Complete Works of Henrik Ibsen (508 page)

UNDERFØREREN VARRO.
Bør ikke Cæsar, sejrherren, kunne vælge til høvedsmænd, hvem han vil?

FANEBÆREREN MAUROS.
Bør han ikke have fri rådighed over det bytte, som er tilfaldet ham?

HØJE RÅB.
Jo, jo, jo!

CÆSAR JULIAN.
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal føres bort til de fjerneste lande for at gå en uviss skæbne imøde –

SOLDATERNE.
Vi går ikke!

CÆSAR JULIAN.
Se ikke på mig; jeg skammer mig; thi jeg er nær ved at udgyde en tårestrøm, når jeg tænker på, at I inden få måneder skal gives til pris for sygdomme, for hunger og for en blodtørstig fiendes våben.

MANGE SOLDATER
(stimler om ham)
.

Cæsar! Gode Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Og nu eders værgeløse hustruer og børn, som I må efterlade i de spredte hjem! Hvo skal skærme disse medynksværdige, disse vordende enker og faderløse, der snart vil være udsatte for Alemanernes hævngerrige overfald?

KVINDERNE
(grædende)
.

Cæsar, Cæsar, tag dig af os!

CÆSAR JULIAN
(ligeledes i gråd)
.

Hvad er Cæsar? Hvad mægter den faldne Cæsar?

UNDERFØREREN LAIPSO.
Skriv til kejseren og lad ham vide –

CÆSAR JULIAN.
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på sind og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets vel. Ikke sandt, Decentius?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Jo, visselig; men –

CÆSAR JULIAN.
Hvor skar det mig ikke i hjertet, da jeg erfor – –
(han trykker de omståendes hænder.)
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er forblevne trofaste imod eders fædrene guder! – – Véd I vel, at kejseren har holdt sejrsindtog i Rom?

FANEBÆREREN MAUROS.
Har kejseren?

UNDERFØREREN VARRO.
Hvad? Slagen, som han kom fra Donau?

CÆSAR JULIAN.
Som han kom fra Donau har han holdt sejrsindtog for vore sejrvindinger –

TRIBUNEN DECENTIUS
(truende)
.

Høje Cæsar, betænk –!

CÆSAR JULIAN.
Ja, det er sandt, som tribunen siger; betænk, hvorledes kejserens sind må være omsløret, når sligt kan ske? O, min hårdt hjemsøgte frænde! Da han i Rom red igennem Konstantins vældige bue, trode han sig så stor, at han krummed ryggen og luded sit hoved ned imod sadelknappen.

FANEBÆREREN MAUROS.
Som en hane i en porthvælving!

(Latter blandt soldaterne.)

ENKELTE STEMMER.
Er det en kejser!

UNDERFØREREN VARRO.
Og ham skal vi lyde!

UNDERFØREREN LAIPSO.
Væk med ham!

FANEBÆREREN MAUROS.
Cæsar, tag du styret!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Oprør –!

MANGE STEMMER.
Tag magten; tag magten, Cæsar!

CÆSAR JULIAN.
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det, Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig, gode Mauros, – hvad råbte han?

FANEBÆREREN MAUROS.
Han råbte: leve kejser Julian!

CÆSAR JULIAN.
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?

FANEBÆREREN MAUROS.
Leve kejser Julian!

DE BAGENFOR STÅENDE.
Hvad går for sig?

UNDERFØREREN VARRO.
De udråber Cæsar Julian til kejser!

HØJE SKRIG.
Leve kejseren! Leve kejser Julian!

(Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.)

CÆSAR JULIAN.
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater, venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende arme –! Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg lægger eder intet til last, I trofaste; det er fortvilelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan vidne for Konstanzios, at jeg kun nødtvungen –
(vender sig til Varro.)
Gå, høvedsmand, og forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil uden ophold skrive til Rom –

RIDDEREN SALLUST.
Herre, soldaterne vil se dig.

FANEBÆREREN MAUROS.
En gylden ring om dit hoved, kejser!

CÆSAR JULIAN.
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.

FANEBÆREREN MAUROS.
Denne kan gøre det.

(han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om Cæsars pande.)

RÅB UDENFOR.
Kejseren; kejseren! Vi vil se kejseren!

SOLDATER.
På skjoldet med ham! Op, op!

(De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser ham for mængden under længe vedvarende bifaldsråb.)

