Complete Works of Henrik Ibsen (504 page)

FYRSTINDE HELENA.
Ah!

CÆSAR JULIAN.
Mine ledsagere vilde til at le; men barbarkongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt soldaternes klynger. „Leve kejser Julian”, råbte de omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om en Titan havde slynget et berg i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men –

FYRSTINDE HELENA.
Kejser Julian! Han sagde: kejser Julian!

CÆSAR JULIAN.
Hvad vidste den rå Aleman om Konstanzios, hvem han aldrig havde set? Jeg, hans overvinder, var for ham den største –

FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja; men soldaterne –?

CÆSAR JULIAN.
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille omkring, hvide af skræk og vrede.

FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja – de, men ikke soldaterne.

CÆSAR JULIAN.
Der var knapt gåt en nat tilende, før mine hemmelige fiender havde forvansket sagen. Cæsar har ladet Knodomar udråbe sig til kejser, hed det, og til gengæld har han skænket barbarkongen livet. – Således, vendt op og ned, er det også bleven meldt til Rom.

FYRSTINDE HELENA.
Er du viss på det? Og af hvem?

CÆSAR JULIAN.
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele, men –

FYRSTINDE HELENA.
Nu, – og hvad har han svaret?

CÆSAR JULIAN.
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående taushed, når han vil ramme nogen.

FYRSTINDE HELENA.
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig sikkerhed for, at –

CÆSAR JULIAN.
Jeg har sikkerhed, Helena! Her på mit bryst gemmer jeg opsnappede breve, som –

FYRSTINDE HELENA.
O, Herre min Gud, lad mig se!

CÆSAR JULIAN.
Siden, siden.
(han går op og ned.)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden for lange tider, mens han selv har lidt nederlag på nederlag ved Donau, og mens hæren i Asien ikke synes at vinde et skridts fremgang imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her, hvor man satte en modstræbende visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.

FYRSTINDE HELENA.
Ja, jeg tror det også.

CÆSAR JULIAN.
Hvad er en Cæsars værdighed på deslige vilkår!

FYRSTINDE HELENA.
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stående ved dette.

CÆSAR JULIAN
(standser)
.

Helena, kunde du følge mig?

FYRSTINDE HELENA
(sagte)
.

Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.

CÆSAR JULIAN.
Så bort fra al denne utaksomme møje; bort til den så længe eftertragtede ensomhed –!

FYRSTINDE HELENA.
Hvad siger du? Ensomhed!

CÆSAR JULIAN.
Med dig, min elskede; og med mine kære bøger, dem jeg her så sjelden har kunnet åbne, og dem jeg kun har turdet vie mine hvileløse nætter.

FYRSTINDE HELENA
(ser nedad ham)
.

Ah, således!

CÆSAR JULIAN.
Hvad ellers?

FYRSTINDE HELENA.
Nu ja; hvad ellers?

CÆSAR JULIAN.
Ja, ja, – jeg spørger, hvad ellers?

FYRSTINDE HELENA
(nærmere)
.

Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?

CÆSAR JULIAN
(vigende)
.

Helena!

FYRSTINDE HELENA
(atter nærmere)
.

Hvad var det for et navn, som gav genlyd i soldaternes rækker?

CÆSAR JULIAN.
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor hver dør!

FYRSTINDE HELENA.
Hvad frygter du for lyttere? Er ikke Guds nåde over dig? Har du ikke været den lykkelige i alle træfninger? – Jeg ser den manende frelser; jeg ser engelen med ildsværdet, som baned vej for min fader, da han kasted Maxentius i Tiberen!

CÆSAR JULIAN.
Jeg skulde rejse mig imod rigets hersker!

FYRSTINDE HELENA.
Kun imod dem, som står imellem eder. O, gå, gå; slå dem med din vredes lyn; gør ende på dette tærende glædeløse liv! Gallien er en udørk. Jeg fryser her, Julian! Jeg vil hjem igen, til solvarmen, til Rom og Grækenland.

CÆSAR JULIAN.
Hjem igen til din broder?

FYRSTINDE HELENA
(sagte)
.

Konstanzios er affældig.

CÆSAR JULIAN.
Helena!

FYRSTINDE HELENA.
Jeg holder det ikke længer ud, siger jeg dig. Tiden går. Eusebia er borte; hendes tomme sæde står vinkende til hæder og herlighed, mens jeg ældes –

CÆSAR JULIAN.
Du ældes ikke; du er ung og skøn!

