Complete Works of Henrik Ibsen (481 page)

Da trodser jeg hav og flammer;
jeg sejler som falk i sky,
jeg glemmer angst og jammer –
til næste morgengry.

Men fattes mig nattens foerværk,
jeg ve´d ej mit arme råd; –
ja, øver jeg engang et storværk,
så blir det en mørkets dåd.

Digterens vise.

(Af „Kærlighedens komedie”.)

Solglad dag i hegnet have
skabtes dig til lyst og leg;
tænk ej på, at høstens gave
tidt-nok vårens løfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
breder over dig sit tjeld, –
lad den så langs alle bakker
drysses vejrslåt næste kveld.

Hvad vil du om frugten spørge
midt i træets blomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
sløvet under slæb og slid?
Hvorfor lade fugleskræmmen
klappre dag og nat på stang?
Glade broder, fuglestemmen
ejer dog en bedre klang!

Hvorfor vil du spurven jage
fra din rige blomstergren?
Lad den før som sangløn tage
din forhåbning en for en.
Tro mig, du ved byttet vinder,
tusker sang mod sildig frugt;
husk moralen „tiden rinder”;
snart din frilufts-lund er lukt.

Jeg vil leve, jeg vil synge,
til den dør, den sidste hæk; –
fej da trøstig alt i dynge,
kast så hele stasen væk!
Grinden op; lad får og kviger
gramse grådigt, hver som bedst;
jeg brød blomsten; lidt det siger,
hvem der tar den døde rest.

Kløften.

Tungt trak det op; en regnsky brast,
og kløften blev en elv i hast.

Og alt som uvejrs-flommen steg,
den bobled, bruste, sang og skreg.

Det trak forbi; det lufted væk,
og elven skrumped ind til bæk.

Der hvisled dråbers regnbu-støv;
der rasled perler over løv.

En vakker hundedag – som før
lå kløftens grusbund ganske tør.

Men klangen blev: der hvisled støv,
der knirked kvas, der rasled løv.

Det minded fjernt om kildevæld.
Jeg selv har sværmet der en kveld.

Højfjeldsliv.

I dalen er der sommernat
med lange skyggers slør;
i højden går om bergvæg brat
en sjø for kveldens bør:
der vælter skyens bølger grå,
og intet syn når op
til jøklen, som i dagen lå
og vidt udover bygden så,
med solguld om sin top.

Men over tågebølgers brand,
i glans af guld og rav,
der højner sig et fredlyst land,
lig øflok spredt i hav.
Den store fjeldfugl sejler slig
som skibet videst ud,
men tinders rad bag jøkelflig
står, hærklædt troldefylking lig,
og truer vest mod Gud.

Dog se, derborte sel og kve´
i slør af fonnens bræm!
Der blåner fjeld, der glittrer sne
omkring det stille hjem.
Det er en verden for sig selv,
og folket er som den, –
fra bygden skilt ved urd og elv,
det har et større himmelhvælv,
og bedre sol til ven.

Se sæterjenten lydløs stå
i glød og skygger svøbt.
Den alvors-alf, hun stirrer på,
har intet ordlag døbt.
Hun ve´d ej selv hvor langt han vil,
så lidt hun ve´d hans navn;
men under lur og bjældespil
det bærer bort i solfalds ild; –
mon tro, der findes havn? –

Det er så kort, dit højlands-liv
på sætervold ved bræ;
snart foldes snevejrs-kåben stiv
udover sel og kve´.
Da sidder du ved ovnens kul
i vintrens vante færd; –
men spind du trøstig hamp og uld:
et syn på højfjelds-kveldens guld
er vel sin vinter værd.

På sangertog.

Frem gennem holmernes række,
den hellige skinnende dag,
damper vor stolte snekke,
pyntet med hundrede flag.

Ungdommens sang inden borde,
jubel fra bryst og mund,
vælter sig vidt over fjorde,
fylder de trange sund.

Fremmest i stavnen klinger
hornets og tubaens slag.
Kirkeklokkerne ringer; –
dem hører ej Strilen idag.

