Complete Works of Henrik Ibsen (476 page)

STENSGÅRD.
Hvad for noget? Også udstederens navn –?

DANIEL HEJRE.
Forfalsket, unge mand; forfalsket, så sandt, som jeg heder Daniel. Man behøver jo bare at se på den med mistroens skærpede blik –

STENSGÅRD.
Men hvorledes var det da muligt –? Monsen må ikke have vidst –

DANIEL HEJRE.
Monsen? Nej, den karl véd nok hverken besked om sine egne eller andres papirer. Men det er godt, det får en ende, herr Stensgård! Det er en tilfredsstillelse for den moralske følelse. Ah, jeg har tidt følt mig optændt af en ædel harme, om jeg selv tør sige det, ved at måtte gå her og være vidne til –; noksagt. Men det morsomste ved det, er det, at når nu Monsen dratter, så trækker han først og fremst grosserer Bratsberg med sig; grossereren trækker kammerherren –

STENSGÅRD.
Ja, det sagde Lundestad også.

DANIEL HEJRE.
Men der er naturligvis methode i bankerotten. Pas på; jeg er en gammel spåmand: Monsen kommer i tugthuset, grossereren kommer i akkord og kammerherren kommer under administration; det vil sige, hans kreditorer forærer ham et par tusend daler årlig i livsvarig pension. Det er sådan det går, herr Stensgård! Jeg kender det; jeg kender det. Hvad siger ikke klassikeren? Fiat justitia, pereat mundus; det vil sige: Fy, hvilken justits i denne bedærvede verden, faer!

STENSGÅRD
(op og ned ad gulvet)
.
Både den ene og den anden! Begge veje stængte!

DANIEL HEJRE.
Hvad pokker –?

STENSGÅRD.
Og det netop nu! Nu, – nu!

BOGTRYKKER ASLAKSEN
(kommer fra højre)
.
Tillykke; tillykke, herr valgmand!

STENSGÅRD.
Valgt?

ASLAKSEN.
Med 117 stemmer, – og Lundestad med 53. De andre er spredt i vind og vejr.

DANIEL HEJRE.
Altså Deres første skridt på ærens bane, herr Stensgård!

ASLAKSEN.
Og det skal også koste en bolle punsch –

DANIEL HEJRE.
Ja, det er jo det første skridt, som koster, siger man.

ASLAKSEN
(ind til venstre, råbende)
.
Punsch på bordet, madam Rundholmen! Den nye valgmand trakterer!
(Gårdbruger Lundestad og flere vælgere kommer efterhånden ind fra højre.)

DANIEL HEJRE
(deltagende til Lundestad)
.
53! Det er den gråhærdede borgers løn!

LUNDESTAD
(hvisker til Stensgård)
.
Står De nu rigtig fast i det, som –?

STENSGÅRD.
Hvad nytter det at stå fast, hvor alting ramler?

LUNDESTAD.
Mener De, spillet skulde være tabt?

ASLAKSEN
(tilbage fra venstre)
.
Madam Rundholmen koster punschen selv; – hun er nærmest til det, siger hun.

STENSGÅRD
(slagen af en tanke)
.
Madam Rundholmen! Nærmest til –!

LUNDESTAD.
Hvilket?

STENSGÅRD.
Spillet er ikke tabt, herr Lundestad!
(sætter sig og skriver ved bordet til højre.)

LUNDESTAD
(dæmpet)
.
Hør Aslaksen; kan jeg få noget ind i avisen til iovermorgen?

ASLAKSEN.
Jagud kan De det. Er det grovt?

LUNDESTAD.
Nej visst er det ikke grovt.

ASLAKSEN.
Ja, det er det samme; jeg taer det alligevel.

LUNDESTAD.
Det er mit politiske testament; jeg skriver det ikveld.
(går opover gulvet.)

EN TJENESTEPIGE
(fra venstre)
.
Her er punsch fra madamen.

ASLAKSEN.
Hurra; nu kommer der liv i de lokale forholde!
(han sætter bollen på det midterste bord, skænker for de øvrige og drikker flittigt under det følgende. Bastian Monsen er imidlertid kommen ind fra højre.)

BASTIAN
(sagte)
.
Ja, De husker vel på mit brev?

ASLAKSEN.
Vær rolig;
(banker sig på brystlommen.)
jeg har det her.

BASTIAN.
Og så besørger De det så fort De kan; – når De ser hun har stunder, forstår De.

ASLAKSEN.
Forstår; forstår!
(råber.)
Kom nu, her er glassene fyldte!

BASTIAN.
De skal fanden ikke gøre det for ingenting.

ASLAKSEN.
Godt; godt.
(til pigen.)
En citron, Karen; – vær som en vind!
(Bastian fjerner sig.)

STENSGÅRD.
Hør et ord, Aslaksen; kommer De her forbi imorgen aften?

ASLAKSEN.
Imorgen aften? Ja, det kan jeg gerne.

STENSGÅRD.
Vel; så går De indom og gier madam Rundholmen dette brev.

ASLAKSEN.
Fra Dem?

STENSGÅRD.
Ja. Put det i lommen. Se så. Imorgen aften altså.

ASLAKSEN.
Akkurat; vær De rolig.
(Pigen bringer det forlangte. Stensgård går henimod vinduet.)

BASTIAN.
Nå, du, – har du så talt til madam Rundholmen?

STENSGÅRD.
Talt? Å ja; jeg har talt lidt –

BASTIAN.
Og hvad tror du?

STENSGÅRD.
Ja, – jo; vi blev afbrudt; jeg kan ikke sige dig noget bestemt.

