Complete Works of Henrik Ibsen (511 page)

Dit er riget og magten og æren –

CÆSAR JULIAN
(blændet af lysningen)
.

Ah!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Sejr!

KORET
(i kirken)
.

– i evighed, amen!

Part II: Kejser Julian.

PERSONERNE

KEJSER JULIAN.
KRIGSØVERSTEN NEVITA.
GULDSMEDEN POTAMON.
LIVLÆGEN CÆSARIOS FRA NAZIANZ.
TALEREN THEMISTEOS.
TALEREN MAMERTINOS.
SKATMESTEREN URSULOS.
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS.
KVINDEN BARBARA.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS.
HOFMÆND OG STATSTJENERE.
BORGERFOLK I KONSTANTINOPEL.
DELTAGERE I DIONYSOS-TOGET, FLØJTESPILLERE, DANSERE, GØGLERE OG KVINDER.
UDSENDINGER FRA DE ØSTERLANDSKE KONGER.
HUSMESTEREN EUTHERIOS.
TJENERE I PALATSET.
DOMMERE, TALERE, LÆRERE OG BORGERE I ANTIOKIA.
KORNHANDLEREN MEDON.
SKATTEOPKRÆVEREN MALKOS.
GREGOR FRA NAZIANZ, Cæsarios’s broder.

FARVEREN FOKION.
KVINDEN PUBLIA.
HENDES SØN HILARION.
AGATHON FRA KAPPADOKIA.
BISKOP MARIS AF KALKEDON.

DELTAGERE I APOLLON-TOGET, OFFERPRESTER, TEMPELTJENERE, HARPESLAGERE OG STADSVOGTERE.
AGATHONS YNGRE BRODER.
DE KRISTNE FANGERS TOG.
DIGTEREN HERAKLEOS.
LIVLÆGEN ORIBASES.
TALEREN LIBANIOS, stadsforstander i Antiokia.

SALMEDIGTEREN APOLLINARIS.
LÆREREN KYRILLOS.
EN GAMMEL PREST VED KYBELES HELLIGDOM.
SALMESYNGERSKERNE I ANTIOKIA.
HØVEDSMANDEN FROMENTINOS.
KRIGSØVERSTEN JOVIAN.
MYSTIKEREN MAXIMOS.
SPÅMANDEN NUMA.
TO ANDRE ETRUSKISKE SPÅMÆND.
FYRST HORMISDAS, en landflygtig Perser.

LIVVAGTSFØREREN ANATOLOS.
VISDOMSLÆREREN PRISKOS.
VISDOMSLÆREREN KYTRON.
HØVEDMANDEN AMMIAN.
BASILIOS FRA CÆSARÆA.
HANS SØSTER MAKRINA.
EN PERSISK OVERLØBER.
ROMERSKE OG GRÆSKE SOLDATER.
PERSISKE KRIGSFOLK.

(Første akt foregår i Konstantinopel, anden akt i Antiokia, tredje akt ligeledes i Antiokia, fjerde akt i og omkring de østlige egne af kejser-riget og femte akt på sletterne hinsides Tigris. Begivenheden omfatter tidsrummet fra December måned i året 361 til slutningen af Juni i året 363.)

FØRSTE AKT

(Ved havnen i Konstantinopel. I forgrunden til højre en pragtfuld landgangsbro overtrukken med tepper. Oppe på den høje strandbred, lidt fra broen, ses en tilhyllet sten, omgiven af vagt. Langt ude på Bosporos ligger den kejserlige flåde, behængt med sørgeflag.)

(Talløs menneskemængde i både og på stranden. Oppe for enden af landgangsbroen står kejser Julian, klædt i purpur og gyldne smykker. Han er omgiven af hofmænd og høje statstjenere. Blandt dem, der står ham nærmest, er krigsøversten Nevita, livlægen Cæsarios samt talerne Themisteos og Mamertinos.)

KEJSER JULIAN
(ser vidt ud over vandet)
.

Hvilket stævne! Den døde kejser og den levende. – O, at han måtte drage sit sidste suk i så fjerne egne! O, at jeg, trods al min il, ikke fik nyde sødmen af at favne min frænde for sidste gang! Bittre lod for os begge! – – – Hvor er ligskibet?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Der kommer det.

KEJSER JULIAN.
Hin lange båd?

