Complete Works of Henrik Ibsen (500 page)

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Min moder er enke, Julian!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Min fader er svag både af helbred og af sind; han trænger vel til en støtte.

FYRST JULIAN.
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Umuligt; vort rejsefølge bryder op ved daggry.

FYRST JULIAN.
Ved daggry? Før midnat kunde dagen gry for eder.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle gåder for dig, – hvad så?

FYRST JULIAN.
Mindes du hin flod, Strabon skriver om, – hin flod, som har sine kilder på det libyske berg? Den vokser og vokser i sit løb; men når den er som størst, siver den ud i ørkensanden og begraver sig selv i det jordens moderskød, hvoraf den fremgik.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Du higer dog ikke mod døden, Julian!

FYRST JULIAN.
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det er det just den store hemmeligheds mål at forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er genoprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, – det er den forspildte lighed med guddommen. Hvorfor så tvilende, I brødre? Hvorfor står I der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg véd, hvad jeg véd. I hvert af de skiftende slægts-led har der været én sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra Nazareth. Men se, Basilios,
(han griber ham i armen)
dem alle fattedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(river sig løs)
.

Julian, Julian!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes hovmod trukket dig!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, Gregor, han er syg og forvildet!

FYRST JULIAN.
Hvorfor al denne hånlige tvil? Er det min spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå. Det vordende skal mere undfanges af ånden, end af legemet. I den første Adam var der ligevægt, som i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes, da han skulde holde dem manende oprakte hist ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder eder troende, og har dog så liden tro til det vidunderliges åbenbårings-magt. Vent, vent, – I skal få se; – bruden skal visselig skænkes mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå1 imod øst, did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud over jorden; der, I skriftbundne tvilere, der skal åndens kejser-rige grundes!

1. fu: ga

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over dig. Er du hin samme Julian, som for tre år siden drog fra Konstantinopel!

FYRST JULIAN.
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte kun den vej, der standser ved læren.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Véd du, hvor din vej standser?

FYRST JULIAN.
Hvor vejen og målet er ét. – For sidste gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og meget andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg så meget at sige. Du er jo din slægts hoved; og hvo véd, om ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit hus –

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind i dit afsind og i dine vilde drømme.

FYRST JULIAN.
Ah, hvad taler du om vilje? Jeg øjner en skrivende hånd på væggen; snart skal jeg tyde skriften.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Kom, Basilios!

FYRST JULIAN
(med udstrakte arme)
.

O, I venner; I venner!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Mellem os er et skille fra denne dag.

(han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.)

FYRST JULIAN
(ser en stund efter dem)
.

Ja, gå! Gå, gå! – Hvad véd I to lærde mænd! Hvad bringer I med fra visdommens stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end mindre –. Ah!

(Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i østerlandske klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.)

MYSTIKEREN MAXIMOS
(går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst)
.

FYRST JULIAN
(sagte)
.

Endelig!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær).

FYRST JULIAN
(i spændt forventning)
.

Er tiden inde?

MYSTIKEREN MAXIMOS
(uden at se på ham)
.

Er dit sind og dit legem rent?

FYRST JULIAN.
Jeg har fastet og salvet mig.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Så kan nattens højtid begynde!

(han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården. Musik og dans under det følgende.)

FYRST JULIAN.
Maximos, – hvad er dette?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Roser i håret! Perlende vin! Se, se hist de skønne lemmer i leg!

FYRST JULIAN.
Og midt under denne sansernes tummel vil du –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Synden er kun i dit syn på det syndige.

FYRST JULIAN.
Roser i håret! Perlende vin!
(han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger:)
Ah, hvad var der i vinen?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
En glød af den ild, som Prometheus stjal.

(han lægger sig ned på den anden side af bordet.)

FYRST JULIAN.
Mine sanser bytter virksomhed; jeg hører klarhed og jeg ser toner.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vinen er druens sjæl. Den frigjorte, frivillige fange. Logos i Pan!

DE DANSENDE PIGER
(synger i forgården)
.

Frigør dig, tømmende

Bakki blod; –

vug dig på strømmende

rythmers flod!

FYRST JULIAN
(drikker)
.

Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du tyde denne salighed?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Rusen er dit bryllup med naturens sjæl.

FYRST JULIAN.
Søde gåde; fristende lokkende –! Hvad var det? Hvi lo du?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Jeg?

FYRST JULIAN.
Det hvisker ved min venstre side! Silkehyndet knittrer –
(bleg; springer halvt ivejret.)
Maximos, vi er ikke alene!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(råber:)

Vi er fem tilbords!

FYRST JULIAN.
Symposion med ånderne!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Med skyggerne.

FYRST JULIAN.
Nævn mine gæster!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ikke nu. Hør, hør!

FYRST JULIAN.
Hvad er det? Det bruser som en storm gennem huset –

MYSTIKEREN MAXIMOS
(skriger)
.

Julian! Julian! Julian!

FYRST JULIAN.
Tal, tal! Hvad sker med os?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Bebudelsens time er over dig!

FYRST JULIAN
(springer op og viger langt tilbage fra bordet)
.

Ah!

(Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store bronce-lampe hæver sig en blåligt lysende kreds.)

MYSTIKEREN MAXIMOS
(kaster sig helt ned)
.

Øjet mod lyset!

FYRST JULIAN.
Hist?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, ja!

PIGERNES SANG
(dæmpet fra forgården)
.

Natten, den seende,

spænder sit spind;

lysten, den leende,

lokker dig ind.

FYRST JULIAN
(stirrer mod lysskæret)
.

Maximos! Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(sagte)
.

Ser du noget?

FYRST JULIAN.
Ja.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvad ser du?

FYRST JULIAN.
Jeg ser et skinnende ansigt i lyset.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Mand eller kvinde?

FYRST JULIAN.
Jeg véd ikke.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tal til det.

FYRST JULIAN.
Tør jeg?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tal; tal!

FYRST JULIAN
(nærmere)
.

Hvi blev jeg?

EN STEMME I LYSET.
For at tjene ånden.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Svarer det?

FYRST JULIAN.
Ja, ja.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Spørg mere.

FYRST JULIAN.
Hvad er min gerning?

STEMMEN I LYSET.
Du skal grundfæste riget.

FYRST JULIAN.
Hvilket rige?

STEMMEN I LYSET.
Riget.

FYRST JULIAN.
Og på hvilken vej?

STEMMEN I LYSET.
På frihedens.

FYRST JULIAN.
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?

STEMMEN I LYSET.
Nødvendighedens vej.