Complete Works of Henrik Ibsen (396 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
HJØRDIS.
Nej, her vil jeg vente; jeg har ikke lang tid igen!
SIGURD.
Hvad er der hændt med dig?
HJØRDIS.
Hvad der er hændt? Det véd jeg ikke; men sandt var det, du sagde idag, at Gunnar og Dagny stod mellem os; bort fra dem og fra livet må vi; da kan vi blive sammen!
SIGURD.
Vi? Ha, du mener –!
HJØRDIS
(med højhed)
.
Jeg blev hjemløs i verden fra den dag du tog en anden til viv. Ilde handled du dengang! Alle gode gaver kan manden give til sin fuldtro ven, – alt, kun ikke den kvinde han har kær; thi gør han det, da bryder han nornens lønlige spind og to liv forspildes. Der er en usvigelig røst i mig, som siger, at jeg blev til, for at mit stærke sind skulde løfte og bære dig i de tunge tider, og at du fødtes, for at jeg i én mand kunde finde alt det, der tyktes mig stort og ypperligt; thi det véd jeg, Sigurd, – havde vi to holdt sammen, da var du bleven navnkundigere og jeg lykkeligere end alle andre!
SIGURD.
Unyttig er den klage nu. Mener du det er lysteligt, det liv jeg har ivente? Hver dag at være Dagny nær og gøgle en elskov, som hjertet klemmes ved. Og dog, det må så være; ændres kan det ikke.
HJØRDIS
(under stigende vildhed)
.
Det skal det dog! Ud af livet vil vi begge gå! Ser du denne buesnor? Med den rammer jeg sikkert; thi jeg har galet fagre galdrekvad over den!
(lægger en pil i buen, der er spændt.)
Hør! Hør, hvor det suser højt oppe! Det er de dødes hjemfærd; jeg har hekset dem hid; – i lag med dem skal vi følges!
SIGURD
(viger tilbage)
.
Hjørdis, Hjørdis, – jeg ræddes for dig!
HJØRDIS
(uden at agte på ham)
.
Ingen magt kan ændre vor skæbne nu! O, ja – det er også bedre så, end om du havde fæstet mig hernede i livet; end om jeg havde siddet på din gård for at væve lin og uld og føde dig afkom, – fy, fy!
SIGURD.
Hold op! Din trolddomskunst har været dig overmægtig; den har kastet en sjælesot på dig!
(forfærdet.)
Ha, se – se! Gunnars gård, – den brænder!
HJØRDIS.
Lad brænde, lad brænde! Skysalen deroppe er bedre end Gunnars bjælkestue!
SIGURD.
Men Egil, din søn, – de fælder ham!
HJØRDIS.
Lad fældes, – så fældes min skændsel med det samme!
SIGURD.
Og Gunnar, – de tager din husbonds liv!
HJØRDIS.
Det agter jeg ikke! Bedre husbond skal jeg følge hjem inat! Ja, Sigurd, så må det være; her i landet gror ikke lykken for mig; – den hvide gud kommer nordover; ham vil jeg ikke stedes til møde med; de gamle er ikke stærke, som før; – de sover, de sidder halvt som skygger; – med dem vil vi strides! Ud af livet, Sigurd; jeg vil sætte dig på himlens kongestol, og selv vil jeg sidde dig næst!
(Uvejret bryder løs.)
Hør, hør, der kommer vort følge! Kan du se de sorte jagende heste; en for mig og en for dig!
(kaster buen til kinden og skyder.)
Så far da den sidste færd!
SIGURD.
Vel truffet, Hjørdis!
(han falder.)
HJØRDIS
(jublende, idet hun iler hen til ham)
.
Sigurd, min broder, – nu hører vi hinanden til!
SIGURD.
Nu mindre end før. Her skilles vore veje; thi jeg er en kristnet mand.
HJØRDIS
(forfærdet)
.
Du –! Ha, nej, nej!
SIGURD.
Den hvide gud er min; kong Ædhelstan har lært mig ham at kende; – det er op til ham jeg nu går.
HJØRDIS
(i fortvivlelse)
.
Og jeg –!
(slipper buen.)
Ve, ve!
SIGURD.
Tungt var mit liv fra den stund jeg tog dig ud af mit eget hjerte og gav dig til Gunnar. Tak, Hjørdis; – nu er jeg så let og fri.