CÆSAR JULIAN.
Hærens vilje ske! Jeg bøjer mig for det uundgåelige og fornyer alle tilsagn –

LEGIONSSOLDATER.
Fem guldstykker og et pund sølv!

BATAVER.
Ikke over Alperne!

CÆSAR JULIAN.
Vi vil sætte os fast i Vienna. Den stad er Galliens stærkeste og derhos rig på allehånde forråd. Der er det min agt at vente, indtil vi ser, om min nedbøjede frænde billiger, hvad vi her, til rigets tarv, har vedtaget –

RIDDEREN SALLUST.
Det gør han ikke, herre!

CÆSAR JULIAN
(med oprakte hænder)
.

Guddommelige visdom, lys op i hans formørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før!

MYRRHA OG KVINDERNE
(veklagende udenfor til højre)
.

Død, død, død!

FEMTE AKT

(I Vienna. Et hvælvet rum i katakomberne. Til venstre snor sig en bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en mængde trin ned til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en brændende hængelampe.)

(Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den udenfor tilbyggede kirke.)

CÆSAR JULIAN
(taler nedad)
.

Endnu intet tegn?

EN STEMME
(dybt nede)
.

Intet.

CÆSAR JULIAN.
Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?

STEMMEN.
Begge dele.

CÆSAR JULIAN.
Det er jævngodt med intet.

STEMMEN.
Vent, vent.

CÆSAR JULIAN.
Jeg har ventet i fem døgn; du kræved kun tre. Jeg siger dig, – jeg er ikke tilsinds at –
(han lytter imod udgangen og råber dæmpet nedad.)
Tal ikke!

RIDDEREN SALLUST
(kommer oppe fra gangen til venstre)
.

Herre; herre!

CÆSAR JULIAN.
Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?

RIDDEREN SALLUST.
Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.

CÆSAR JULIAN.
Hvad vil du?

RIDDEREN SALLUST.
Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud til de levende igen.

CÆSAR JULIAN.
Hvad nyt oppe fra verden?

RIDDEREN SALLUST.
Soldaterne er i uro; vi mærker allehånde forbud på, at tålmodet snart forgår dem.

CÆSAR JULIAN.
Nu skinner visst solen deroppe.

RIDDEREN SALLUST.
Ja, herre!

CÆSAR JULIAN.
Himlen hvælver sig som et hav af tindrende lys. Det er kanske høj middag. Det er varmt; luften dirrer langs husvæggene; floden risler, halvt udtørret, over hvide flintestene. – Skønne liv; skønne verden!

RIDDEREN SALLUST.
O, kom, kom, herre! Dette ophold i gravgangene udlægges til skade for dig.

CÆSAR JULIAN.
Hvorledes udlægges det?

RIDDEREN SALLUST.
Tør jeg sige det?

CÆSAR JULIAN.
Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?

RIDDEREN SALLUST.
Mange tror, at det mindre var sorg end anger, som så sælsomt drev dig ned under jorden.

CÆSAR JULIAN,

De tror, jeg dræbte hende?

RIDDEREN SALLUST.
Det gådefulde i sagen må undskylde dem, om –

CÆSAR JULIAN.
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren for dette syndens rige; derfor steg en engel fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og råbte på hende. Eller hvad? Véd du ikke, at presterne i Lutetia udlagde hendes død på denne vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke hendes ligtog hid været som et sejrstog gennem landet? Strømmed ikke alle Viennas kvinder hendes kiste imøde udenfor portene, hilste hende med grønne grene i hænderne, bredte tepper ud på vejen og istemte lovsange til ære for himmelbruden, som førtes hjem til brudgommens hus? – Hvad lo du af?

RIDDEREN SALLUST.
Jeg, herre?

CÆSAR JULIAN.
Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene siden. Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad. Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars var, og den anden gav hun –; nå, det var ikke det, vi skulde tale om; du er ikke indviet i lærens hemmeligheder, Sallust! – Hvad nyt, spurgte jeg om?

RIDDEREN SALLUST.
Det vigtigste, jeg véd, er at kejseren ved budskabet om, hvad der i Lutetia gik for sig, skyndsomt skal være flygtet over til Antiokia.

CÆSAR JULIAN.
Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os vel allerede i ånden foran Roms porte.

RIDDEREN SALLUST.
De venner, som forvovent slutted sig til dig i denne farlige sag, så i ånden det samme.

