Complete Works of Henrik Ibsen (394 page)

DAGNY
(smerteligt studsende)
.
Ha, du mener at –?

HJØRDIS.
Se, derfor har du vel vist dig stolt og højsindet, krævet hæder af alle, på det at Sigurd kunde hædres ved dig; – ej så?

DAGNY.
Nej, Hjørdis, men –

HJØRDIS.
Til stordåd har du dog ægget ham, fulgt ham i hærklæder, og fundet det godt at være, hvor striden brændte som stærkest; – har du ikke?

DAGNY
(dybt bevæget)
.
Nej, nej!

HJØRDIS.
Har du da været ræd af sind, så at Sigurd voldtes skam derved?

DAGNY
(overvældet)
.
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS
(hånligt smilende)
.
Men gode var dine kår i al den tid; – mener du, at Sigurd kan sige det samme!

DAGNY.
Lad mig være. Ve mig; du har gjort mig for klog på mig selv!

HJØRDIS.
Et skemtsomt ord, så græder du straks! Tænk nu ikke mere på det. Se her, hvad jeg har gjort idag;
(tager nogle pile fra bordet)
– hvor spidse og skarpe, du! Ej sandt, jeg forstår mig godt på at hvæsse pile!

DAGNY.
Og på at bruge dem med; du rammer sikkert, Hjørdis! Alt det du nys har sagt mig, – på det tænkte jeg aldrig før.
(heftigere.)
Men at Sigurd –! At jeg i al den tid skulde gjort ham livet tungt og uhæderligt; – nej, nej, det kan ikke være sandt!

HJØRDIS.
Nå, nå, trøst dig, Dagny; det er jo heller ikke sandt. Ja, var Sigurd endnu tilsinds, som i fordums dage, da kunde det så være; dengang stod al hans hu og higen til at blive den ypperste mand i landet; – nu nøjes han med ringere lykke.

DAGNY.
Nej, Hjørdis, Sigurd er storsindet nu som før; jeg ser det vel, jeg er ikke den rette hustru for ham; han har dulgt det for mig; men således skal det ikke blive ved.

HJØRDIS.
Hvad vil du?

DAGNY.
Jeg vil ikke hænge som en tyngsel ved hans færd; jeg vil ikke længere være ham hinderlig.

HJØRDIS.
Du tænker da på –?

DAGNY.
Stille, der kommer folk!
(En huskarl fra baggrunden.)

KARLEN.
Sigurd viking kommer til gården!

HJØRDIS.
Sigurd! Så lad Gunnar kalde hid.

KARLEN.
Gunnar red ud for at samle sine grander; thi Kåre bonde vil –

HJØRDIS.
Godt, godt, det véd jeg; gå da!
(Karlen går; til Dagny, der ligeledes vil gå.)
Hvor vil du hen?

DAGNY.
Ud for ikke at træffe Sigurd. Det bliver vel til det, at vi må skilles, det skønner jeg nok; men nu at stedes til møde med ham, – nej, nej, det kan jeg ikke.
(går ud til venstre.)

HJØRDIS
(ser en stund taus efter hende)
.
Og hende var det jeg vilde –
(fortsætter tanken ved et blik på buesnoren.)
Ringe hævn havde det været; – nej, nu hug jeg bedre til! Hm; det er tungt at dø, men stundom er det dog værre at leve!
(Sigurd fra baggrunden.)

HJØRDIS.
Det er Gunnar du søger, kan jeg tænke; sæt dig ned, ret nu kommer han.
(vil gå.)

SIGURD.
Nej bliv; det er dig jeg søger mere end ham.

HJØRDIS.
Mig?

SIGURD.
Og vel var det, jeg traf dig alene.

HJØRDIS.
Kommer du for at krænke mig, så er det dig visst lidet hinderligt, om stuen stod fuld både af mænd og kvinder.

SIGURD.
Å ja, jeg kender så godt de tanker du har om mig.

HJØRDIS
(bittert)
.
Jeg gør dig uret kan hænde! Nej, nej, Sigurd, forgiftig har du været for alle mine levedage. Kom ihu, det var dig, som øved hin skændige list; det var dig, som sad hos mig i buret, gøgled elskov mens du listeligt lo derved, slængte mig bort til Gunnar, thi for ham var jeg god nok endda, – og foer så fra landet med den kvinde, du havde kær!

SIGURD.
Mangt værk mægter mænds vilje at fremme; men de store gerninger styres af skæbnen, – så er det gået med os to.

