Complete Works of Henrik Ibsen (473 page)

KAMMERHERREN.
Min søn? Min søn! Hvad understår De Dem –!

LUNDESTAD.
Men, Gudbevares, tænk Dem dog om; Deres søns veksel på 2,000 daler –

KAMMERHERREN
(famler efter en stol)
.
O, du forbarmende –!

FJELDBO.
I Jesu navn!

RINGDAL.
Det er da ikke muligt –!

KAMMERHERREN
(er sunken ned i stolen)
.
Rolig; rolig! Min søns veksel? Accepteret af mig? På 2,000 daler?

FJELDBO
(til Lundestad)
.
Og den veksel, den er i sparebanken?

LUNDESTAD.
Ikke nu længer; i forrige uge blev den indfriet af Monsen –

KAMMERHERREN.
Af Monsen!

RINGDAL.
Monsen er kanske endnu på værket; jeg vil straks –

KAMMERHERREN.
Bliv her!

DANIEL HEJRE
(kommer fra baggrunden)
.
Godmorgen, mine herrer! Godmorgen, højstærede; ærbødigst tak for den behagelige aften igår. Nu skal De høre historier –

RINGDAL.
Undskyld; vi har travlt –

DANIEL HEJRE.
Der er andre, som også har travlt; proprietariussen på Storli, for eksempel –

KAMMERHERREN.
Monsen?

DANIEL HEJRE.
He-he; det er en udmærket historie! Valgkabalerne er i fuld gang. Véd du, hvad man har isinde? Man vil bestikke dig, højstærede!

LUNDESTAD.
Bestikke, siger De?

KAMMERHERREN.
Man dømmer fra æblet til stammen.

DANIEL HEJRE.
Ja, det er, Gud døde mig, det groveste, jeg har hørt. Jeg kommer ind til madam Rundholmen for at få mig en bitter snaps. Der sidder proprietær Monsen og sagfører Stensgård og drikker portvin; noget skidt; tvi for fanden, jeg vilde ikke tage det i min mund; nå ja, de bød mig da heller ikke noget, det var synd at sige. Men så siger Monsen, hvad vædder De, siger han, at kammerherre Bratsberg skal slutte sig til vort parti ved valgmandsvalgene imorgen? Så, siger jeg, hvorledes skulde det gå til? Å, siger han, ved hjælp af denne veksel –

FJELDBO OG RINGDAL.
Veksel?

LUNDESTAD.
Ved valgmandsvalget?

KAMMERHERREN.
Nå! Og hvad så?

DANIEL HEJRE.
Ja, jeg véd ikke mere. Det var en veksel, hørte jeg, – på 2,000 daler. Så højt takserer man fornemme folk. A, det er skammeligt, er det!

KAMMERHERREN.
En veksel på 2,000 daler?

RINGDAL.
Og den har Monsen?

DANIEL HEJRE.
Nej, han overdrog den til sagfører Stensgård.

LUNDESTAD.
Ja så.

FJELDBO.
Til Stensgård?

KAMMERHERREN.
Er du viss på det?

DANIEL HEJRE.
Ja Gu’ er jeg viss på det. De kan bruge den, som De bedst véd og vil, sa’e han. Men jeg begriber ikke –

LUNDESTAD.
Hør her, herr Hejre; – og De også, Ringdal –
(alle tre tale dæmpet sammen mod baggrunden.)

FJELDBO.
Herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Ja.

FJELDBO.
Deres søns veksel er naturligvis ægte –

KAMMERHERREN.
Man skulde jo tro det.

FJELDBO.
Naturligvis. Men hvis nu den falske veksel kommer for dagen –?

KAMMERHERREN.
Jeg vil ingen anmeldelse gøre hos fogden.

FJELDBO.
Selvfølgelig; – men De må gøre mere.

KAMMERHERREN
(rejser sig)
.
Jeg kan ikke gøre mere.

FJELDBO.
Jo, jo, for Guds skyld; De både kan og må. De må frelse den ulykkelige –

KAMMERHERREN.
Og på hvilken måde?

FJELDBO.
Simpelt hen; vedkend Dem underskriften.

KAMMERHERREN.
De mener, herr værkslæge, at man i vor familje kan begå noget af hvert?

