Complete Works of Henrik Ibsen (502 page)

(Larm udenfor: danserinderne og fløjtespillerne flygter.)

MYSTIKEREN MAXIMOS
(lytter mod højre)
.

Hvad skræk og skrig –?

FYRST JULIAN.
Der trænger fremmede mennesker ind i huset –

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!

FYRST JULIAN.
Vær rolig; os kan ingen ramme.

HUSMESTEREN EUTHERIOS
(kommer ilsomt over forgården)
.

Herre, herre!

FYRST JULIAN.
Hvem volder hin larm udenfor?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Fremmede mænd har omringet huset; de har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten med vold. Der kommer de, herre! Der er de!

(Quæstoren Leontes med et stort og pragtfuldt følge kommer ind fra højre.)

QUÆSTOREN LEONTES.
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min nådigste herre –

FYRST JULIAN
(et skridt tilbage)
.

Hvad ser jeg!

QUÆSTOREN LEONTES.
Dine tjenere vilde formene mig at slippe ind; og da det var mig så højst magtpåliggende –

FYRST JULIAN.
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!

QUÆSTOREN LEONTES.
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens udsending.

FYRST JULIAN
(bleg)
.

Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg, Leontes! Denne mand
(tyder mod Maximos)
er hos mig som læge.

QUÆSTOREN LEONTES.
Tillad mig, nådige herre –!

FYRST JULIAN.
Hvi trænger man voldsomt ind til mig? Hvad er det kejseren vil?

QUÆSTOREN LEONTES.
Han vil glæde dig, herre, med et stort og vigtigt budskab.

FYRST JULIAN.
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab du bringer.

QUÆSTOREN LEONTES
(knæler)
.

Min allerhøjeste herre, – prisende din og min egen lykke hilser jeg dig som Cæsar.

QUÆSTORENS FØLGE.
Længe leve Cæsar Julian!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Cæsar!

FYRST JULIAN
(viger med et udråb tilbage)
.

Cæsar! Stå op, Leontes! Hvad afsind taler du!

QUÆSTOREN LEONTES.
Jeg bringer kejserens bud.

FYRST JULIAN.
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?

QUÆSTOREN LEONTES.
O, spørg ikke.

FYRST JULIAN.
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor er Gallos?

QUÆSTOREN LEONTES
(står op)
.

Cæsar Gallos er hos sin elskede hustru.

FYRST JULIAN.
Død!

QUÆSTOREN LEONTES.
Salig hos sin hustru.

FYRST JULIAN.
Død; død! Gallos død! Død midt på sit sejrstog! Men når, – og hvor?

QUÆSTOREN LEONTES.
O, dyrebare herre, forskån mig –

GREGOR FRA NAZIANZ
(brydes med vagten ved indgangen)
.

Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. – Julian!

FYRST JULIAN.
Gregor, broder, – så kom du dog igen!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en pileregn over staden?

FYRST JULIAN.
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?

GREGOR FRA NAZIANZ.
For Kristi skyld, vis fristeren fra dig!

FYRST JULIAN.
Kejserens bud, Gregor!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Du vil træde på din broders blodige lig –

FYRST JULIAN.
Blodige –?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Véd du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.

FYRST JULIAN
(med sammenslagne hænder)
.

Myrdet!

QUÆSTOREN LEONTES.
Ah, hvo er denne forvovne –?

FYRST JULIAN.
Myrdet; myrdet!
(til Leontes.)
Han lyver dog?

QUÆSTOREN LEONTES.
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.

FYRST JULIAN.
Myrdet! – hvo myrded ham?

QUÆSTOREN LEONTES.
Hvad der er sked, var en nødvendighed, høje herre! Cæsar Gallos har misbrugt magten som en rasende her i Østerlandene. Hans stilling som Cæsar var ham ikke længer nok. Hans færd, både i Konstantinopel og andetsteds undervejs, viste tilfulde, hvad han pønsed på.

FYRST JULIAN.
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet vil jeg vide.

QUÆSTOREN LEONTES.
O, lad mig skåne dine broderlige øren.

FYRST JULIAN.
Mine broderlige øren kan tåle, hvad mine sønlige øren har tålt. Hvo dræbte ham?

QUÆSTOREN LEONTES.
Tribunen Skudilo, som ledsaged ham, fandt det rådeligt at lade ham henrette.

FYRST JULIAN.
Hvor? Dog ikke i Rom?

QUÆSTOREN LEONTES.
Nej, herre, det skede på rejsen did, – i staden Pola i Illyrien.