BASTIAN.
Jeg frister det alligevel; hun klager svært over enkestanden. Om en times tid vil jeg ha’e det afgjort.

STENSGÅRD.
Om en times tid?

BASTIAN
(ser madam Rundholmen, som træder ind fra venstre)
.
Hys; lad ingen mærke noget!
(går opover gulvet.)

STENSGÅRD
(hen til Aslaksen, sagte)
.
Giv mig brevet igen.

ASLAKSEN.
Vil De ha’e det igen?

STENSGÅRD.
Ja, hurtig; jeg skal selv besørge det.

ASLAKSEN.
Værsågod; her er det.
(Stensgård stikker brevet i lommen og blander sig mellem de øvrige.)

MADAM RUNDHOLMEN
(til Bastian)
.
Hvad siger så De til valget, Monsen?

BASTIAN.
Alt godt; jeg og Stensgård er fine venner, skal jeg fortælle Dem. Det skulde ikke undre mig, om han kommer på thinget.

MADAM RUNDHOLMEN.
Men det vilde nok ikke Deres faer se blidt til.

BASTIAN.
Å, faer har så mange jern i ilden. Desuden, skikker de Stensgård, så blir æren lige fuldt i familjen, tænker jeg.

MADAM RUNDHOLMEN.
Hvorledes det?

BASTIAN.
Han går på frierfødder –

MADAM RUNDHOLMEN.
Gudbevares; har han sagt noget?

BASTIAN.
Ja; og jeg har lovet at tale for ham; det skal gå; jeg tror visst, Ragna har et godt øje til ham.

MADAM RUNDHOLMEN.
Ragna?

LUNDESTAD
(kommer nærmere)
.
Nå; hvad snakker De så ivrigt om, madam Rundholmen?

MADAM RUNDHOLMEN.
Tænk, han siger, at Stensgård går på frierfødder –

LUNDESTAD.
Ja vel; men kammerherren er ikke let at bøje –

BASTIAN.
Kammerherren?

LUNDESTAD.
Han holder hende sagtens for god til en simpel sagfører –

MADAM RUNDHOLMEN.
Hvem; hvem?

LUNDESTAD.
Frøkenen; datteren, naturligvis.

BASTIAN.
Han frier da vel aldrig til frøken Bratsberg, véd jeg?

LUNDESTAD.
Minsæl gør han så.

MADAM RUNDHOLMEN.
Og det bander De på?

BASTIAN.
Og til mig har han sagt –! Hør; lad mig tale med Dem!
(Lundestad og Bastian mod baggrunden.)

MADAM RUNDHOLMEN
(nærmer sig til Stensgård)
.
De må være på Deres post, Stensgård!

STENSGÅRD.
Mod hvem?

MADAM RUNDHOLMEN.
Mod slette mennesker; her er folk, som går og lægger ondt for Dem.

STENSGÅRD.
Lad dem det, – når de bare ikke lægger ondt for mig hos én.

MADAM RUNDHOLMEN.
Hvem er den ene?

STENSGÅRD
(stikker brevet hemmeligt til hende)
.
Se der; læs det, når De blir ensom.

MADAM RUNDHOLMEN.
Ak, det vidste jeg nok!
(ind til venstre.)

VÆRKSFORVALTER RINGDAL
(fra højre)
.
Nå, jeg hører, De er gået af med sejren, herr sagfører.

STENSGÅRD.
Ja, jeg er, herr forvalter; og det tiltrods for Deres højvelbårne principals bestræbelser.

RINGDAL.
Hvad har han bestræbt sig for?

STENSGÅRD.
For at stemme mig ud.

RINGDAL.
Han gør brug af sin valgfrihed, som enhver anden.

STENSGÅRD.
Det er kun skade, at han nok ikke oftere kommer til at gøre brug af den.

RINGDAL.
Hvad skal det sige?

STENSGÅRD.
Jeg mener, eftersom det er så og så fat i papirerne –

RINGDAL.
I papirerne! Hvilke papirer? Hvad har De taget Dem for?

STENSGÅRD.
Å, De behøver ikke at spille, som om De ingenting forstod. Er her ikke et uvejr ivente? Fallit i stor målestok?

RINGDAL.
Jo, det hører jeg fra alle kanter.

STENSGÅRD.
Og er kanske ikke både kammerherren og grossereren med i det?

RINGDAL.
Med tilladelse, er De gal?

STENSGÅRD.
Ja, det er jo naturligt, at De søger at skjule det.

RINGDAL.
Hvad skulde det nytte? Kan sligt skjules?

STENSGÅRD.
Er det da ikke sandt?

RINGDAL.
Ikke en stavelse, hvad kammerherren angår. Men hvor har De kunnet tro sådant noget? Hvem har bildt Dem det ind?

STENSGÅRD.
Det siger jeg ikke for øjeblikket.

RINGDAL.
Ligemeget. Men hvem der end har gjort det, så ligger der en hensigt under.

STENSGÅRD.
En hensigt –!

RINGDAL.
Ja, tænk Dem om; er her ingen, som kunde se sin fordel i at holde Dem borte fra kammerherren –?

STENSGÅRD.
Min salighed; jo, jo; det er her!

RINGDAL.
Kammerherren har meget tilovers for Dem igrunden –

STENSGÅRD.
Har han?

RINGDAL.
Ja, og det vil man forspilde; – man bygger på, at De ikke kender forholdene her, at De er opbrusende og godtroende, at –

STENSGÅRD.
O, de øgler! Og madam Rundholmen, som har mit brev!

RINGDAL.
Hvilket brev?

STENSGÅRD.
Å, ingenting. Men det er ikke for sent endnu! Kære herr Ringdal, træffer De kammerherren iaften?