FJELDBO.
Jeg mener det bedste, herr kammerherre.

KAMMERHERREN.
Og De har et eneste øjeblik kunnet tro mig istand til en løgn? Til at spille under dække med falsknere?

FJELDBO.
Og véd De, hvad det ellers drager efter sig?

KAMMERHERREN.
Det blir en sag mellem forbryderen og straffeloven.
(han går ind til venstre.)
(Teppet falder.)

FJERDE AKT

(En gæstestue hos madam Rundholmen. Indgangsdør i baggrunden; mindre døre på begge sider. Til højre et vindu; foran samme et bord med skrivesager; et andet bord, noget tilbage, midt i stuen.)

MADAM RUNDHOLMEN
(højrøstet indenfor til venstre)
.
Ja, det gier jeg en god dag! Du kan sige, de er kommet her for at stemme og ikke for at drikke. Vil de ikke vente, kan de gøre hvad de vil.

SAGFØRER STENSGÅRD
(kommer fra baggrunden)
.
Godmorgen! Hm; hm! Madam Rundholmen!
(går til døren til venstre og banker på.)
Godmorgen, madam Rundholmen!

MADAM RUNDHOLMEN
(indenfor)
.
Uf, hvem er det?

STENSGÅRD.
Det er mig, – Stensgård. Må jeg komme ind?

MADAM RUNDHOLMEN.
Nej Gud må De ikke, nej! Jeg har ikke fået klæderne på.

STENSGÅRD.
Hvad for noget? Er De så sent oppe idag?

MADAM RUNDHOLMEN.
Å, jeg har såmæn været oppe, før fanden fik sko på; men en må da se ud som et menneske, véd jeg.
(med et kastetørklæde over hovedet, kiger ud )
Nå, hvad er det så? Nej, De må rigtig ikke se på mig, herr Stensgård. – Uf, der er nogen igen!
(smækker døren i.)

BOGTRYKKER ASLAKSEN
(med en pakke aviser, fra baggrunden)
.
Godmorgen, herr Stensgård?

STENSGÅRD.
Nå, står det der?

ASLAKSEN.
Ja, det står der. Se her: „Ejdsvoldsdagens højtideligholdelse”, – „fra vor specielle korrespondent”. Her, på den anden side, kommer foreningens stiftelse; Deres tale står deroppe; jeg har sat alle grovhederne med spærret.

STENSGÅRD.
Jeg synes altsammen er spærret.

ASLAKSEN.
Å ja, det blir omtrent altsammen.

STENSGÅRD.
Og ekstranummeret er naturligvis blevet uddelt igår?

ASLAKSEN.
Forstår sig; hele sognet over, både til abonnenterne og til de andre. Vil De se?
(rækker ham et eksemplar.)

STENSGÅRD
(løber bladet igennem)
.
– – „Hædersmanden Anders Lundestad agter at frasige sig storthingshvervet” – „lang og tro tjeneste” – „som digteren siger: nu hvil dig, borger, det er fortjent!” Hm; – „den på frihedsdagen stiftede forening: de unges forbund” – „sagfører Stensgård, foreningens ledende tanke” – „tidsmæssige reformer, lettet adgang til lån” – Nåja, det er ret velskrevet. Er valgforretningen begyndt?

ASLAKSEN.
Den er i fuld gang. Hele vor forening er mødt frem; både de stemmeberettigede og de andre.

STENSGÅRD.
Å, fanden ivold med de andre, – ja, mellem os sagt da. Nå, gå nu ud og snak med dem, De holder for tvivlsomme –

ASLAKSEN.
Ja vel; ja vel!

STENSGÅRD.
De kan sige dem det, at jeg og Lundestad er så omtrent enige –

ASLAKSEN.
Stol De på mig; jeg kender de lokale forholde.

STENSGÅRD.
Og så én ting til. Vær nu snild, Aslaksen; drik nu ikke idag –

ASLAKSEN.
Å, hvad er det –!

STENSGÅRD.
Siden skal vi ha’e os en lystig aften; men husk på, hvad det gælder for Dem selv også; Deres avis –; ja, kære, lad mig nu se, De holder Dem –

ASLAKSEN.
Å, jeg vil s’gu ikke høre mere; jeg tænker enhver kan passe sig selv.
(går ud til højre.)