HJØRDIS.
Vel sandt; onde norner råder over verden; men deres magt er ringe, ifald de ikke finder hjælpere i vort eget bryst. Lykken times den, der er stærk nok til at stævne i strid mod nornen; – det er det jeg nu vil gøre.

SIGURD.
Hvad mener du?

HJØRDIS.
Jeg vil vove en styrkeprøve med dem – med dem, som er over mig. Men lad os ikke tale mere om det; jeg har meget at gøre idag.
(hun sætter sig ved bordet.)

SIGURD
(efter et kort ophold)
.
Du virker gode våben for Gunnar.

HJØRDIS
(med et stille smil)
.
Ikke for Gunnar, men mod dig.

SIGURD.
Det må vel komme ud på et.

HJØRDIS.
Å ja, det må vel så; thi er jeg nornen voksen, da skal du og Gunnar sent eller tidligt –
(holder inde, læner sig bagover mod bordet, ser smilende på ham og siger med forandret udtryk i stemmen:)
Hm; véd du, hvad mig stundom tykkes? Tidt finder jeg min fryd ved at male mig lystelige billeder i sindet; jeg sidder da og lukker øjnene og tænker: Nu kommer Sigurd hin stærke til landet; – han vil brænde os inde, mig og min husbond. Alle Gunnars mænd er faldne; kun han og jeg er igen; – de tænder taget udenfra; – „Et bueskud,” siger Gunnar, „et eneste kan frelse os;” – da brister snoren – „Hjørdis, skær en fletning af dit hår og gør en buesnor deraf, – det gælder livet!” – Men jeg ler – „Lad brænde, lad brænde – livet er mig ikke en håndfuld hår værd!”

SIGURD.
Der er en sælsom magt i al din tale.
(nærmer sig.)

HJØRDIS
(ser koldt på ham)
.
Du sætter dig hos mig?

SIGURD.
Du tænker jeg er dig gram af hjertet. Hjørdis, det er sidste gang vi tales ved; der er noget, som nager mig lig en sot, og på den vis kan jeg ikke rejse; du må kende mig bedre.

HJØRDIS.
Hvad vil du?

SIGURD.
Fortælle dig en saga.

HJØRDIS.
Er den tung?

SIGURD.
Tung, som livet selv.

HJØRDIS
(bittert)
.
Véd du, at livet kan være tungt?

SIGURD.
Døm om det, når min saga er ude.

HJØRDIS.
Så fortæl; jeg arbejder imens.
(han sætter sig på en liden krak ved hendes højre side.)

SIGURD.
Der var engang to unge hærmænd, som sejled fra Norge for at vinde gods og hæder; de havde tilsagt hinanden venskab, og holdt ærligt sammen så vide de end foer om.

HJØRDIS.
Og de to unge hærmænd hed Sigurd og Gunnar?

SIGURD.
Å ja, vi kan kalde dem så. Langt om længe kom de til Island; der bode en gammel landnamsmand, som var faret fra Norge i kong Haralds tider. Han havde to fagre kvinder i sit hus; men den ene, hans fosterdatter, var dog den ypperligste; thi hun var forstandig og stærk af sind, og hærmændene talte om hende mellem sig, og ingen af dem havde set fagrere kvinde, så tyktes dem begge.

HJØRDIS
(spændt)
.
Begge? Vil du spotte mig!

SIGURD.
Gunnar tænkte på hende nat og dag, og det gjorde nok Sigurd med; men begge taug, og på hende var ikke at mærke, om Gunnar hued hende; men at hun ej var Sigurd god, det var lettere at skønne.

HJØRDIS
(åndeløs)
.
Bliv ved, det beder jeg –!

SIGURD.
Dog, desmere måtte Sigurd tænke på hende; men det var der ingen som vidste om. Da hændte det sig en kvæld, at der var drikkelag, og svor da hin stolte kvinde, at ingen mand skulde eje hende, uden den, der øved et storværk, som hun nævnte. Højt slog da Sigurds bryst af fryd; thi han kendte kraft i sig til at øve dåden; men Gunnar tog ham i enrum, nævnte om sin elskov; – Sigurd taug med sin, og gik så til –

HJØRDIS
(udbrydende)
.
Sigurd, Sigurd!
(betvinger sig)
Og den saga – er den sand?

SIGURD.
Det er den. En af os måtte jo vige; Gunnar var min ven; på anden vis kunde jeg ikke handle. Således blev du Gunnars viv, og jeg fæsted en anden kvinde.

