, hvad De skulde kalde den forening? Ja, jeg skal sige Dem det siden.

STENSGÅRD.
Tror De virkelig, det er vort forbund –?

DANIEL HEJRE.
Det er der minsæl ingen tvivl om. Nå, så får vi altså dog den glæde at skikke herr proprietariussen afgårde som storthingsmand. Å, gid han allerede var afgårde! – jeg skulde såmæn gerne skydse ham –; noksagt; he-he!
(går ud i haven.)

STENSGÅRD.
Men sig mig, Fjeldbo, – hvorledes rimer du alt dette sammen?

FJELDBO.
Der er andre ting, som er vanskeligere at rime sammen. Hvorledes kommer du her?

STENSGÅRD.
Jeg? Ligesom de øvrige, naturligvis; jeg er indbuden.

FJELDBO.
Ja, det blev du igåraftes, hører jeg; – efter din tale –

STENSGÅRD.
Nu ja?

FJELDBO.
Men at du modtog den indbydelse –!

STENSGÅRD.
Ja, hvad fanden skulde jeg gøre? Jeg kunde da ikke fornærme de skikkelige mennesker.

FJELDBO.
Så! Kunde du ikke det? I din tale kunde du det dog.

STENSGÅRD.
Snak! I min tale var det principer, jeg angreb, ikke personer.

FJELDBO.
Og hvorledes forklarer du nu kammerherrens indbydelse?

STENSGÅRD.
Ja, kære ven, der er jo kun én måde at forklare den på.

FJELDBO.
Nemlig, at kammerherren er bange for dig?

STENSGÅRD.
Han skal, ved Gud, ikke få grund til det! Han er en hædersmand.

FJELDBO.
Det er han.

STENSGÅRD.
Og ligger der ikke noget rørende i, at den gamle mand tager sagen på den måde? Og hvor frøken Bratsberg var dejlig, da hun bragte brevet!

FJELDBO.
Men sig mig, – optrinet fra igår er da vel ikke kommet på tale her?

STENSGÅRD.
Å langtfra; de er altfor dannede mennesker til at røre ved sligt. Men det bider mig i samvittigheden; siden vil jeg gøre en undskyldning –

FJELDBO.
Nej, det må jeg bestemt fraråde! Du kender ikke kammerherren –

STENSGÅRD.
Ja-ja; så skal mine handlinger tale for mig.

FJELDBO.
Du vil da ikke bryde med Storlifolket?

STENSGÅRD.
Jeg vil bringe en udsoning tilveje; jeg har jo min forening; den er allerede en magt, som du ser.

FJELDBO.
Ja, men én ting, mens jeg husker det; – din kærlighed til frøken Monsen –; jeg råded dig igår til at gøre alvor af den sag –

STENSGÅRD.
Ja, ja, det kan vi altid –

FJELDBO.
Nej, hør; jeg har tænkt nøjere over det. Du skal slå den plan af tankerne.

STENSGÅRD.
Ja, det tror jeg du har ret i. Gifter man sig ind i en udannet familje, så gifter man sig på en måde med hele familjen.

FJELDBO.
Å ja; både af den og af andre grunde –

STENSGÅRD.
Monsen er en udannet person, det ser jeg nu.