Complete Works of Henrik Ibsen (395 page)

SIGURD.
Så var engang min fagreste drøm, nu er det for sent; Gunnar og Dagny står mellem os, og der har de begge ret til at stå. Jeg ødte min unge elskov for Gunnars skyld; – skal jeg bære kviden derved, så må ikke min gerning være fåfængt. Og nu Dagny; – troskyldig og fuld af lid foer hun fra hjem og frænder; ingen tid må hun tænke, at jeg længtes mod Hjørdis, så tidt hun tog mig i favn.

HJØRDIS.
Og for slig sags skyld vil du lægge en tyngsel på dit liv! Hvad fik du da kraft og styrke til, og derhos alle sindets ypperlige gaver? Og mener du det nu længer kan være sømmelig lod for mig at sidde på Gunnars gård? Nej, Sigurd, tro du mig, her er mangt at tage hånd i for en mand som du. Erik styrer Norges rige, rejs dig mod ham; mange gode kæmper vil stille sig hen som dine håndgangne mænd; med utvingelig magt vil vi gå frem, stride og virke, og aldrig hvile før du sidder på Hårfagers kongestol!

SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis, så har jeg drømt i min vilde ungdom; lad det være glemt; – frist mig ikke!

HJØRDIS
(med højhed)
.
Det er nornens råd, at vi to skal holde sammen; det kan ej ændres; grant ser jeg nu mit hverv i livet: at gøre dig berømmelig over alle lande. Du har stået for mig hver dag, hver time jeg leved her; jeg vilde rive dig ud af mit sind, men mægted det ikke; nu gøres det ej nødigt, nu da jeg véd du elsker mig.

SIGURD
(med tvungen kulde)
.
Hvis så er, – da vid, – jeg har elsket dig; nu er det forbi; – jeg har glemt de dage.

HJØRDIS.
Sigurd, der lyver du! Såmeget er jeg værd, at har du engang elsket mig, da kan du aldrig glemme det.

SIGURD
(heftigt)
.
Det må jeg; det vil jeg nu!

HJØRDIS.
Lad så være; men du kan det ikke! Hindre mig vil du; det lykkes ej; endnu før kvæld skal Gunnar og Dagny vide alt.

SIGURD.
Ha, det gør du ikke!

HJØRDIS.
Det gør jeg!

SIGURD.
Da måtte jeg kende dig ilde; højsindet tyktes du mig før at være.

HJØRDIS.
Onde dage føder onde tanker; for stor er den lid, du har sat til mig. Jeg vil, jeg må følge dig, – ud i livet og i striden; det er mig for lavt under loftet i Gunnar herses stue!

SIGURD
(med eftertryk)
.
Men hæder mellem mænd har du dog skattet højt; der er skellig grund til strid mellem mig og Gunnar. Ifald nu han faldt for min hånd, – vilde du endda røbe alt og følge mig?

HJØRDIS
(studsende)
.
Hvi spørger du så?

SIGURD.
Svar mig først; hvad vilde du gøre, ifald jeg blev din husbonds banemand?

HJØRDIS
(ser stivt på ham)
.
Da måtte jeg tie og aldrig hvile, før jeg havde fået dig fældet.

SIGURD
(med et smil)
.
Godt, Hjørdis; – det vidste jeg vel.

HJØRDIS
(hastigt)
.
Men så kan ej ske!

SIGURD.
Det må ske; selv har du nu kastet tærning om Gunnars liv og om mit!
(Gunnar med nogle huskarle fra baggrunden.)

GUNNAR
(mørk, til Hjørdis)
.
Se så; nu spirer den sæd du har sået!

SIGURD
(nærmer sig)
.
Hvad går dig imod?

GUNNAR.
Sigurd, er det dig? Hvad der går mig imod? Ikke andet, end jeg vel måtte vente. Såsnart Dagny, din hustru, havde båret bud om Kåre bonde, så tog jeg min hest og red til mine grander for at søge hjælp mod ham.

