Complete Works of Henrik Ibsen (479 page)

LUNDESTAD.
Hvad vil De gøre?

KAMMERHERREN.
Pas på!
(går hen til Fjeldbo.)
Herr værkslæge Fjeldbo, – vil De vise mig en tjeneste?

FJELDBO.
Med glæde!

KAMMERHERREN.
Så fordriv den karl derhenne.

FJELDBO.
Stensgård?

KAMMERHERREN.
Ja, lykkejægeren; jeg tåler ikke at høre hans navn; fordriv ham!

FJELDBO.
Men hvorledes kan jeg –?

KAMMERHERREN.
Det blir Deres egen sag; jeg giver Dem frie hænder –

FJELDBO.
Frie hænder! Det gør De? I et og alt?

KAMMERHERREN.
Ja, for Pokker; ja!

FJELDBO.
Deres hånd på det, herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Her er den.

FJELDBO.
I Guds navn da; nu eller aldrig!
(højlydt.)
Må jeg et øjeblik lægge beslag på de tilstedeværendes opmærksomhed?

KAMMERHERREN.
Doktor Fjeldbo har ordet!

FJELDBO.
Jeg har den glæde, med kammerherre Bratsbergs samtykke, at meddele Dem min forlovelse med hans datter.
(Udbrud af overraskelse. Thora udstøder et let skrig; kammerherren er ifærd med at sige noget, men fatter sig i det. Støj og lykønskninger.)

STENSGÅRD.
Forlovelse! Din forlovelse –!

DANIEL HEJRE.
Med kammerherrens –? Med din –? Med – med –?

LUNDESTAD.
Er doktoren fra viddet?

STENSGÅRD.
Men, herr kammerherre –?

KAMMERHERREN.
Hvad kan jeg gøre? Jeg er frisindet. Jeg slutter mig til de unges forbund!

FJELDBO.
Tak, tak, – og tilgivelse!

KAMMERHERREN.
Vi befinder os i associationernes tid, herr sagfører; den fri konkurrence leve!

THORA.
O, min velsignede fader!

LUNDESTAD.
Ja, vi befinder os i forlovelsernes tid også; jeg kan melde en forlovelse til –

STENSGÅRD.
Det er opspind!

LUNDESTAD.
Nej, visst er det ikke; jomfru Monsens forlovelse –

STENSGÅRD.
Usandt; usandt; siger jeg!

THORA.
Nej, faer, det er sandt; de er her begge to.

KAMMERHERREN.
Hvem? Hvor?

THORA.
Ragna og kandidat Helle. Derinde –
(mod den øverste dør til højre.)

LUNDESTAD.
Kandidat Helle? Ham altså –!

KAMMERHERREN.
Og her; hos mig!
(op mod døren.)
Herud, kære barn!

RAGNA
(viger sky tilbage)
.
O, nej, nej; her er så mange mennesker!

KAMMERHERREN.
Ingen undseelse; hvad kan De for det, som er hændt?

KANDIDAT HELLE.
Herr kammerherre, hun er hjemløs nu.

RAGNA.
O, tag Dem af os!

KAMMERHERREN.
Det skal jeg. Og hjertelig tak, at I tyede til mig!

DANIEL HEJRE.
Ja, minsæl lever vi i forlovelsernes tid; jeg kan såmæn supplere listen –

KAMMERHERREN.
Hvad? Du? I din alder; – hvilken letsindighed!

DANIEL HEJRE.
Å –! Noksagt.

LUNDESTAD.
Spillet er tabt, herr Stensgård.

STENSGÅRD.
Så?
(højt.)
Nej, nu skal jeg supplere listen, herr Daniel Hejre! En meddelelse, mine herrer; også jeg har nået en havn.

KAMMERHERREN.
Hvorledes?

STENSGÅRD.
Man spiller dobbelt spil; man skjuler sine sande hensigter, når det behøves. Jeg anser det for tilladeligt, når det sker i almenvellets tjeneste. Min livsgerning ligger afstukken foran mig, og den går mig for alting. Min virksomhed er viet til dette distrikt; en ideernes gæring er her at bringe klarhed i. Men det værk magtes ikke af en lykkejæger. Sognets mænd må slutte sig om en af sine egne. Derfor har jeg nu bundet mig fast og uløseligt til interesserne her, – bundet mig med hjertets bånd. Har jeg vakt misforståelse hos nogen, så må det tilgives. Også jeg er forlovet.

KAMMERHERREN.
De?

FJELDBO.
Forlovet!

DANIEL HEJRE.
Bevidnes.

KAMMERHERREN.
Men hvorledes –?

FJELDBO.
Forlovet? Med hvem?

LUNDESTAD.
Det er da vel aldrig –?

STENSGÅRD.
En frugt af hjertets og forstandens overvejelser. Ja, mine sognemænd, jeg er forlovet, med enkemadame Rundholmen.

FJELDBO.
Med madam Rundholmen!

KAMMERHERREN.
Landhandlerens enke?

LUNDESTAD.
Hm. Ja så!

KAMMERHERREN.
Men jeg løber surr i alt dette. Hvorledes kunde De da –?

STENSGÅRD.
Manøvrer, herr jernværksejer!

LUNDESTAD.
Han har gode gaver.

BOGTRYKKER ASLAKSEN
(ser ind af døren i baggrunden)
.
Beer mangfoldig om forladelse –

KAMMERHERREN.
Nå, kom ind, Aslaksen! Vil De også gratulere?

ASLAKSEN.
Nej, Gudbevares, så grov er jeg ikke. Men jeg må nødvendigt tale med herr Stensgård.