Han hører ej klokker kime,
han glemmer sin salmebog,
han glemmer højmessens time
for sangernes søndags-tog.

Men, tro mig, som der han sidder
og undres og stirrer ud
over de tonende vidder, –
han er ikke langt fra Gud.

Han skønner ej togets tanke,
ve´d ej, hvad slig færd har voldt, –
men kender nok blodet banke
i veksling, snart varmt, snart koldt.

Han letter sig fra sin tue
derborte på næssets knat;
og sangeren svinger sin hue,
og Strilen tar til sin hat.

Gennem leden, skaldet og nøgen,
vi stryger på rullinger blå;
han sidder og ser efter røgen
så langt, som øjet kan nå.

Vi flyver med flagrende faner,
vi synger os fuglefri;
han sidder igen og aner:
nu strøg noget stort forbi.

Vi stævner til strålende fester
med blomster og lampe-skær;
han kender ej andre gæster,
end alvorets tause hær.

Og dog, lad det aldrig dig nage,
du hindred hans kirkegang;
visst tog han fra mødet tilbage
en afglans af lys og sang. –

Se, slig skal vi brødre, vi unge,
på livsfærden, festlig og rig,
vidne med vækkende tunge
langs landet i bugt og vik.

Der er ej så taus en hule,
lidt genlyd ejer den jo.
Vi er som de sjungende fugle
med frøkorn i næb og klo.

Hvorhelst end vingerne stryger,
langs fjeldryg, som lavt over fjord,
et frøkorn fra flokken fyger
til trivsel i længtende jord.

En svane.

Min hvide svane,
du stumme, du stille;
hverken slag eller trille
lod sangrøst ane.

Angst beskyttende
alfen, som sover, –
altid lyttende,
gled du henover.

Men sidste mødet,
da eder og øjne
var lønlige løgne, –
ja da, da lød det!

I toners føden
du slutted din bane.
Du sang i døden; –
du var dog en svane!

Priset være kvinden!

(Ved en sangerfest.)

Med sommer i sind foer vi frem gennem sund og fjord;
livsmodet svulmed i bølgende kor.
          I løvspring under led,
          i fuglesangen med,
fandt vi samme higende drift, som i os, –
længsel imod lyset med jubel og trods!

Ja, sangerens sind er som birken i solvarm vår;
gærende saft gennem årerne går;
          der modnes den tilsidst
          som løvkrans over kvist;
se, da er hans fylde i kvad sprungen ud:
længsel imod lyset er livsgådens bud.

Men hist i det lokkende lysland er kvindens hjem;
kvad-frøets spirer fra hende gik frem.
          Til hende de på ny
          som voksne kvad skal fly.
Priset være kvinden, hvor sangbølgen går;
hun er fagrest dag-glans i sangerens vår!

4de Juli 1859.

(Kong Oskars fødselsdag.)

Unge Norge, sænk dit flag,
lad det foldes tungt om stangen;
der er sorg i glædens lag,
gråvejrs-tyngsel over sangen.
Sommersol i li og lund
bær ej smil til folkemund:
helbud over landet rider,
melder at kong Oskar lider.

Ja, han lider langt herfra,
har ej syn for sol og sommer.
Unge Norge, ræk ham da
folkehjertets fagre blommer!
Luft fra livets friske væld
tør ham lindre for en kveld.
Sæt dig stille ved hans leje,
skænk ham, hvad du har i eje!

Han for dig har stridt og tænkt,
from og folkekær i lande.
Nu har fulest sot sig sænkt
som et slør om kongens pande; –
gæst ham nu med vuggesang,
tag ham som dit barn i fang,
lad mod drømmens strand ham stævne, –
fager drøm har lægdoms-evne.

Kongen lider. Højt og hult
går hans bryst som sjø for stormen;
kongens bryst, så rigt og fuldt,
er nu hjem for helsots-ormen.
Unge Norge, hvert dens hugg
svale du med sangens dugg; –
folkets kvad for kongens helse
lindring har, om end ej frelse.

Sænk dig, konge, sødt i blund;
folket om dit leje sidder;
gæst i drømme Norges lund,
furumo og fjeldets vidder.
Langs med led i hver en bugt
er der søndagsligt og smukt;
kvæg dig, konge; – fromt og stille
fejres folkesorgens gilde.