KRIGSØVERSTEN NEVITA.
Ja, nådigste kejser!

KEJSER JULIAN.
Arme frænde! Så stor i livet; og nu må du nøjes med så lavt et tag. Nu skal du ikke støde din pande mod kistelåget, du, som bøjed dit hoved, da du red gennem Konstantins bue.

EN BORGER BLANDT TILSKUERNE
(til guldsmeden Potamon)
.

Hvor ung han ser ud, vor nye kejser.

GULDSMEDEN POTAMON.
Han er dog bleven før af lemmer. Da jeg så ham sidst, var han spæd og mager; – det er nu en ni–ti år siden.

EN ANDEN BORGER.
Ja, han har øvet store gerninger i de år.

EN KVINDE.
Og alle de farer, han har svævet i lige fra barn af!

EN PREST.
Vidunderligt frelst af dem alle; den guddommelige varetægt er over ham.

GULDSMEDEN POTAMON.
Rygtet siger, at han i Gallien har givet sig under en anden slags varetægt.

PRESTEN.
Løgn, løgn; det kan I lide på.

KEJSER JULIAN.
Nu kommer han. Solen, som jeg anråber, og den store lynslyngende gud véd, at jeg ikke har ønsket Konstanzios døden. Det har i sandhed været langt fra min tanke. Jeg har opsendt bønner for hans liv. – Sig mig, Cæsarios, – du må jo vide det bedst – har man undervejs vist det kejserlige legeme al sømmelig ære?

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Ligtoget var som en sejrherres tog gennem hele Lille-Asien. I alle byer, vi kom igennem, stimled de troende sammen på gaden; hele nætter genlød kirkerne af bønner og sange; mørket blev til høj lys dag under blusset af de tusend tændte kerter –

KEJSER JULIAN.
Godt, godt, godt! – Jeg gribes af en utrolig banghed ved tanken om at skulle tage styret efter en så stor og dydig og højt elsket kejser. Hvi blev det mig ikke forundt at få leve i tilbagetrukken stilhed!

TALEREN MAMERTINOS.
Og hvem skulde da gjort fyldest i det store vanskelige kald, således som du, uforlignelige herre, vil gøre det? Jeg tilråber dristigt hine andre, der har attrået kejserværdigheden: kom hid og tag rigets ror; men tag det således, som Julian tager det. Våg nat og dag for alles velfærd. Vær herrer i navnet og dog borgerfrihedens tjenere. Vælg eders plads forrest i de kæmpendes rækker og ikke ved gæstebudene. Tag intet for eder selv; men udøs gaver til alle. Lad eders retfærdighed være lige fjernt fra føjelighed og fra grusomhed. Lev således, at ingen jomfru på jordens kreds skal vride hænderne over eder. Byd trods – både Galliens ufremkommelighed og Germaniens kulde. Hvad vilde de svare? Forfærdede over så strenge fordringer vilde de tilstoppe sine blødagtige ører og råbe: kun en Julian kan gøre fyldest for alt dette!

KEJSER JULIAN.
Den alt-styrende give, at så store forhåbninger ikke må skuffes. Men hvor meget fattes der mig ikke? En gysning overfalder mig. At skulle sammenlignes med Alexander, med Mark Aurel og med så mange andre fortræffelige mænd! Har ikke Platon sagt, at kun en gud kan herske over menneskene? O, bed med mig, at jeg må gå fri for ærgærrighedens snarer og magtens fristelser. Athen, Athen! Did går min længsel! Jeg var som en mand, der for sin sundheds skyld drev en gavnlig legemsøvelse; – og nu kommer man til mig og siger: træd frem på skuepladsen og sejr i de olympiske lege. Alle Grækere skal sidde som tilskuere! Må ikke mit sind gribes af skræk allerede før jeg begynder på kampen?

TALEREN THEMISTEOS.
Hvad skræk, o kejser? Har du ikke allerede Grækernes bifald før kamplegen? Er du ikke kommen for at indsætte alle landflygtige dyder i deres gamle ret? Er ikke hos dig samlet i én mand al den sejrvindingens evne, som Herakles, som Dionysos, som Solon, som –?

KEJSER JULIAN.
Stilhed! Ikkun den dødes pris skal høres idag. Der lægger de til land. Tag pande-ringen og mine kæder; jeg vil ikke bære kejserlige prydelser i en stund som denne.

