Complete Works of Henrik Ibsen (477 page)

RINGDAL.
Det gør jeg sikkert.

STENSGÅRD.
Så sig ham, det var vås med de trusler, han véd nok; sig ham, jeg kommer selv og forklarer alting imorgen.

RINGDAL.
Kommer De?

STENSGÅRD.
Ja, for at bevise ham; – ah, bevise! Se her, herr Ringdal; giv kammerherren denne veksel fra mig.

RINGDAL.
Vekselen –!

STENSGÅRD.
Ja, ja; det er noget, som De ikke forstår; men giv ham den blot –

RINGDAL.
I sandhed, herr Stensgård –

STENSGÅRD.
Og så kan De bare tilføje de simple ord fra mig: det er således jeg handler mod de folk, der vil stemme mig ud ved valgmandsvalget.

RINGDAL.
Det kan De lide på.
(ud i baggrunden.)

STENSGÅRD.
Hør, herr Hejre, – hvorledes kunde De fare i mig med den historie om kammerherren?

DANIEL HEJRE.
Hvorledes jeg kunde fare i Dem –?

STENSGÅRD.
Ja visst; det er jo den sorteste løgn –

DANIEL HEJRE.
Ej; se-se; det glæder mig inderligt! Tænk Dem, herr Lundestad, det er løgn, det med kammerherren.

LUNDESTAD.
Hys; fejl spor; det er nok nærmere.

STENSGÅRD.
Hvorledes nærmere?

LUNDESTAD.
Jeg véd ingenting! men folk snakker om madam Rundholmen –

STENSGÅRD.
Hvad!

DANIEL HEJRE.
Ja, har jeg ikke spået det! Disse forbindelser med proprietariussen på Storli –

LUNDESTAD.
Han kørte afgårde imorges, før det blev lyst –

DANIEL HEJRE.
Og familjen er ude og leder efter ham –

LUNDESTAD.
Og sønnen har travlt med at få søsteren vel forsørget –

STENSGÅRD.
Forsørget! „Imorgen”, sagde hun; og hendes uro for faderen –!

DANIEL HEJRE.
He-he; De skal se, han er gået hen og hængt sig, faer!

ASLAKSEN.
Er der nogen, som har hængt sig?

LUNDESTAD.
Herr Hejre siger, at Monsen på Storli –

PROPRIETÆR MONSEN
(fra baggrunden)
.
Champagne på bordet!

ASLAKSEN OG FLERE.
Monsen!

MONSEN.
Ja, Monsen, ja! Champagnemonsen! Pengemonsen! Vin, i fandens skind og ben!

DANIEL HEJRE.
Men, højstærede –!

STENSGÅRD.
De! Hvor kommer De fra!

MONSEN.
Fra forretninger! Tjent hundrede tusend! Hej; imorgen gør jeg dundrende middag på Storli. Alle ere indbudne. Champagne, siger jeg! Tillykke, Stensgård, De er jo bleven valgmand.

STENSGÅRD.
Ja, jeg skal forklare Dem –

MONSEN.
Pyt; hvad rager det mig? Vin! Hvor er madam Rundholmen?
(vil ind til venstre.)

TJENESTEPIGEN
(som nylig er trådt ud)
.
Der får ingen komme ind; madamen sidder og læser et brev –

BASTIAN.
Å, død og pine!
(ud i baggrunden.)

STENSGÅRD.
Læser hun et brev?

TJENESTEPIGEN.
Ja, og så er hun rent som forstyrret.

STENSGÅRD.
Farvel, herr Monsen; imorgen middag på Storli –

MONSEN.
Farvel; imorgen!

STENSGÅRD
(dæmpet)
.
Herr Hejre, vil De gøre mig en tjeneste?

DANIEL HEJRE.
Å, såmæn, såmæn.

STENSGÅRD.
Så mal mig en liden smule sort for madam Rundholmen; tal lidt tvetydigt om mig; – De gør sligt så udmærket.

DANIEL HEJRE.
Hvad Pokker er det for noget?

STENSGÅRD.
Jeg har mine grunde; det er en spøg, skal jeg sige Dem, – et væddemål med – med en, som De har et horn i siden til.

DANIEL HEJRE.
Aha, jeg forstår –; noksagt!

STENSGÅRD.
Altså, fordærv ingenting; gør hende bare en smule tvivlsom i sin dom om mig; sådan lidt uviss indtil videre, skønner De.

DANIEL HEJRE.
Vær tryg; det skal være mig en inderlig fornøjelse –

STENSGÅRD.
Tak; tak, sålænge!
(over mod bordet.)
Herr Lundestad, vi to tales ved imorgen formiddag hos kammerherrens.

