Complete Works of Henrik Ibsen (501 page)

FYRST JULIAN.
Og ved hvilken magt?

STEMMEN I LYSET.
Ved at ville.

FYRST JULIAN.
Hvad skal jeg ville?

STEMMEN I LYSET.
Hvad du må.

FYRST JULIAN.
Det blegner; det svinder –!
(nærmere.)
Tal, tal! Hvad må jeg?

STEMMEN I LYSET
(veklagende)
.

Julian!

(Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.)

MYSTIKEREN MAXIMOS
(ser op)
.

Borte?

FYRST JULIAN.
Borte.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Er du nu vidende?

FYRST JULIAN.
Nu mindst. Jeg hænger over det svælgende dybs befæstning – midt imellem lys og mørke.
(han lægger sig atter ned.)
Hvad er riget?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Der er tre riger.

FYRST JULIAN.
Tre?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Først er hint rige, som grundlagdes på kundskabens træ; så hint rige, der grundlagdes på korsets træ –

FYRST JULIAN.
Og det tredje?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det tredje er den store hemmeligheds rige, det rige, som skal grundlægges på kundskabens og på korsets træ tilsammen, fordi det hader og elsker dem begge, og fordi det har sine levende kilder under Adams lund og under Golgata.

FYRST JULIAN.
Og det rige skal komme –?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det står for døren. Jeg har regnet og regnet –

FYRST JULIAN
(bryder hvast af)
.

Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
De tre hjørnestene under nødvendighedens vrede.

FYRST JULIAN.
Hvem, hvem?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
De tre store hjælpere i fornægtelse.

FYRST JULIAN.
Nævn dem!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke; – men jeg kunde vise dig dem –

FYRST JULIAN.
Så vis mig dem! Straks, Maximos –!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Vogt dig –!

FYRST JULIAN.
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale med dem, en for en.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Over dig selv komme skylden.
(han svinger sin stav og råber:)
Tag skikkelse og lad dig tilsyne, du udvælgelsens første offerlam!

FYRST JULIAN.
Ah!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(med tilhyllet ansigt)
.

Hvad ser du?

FYRST JULIAN
(dæmpet)
.

Der ligger han; lige for hjørnet. – Han er stor, som Herakles, og skøn –, dog nej, ikke – –
(nølende.)
Kan du, så tal til mig!

EN STEMME.
Hvad vil du vide?

FYRST JULIAN.
Hvad var dit hverv i livet?

STEMMEN.
Min brøde.

FYRST JULIAN.
Hvi forbrød du dig?

STEMMEN.
Hvi blev jeg ikke min broder!

FYRST JULIAN.
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?

STEMMEN.
Hvi blev jeg mig selv?

FYRST JULIAN.
Og hvad vilde du, som dig selv?

STEMMEN.
Hvad jeg måtte.

FYRST JULIAN.
Og hvorfor måtte du?

STEMMEN.
Jeg var mig.

FYRST JULIAN.
Du er ordknap.

MYSTIKEREN MAXIMOS
(uden at se op)
.

In vino veritas.

FYRST JULIAN.
Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde.)
Bad dig i vinduften, min blege gæst! Kvæg dig. Kend, kend, – den stiger tilvejrs som en offerrøg.

STEMMEN.
Offerrøg stiger ikke altid.

FYRST JULIAN.
Hvi rødmer hin stribe på panden? Nej, nej, – stryg ikke håret over. Hvad er det?

STEMMEN.
Tegnet.

FYRST JULIAN.
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt har din brøde båret?

STEMMEN.
Den herligste.

FYRST JULIAN.
Hvad kalder du den herligste.

STEMMEN.
Livet.

FYRST JULIAN.
Og livets grund?

STEMMEN.
Døden.

FYRST JULIAN.
Og dødens?

STEMMEN
(taber sig, som i et suk)
.

Ja, det er gåden!

FYRST JULIAN.
Borte!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(ser op)
.

Borte?