(Han giver smykkerne til en af de omstående. Ligtoget kommer indover landgangsbroen med stor pragt. Prester med tændte lys i spidsen; kisten drages på en lavhjulet vogn; kirkefaner bæres foran og efter vognen; kordrenge svinger røgelsekar; skarer af kristne borgere følger efter.)

KEJSER JULIAN
(lægger hånden på kisten og sukker lydeligt)
.

Ah!

EN TILSKUER.
Slog han korsets tegn for sig?

EN ANDEN I HOBEN.
Nej.

DEN FØRSTE.
Ser du; ser du!

EN TREDJE TILSKUER.
Ikke heller bøjed han sig for det hellige.

DEN FØRSTE TILSKUER
(til den anden)
.

Ser du vel! Hvad sagde jeg?

KEJSER JULIAN.
Så far hjem under pragt og ære, du min frændes afsjælede legeme! Jeg gør ikke dette støv ansvarligt for, hvad din ånd forbrød imod mig. Hvad siger jeg? Var det din ånd, som foer så hårdt med slægten, at jeg nu står alene tilbage? Var det din ånd, som bød, at min barndom skulde formørkes af tusend ængstelser. Var det din ånd, som lod hin ædle Cæsars hoved falde? Var det dig, som stilled mig, den uerfarne yngling, på så vanskelig en post i det ugæstmilde Gallien, og som siden, da det ikke lykkedes modgang og genvordigheder at overvinde mig, gjorde mig æren for mine sejrvindinger stridig? O, Konstanzios, min frænde, – alt dette havde ikke sit udspring i dit store hjerte. Hvorfor vred du dig i nag og kval; hvorfor så du blodige skygger om dig på dit sidste, smertefulde leje? Onde rådgivere har forbitret dit liv og din dødsstund. Jeg kender dem, disse rådgivere; det var mænd, som tog skade af at færdes i din nådes uophørlige solskin. Jeg kender dem, disse mænd, der så villigt iførte sig det overbevisningens klædebon, som tyktes hoffet tækkeligst.

HEDENSKE BORGERE
(blandt de omstående)
.

Leve kejser Julian!

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Nådigste herre, toget venter –

KEJSER JULIAN
(til presterne)
.

Lad ikke eders fromme sang forstumme for min skyld. Fremad, mine venner!
(Toget drager langsomt ud til venstre.)
Følg efter, hvo der vil; og bliv, hvo der vil. Men det skal I alle vide på denne dag, at min plads er her.
(Uro og bevægelse i mængden.)
Hvad er jeg? Kejseren. Men har jeg dermed sagt alt? Gives der ikke ét kejserligt embede, som synes hånligt visket ud af erindringen i de senere år? Hvad var den kronede visdomsven Mark Aurel? Kejser? Blot kejser? Nær havde jeg spurgt: var han ikke noget mere end kejser? Var han ikke yppersteprest tillige?

STEMMER I MÆNGDEN.
Hvad siger kejseren? Hvad var det? Hvad sagde han?

TALEREN THEMISTEOS.
O, herre, skulde det i sandhed ligge i din tanke –?

KEJSER JULIAN.
End ikke min store farbroder Konstanzios vovede at frasige sig denne værdighed. Selv efter at han havde indrømmet en viss ny troeslære så højst overordentlige rettigheder, vedblev han dog at kaldes yppersteprest af alle dem, der holdt fast ved Grækerfolkets ældgamle guddomme. At dette embede i de senere tider blev sørgeligen forsømt, vil jeg ikke her tale om, men kun om, at ingen af mine ophøjede forgængere, end ikke han, hvem vi idag med tårevædt ansigt tilråber den sidste hilsen, har vovet at nedlægge det. Skulde jeg formaste mig til noget, som så vise og retfærdige kejsere ikke fandt ret og rådeligt? Det være langt fra mig!

TALEREN THEMISTEOS.
O, store kejser, vil du dermed sige –?