HJØRDIS
(spændt)
.
Nu?

GUNNAR.
Tvær lød talen hvorhelst jeg kom; min færd mod Kåre var lidet hæderlig, blev der sagt; – hm, der blev sagt andre ting med, som jeg ikke kan nævne; – jeg er jo en forhånet mand; det er mig påsagt, at jeg har øvet nidingsværk; det holdes nu for skændsel at dele sag med mig.

SIGURD.
Længe skal ikke det holdes for skændsel; før kvælden kommer skal du være mandstærk nok mod Kåre.

GUNNAR.
Sigurd!

HJØRDIS
(sagte, triumferende)
.
Ha, det vidste jeg nok!

SIGURD
(med tvungen styrke)
.
Men så er også freden ude mellem os; thi hør nu mit ord, Gunnar herse, – du har fældet Thorolf, min hustrus frænde, og derfor stævner jeg dig til holmgang imorgen, såsnart solen rinder!

HJØRDIS
(gør i heftig indre bevægelse et skridt henimod Sigurd, men fatter sig og bliver ubevægelig stående under det følgende)
.

GUNNAR
(i højeste overraskelse)
.
Til holmgang –! Mig! – Du skemter, Sigurd!

SIGURD.
Til holmgang er du lovligt stævnet; det blir et brikkespil på liv og død; en af os må falde!

GUNNAR
(bittert)
.
Ha, jeg skønner det vel. Du var til enetale med Hjørdis, da jeg kom; hun har ægget dig påny!

SIGURD.
Kan hænde!
(halvt mod Hjørdis.)
Højsindet kvinde må jo værge om sin husbonds hæder.
(til mændene i baggrunden.)
Og I, karle, gå nu til Gunnars grander og sig dem, at imorgen skifter han sværdhug med mig; ræd vil ingen nævne den mand, som bærer våben på Sigurd viking!
(Karlene går ud i baggrunden.)

GUNNAR
(går raskt hen til Sigurd og trykker hans hænder i stærk bevægelse)
.
Sigurd, min bolde broder, nu først forstår jeg dig! Du vover nu livet for min hæder, som du fordum voved det for min lykke!

SIGURD.
Tak din hustru; hun har mest del i min færd. Imorgen når Solen rinder –

GUNNAR.
Jeg møder dig.
(blød.)
Fosterbroder, vil du have et godt sværd af mig; det er en kostelig gave.

SIGURD.
Tak; men lad det hænge; – ingen véd, om jeg næste kvæld har brug for det.

GUNNAR
(ryster hans hånd)
.
Farvel, Sigurd!

SIGURD.
Farvel igen og lykke til værket!
(De skilles, Gunnar går ud til venstre, Sigurd kaster et blik på Hjørdis og går ud i baggrunden.)

HJØRDIS
(efter en pause, sagte og tankefuld)
.
Til holmgang imorgen? Hvem vil falde?
(tier lidt og udbryder derpå, som greben af en stærk beslutning.)
Lad falde hvem der vil, – Sigurd og jeg skal endda blive sammen!

FJERDE AKT

(Ved strandbredden. Det er aften; månen ses fra og til mellem mørke sønderrevne uvejrsskyer. I baggrunden en sort, nylig opkastet gravhaug.)

(Ørnulf sidder på en sten til højre i forgrunden med blottet hoved, albuerne hvilende på knæerne og med ansigtet skjult i sine hænder. Hans mænd graver ved haugen, nogle lyser med tyrifakler. Efter et kort ophold kommer Sigurd og Dagny ud fra bådhuset, hvor en stokild brænder.)

DAGNY
(dæmpet)
.
Der sidder han endnu.
(holder Sigurd tilbage.)
Nej, tal ikke til ham!

SIGURD.
Du har ret; det er for tidligt; lad ham heller sidde med sig selv.