HJØRDIS.
Og fik hende kær?

SIGURD.
Jeg lærte at skatte hende; men der er kun én kvinde, som Sigurd har elsket, og det er den kvinde, som var ham gram fra den første dag de mødtes.
(rejser sig.)
Her ender min saga, lad os skilles nu. – Farvel, Gunnar herses hustru; vi mødes aldrig mere.

HJØRDIS
(springer op)
.
Nej bliv! Ve os begge; Sigurd, hvad har du gjort!

SIGURD
(studsende)
.
Jeg gjort? Hvad fattes dig?

HJØRDIS.
Og alt det siger du mig nu! Men nej, – det kan ej være sandhed!

SIGURD.
Det er sidste gang vi tales ved; hvert ord er sandhed; – du skulde lære at dømme mig mildere, derfor måtte jeg tale nu.

HJØRDIS
(folder uvilkårligt hænderne og ser på ham i stille forbauselse)
:
Elsket – elsket mig – du!
(heftigt, idet hun træder tæt hen til ham:)
Jeg tror dig ikke!
(ser stivt på ham og udbryder i vild smerte.)
Jo, det er sandt og – usaligt for os begge!
(slår hænderne for ansigtet og fjerner sig.)

SIGURD
(forfærdet)
.
Hjørdis!

HJØRDIS
(stille, kæmpende mellem gråd og latter)
.
Bryd dig ikke om mig! Det var kun det jeg mente, at –
(lægger hånden på hans arm.)
Sigurd, du har ikke sagt din saga tilende; hin stolte kvinde, som du nævnte, – hun har elsket dig igen!

SIGURD
(farer tilbage)
.
Du!

HJØRDIS
(med fatning)
.
Ja Sigurd, jeg har elsket dig, det skønner jeg nu. Du siger jeg var taus og umild mod dig; hvad kan da en kvinde bedre gøre? Kunde jeg byde min elskov frem, da var jeg dig lidet værdig. Du tyktes mig stedse at være den ypperligste af alle mænd; og så at vide dig som en andens husbond, – det voldte mig hin bitre ve, som jeg ikke selv forstod!

SIGURD
(rystet)
.
Et usaligt spind har nornen spundet om os to.

HJØRDIS.
Selv er du skyld deri; stærkt og kækt sømmer det sig manden at handle. Da jeg satte hint svære vilkår for den, der skulde vinde mig, da tænkte jeg forvisst på dig; – og dog kunde du –!

SIGURD.
Jeg kendte Gunnars sjælesot; jeg alene kunde læge den; – hvad var vel så for mig at vælge mellem? Og dog, havde jeg vidst det jeg nu véd, da tør jeg lidet svare for mig selv; thi elskov er så stærk en magt.

HJØRDIS
(rask)
.
Nu vel, Sigurd, – et usaligt spil har skilt os ad i lange år; nu er knuden løst; de tider, som kommer, skal give os vederlag.

SIGURD
(hovedrystende)
.
Det kan ej ske; vi må jo skilles igen.

HJØRDIS.
Det må vi ikke. Jeg elsker dig, det tør jeg nu sige uden at blues; thi min elskov er ikke leflende, som de vege kvinders; var jeg en mand, – ved alle vældige magter, jeg kunde endda elske dig således, som jeg nu gør det! Op da, Sigurd! Lykken er vel en stordåd værd; vi er begge fri, når vi selv vil det, og så er legen vunden.

SIGURD
Fri? Hvad mener du?

HJØRDIS.
Hvad er vel Dagny for dig? Hvad kan hun vel være for dig? Ikke mere end Gunnar gælder i mine lønlige tanker. Hvad magt ligger der på, om to usle liv forspildes!

SIGURD.
Hjørdis, Hjørdis!

HJØRDIS.
Lad Gunnar blive her; lad Dagny fare til Island med sin fader; jeg følger dig i stål og plade, hvor du stævner hen.
(Bevægelse hos Sigurd.)
Det er ikke som din hustru jeg vil følge dig; thi jeg har hørt en anden til, og den kvinde lever, som før har hvilet dig nær. Nej, Sigurd, ikke som din hustru, men som hine stærke kvinder, som Hildes søstre vil jeg følge dig, ildne dig til strid og til mandig færd, så at dit navn kan gå vidt over landene; i sværdlegen vil jeg stå dig næst, færdes blandt dine kæmper i uvejr og vikingstævne; og når dit drapa kvædes, da skal det bære bud om Sigurd og Hjørdis tilhobe!