MADAM RUNDHOLMEN
(pyntet, fra venstre)
.
Se så, herr Stensgård; her har De mig. Var det så noget vigtigt –?

STENSGÅRD.
Nej, ikke andet, end at De må være så god at sige mig til, når proprietær Monsen kommer.

MADAM RUNDHOLMEN.
Han kommer såmæn ikke her idag.

STENSGÅRD.
Kommer han ikke?

MADAM RUNDHOLMEN.
Nej, han kørte forbi imorges klokken fire; han ligger nu altid i landevejen. Og så kom han her indom og tog mig på sengen, som de siger. Han vilde låne penge, skal De vide.

STENSGÅRD.
Vilde Monsen?

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja. Det er en svær mand til at bruge penge. Gid det nu bare må gå godt med ham. Og det vil jeg da ønske Dem også; ja, for der er nogen, som siger, at De skal vælges på thinget.

STENSGÅRD.
Jeg? Snak. Hvem siger det?

MADAM RUNDHOLMEN.
Å, det var nogen af Anders Lundestads folk.

DANIEL HEJRE
(fra baggrunden)
.
Se, se! Godmorgen! Jeg forstyrrer da vel ikke?

MADAM RUNDHOLMEN.
Nej, bevares vel!

DANIEL HEJRE.
Gudsdød, hvor strålende! Det er da vel aldrig for mig De har pyntet Dem?

MADAM RUNDHOLMEN.
Jo visst er det så. Det er jo for ungkarlene en pynter sig, véd jeg.

DANIEL HEJRE.
For frierne, madam Rundholmen; for frierne! Desværre, mine mange processer optager al min tid –

MADAM RUNDHOLMEN.
Å, Pokker; til at gifte sig har en altid tid.

DANIEL HEJRE.
Nej Gud har en ikke, nej! At gifte sig, det er netop noget, som kræver sin mand, det. Nå, hvad skal en sige? Kan De ikke få mig, så kan De vel få en anden. Ja, for gifte Dem skulde De.

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja, véd De hvad; jeg tænker stundom på det.

DANIEL HEJRE.
Begribeligt; når man engang har prøvet ægtestandens lyksalighed –; salig Rundholmen var jo et pragteksemplar –

MADAM RUNDHOLMEN.
Å, det vil jeg ikke sige; grov var han, og drak gjorde han også; men en mand er nu en mand alligevel.

DANIEL HEJRE.
Det er et sandt ord, madam Rundholmen; en mand er en mand, og en enke er en enke –

MADAM RUNDHOLMEN.
Og forretninger er forretninger. Å, det er færdig at løbe rundt for mig, når jeg tænker på alt det, jeg har at stå i. Købe vil de allesammen; men når betalingsdagen kommer, så må en bruge både stævning og eksekution og plynder. Jeg mener snart, jeg får lægge mig til en fast prokurator.

DANIEL HEJRE.
Ja, men hør, madam Rundholmen, – så skulde De minsæl lægge Dem til sagfører Stensgård; han er løs og ledig –

MADAM RUNDHOLMEN.
Uf, De er så fæl i Deres mund; jeg vil rigtig ikke høre mere på Dem.
(ud til højre.)

DANIEL HEJRE.
Et solid fruentimmer, De! Ferm og fejende; ingen børn til dato; penge på rente. Dannelse har hun også; en meget udbredt læsning, faer!

STENSGÅRD.
Udbredt læsning; ja så?

DANIEL HEJRE.
He-he; det skulde jeg mene; hun har stået to år i bogtrykker Alms lejebibliothek. Nå, men idag har De vel ganske andre ting i hodet, kan jeg tænke.

STENSGÅRD.
Sletikke; jeg afgiver neppe min stemme engang. Men hvem skal nu De stemme på, herr Hejre?

DANIEL HEJRE.
Jeg er ikke stemmeberettiget, højstærede! Her var jo kun ét matrikuleret hundehus tilkøbs, og det fik De.

STENSGÅRD.
Skulde De blive husvild, så skal jeg afstå det.