DAGNY
(går over mod højre og betragter faderen med stille sorg)
.
Så stærk var han igår, da han tog Thorolfs lig på ryggen; stærk var han, mens de grov på haugen; men da de alle var lagt derinde, og jord og stene kastet over, – da tog sorgen ham; da var det som han sluknede.
(tørrer tårerne af.)
Sig mig, Sigurd, når tænker du at fare hjem til Island?

SIGURD.
Såsnart uvejret stilner af og jeg får endt min handel med Gunnar herse.

DAGNY.
Og så vil du købe land og bygge dig en gård og aldrig fare i leding mere?

SIGURD.
Ja ja, – det har jeg lovet dig.

DAGNY.
Og jeg tør forvisst tro, at Hjørdis bedrog mig, da hun sagde, at jeg lidet var dig værdig til viv?

SIGURD.
Ja ja, Dagny, lid du på mit ord.

DAGNY.
Så er jeg glad igen og vil prøve at glemme alt det onde værk, som her er øvet. I de lange vinterkvælde vil vi tale sammen om Gunnar og Hjørdis, og –

SIGURD.
Nej, Dagny, vil du vel mod os begge, så nævn aldrig Hjørdis, når vi sidder hjemme på Island!

DAGNY
(mildt bebrejdende)
.
Ubilligt er dit had til hende. Sigurd, Sigurd, det ligner dig lidet!

EN AF MÆNDENE
(nærmer sig)
.
Se så, nu er haugen istand.

ØRNULF
(ligesom opvågnende)
.
Haugen? Er den – nå ja –

SIGURD.
Tal nu til ham, Dagny!

DAGNY
(nærmer sig)
.
Fader, det er koldt herude; det trækker op til uvejr inat.

ØRNULF.
Hm; bryd dig ikke om det; haugen er bygget tæt og godt; de ligger lunt derinde.

DAGNY
Ja, men du –

ØRNULF.
Jeg? Jeg fryser ikke.

DAGNY.
Du har intet spist idag; vil du ikke gå ind? Natverdsbordet står rede.

ØRNULF.
Lad natverdsbordet stå; jeg er ikke sulten.

DAGNY.
Men at sidde her så stille; tro mig, det båder dig ikke; du er lidet vant til det.

ØRNULF.
Vel sandt; der er noget, som klemmer mig for bringen; jeg kan ikke trække vejret.
(han skjuler igen ansigtet med sine hænder. Ophold. Dagny sætter sig hos ham.)

DAGNY.
Imorgen ruster du vel dit skib og farer med til Island?

ØRNULF
(uden at se op)
.
Hvad skal jeg der? Nej, jeg vil til mine sønner.

DAGNY
(smerteligt)
.
Fader!

ØRNULF
(løfter hovedet)
.
Gå ind, og lad mig sidde; har uvejret legt om mig en nat eller to, så er det gjort, tænker jeg.

SIGURD.
Sligt kan du ikke tænke på!

ØRNULF.
Undres dig, at jeg vil hvile! Mit dagværk er jo endt; jeg har højlagt mine sønner.
(heftigt.)
Gå fra mig! – Gå, gå!
(han skjuler igen sit ansigt.)

SIGURD
(sagte til Dagny, som rejser sig)
.
Lad ham sidde lidt endnu.

DAGNY.
Nej, jeg får friste et råd til; – jeg kender ham.
(til Ørnulf.)
Dit dagværk er endt, siger du; det er det dog ikke. Højlagt har du dine sønner; – men du er jo skald; det sømmer sig at kvæde til deres minde.

ØRNULF
(hovedrystende)
.
Kvæde? Nej, nej; igår kunde jeg det; idag er jeg for gammel.

DAGNY.
Det må du dog; hæderlige mænd var dine sønner alle; et kvæde må siges om dem, og det kan ingen i ætten uden du.

ØRNULF
(ser spørgende på Sigurd)
.
Kvæde? Hvad tykkes dig, Sigurd?

SIGURD.
Mig tykkes, at så er billigt; du får gøre som hun siger.