(dør.)
HJØRDIS
(stille)
.
Død! Så har jeg visselig forspildt min sjæl!
(Uvejret vokser, hun udbryder vildt.)
De kommer! Jeg har galdret dem hid! Men nej, nej; – jeg følger jer ikke; jeg vil ikke ride uden Sigurd! Det hjælper ej; – de ser mig; de ler og vinker, de sporer sine heste!
(iler ud på fjeldkanten i baggrunden.)
Der er de over mig; – og intet ly, intet skjul! Jo, på havets bund kan hænde!
(hun styrter sig ud.)
(Ørnulf, Dagny, Gunnar med Egil, samt Sigurds mænd kommer efterhånden ind fra højre.)
ØRNULF
(vendt mod gravhaugen)
.
Nu kan I sove roligt; thi uhævnet ligger I ikke!
DAGNY
(kommer)
.
Fader, fader, – skrækken dræber mig; – al den blodige færd – og uvejret; – hør, hør!
GUNNAR
(med Egil på armen)
.
Giv fred og ly for mit barn!
ØRNULF.
Gunnar herse!
GUNNAR.
Ja Ørnulf, min gård er jo brændt og mine svende faldne; jeg er i din vold; gør som dig tykkes!
ØRNULF.
Det står til Sigurd. Men ind under tag; det er utrygt herude!
DAGNY.
Ja, ind, ind!
(går henimod bådhuset, får øje på liget og udstøder et skrig:)
Sigurd, min husbond; – de har dræbt ham!
(kaster sig ned ved ham.)
ØRNULF
(iler til)
.
Sigurd!
GUNNAR
(sætter Egil ned)
.
Sigurd dræbt!
DAGNY
(ser fortvivlet på mændene, der står om den døde)
.
Nej, nej, det er ikke så; – han må være ilive endnu!
(bemærker buen.)
Ha, hvad er det!
(rejser sig.)
ØRNULF.
Datter, det er nok, som du først sagde, – Sigurd er fældet.
GUNNAR
(som greben af en pludselig tanke)
.
Og Hjørdis! – Har Hjørdis været her?
DAGNY
(sagte og med fatning)
.
Jeg véd ikke; men det véd jeg, at hendes bue har været her.
GUNNAR.
Ja, jeg tænkte det nok!
DAGNY.
Ti, ti!
(for sig selv.)
Så bittert har hun da hadet ham!
GUNNAR
(sagte)
.
Fældet ham – natten før holmgangen; så har hun endda elsket mig.
(Alle farer forfærdede sammen; Åsgårdsrejden suser gennem luften.)
EGIL
(med skræk)
.
Fader! Se, se!
GUNNAR.
Hvad er det?
EGIL.
Deroppe – alle de sorte heste –!
GUNNAR.
Det er skyerne, som –
ØRNULF.
Nej, det er de dødes hjemfærd.
EGIL
(med et skrig)
.
Moder er med dem!
DAGNY.
Alle gode magter!
GUNNAR.
Barn, hvad siger du!
EGIL.
Der – foran – på den sorte hest! Fader, fader!
(Egil klynger sig forfærdet op til faderen; kort pause; uvejret drager forbi, skyerne skilles, månen skinner fredeligt ud over landskabet.)
GUNNAR
(stille og smerteligt)
.
Nu er Hjørdis visselig død!
ØRNULF.
Det er vel så, Gunnar; – og på hende havde jeg mere at hævne end på dig. Dyrt blev mødet for os begge; – – der er min hånd, fred og forsoning!
GUNNAR.
Tak, Ørnulf! Og nu tilskibs; jeg farer med til Island!
ØRNULF.
Ja, til Island, og sent vil vor hærfærd glemmes:
Højt om heltefærd og stærke
kæmpers leg på norske strande
skal til sildigst æt fra Island
sjunges over nordens lande!
FRU HALM, en embedsmands enke.
SVANHILD,
ANNA, hendes døttre.
FALK, en ung forfatter,
LIND, theologisk student, hendes logerende.
GULDSTAD, grosserer.
STYVER, kopist.
FRØKEN SKÆRE, hans forlovede.
STRÅMAND, prest fra landet.
FRU STRÅMAND, hans kone.
STUDENTER, GÆSTER, FAMILJER og FORLOVEDE PAR.