Did i drøm, hvor elvesus,
under urd og højfjelds-rygge,
dugger bondens bjelkehus,
mellem liens løv i skygge!
Gubben med det hvide skæg
står på hellen udfor væg,
standser mænd, som opad rider,
spør om kongen endnu lider.

Styr din flugt udover vik.
Ser du guttens leg i haven?
Se, hvor han den røde flig
fæster højt på gærdestaven.
Han har hørt af far en dag:
flaget er kong Oskars flag; –
derfor han fra lysthus-taget
leger konge, – frigør flaget.

Svanevinget under sejl
kløver briggen bølgetoppe.
Konge, læs dit navn i spejl;
konge, hils, – dit flag er oppe!
Skuden træder, let og kæk,
havfru-dans med krænget dæk; –
Norges sejler evigt bære
Norges flag til Oskars ære!

Ak, min konge, – stakket drøm
folkets vuggesang dig skænker;
ormens helbid, smertens strøm,
magtløs dig til lejet lænker.
Men så tidt en lindring sval
vifter over al din kval, –
tag det for en bøn, som svinger
sig mod Gud fra folkets bringer!

Skolehuset.

(Ved indvielsen.)

Mens lien gulner og skogens flor
for løvfalds-stakken må vige,
her vier ind vi en urtegård
for åndens evige rige.
Den ligger højt på klippegrund,
den står med mure trygge; –
Gud signe mildt fra denne stund
det værk, vi her fik bygge!

Vi fjeldets sønner, vi ve´d så vel,
at urt kan artes på hejen,
at tallens top, der den gror på fjeld,
mod himlen kækt finder vejen; –
vi ve´d, at strå bag bergets urd
kan aksets kronguld bære;
så trives og bag skolens mur
den grøderige lære!

Thi Gud vil sende sit godvejr ned
til urtegården herinde,
så tankens spirer, så åndens sæd
sig frem til modning kan vinde;
han skænke frimarks luftning mild,
og lys fra livets vidder;
thi friluft trænger tanken til,
som våren fuglekvidder. –

Så vær da viet til sjælerøgt,
du åndens fredlyste have!
Det frø, her lægges, det spire trygt
udover slægternes grave!
Skil aldrig livets vårnatur
fra lære-hjemmets tanke, –
og hvælv dit tag og højn din mur
som værn, men ej som skranke!

Folkesorg.

Nu bær de tusend klokker bud
vidt over fjord og fjeld;
to frændefolk i sorgeskrud
tar med sin drot farvel.
I hjemlig krog, på alfart torg,
er tanken e´n idag, –
fra bjelkehus og kongeborg
en æt i gråd, to folk i sorg
om Oskars sarkofag.

Tilsammen længst har folk og drot
i smertens nætter lidt.
Nu er det stilt på kongens slot;
thi ud har kongen stridt.
Snart gravkapellets port blir lukt;
der blunder han i fred; –
men udenfor skal blomstre smukt
en sæd igennem tiders flugt, –
den skær ej døden ned.

Hans ben i kirken hviler sødt,
hans ånd mod højden foer.
For visst han far og søn har mødt
i kårne sjæles kor.
Som sagnets helt til himmelport
i faldnes følge kom,
så foer kong Oskar sejrrig bort;
han gik med vidners følge stort
ind til sin herres dom.

Men følget var ej valens høst,
sværdbidte mænd på rad;
hans sag er talt med bedre røst
i folkets takke-kvad.
Fra Oskars milde kongespor
slog alfers fylking ud;
de gik at vidne der han foer, –
og derfor var hans hird så stor,
da ind han tren for Gud. –

Så hvil dig, drot, hos Herren ud, –
her er din gerning endt;
dit virke står i sommerskrud,
som fagrest monument.
Den sorgens sky, som har sig bredt
om land, vil spredes ad, –
men Oskars kamp for sandt og ret
skal bo hos folk og konge-æt
i Nordens minders rad.

Til thingmændene.

(17de Maj 1860.)