LUNDESTAD.
Har De håb?

STENSGÅRD.
Et tredobbelt!

LUNDESTAD.
Tredobbelt? Men jeg begriber ikke –

STENSGÅRD.
Behøves heller ikke; fra nu af skal jeg hjælpe mig selv.
(ud i baggrunden.)

MONSEN
(ved punschbollen)
.
Et fuldt glas til, Aslaksen! Hvor er Bastian?

ASLAKSEN.
Han foer på døren. Men jeg har et brev at besørge for ham.

MONSEN.
Har De det?

ASLAKSEN.
Til madam Rundholmen.

MONSEN.
Nå endelig!

ASLAKSEN.
Men ikke før imorgen aften, sa’e han; hverken før eller senere; akkurat på slaget! Skål!

DANIEL HEJRE
(til Lundestad)
.
Hvad Pokker er der for maskepi mellem denne herr Stensgård og madam Rundholmen, De?

LUNDESTAD
(sagtere)
.
Han frier til hende.

DANIEL HEJRE.
Tænkte jeg det ikke? Men han bad, jeg skulde sværte ham lidt, gøre ham mistænkt –; noksagt –

LUNDESTAD.
Og De lovte det?

DANIEL HEJRE.
Ja, naturligvis.

LUNDESTAD.
Han skal ha’e sagt om Dem det, at hvad De lover i øst, det holder De i vest.

DANIEL HEJRE.
He-he; den kære sjæl, – da skal han sandelig ha’e forregnet sig dennegang.

MADAM RUNDHOLMEN
(med et åbent brev, i døren til venstre)
.
Hvor er sagfører Stensgård?

DANIEL HEJRE.
Han kyssed Deres tjenestepige og gik, madam Rundholmen!
(Teppet falder.)

FEMTE AKT

(Stort modtagelsesværelse hos kammerherrens. Indgang i baggrunden; døre til højre og venstre.)
(Værksforvalter Ringdal står ved et bord og blader i nogle papirer. Det banker.)

RINGDAL.
Kom ind!

DOKTOR FJELDBO
(fra baggrunden)
.
Godmorgen!

RINGDAL.
Godmorgen, herr doktor!

FJELDBO.
Nå, alting står vel til?

RINGDAL.
Jo, tak; her står det nok så vel; men –

FJELDBO.
Men?

RINGDAL.
Ja, De har da sagtens hørt den store nyhed?

FJELDBO.
Nej. Hvad er det for noget?

RINGDAL.
Hvad? Har De ikke hørt det, som er hændt på Storli?

FJELDBO.
Nej!

RINGDAL.
Monsen er rømt inat.

FJELDBO.
Rømt? Monsen?

RINGDAL.
Rømt.

FJELDBO.
Men du gode Gud –?

RINGDAL.
Her gik allerede underlige rygter igår; men så kom Monsen tilbage; han må have vidst at forstille sig –

FJELDBO.
Men grunden? Grunden?

RINGDAL.
Umådelige tab på trælast, siges der; et par huse i Kristiania skal være standset og så –

FJELDBO.
Og så er han rømt!

RINGDAL.
Indover til Sverig, rimeligvis. Imorges kom øvrigheden til Storli; der skrives op og forsegles –

FJELDBO.
Og den ulykkelige familje –?

RINGDAL.
Sønnen har nok altid holdt sig udenfor; ialfald lader han nu som ingenting, hører jeg.

FJELDBO.
Ja, men datteren da?

RINGDAL.
Hys; datteren er her.

FJELDBO.
Her?

RINGDAL.
Huslæreren bragte hende og de små herover imorges; frøkenen har taget sig af dem i al stilhed.

FJELDBO.
Og hvorledes bærer hun dette?

RINGDAL.
Å, jeg tænker, nok så tåleligt. De kan vide, efter den behandling, hun har lidt hjemme –; og desuden kan jeg fortælle Dem, at hun – Hys; der er kammerherren.

KAMMERHERREN
(fra venstre)
.
Se, er De der, kære doktor?

FJELDBO.
Ja, jeg er temmelig tidligt ude. Må jeg nu ønske Dem til lykke med fødselsdagen, herr kammerherre!

KAMMERHERREN.
Å, Gud bedre os for hvad lykke den bringer; men De skal have tak; jeg véd, De mener det vel.

FJELDBO.
Og tør jeg så spørge Dem, herr kammerherre –

KAMMERHERREN.
Først et ord; De skal herefter lade den titel fare.

FJELDBO.
Hvad skal det sige?

