Complete Works of Henrik Ibsen (503 page)

Sejr og lys over den villende!

QUÆSTOREN LEONTES.
Og nu til statholderens bolig; folket vil hilse Cæsar.

FYRST JULIAN.
Cæsar bliver i sin ophøjelse, hvad han var, – den fattige visdomselsker, der tog alt af kejserens nåde. – Til statholderens bolig, I venlige herrer!

STEMMER BLANDT QUÆSTORENS FØLGE.
Plads, plads for Cæsar Julian!

(Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun Gregor og Basilios blir stående.)

BASILIOS FRA CÆSARÆA.
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os holde sammen.

GREGOR FRA NAZIANZ.
Her er min hånd.

FJERDE AKT

(Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats „De varme bade” udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.)

(Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en armstol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står overfor hende og holder forhænget tilside.)

FYRSTINDE HELENA.
Hvilken stimmel! Hele staden strømmer dem imøde. – Hyss! Myrrha, – hører du ikke fløjter og trommer?

SLAVINDEN MYRRHA.
Jo, jeg synes visst –

FYRSTINDE HELENA.
Du lyver! Larmen er for stærk; du kan intet høre.
(springer op.)
O, denne marterfulde usikkerhed! Ikke at vide, om han kommer som sejrherre eller som flygtning.

SLAVINDEN MYRRHA.
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo altid kommen som sejrherre.

FYRSTINDE HELENA.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle disse krydsende rygter. Hvis Cæsar var kommen som sejrherre, hvorfor skulde han da have skikket hint brev til stadsforstanderne og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger udenfor portene?

SLAVINDEN MYRRHA.
O, du véd jo, herskerinde, hvor lidet din høje husbond tragter efter slige ting.

FYRSTINDE HELENA.
Ja, ja, det er vel sandt. Og hvis han havde lidt noget nederlag – i Rom måtte man jo vide det – mon kejseren da havde skikket os denne udsending, som må kunne være her endnu idag, og hvis ilbud har bragt mig alle disse rige smykker og gaver? Ah, Eutherios! Nu, nu?

HUSMESTEREN EUTHERIOS
(fra baggrunden)
.

Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare noget pålideligt –

FYRSTINDE HELENA.
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv må dog vide –

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Det er kun barbariske hjælpetropper, som rykker ind, – Bataver og andre, – og de véd intet.

FYRSTINDE HELENA
(vrider sine hænder)
.

O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag –
(lytter og skriger ud.)
Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian; min elskede!

CÆSAR JULIAN
(i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden)
.

Helena!

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Min høje Cæsar!

CÆSAR JULIAN
(favner fyrstinden med voldsomhed)
.

Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!

FYRSTINDE HELENA.
Slagen! Forfulgt!

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Herre!

CÆSAR JULIAN.
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra kejseren?

HUSMESTEREN EUTHERIOS.
Nej, herre; men der er en udsending ivente.

CÆSAR JULIAN.
Gå, gå!
(til slavinden.)
Væk med dig.

(Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.)

FYRSTINDE HELENA
(synker ned i armstolen)
.

Så er det da ude med os!

CÆSAR JULIAN
(trækker forhænget sammen)
.

Hvem véd. Blot varsom, så kan uvejret endnu –

FYRSTINDE HELENA.
Efter et sådant nederlag –?

CÆSAR JULIAN.
Nederlag? Hvad taler du om, min elskede?

FYRSTINDE HELENA.
Har ikke Alemanerne slåt dig?

CÆSAR JULIAN.
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig levende igen.

FYRSTINDE HELENA
(springer op)
.

Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?

CÆSÆR JULIAN
(sagte)
.

Det værste, Helena; – en umådelig sejr.

FYRSTINDE HELENA
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har sejret, og dog –?

CÆSAR JULIAN.
Du kan ikke fatte, hvorledes jeg står. Du kender kun den gyldne yderside af al en Cæsars elendighed.

FYRSTINDE HELENA.
Julian!

CÆSAR JULIAN.
Kan du fortænke mig i, at jeg har dulgt sligt for dig? Bød ikke både pligt og skam, at –? Ah, – hvad er det? Hvilken forandring –!