FYRST JULIAN.
Ja.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Kendte du ham?

FYRST JULIAN.
Ja.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvem var det?

FYRST JULIAN.
Kain.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Den vej altså! Forsk ikke mere!

FYRST JULIAN
(slår ud med hånden)
.

Den anden, Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!

FYRST JULIAN.
Den anden, siger jeg! Du har tilsvoret mig at komme tilbunds i visse ting. Den anden, Maximos! Jeg vil se ham; vil kende mine gæster!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven.)
Her frem og lad dig tilsyne, du villende slave, du, som hjalp ved den næste store verdensvending!

FYRST JULIAN
(stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden afværgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet)
:

Ikke nærmere!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(bortvendt)
.

Ser du ham?

FYRST JULIAN.
Ja.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvorledes ser du ham?

FYRST JULIAN.
Jeg ser ham som en rødskægget mand. Han har forrevne klæder og et reb om halsen. – – Tal til ham, Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du må tale.

FYRST JULIAN.
Hvad var du i livet?

EN STEMME
(lige ved ham)
.

Verdens-vognens tolvte hjul.

FYRST JULIAN.
Det tolvte? Det femte regnes alt for unyttigt.

STEMMEN.
Hvor var vognen rullet hen uden mig?

FYRST JULIAN.
Hvor rulled’ den hen ved dig?

STEMMEN.
Ind i forherligelsen.

FYRST JULIAN.
Hvi hjalp du?

STEMMEN.
Fordi jeg var villende.

FYRST JULIAN.
Hvad vilde du?

STEMMEN.
Hvad jeg måtte ville.

FYRST JULIAN.
Hvem kåred dig?

STEMMEN.
Mesteren.

FYRST JULIAN.
Var mesteren forud-vidende, da han kåred dig?

STEMMEN.
Ja, det er gåden!

(kort stilhed.)

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du tier?

FYRST JULIAN.
Han er her ikke mere.

MYSTIKEREN MAXIMOS
(ser op)
.

Kendte du ham?

FYRST JULIAN.
Ja.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Hvad hed han i livet?

FYRST JULIAN.
Judas Ischariotes.

MYSTIKEREN MAXIMOS
(springer op)
.

Afgrunden skyder blomster; natten forråder sig selv!

FYRST JULIAN
(skriger til ham)
.

Den tredje frem!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Han skal komme!
(svinger staven.)
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem, du tredje store frigivne under nødvendigheden!
(kaster sig atter ned på hyndet og vender sit ansigt bort.)
Hvad ser du?

FYRST JULIAN.
Jeg ser intet.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Og dog er han her.
(svinger staven igen.)
Ved salomons segl, ved øjet i trekanten, – jeg besværger dig, – lad dig tilsyne! – – Hvad ser du nu?

FYRST JULIAN.
Intet; intet!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(svinger atter staven)
.

Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet.)
Ah, lyn i natten! Jeg ser det; – al kunst er forgæves.

FYRST JULIAN
(rejser sig)
.

Hvorfor? Tal, tal!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Den tredje er ikke iblandt skyggerne endnu.

FYRST JULIAN.
Han lever?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Ja, han lever.

FYRST JULIAN.
Og her, sagde du –!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; – jeg véd ikke –

FYRST JULIAN
(trænger ind på ham)
.

Du lyver! Du bedrager mig! Her, her, sagde du –!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Slip min kappe!

FYRST JULIAN.
Altså du eller jeg! Men hvem af os?

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Slip kappen, Julian!

FYRST JULIAN.
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du er mere vidende end jeg. Hvad forkyndte røsten i lyset?

FYRST JULIAN.
Røsten i lyset –?
(med et skrig.)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Det tredje rige!

FYRST JULIAN.
Nej; og tusende gange nej! Vig, fordærver! Jeg siger mig løs fra dig og fra alt dit værk –

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Fra nødvendigheden?

FYRST JULIAN.
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke tjene den. Jeg er fri, fri, fri!