DANIEL HEJRE.
He-he; De er spøgefuld; – ak ja, den kære ungdom, den har et velsignet humør. Men nu vil jeg såmæn ud og se på menageriet. Hele Deres forening skal være mødt frem, hører jeg.
(ser doktor Fjeldbo, som kommer fra baggrunden.)
Der har vi doktoren også! Ja, det er vel på videnskabens vegne, De indfinder Dem?

FJELDBO.
På videnskabens?

DANIEL HEJRE.
Ja, i anledning af epidemien; her er jo udbrudt en ondartet rabies agitatoria. Vorherre være med jer, mine kære unge venner!
(ud til højre.)

STENSGÅRD.
Hør; sig mig i en fart, har du set kammerherren idag.

FJELDBO.
Ja.

STENSGÅRD.
Og hvad sagde han?

FJELDBO.
Hvad han sagde?

STENSGÅRD.
Ja visst; jeg har skrevet ham til.

FJELDBO.
Har du det? Hvad har du skrevet?

STENSGÅRD.
At jeg holder fast ved håbet om hans datter; at jeg vil tale med ham om den sag, og at jeg derfor kommer til ham imorgen.

FJELDBO.
Du skulde ialfald opsætte besøget. Det er kammerherrens fødselsdag imorgen; der kommer en hel del mennesker –

STENSGÅRD.
Just derfor; jo flere jo bedre. Jeg har store kort på hånden, skal du vide.

FJELDBO.
Og de kort har du kanske ladet dig forlyde med?

STENSGÅRD.
Hvorledes?

FJELDBO.
Jeg mener, du har kanske prydet din elskovserklæring med sådanne nogle små trusler eller sligt?

STENSGÅRD.
Fjeldbo, du har set brevet!

FJELDBO.
Nej, jeg forsikkrer dig –

STENSGÅRD.
Nå ja, ligefrem, – jeg har truet ham.

FJELDBO.
Ja, så har jeg på en måde et svar til dig.

STENSGÅRD.
Et svar? Frem med det, menneske!

FJELDBO
(viser ham et forseglet papir)
.
Se her. Kammerherrens stemmeseddel.

STENSGÅRD.
Og hvem stemmer han på?

FJELDBO.
Han stemmer ialfald ikke på dig.

STENSGÅRD.
På hvem da? På hvem, spørger jeg?

FJELDBO.
På amtmanden og provsten.

STENSGÅRD.
Hvad for noget? Ikke på Lundestad engang?

FJELDBO.
Nej. Og véd du hvorfor? Fordi Lundestad vil opstille dig som sin eftermand.

STENSGÅRD.
Så vidt vover han at drive det!

FJELDBO.
Ja, han gør. Og han tilføjede: træffer De Stensgård, så fortæl ham, hvorledes jeg stemmer; han skal vide på hvad fod han har mig.

STENSGÅRD.
Godt; han skal få det, som han vil.

FJELDBO.
Betænk dig; det er farligt at rive et gammelt tårn, – en kan selv gå i løbet.

STENSGÅRD.
Å, jeg er bleven klog på et par dage.

FJELDBO.
Så? Du er dog ikke bleven klogere, end at du fremdeles laer gamle Lundestad trække om med dig.

STENSGÅRD.
Du tror ikke jeg har gennemskuet Lundestad? Du tror ikke jeg skønner, at han vendte sig til mig, fordi han mente jeg havde vundet kammerherren, og fordi han vilde splitte vor forening og holde Monsen ude?

FJELDBO.
Men nu, da han véd, at du ikke har vundet kammerherren –

STENSGÅRD.
Han er gået for vidt til at kunne træde tilbage; og jeg har nyttet tiden, sendt blade ud; de fleste af hans tilhængere møder ikke frem; alle mine er her –

FJELDBO.
Der er et stort spring fra valgmand til storthingsmand.

STENSGÅRD.
Lundestad véd meget godt, at svigter han mig i valgmandsforsamlingen, så er jeg mand for at agitere ham ud af kommunalbestyrelsen.

FJELDBO.
Ikke så ilde beregnet. Men for at alt dette skal lykkes, føler du selv, at du må være groet fast her med solidere rødder, end nu.

STENSGÅRD.
Ja, disse mennesker kræver jo altid materiel betryggelse, lighed i interesser –

FJELDBO.
Rigtig; og derfor skal frøken Bratsberg offres.