KAMMERHERREN.
Jeg er jernværksejer, slet og ret.

FJELDBO.
Å, men hvad er dog dette for urimeligheder?

KAMMERHERREN.
Jeg har frasagt mig titel og bestilling. Min underdanigste skrivelse afgår endnu idag.

FJELDBO.
Det skulde De dog sove på.

KAMMERHERREN.
Når min konge viste mig den nåde at optage mig i sin nærmeste omgivelse, så skete det på grund af en anseelse, som min familje gennem lange slægter havde vidst at bevare.

FJELDBO.
Ja, hvad så videre?

KAMMERHERREN.
Min familje er beskæmmet, ligeså fuldt, som proprietær Monsen. Ja, De har da vel hørt om Monsen?

FJELDBO.
Jo, jeg har.

KAMMERHERREN
(til Ringdal)
.
Véd man intet nærmere?

RINGDAL.
Intet andet, end at han trækker en hel del af de yngre gårdbrugere med.

KAMMERHERREN.
Og min søn?

RINGDAL.
Deres søn har skikket mig et opgør. Han kan svare enhver sit; men der blir ingenting tilovers.

KAMMERHERREN.
Hm. Ja, vil De så få min ansøgning renskrevet.

RINGDAL.
Det skal ske.
(ud gennem den forreste dør til højre.)

FJELDBO.
Men har De betænkt Dem? Det hele kan jo ordnes i al stilhed.

KAMMERHERREN.
Så? Kan jeg gøre mig selv uvidende om hvad der er sket?

FJELDBO.
Å, hvad er der igrunden sket? Han har jo skrevet Dem til, tilstået sin ubesindighed, tryglet om tilgivelse; dette er jo den eneste gang, han har gjort sig skyldig i sligt; hvad er det så, spørger jeg?

KAMMERHERREN.
Vilde De handle, som min søn har handlet?

FJELDBO.
Han vil ikke gentage det; det er hovedsagen.

KAMMERHERREN.
Og hvoraf véd De, at han ikke vil gentage det?

FJELDBO.
Om ikke af andet, så véd jeg det af det optrin, De selv har fortalt mig; det med Deres svigerdatter. Hvad der end kommer ud af det forresten, så vil det ryste ham til alvor.

KAMMERHERREN
(opover gulvet)
.
Min stakkels Selma! Vor jævne fred og lykke forspildt!

FJELDBO.
Der er noget, som står højere. Den lykke har været et skin. Ja, jeg vil sige Dem det: De har i det, som i så meget andet, bygget på en hul grund; De har været forblindet og hovmodig, herr kammerherre!

KAMMERHERREN
(standser)
.
Jeg?

FJELDBO.
Ja, De! De har pukket på Deres familjes hæderlighed; men når er denne hæderlighed bleven sat på prøve? Véd De, om den vilde stået i fristelsen?

KAMMERHERREN.
De kan spare Dem enhver præken, herr doktor; disse sidste dages begivenheder er ikke gået sporløst hen over mig.

FJELDBO.
Det tror jeg også; men lad det så vise sig i en mildere dom og i en klarere erkendelse. De bebrejder Deres søn; men hvad har De gjort for Deres søn? De har sørget for at uddanne hans evner, men ikke for at grundlægge en karaktér i ham. De har holdt foredrag over, hvad han skyldte sin hæderlige familje; men De har ikke ledet og bøjet og formet ham således, at det blev ham en ubevidst nødvendighed at handle hæderligt.

KAMMERHERREN.
Tror De det?

FJELDBO.
Jeg både tror det og jeg véd det. Men det er jo så almindeligt her; man sætter opgaven i at lære, istedetfor i at være. Vi ser også hvad det leder til; vi ser det i de hundreder af begavede mennesker, der går halvfærdige omkring og er ét i følelser og stemninger og noget ganske andet i værk og handlesæt. Se nu blot til Stensgård –

KAMMERHERREN.
Stensgård, ja! Hvad siger De om Stensgård?

FJELDBO.
Stykværk. Jeg har kendt ham fra barnsben af. Hans faer var et vissent drog, en pjalt, et ingenting; han drev en liden høkernæring og pantelånerforretninger ved siden af; eller, rettere sagt, det var konen, som drev det. Hun var et grovslået fruentimmer, det mest ukvindelige, jeg har kendt. Manden fik hun gjort umyndig; ikke en hjertetanke var der i hende. Og i dette hjem vokste Stensgård op. Og så gik han i latinskole tillige. „Han skal studere”, sagde moderen; „der skal blie en dygtig inkassator af ham”. Styghed i hjemmet; løftelse i skolen; ånden, karakteren, viljen, evnerne, – altsammen hver sin vej. Hvad kunde det føre til, andet, end til splittelse i personligheden?