DAGNY.
Ilde vil det tykkes dine grander på Island, når arveøllet skal drikkes over Ørnulfs ætlinge, og intet kvad er digtet. Til at følge dine sønner har du tid nok.

ØRNULF.
Nu ja, jeg vil prøve det; og du, Dagny, lyt til, at du siden kan riste kvadet på kævle!
(Mændene nærmer sig med faklerne, så at der dannes en gruppe om ham; han tier lidt og tænker sig om, derpå siger han:)
Sind, som svær-mod stinger,
savner Brages glæde;
sorgfuld skald så såre
kvides ved at kvæde.
Skaldeguden skænked
evne mig at sjunge; –
klinge lad min klage
for mit tab, det tunge!
(rejser sig.)
Harmfuld norne hærged
hårdt mig verdens veje,
listed lykken fra mig,
ødte Ørnulfs eje.
Sønner syv til Ørnulf
blev af guder givet; –
nu går gubben ensom,
sønneløs i livet.
Sønner syv, så fagre,
fostret mellem sværde,
værned vikings hvide
hår, som gævest gærde.
Nu er gærdet jævnet,
mine sønner døde;
glædeløs står gubben,
og hans hus står øde.
Thorolf, – du, min yngste!
Boldest blandt de bolde!
Lidet gad jeg klage,
fik jeg dig beholde!
Vén du var, som våren,
mod din fader kærlig,
arted dig at ældes
til en helt så herlig.
Ulivs-sår, usaligt,
værste ve mon volde,
har min gamle bringe
klemt, som mellem skjolde.
Nidsyg norne nødig
nægted mig sit eje, –
dryssed smertens rigdom
over Ørnulfs veje.
Vegt er visst mit værge.
Fik jeg guders evne,
én da blev min idræt:
nornens færd at hævne.
Én da blev min gerning:
nornens fald at friste, –
hun, som har mig røvet
alt – og nu det sidste!
Har hun alt mig røvet?
Nej, det har hun ikke;
tidligt fik jo Ørnulf
Suttungs mjød at drikke.
(med stigende begejstring.)
Mine sønner tog hun;
men hun gav min tunge
evnen til i kvæder
ud min sorg at sjunge.
På min mund hun lagde
sangens fagre gave; –
lydt da lad den klinge,
selv ved sønners grave!
Hil jer, sønner gæve!
Hil jer, der I rider!
Gudegaven læger
verdens ve og kvider!
(han trækker et dybt åndedrag, stryger håret fra panden og siger roligt)
:
Se så; nu er Ørnulf stærk og sund igen.
(til mændene.)
Kom med til natverdsbordet, drenge; vi har havt et tungt dagværk!
(går med karlene ind i bådhuset.)

DAGNY.
Priset være de høje i himlen, som skænkte mig så godt et råd!
(til Sigurd)
Vil du ikke gå ind?

SIGURD.
Nej, jeg har liden lyst. Sig mig, er alle ting rede til imorgen?

DAGNY.
Det er de; et silkesømmet lin ligger inde på bænken; men jeg véd forvisst, at du vil stå dig mod Gunnar, så jeg har ej grædt derved.

SIGURD.
Det give alle gode magter, at du aldrig må græde for min skyld.
(han standser og ser ud.)

DAGNY.
Hvad lytter du på?

SIGURD.
Hører du ikke – der!
(peger til venstre.)

DAGNY.
Jo, der går som et sælsomt uvejr over havet!

SIGURD
(idet han går lidt op mod baggrunden)
.
Hm, der vil nok regne hårde hagl i det uvejr.
(råber.)
Hvem kommer?

KÅRE BONDE
(udenfor til venstre)
.
Kendte folk, Sigurd viking!
(Kåre bonde med en flok bevæbnede mænd fra venstre.)

SIGURD.
Hvor agter I jer hen?

KÅRE.
Til Gunnar herses gård!

SIGURD.
Med ufred?

KÅRE.
Ja, det kan du lide på! Du hindred mig før; men nu tænker jeg det er dig kært nok!