CÆSAR JULIAN.
Tiden er os ikke gunstig, Sallust! Véd du ikke, at under kamplegene, før afrejsen fra Lutetia, brast mit skjold istykker, så jeg kun beholdt håndtaget igen? Og véd du ikke, at da jeg vilde stige tilhest, så snubled hin tjener, på hvis sammenfoldede hænder jeg skulde svinge mig op?

RIDDEREN SALLUST.
Du kom dog i sadlen, herre!

CÆSAR JULIAN.
Men manden faldt.

RIDDEREN SALLUST.
Bedre mænd vil falde, hvis Cæsar nøler.

CÆSAR JULIAN.
Kejseren er affældig.

RIDDEREN SALLUST.
Kejseren lever. De breve, du har skrevet ham til om din udråbelse –

CÆSAR JULIAN.
Om min nødtvungne udråbelse. Man tvang mig; der var intet valg.

RIDDEREN SALLUST.
Kejseren lader ikke den forklaring gælde. Det er hans agt, når en hær er samlet i de østlige landskaber, at rykke ind i Gallien.

CÆSAR JULIAN.
Hvoraf véd du –?

RIDDEREN SALLUST.
Ved et tilfælde, herre! Jeg bønfalder dig, tro mig –!

CÆSAR JULIAN.
Godt, godt; når det sker, vil jeg gå Konstanzios imøde, – ikke med sværd i hånd –

RIDDEREN SALLUST.
Ikke! Hvorledes tænker du da at møde ham.

CÆSAR JULIAN.
Jeg vil give kejseren, hvad kejserens er.

RIDDEREN SALLUST.
Mener du dermed, at du vil træde af?

CÆSAR JULIAN.
Kejseren er affældig.

RIDDEREN SALLUST.
O, dette forfængelige håb!
(kaster sig på knæ.)
Så tag mit liv, herre!

CÆSAR JULIAN.
Hvad nu!

RIDDEREN SALLUST.
Cæsar, tag mit liv; jeg vil heller dø på dit end på kejserens bud.

CÆSAR JULIAN.
Rejs dig, ven!

RIDDEREN SALLUST.
Nej; lad mig ligge for min Cæsars fødder og tilstå alt. O, dyrebare herre, – at måtte sige dig dette! – Da jeg opsøgte dig i lejren ved Rhin, – da jeg minded dig om vort fordums venskab under samværet i Grækenland, – da jeg bad om at måtte dele krigens farer med dig, – da, o, Cæsar, da kom jeg som en lønlig spejder i kejserens sold –

CÆSAR JULIAN.
Du –!

RIDDEREN SALLUST.
Mit sind havde i nogen tid været optændt af harm imod dig; du mindes hin ringe tvist i Mailand, – dog ikke ringe for mig, som havde håbet, at Cæsar skulde hjælpe min svigtende lykke på fode igen. Alt dette drog man fordel af i Rom; man holdt mig for den rette mand til at efterspore dine veje.

CÆSAR JULIAN.
Og til sligt kunde du sælge dig? Så sort et bedrag!

RIDDEREN SALLUST.
Jeg var ødelagt, herre; og jeg syntes, at Cæsar havde slåt hånden af mig. Ja, min Cæsar, jeg forrådte dig – i de første måneder; siden ikke. Din vennesælhed, dit store sind, al den nåde, du viste mig –; jeg blev, hvad jeg havde givet mig ud for, din trofaste tilhænger, og i mine lønlige breve til Rom førte jeg bag lyset dem, som havde udsendt mig.

CÆSAR JULIAN.
Disse breve var fra dig? O, Sallust!

RIDDEREN SALLUST.
De indeholdt intet til skade for dig, herre! Hvad andre kan have skrevet, véd jeg ikke; jeg véd kun, at jeg tidt nok vånded mig i kval under en nødtvungen og forhadt taushed. Jeg voved mig så langt frem, som jeg på nogen måde turde. Hin skrivelse, stilet til en unavngiven mand i din lejr, hvori meldes om kejserens sejrs-indtog i Rom, og som du en morgen, undervejs til Lutetia, fandt indstukken under dit telt –; ja, du fandt den dog, herre?

CÆSAR JULIAN.
Ja, ja –

RIDDEREN SALLUST.
Den var rettet til mig, og et lykketræf var mig gunstigt, så den kom i dine hænder. Tale turde jeg jo ikke. Jeg vilde tale; men jeg kunde det ikke; jeg udsatte fra dag til dag at forråde min skændsel. O, straf mig, herre; se, her ligger jeg!