KAMMERHERREN.
Jeg véd ikke, hvad det kunde føre til. Men jeg gad vide, hvad der er godt nok for Dem. Af Stensgård kan man ingenting vente; af min søn heller ikke; men af Dem, naturligvis; af Dem –!

FJELDBO.
Ja, af mig; netop af mig. Å, De må ikke smile; jeg hovmoder mig ikke; men jeg har fåt det, som grunder ligevægten, og som gør sikker. Jeg er vokset op under ro og harmoni, i en jævn middelstandsfamilje. Min moder er en kvinde, helt og holdent; hjemme hos os har der aldrig været ønsker udover evnerne; intet krav er forlist på forholdenes skær; intet dødsfald har grebet forstyrrende ind og efterladt tomhed og savn i kredsen. Der var der kærlighed til skønhed; men den lå inderligt i livsbetragtningen, ikke jævnsides langs med den; der var der hverken forstandens eller stemningens udskejelser –

KAMMERHERREN.
Se, se; det er derfor De er bleven så overmåde komplet?

FJELDBO.
Langtfra at jeg det tror. Jeg siger kun, at livsvilkårene har stillet sig så uendelig gunstigt for mig; og jeg føler det som et ansvar.

KAMMERHERREN.
Lad så være; men når Stensgård intet sådant ansvar har, da er det desto smukkere, at han alligevel –

FJELDBO.
Hvilket? Hvad?

KAMMERHERREN.
De dømmer ham falskt, min gode doktor! Se her. Hvad siger De til dette?

FJELDBO.
Deres søns veksel?

KAMMERHERREN.
Ja, den har han sendt mig tilbage.

FJELDBO.
Frivilligt?

KAMMERHERREN.
Frivilligt og uden betingelser. Det er smukt; det er nobelt; – og derfor står også fra idag af mit hus åbent for ham.

FJELDBO.
Betænk Dem! For Deres egen, for Deres datters skyld –

KAMMERHERREN.
Å, lad mig være! Han har meget forud for Dem; han er ligefrem idetmindste; men De, De går skjult tilværks.

FJELDBO.
Jeg?

KAMMERHERREN.
Ja, De! De er bleven den styrende her i huset; De går ud og ind; jeg tager Dem på råd i alting, – og så alligevel –

FJELDBO.
Ja, ja; alligevel –?

KAMMERHERREN.
Alligevel så er der noget bagved med Dem; noget forbandet; noget – noget fornemt, som jeg ikke udstår!

FJELDBO.
Men så forklar Dem dog!

KAMMERHERREN.
Jeg? Nej, De skulde forklare Dem, skulde De! Men nu kan De have det så godt.

FJELDBO.
Herr kammerherre, vi to forstår ikke hinanden. Jeg har ingen veksel at sende tilbage; men det kunde dog hænde, at jeg bragte et større offer endda.

KAMMERHERREN.
Så? Hvorved?

FJELDBO.
Ved at tie.

KAMMERHERREN.
Ved at tie? Skal jeg sige Dem, hvad jeg kunde have lyst til? At blive grov, bande, gå ind i de unges forbund! De er en højfornem stivnakke, herr værkslæge; – og det passer ikke i vort fri samfund. Se Stensgård; han er ikke noget sådant; og derfor skal han få komme her i huset; han skal –; han skal –! Å, jeg gider min sæl og salighed ikke –! Nu kan De have det så godt; som man reder, så ligger man.

GÅRDBRUGER LUNDESTAD
(fra baggrunden)
Til lykke med dagen, herr kammerherre! Og må jeg så ønske Dem hæder og alt godt –

KAMMERHERREN.
Å, Pokker i vold, – havde jeg nær sagt. Det er lapperi altsammen, min kære Lundestad. Der er ingenting, som holder prøve tilbunds i denne verden.

LUNDESTAD.
Så siger proprietær Monsens kreditorer også.

KAMMERHERREN.
Ja, dette med Monsen! Kom det ikke over Dem, som et lynslag?

LUNDESTAD.
Å, De har nu spået det så længe, De, herr kammerherre.

KAMMERHERREN.
Hm, hm; – ja visst har jeg så; det er ikke længere siden, end i forgårs; han kom her for at prelle mig –

FJELDBO.
Kanske for at frelses.

LUNDESTAD.
Ugørligt; han var kommen for dybt i det; – og det, som sker, det er nu altid det bedste.