FYRST JULIAN
(bøjer sig)
.

Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af slægten, Gregor! Kejser Konstanzios er stor.

QUÆSTOREN LEONTES
(tager en purpurkåbe fra en af følget)
.

Høje Cæsar, værdiges at iføre dig –

FYRST JULIAN.
Rød! Væk med den! Var det den, han bar i Pola –?

QUÆSTOREN LEONTES.
Den er kommen ny fra Sidon.

FYRST JULIAN
(med et blik til Maximos)
.

Fra Sidon! Purpurklædningen –!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Apollinaris’s syn!

GREGOR FRA NAZIANZ.
Julian; Julian!

QUÆSTOREN LEONTES.
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren. Han lader dig sige, at han, barnløs som han er, håber, at du vil læge dette hans livs dybeste sår. Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det hans vilje, at du går som Cæsar til Gallien. De alemanske grænsefolk har sat over Rhin-strømmen og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget.

FYRST JULIAN.
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tegn imod tegn.

QUÆSTOREN LEONTES.
Hvorledes, høje Cæsar?

FYRST JULIAN.
Også mig er visse ting varslet; men dette –

GREGOR FRA NAZIANZ.
Sig nej, Julian! Det er fordærvelsens vinger de vil hæfte til dine skuldre.

QUÆSTOREN LEONTES.
Hvo er du, som trodser kejseren?

GREGOR FRA NAZIANZ.
Mit navn er Gregor; jeg er søn af biskoppen i Nazianz; – gør med mig, hvad I vil.

FYRST JULIAN.
Han er min ven og broder; ingen røre ham!

(En stor menneskesværm har imidlertid opfyldt forgården.)

BASILIOS FRA CÆSARÆA
(baner sig vej gennem mængden)
.

Tag ikke purpuret, Julian!

FYRST JULIAN.
Du også, min trofaste Basilios!

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –

FYRST JULIAN.
Hvad forfærder dig ved dette?

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
De rædsler, som vil komme.

FYRST JULIAN.
Ved mig skal riget grundfæstes.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Kristi rige?

FYRST JULIAN.
Kejserens store skønne rige.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Var det kejserens rige, som stod i lys for dit syn, da du som barn forkyndte læren fra de kappadokiske blodvidners grave? Var det kejserens rige, du drog fra Konstantinopel for at grundfæste på jorden? Var det kejserens rige –

FYRST JULIAN.
Tåger, tåger; – alt hint ligger bag mig som en vild drøm.

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Dig var det bedre, at du selv, med en møllesten om din hals, lå på havets bund, end at denne drøm skulde ligge bag dig. – Ser du ikke fristerens værk? Al jordens herlighed lægges for dine fødder.

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Tegn imod tegn, Cæsar!

FYRST JULIAN.
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside.)
Hvor fører du mig hen?

QUÆSTOREN LEONTES.
Til Rom, herre!

FYRST JULIAN.
Det spørger jeg ikke om. Hvor fører du mig hen; til lykken og magten, – eller til slagterbænken?

QUÆSTOREN LEONTES.
O, herre, en så hånende mistro –

FYRST JULIAN.
Gallos’s legeme er knapt rådnet endnu.

QUÆSTOREN LEONTES.
Jeg kan hæve alle tvil.
(tager et papir frem.)
Dette brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig i enrum –

FYRST JULIAN.
Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser.)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, – Helena til mig!

QUÆSTOREN LEONTES.
Kejseren skænker dig hende, herre! Han skænker dig denne elskede søster, som Cæsar Gallos forgæves bad om.

FYRST JULIAN.
Helena til mig! Det uopnålige vundet! – Men hun, Leontes –?

QUÆSTOREN LEONTES.
Ved afskeden tog han fyrstinden2 ved hånden og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde, og lad ham vide, at han altid har været den mand, som – –

2. fu: fystinden

FYRST JULIAN.
Videre, Leontes!

QUÆSTOREN LEONTES.
Med de ord taug hun, den tugtige og rene kvinde.

FYRST JULIAN.
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyrdes alt!
(han råber højt.)
Purpurkappen om mig!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Du har valgt?

FYRST JULIAN.
Valgt, Maximos!

MYSTIKEREN MAXIMOS.
Valgt, trods tegn imod tegn?

FYRST JULIAN.
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos, Maximos, du har været blind, du seende! – Purpurkåben om mig!

(Quæstoren Leontes ifører ham kåben.)

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Det er sked!

MYSTIKEREN MAXIMOS
(mumler for sig selv, med oprakte hænder)
.