FYRSTINDE HELENA.
Hvad? Hvad?

CÆSAR JULIAN.
Hvilken forandring med dig i disse måneder! Helena, har du været syg?

FYRSTINDE HELENA.
Nej, nej; men sig mig –?

CÆSAR JULIAN.
Jo, du har været syg! Du må være syg endnu; – disse feberhede tindinger, disse blåbrune ringe om øjnene –

FYRSTINDE HELENA.
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian! Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende bønner til den højt velsignede på korsets træ –

CÆSAR JULIAN.
Skån dig, du dyrebare; det er jo dog hel usikkert, om denne nidkærhed frugter så meget.

FYRSTINDE HELENA.
Fy; dit sind er ikke fromt. – Men tal om dine egne sager, Julian! Jeg beder dig, dølg intet for mig.

CÆSAR JULIAN.
Der kan intet dølges længer. Siden kejserindens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed det, at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne sig til at bære krigsrustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne, så måtte jeg høre, at jeg burde kunnet opnå mere.

FYRSTINDE HELENA.
Men alle dine venner i hæren –

CÆSAR JULIAN.
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke én, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du, jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting.

FYRSTINDE HELENA.
Ah, Julian!

CÆSAR JULIAN
(går op og ned)
.

Kunde jeg blot komme deres rænker på spor! Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som Cæsar. Véd du vel, Helena, at den spiseseddel, min kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget deri, hverken lægge til eller tage fra!

FYRSTINDE HELENA.
Og alt dette har du båret hemmeligt –!

CÆSAR JULIAN.
Alle véd det, uden du. Alle spotter over Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil ikke bære det!

FYRSTINDE HELENA.
Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har rygtet overdrevet –?

CÆSAR JULIAN.
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss; hvad var det?
(lytter mod døren.)
Nej, nej; jeg syntes kun –. Jeg tør sige, at jeg i disse måneder har udrettet alt, hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Knodomar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden han havde fåt samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til angreb.

FYRSTINDE HELENA.
Min helt, min Julian!

CÆSAR JULIAN.
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus drev barbarerne mere og mere østligt imod floden; Bataverne, vore bundsforvante, under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Knodomar mærked, at der var al fare, søgte han at undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men før det kunde ske, lod jeg Florentius møde ham med prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt, men visst er det, at forræderi eller misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som kasted sig til jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene –

FYRSTINDE HELENA.
Men slagenes Gud var med dig!

CÆSAR JULIAN.
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel.

FYRSTINDE HELENA.
Julian! O, du elsker mig ikke!

CÆSAR JULIAN.
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom, min elskede! Det var som om en lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd.

FYRSTINDE HELENA.
O, jeg ser det; jeg ser det! Velsignede frelser; det var dig, som atter udsendte mordenglene fra den mulviske bro!

CÆSAR JULIAN.
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i, der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig.

FYRSTINDE HELENA.
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig tryg?

CÆSAR JULIAN
(nølende)
.

Efter sejren, endnu samme aften, indtraf et tilfælde, en ubetydelighed –

FYRSTINDE HELENA.
Et tilfælde?

CÆSAR JULIAN.
Jeg vil helst kalde det så. I Athen grubled vi så meget over Nemesis. – Min sejr var så overvældende stor, Helena; min stilling var ligesom kommen ud af ligevægt; jeg véd ikke –

FYRSTINDE HELENA.
O, tal dog; du ængster mig!

CÆSAR JULIAN.
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med, at jeg skulde flåes levende, når jeg faldt i hans hænder. Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælvende over hele legemet; knækket af ulykken, således, som det er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.

FYRSTINDE HELENA.
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte du ham, min elskede?

CÆSAR JULIAN.
Jeg kunde ikke dræbe denne mand. Jeg tilsagde ham sikkerhed og loved at sende ham som fange til Rom.

FYRSTINDE HELENA.
Uden at pine ham?

CÆSAR JULIAN.
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, – jeg fatter ikke, hvorledes det gik til, – i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige kejser!