KEJSER JULIAN.
Jeg vil dermed sige, at der skal være fuld frihed for alle borgere. Hold fast ved de kristnes gud, I, som finder det ønskeligt for eders sindsro. Hvad mig angår, så drister jeg mig ikke til at bygge mit håb på en gud, der hidtil har været mig fiendtlig i alle foretagender. Jeg har sikkre tegn og varsler for, at al den fremgang, jeg vandt på Galliens grænser, den skylder jeg hine andre guddomme, der begunstigede Alexander på en noget lignende måde. Under disse guddommes skjærm og skjold slap jeg lykkeligt gennem alle farer; og navnlig var det dem, der førte mig frem på min rejse hid med en så vidunderlig hurtighed og lykke, at jeg her i gaderne har hørt tilråb, som tyder på, at man holder mig for et guddommeligt menneske, – hvilket er en stor overdrivelse, I venner! Men visst er det, at jeg ikke tør vise mig utaknemmelig for så vedholdende nådesbevisninger.

STEMMER I MÆNGDEN
(dæmpet)
.

Hvad vil han gøre?

KEJSER JULIAN.
Så indsætter jeg da vore forfædres ærværdige guder i deres gamle ret. Men ingen krænkelse skal vederfares Galilæernes gud og heller ikke Jødernes. De templer, som fromme herskere i fordums dage med så megen kunstfærdighed lod bygge, de skal igen oprejses i forynget herlighed med altere og billedstøtter, hvert for sine særlige guder, således at sømmelig dyrkelse der kan finde sted på ny. Dog vil jeg ingenlunde tåle, at der sker de kristnes kirker nogen hadefuld medfart; heller ikke skal der øves overlast mod deres gravsteder eller mod andre pladse, som en sælsom vildfarelse bringer dem til at holde for hellige. Vi vil bære over med de andres forvildelse; jeg har selv været hildet i fejltagelser; – dog, over dette kaster jeg et slør. Hvad jeg siden mit enogtyvende år har tænkt om de guddommelige ting, det vil jeg ikke dvæle ved; jeg vil kun sige, at jeg lykønsker dem, der efterligner mig, – at jeg smiler ad dem, der ikke vil træde i mit fodspor, – at jeg vil forsøge på at overtale, men uden at ville tvinge nogen.

(Han holder et øjeblik forventningsfuldt inde; svagt bifald høres hist og her i sværmen.)

KEJSER JULIAN
(heftigere)
.

Med rette havde jeg regnet på taknemmelige tilråb, hvor jeg nu kun sporer en nysgerrig forundring. Dog, jeg burde vidst det; – der råder en sørgelig ligegyldighed blandt dem, der siger sig at have holdt fast ved vor gamle tro. Undertrykkelse og spot har bragt fædrenes ærværdige skikke i forglemmelse. Jeg har spurgt mig for, højt og lavt; men knapt én har kunnet give mig troværdig besked om, hvorledes en ofring til Apollon eller til Fortuna i et og alt er at foretage. Jeg må da gå foran i dette, som i andet. Det har kostet mig mangen nats søvn at udfinde af gamle bøger, hvad der fordum har været brugeligt i så måde; men jeg besværer mig ikke derover, når jeg eftertænker, hvor stor tak vi er netop hine guddomme skyldig; og heller ikke skammer jeg mig ved at forrette alting selv – –. Hvor hen, Cæsarios?

LIVLÆGEN CÆSARIOS.
Til kirken, nådigste kejser; jeg vil bede for min bortgangne herres sjæl.

KEJSER JULIAN.
Gå, gå! Enhver har sin frihed i deslige sager.
(Cæsarios samt flere ældre hofmænd og statstjenere går ud til venstre.)
Men den frihed, som jeg tilstår den ringeste borger, den forbeholder jeg også mig selv. – Så forkynder jeg eder, I Grækere og Romere, at jeg igen vender tilbage med hele mit hjerte til de lærdomme og skikke, som var vore forfædre hellige, – at de frit tør udbredes og udøves ved siden af alle nye og fremmede meninger, – og da jeg er et barn af denne stad, og derfor har den fortrinlig kær, så forkynder jeg dette i de staden beskyttende guddommes navn.

(Han giver et tegn; nogle tjenere drager forhænget fra den tilhyllede sten; man ser et alter og ved dettes fod en vinkande, en oljekrukke, en liden vedstabel og andet tilbehør. Stærk men stum bevægelse i mængden idet Julian går op til alteret og gør forberedelser til ofringen.)

TALEREN THEMISTEOS.
O, vel må jeg, som Græker, smelte hen i tårer ved synet af så megen ydmyghed og from iver!