FYRSTINDE HELENA.
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære dette med tålmod; livet går fra mig!

CÆSAR JULIAN
(ser på hende)
.

Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du ikke!

FYRSTINDE HELENA
(klynger sig til ham)
.

Er jeg det, Julian?

CÆSAR JULIAN
(favner hende)
.

Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den eneste, som har elsket mig.

FYRSTINDE HELENA.
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere. Når alt er over, så –

CÆSAR JULIAN
(river sig løs)
.

Stille! Jeg vil ikke høre mere.

FYRSTINDE HELENA
(går efter ham)
.

Konstanzios dør lidt hver dag; han hænger i et hår over graven. O, min elskede Julian, du har jo soldaterne for dig –

CÆSAR JULIAN.
Ti, ti!

FYRSTINDE HELENA.
Han tåler ingen sindsrystelser. Hvad er det så at vige tilbage for? Jeg mener jo ikke noget blodigt. Fy, hvor kunde du tænke det? Skrækken vil være nok; den vil tage ham i favn og kærlighedsfuldt ende hans lidelser.

CÆSAR JULIAN.
Glemmer du den usynlige livvagt om den salvede?

FYRSTINDE HELENA.
Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind under korsets nåde.

CÆSAR JULIAN.
Alemanerne bøjer sig ikke did under.

FYRSTINDE HELENA.
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge hans herlighed; hans pris skal forkyndes ved os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og da, min Julian, – når du ser mig igen –; forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord, og middelet skal være usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod –

CÆSAR JULIAN.
Helena, du forbryder dig!

FYRSTINDE HELENA.
Er det en brøde at forbryde sig for din skyld!

CÆSAR JULIAN.
Du skønne, du eneste!

FYRSTINDE HELENA
(bøjer sig ned over hans hænder)
.

Min herre for Gud og mennesker! – Vig ikke dennegang, Julian! Min helt, min kejser! Jeg ser himlen åben. Presterne skal lovsynge Kristus; mine kvinder skal samles i bøn.
(med oprakte arme.)
O, du velsignede! O, du hærskarernes Gud, – du, som har nåden og sejren i din hånd –

CÆSAR JULIAN
(med et blik mod døren, råber)
.

Helena!

FYRSTINDE HELENA.
Ah!

HUSMESTEREN EUTHERIOS
(fra baggrunden)
.

Herre, kejserens sendebud –

CÆSAR JULIAN.
Er han kommen?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Ja, herre!

CÆSAR JULIAN.
Hans navn? Hvem er han?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Tribunen Decentius.

FYRSTINDE HELENA.
Virkelig? Den fromme Decentius!

CÆSAR JULIAN.
Hvem har han talt med?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Med ingen, herre; han kom i dette øjeblik.

CÆSAR JULIAN.
Jeg vil se ham straks. Og hør; endnu et. Hærførerne og krigsøversterne skal indfinde sig hos mig.

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Godt, nådigste herre!

(han går ud i baggrunden.)

CÆSAR JULIAN.
Nu, min Helena, nu vil det vise sig –

FYRSTINDE HELENA
(sagte)
.

Hvad der end viser sig, så glem ikke, at du kan stole på soldaterne.

CÆSAR JULIAN.
Ah, stole, stole –; jeg véd ikke, om jeg kan stole på nogen.

(Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.)

FYRSTINDE HELENA
(imod ham)
.

Velkommen, ædle Decentius! Et romersk ansigt, – og fremfor alle dette ansigt, – o, det lægger et livende solskær over vort umilde Gallien.

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejseren møder din længsel og dit håb på halvvejen, høje fyrstinde! Vi tør tro, at Gallien ikke ret længe skal lænke dig.

FYRSTINDE HELENA.
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tænker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes er det med hans sundhed?

CÆSAR JULIAN.
Gå, gå, min elskede Helena!

TRIBUNEN DECENTIUS.
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig.

FYRSTINDE HELENA.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset, at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du fromme Decentius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i guldskåler! Hvor skal de ikke læske mig; – frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.

CÆSAR JULIAN.
Et glædes-måltid skal ende dagen; men forretninger først. Gå, min dyrebare hustru!

FYRSTINDE HELENA.
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og for alle håb.

(hun går ud til højre.)

CÆSAR JULIAN
(efter et øjebliks betænkning)
.

Bud eller brevskaber?

TRIBUNEN DECENTIUS.
Brevskaber.