STENSGÅRD.
Siden; De kan vente udenfor.

ASLAKSEN.
Nej, død og plage, jeg må sige Dem –

STENSGÅRD.
Hold Deres mund! Hvad er dette her for påtrængenhed? – Ja, mine herrer, så forunderlige er skæbnens veje. Distriktet og jeg trængte til et fast og varigt bånd imellem os; jeg traf en moden kvinde, som kunde skabe mig et hjem. Nu har jeg kastet lykkejægerhammen, og her har I mig i eders midte, som den jævne folkets mand. Tag mig. Jeg er rede til at stå eller falde på enhver post, hvor eders tillid måtte stille mig.

LUNDESTAD.
Han har vundet.

KAMMERHERREN.
I sandhed, jeg må sige –
(til pigen, som har nærmet sig ham fra døren i baggrunden.)
Nå, nå; hvad er det? Hvad fniser du af?

PIGEN.
Madam Rundholmen –

DE OMSTÅENDE.
Madam Rundholmen?

KAMMERHERREN.
Hvad hun?

PIGEN.
Madam Rundholmen står udenfor med sin kæreste –

DE FLESTE
(i munden på hverandre)
.
Kæreste? Madam Rundholmen? Men hvorledes –?

STENSGÅRD.
Hvilken snak!

ASLAKSEN.
Ja, jeg sagde Dem jo –

KAMMERHERREN
(mod døren)
.
Herind; herind!
(Bastian Monsen med madam Rundholmen under armen fra baggrunden; almindeligt røre.)

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja, herr kammerherre, De må endelig ikke blive vred –

KAMMERHERREN.
Bevares; bevares!

MADAM RUNDHOLMEN.
Men jeg måtte rigtig op og vise Dem og frøkenen min kæreste.

KAMMERHERREN.
Ja, ja, – De er jo bleven forlovet; men –

THORA.
Men vi vidste ikke –

STENSGÅRD
(til Aslaksen)
.
Men hvorledes er det dog –?

ASLAKSEN.
Jeg havde så meget i hodet igår; så meget at tænke på, mener jeg –

STENSGÅRD.
Men hun fik jo mit brev, og –

ASLAKSEN.
Nej, hun fik Bastian Monsens; her er Deres.

STENSGÅRD.
Bastians? Og her –?
(kaster et øje på udskriften, krammer brevet sammen og putter det i lommen.)
O, De forbandede ulykkesfugl!

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja, såmæn slog jeg til! En skal vogte sig for de falske mandfolk; men når en har sort på hvidt for at en mandsperson mener det redeligt så –. Nej, se; der er sagfører Stensgård også! Ja, De, herr Stensgård, De vil da visst gratulere mig?

DANIEL HEJRE
(til Lundestad)
.
Hvor glubsk hun ser på ham, De!

KAMMERHERREN.
Det vil han visst, madam Rundholmen; men vil ikke De gratulere Deres tilkommende svigerinde!

MADAM RUNDHOLMEN.
Hvem?

THORA.
Ragna; hun er også bleven forlovet.

BASTIAN.
Du, Ragna?

MADAM RUNDHOLMEN.
Ja så? Ja, min kæreste sagde jo, at en viss en gik på frierfødder. Til lykke begge to; og velkommen i familjen, herr Stensgård!

FJELDBO.
Nej, nej; ikke ham!

KAMMERHERREN.
Nej, kandidat Helle; et fortræffeligt valg. Og min datter må De såmæn også gratulere.

MADAM RUNDHOLMEN.
Frøkenen! Nå; så havde Lundestad ret alligevel! Gratulerer, frøken; gratulerer, herr sagfører!

FJELDBO.
Doktor, skal De sige.

MADAM RUNDHOLMEN.
Hvad?

FJELDBO.
Doktor; det er mig.

MADAM RUNDHOLMEN.
Nej, nu véd jeg hverken ud eller ind!

KAMMERHERREN.
Men nu véd jeg først både ud og ind!

STENSGÅRD.
Undskyld; en nødvendig forretning –

KAMMERHERREN
(sagte)
.
Lundestad, hvad var det andet –

LUNDESTAD.
Hvilket andet?

KAMMERHERREN.
Ikke lykkejæger; men det andet –

LUNDESTAD.
Rodhugger.

STENSGÅRD.
Jeg anbefaler mig!

KAMMERHERREN.
Et ord, så godt som ti, herr sagfører Stensgård! Et ord, – et ord, som længe har ligget mig på hjertet –

STENSGÅRD
(henimod udgangen)
.
Undskyld; jeg har hastværk.

KAMMERHERREN
(efter ham)
.
Rodhugger!

STENSGÅRD.
Farvel; farvel!
(ud i baggrunden.)

KAMMERHERREN
(kommer nedover igen)
.
Nu er luften ren, mine venner!

BASTIAN.
Og kammerherren lægger ikke mig til last, hvad der er hændt hjemme?

KAMMERHERREN.
Enhver får feje for sin egen dør.

BASTIAN.
Jeg har heller ingen del i det.

SELMA
(som under det foregående har lyttet ved den øverste dør til højre)
.
Faer! Nu er du glad; – må han nu komme?

KAMMERHERREN.
Selma! Du! Du beder for ham? Du, som iforgårs –

SELMA.
Pyt; det er længe siden iforgårs. Alt er godt. Nu véd jeg, han kan gøre gale streger –

KAMMERHERREN.
Og det glæder du dig over?

SELMA.
Ja, over at han kan; men han skal ikke få lov til det.

KAMMERHERREN.
Ind med ham.
(Selma ud igen til højre.)