CÆSAR JULIAN.
Stå op; du er mig kærere således, – vunden imod min og imod din egen vilje. Stå op, du min sjæls ven; ingen skal krumme et hår på dit hoved.

RIDDEREN SALLUST.
Tag heller det liv, som du dog ikke længe vil have magt til at skærme. Du siger, kejseren er affældig.
(rejser sig.)
Min Cæsar, hvad jeg har svoret på at fortie, det røber jeg nu. Kejserens affældighed rummer intet håb for dig. Kejseren tager en ny hustru til ægte.

CÆSAR JULIAN.
Ah, hvilket vanvid! Hvor kan du tænke –?

RIDDEREN SALLUST.
Kejseren tager en ny hustru, herre!
(rækker ham nogle papirer.)
Læs, læs, høje Cæsar; disse breve vil ikke levne nogen tvil hos dig.

CÆSAR JULIAN
(griber papirerne og læser)
.

Ja, ved solens lys og magt –!

RIDDEREN SALLUST.
O, havde jeg dog turdet tale før!

CÆSAR JULIAN
(fremdeles læsende)
.

Han tager en kvinde til ægte. Konstanzios, – denne svindende menneske-skygge –! Faustina –, hvad står der? ung – knap nitten år gammel –, en datter af – ah! en datter af hin overmodige slægt. En ivrig kristen-kvinde altså
(folder papirerne sammen.)
Du har ret, Sallust; hans affældighed rummer intet håb. Om han er affældig, døende, – hvad vil det sige? Er ikke Faustina from? En bebudelsens engel vil åbenbare sig; eller også –; ha-ha! kort og godt, – på en eller anden vis –, der vil skaffes en ung Cæsar til veje, og så –

RIDDEREN SALLUST.
At nøle er at gå tilgrunde.

CÆSAR JULIAN.
Dette har været forberedt længe og i al stilhed, Sallust! Ja, når så er, da løses alle gåder. Helena –, det var ikke, som jeg tænkte, hendes uforsigtige tunge, der fældte hende –

RIDDEREN SALLUST.
Nej, herre!

CÆSAR JULIAN.
– man har tænkt, – man har troet, at –; o, uudgrundelige udjævnende retfærd! derfor måtte hun afvejen.

RIDDEREN SALLUST.
Ja, derfor; jeg var den, man i Rom først kasted sine øjne på. O, herre, du drager dog ikke i tvil, at jeg afslog det? Jeg skød mig ind under umuligheden af at finde en lejlighed; man forsikred mig, at det brødefulde forehavende var opgivet, og da –!

CÆSAR JULIAN.
De standser ikke ved – ved dobbelt-liget i stenkisten deroppe. Konstanzios tager tilægte. Derfor var det, at jeg skulde afvæbnes i Lutetia.

RIDDEREN SALLUST.
Kun ét kan frelse dig, min Cæsar; du må handle, før kejseren kommer til kræfter.

CÆSAR JULIAN.
Om jeg frivilligt drog mig tilbage i ensomheden, hengivende mig til den visdom, jeg her har været nødt til at forsømme? Vilde de nye magthavere tåle en slig tilværelse? Vilde ikke blot det, at de vidste mig ilive, være som et hængende sværd over deres hoveder?

RIDDEREN SALLUST.
Den vordende kejserindes slægtninge er de mænd, som omgav Cæsar Gallos i hans sidste timer.

CÆSAR JULIAN.
Tribunen Skudilo. Tro mig, ven, – jeg har ikke glemt det. Og for denne blodige kejser skal jeg vige og falde! Ham skal jeg skåne, ham, som i lange år har stolpret omkring mellem mine nærmestes lig!

RIDDEREN SALLUST.
Skåner du ham, så vil han inden tre måneder stolpre omkring mellem ligene af dine tilhængere.

CÆSAR JULIAN.
Ja, ja; det har du visselig ret i. Det er mig næsten som et tvingende bud at træde op imod ham. Gør jeg det, så gør jeg det ikke for min egen skyld. Er det ikke tusenders ve og vel, som her handles om? Gælder det ikke tusenders liv? Eller stod det vel i min magt at afvende denne yderlighed? Du er mere skyldig, end jeg, Sallust! Hvorfor talte du ikke før nu?