SIGURD.
Kan vel være.

KÅRE.
Jeg har hørt om din handel med Gunnar; men går det som jeg vil, så kommer han med vege våben til mødet.

SIGURD.
Det er vovsomt værk du pønser på; agt dig, bonde!

KÅRE
(med trodsig latter)
.
Lad mig om det; vil du takle dit skib inat, så skal vi lyse op for dig! – Kom, alle mand, se her går vejen!
(de går alle ud til højre i baggrunden.)

DAGNY.
Sigurd, Sigurd, den ufærd må du hindre!

SIGURD
(går rask hen til døren og råber ind)
:
Op fra bordet, Ørnulf; tag hævn over Kåre bonde!

ØRNULF
(kommer ud med de øvrige)
.
Kåre bonde, – hvor er han?

SIGURD.
Han stævner mod Gunnars gård for at brænde folkene inde!

ØRNULF.
Ha, ha, – lad ham det, så får jeg hævn over Gunnar og Hjørdis med det samme; siden vil jeg søge Kåre.

SIGURD.
Nej, det er gavnløst råd; Kåre må du søge inat, hvis du vil ramme ham; thi er udåden øvet, så stævner han tilfjelds. Gunnar har jeg æsket til holmgang; han er dig viss nok, ifald ikke jeg selv – nå ja, ligegodt, – inat må han skærmes mod sine uvenner; ilde var det, om slig ugerningsmand, som Kåre, tog hævnen fra mig!

ØRNULF.
Sandt siger du der. Inat vil jeg skærme Thorolfs bane; men imorgen må han fældes!

SIGURD.
Han eller jeg, – det kan du lide på!

ØRNULF.
Så kom da til hævn for Ørnulfs æt!
(han går med mændene til højre i baggrunden.)

SIGURD.
Dagny, følg med; – jeg må blive; thi rygtet om tvekampen er alt på vandring mellem folk, og jeg kan ikke møde Gunnar før tiden kommer; men du, – styr og råd din fader; hæderligt må han fare frem; i Gunnars gård er mange kvinder; ingen mén må voldes Hjørdis eller de andre.

DAGNY.
Ja ja, jeg vil med. På Hjørdis tænker du dog; tak for det hjertelag!

SIGURD.
Gå, gå, Dagny!

DAGNY.
Jeg går; men for Hjørdis kan vi være trygge: hun har gyldne hærklæder i buret, og værger sig nok selv.

SIGURD.
Det tænker jeg med; men gå du endda; styr din faders færd; våg over alle og – over Gunnars hustru?

DAGNY.
Lid på mig. Vel mødt igen!
(hun går efter de forrige.)

SIGURD.
Det er første gang, fosterbroder, at jeg står våbenløs, mens du er stedt i fare.
(lytter.)
Jeg hører skrig og sværdhug; – de er alt ved gården.
(vil over til højre, men standser og viger forbauset tilbage.)
Hjørdis! Hun kommer hid!
(Hjørdis, klædt i kort rød skarlagenskjortel, med gyldne våbenstykker: hjelm, pandser, arm-og benskinner. Hendes hår er udslået; på ryggen bærer hun et kogger, og ved beltet et lidet skjold; i hånden har hun buen med hårsnoren.)

HJØRDIS
(ilsomt og seende sig tilbage, som om hun ængstedes af noget, der forfulgte hende, går tæt hen til Sigurd, tager ham ved armen og siger dæmpet)
:
Sigurd, Sigurd, kan du se den?

SIGURD.
Hvem? Hvor?

HJØRDIS.
Ulven der – lige ved; den rører sig ikke; den ser på mig med to røde øjne! – Det er min fylgje, Sigurd! Tre gange har den vist sig for mig; det betyder, at jeg visselig skal dø inat!

SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS.
Der sank den i jorden! Ja, ja, nu har den varslet mig.

SIGURD.
Du er syg; kom og gå ind!