PRESTEFOLKENES OTTE PIGEBØRN.
FIRE TANTER, EN HUSJOMFRU, EN OPPASSER, TJENESTEPIGER.
(Handlingen foregår på fru Halms løkke ved Drammensvejen.)
(Scenen forestiller en smuk have med uregelmæssige men smagfulde anlæg; i baggrunden ses fjorden og øerne udover. Til venstre for tilskuerne hovedbygningen med en veranda og ovenover denne et åbent kvistvindu; til højre i forgrunden et åbent lysthus med bord og bænke. Landskabet ligger i stærk aftenbelysning. Det er tidligt på sommeren; frugttræerne blomstrer.)
(Når teppet går op, sidder fru Halm, Anna og frøken Skære på verandaen, de to første med håndarbejde, den sidste med en bog. I lysthuset ses Falk, Lind, Guldstad og Styver; på bordet står punschmugge og glasse. Svanhild sidder alene i baggrunden ved vandet.)
FALK
(rejser sig med hævet glas og synger)
.
Solglad dag i hegnet have
skabtes dig til lyst og leg;
tænk ej på, at høstens gave
tidtnok vårens løfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
breder over dig sit tjeld, –
lad den så langs alle bakker
drysses vejrslåt næste kveld!
KOR AF HERRERNE.
Lad den så langs alle bakker
o. s. v.
FALK.
Hvad vil du om frugten spørge
midt i træets blomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
sløvet under slæb og slid?
Hvorfor lade fugleskræmmen
klappre dag og nat på stang!
Glade broder, fuglestemmen
ejer dog en bedre klang!
HERRERNE.
Glade broder, fuglestemmen
o. s. v.
FALK.
Hvorfor vil du spurven jage
fra din rige blomstergren!
Lad den før som sangløn tage
din forhåbning, en for en.
Tro mig, du ved byttet vinder,
tusker sang mod sildig frugt;
husk moralen „Tiden rinder”;
snart din friluftslund er lukt.
HERRERNE.
Husk moralen „Tiden rinder”
o. s. v.
FALK.
Jeg vil leve, jeg vil synge,
til den dør, den sidste hæk;
fej da trøstig alt i dynge,
kast så hele stadsen væk.
Grinden op; lad får og kviger
gramse grådigt, hver som bedst;
jeg brød blomsten; lidt det siger,
hvem der tar den døde rest!
HERRERNE.
Jeg brød blomsten; lidt det siger,
o. s. v.
(de klinker og tømmer glassene.)
FALK
(til damerne)
.
Se, det var visen, som De bad mig om; –
bær over med den; jeg er tanketom.
GULDSTAD.
Å, hvad gør det, når bare visen klinger?
FRØKEN SKÆRE
(ser sig om)
.
Men Svanhild, som så ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger;
nu er hun borte.
ANNA
(peger mod baggrunden)
.
Nej, hun sidder der.
FRU HALM
(med et suk)
.
Det barn! Gud véd, når jeg får skik på hende!
FRØKEN SKÆRE.
Men sig, herr Falk, mig syntes visens ende
var mindre rig på – sådan – poesi,
som ellers findes hist og her deri.
STYVER.
Ja, og det var dog ganske visst så let,
at få lidt mer mod slutningen placeret.
FALK
(klinker med ham)
.
Man kliner ind, lig kit i revnet bræt,
til den blir fed nok, spækket, marmoreret.
STYVER
(uforstyrret)
.
Ja, det går glat; jeg husker det så godt
ifra mig selv.
GULDSTAD.
Hvad? Har De Musen redet?
FRØKEN SKÆRE.
Min kæreste? Gud ja!
STYVER.
Å, kun så småt.
FRØKEN SKÆRE
(til damerne)
.
Han er romantisk af sig.
FRU HALM.
Jo, vi véd det!
STYVER.
Nu ikke mere; det er lang tid siden.
FALK.
Fernis og romantik går af med tiden.
Men forhen altså –?
STYVER.
Ja, det var nu i
den tid, jeg var forelsket.
FALK.
Er da den forbi?
jeg trode ej din elskovsrus udsovet!
STYVER.
Nu er jeg jo officielt forlovet;
det er jo mere end forelsket, véd jeg!
FALK.
Ret så, min gamle ven, jeg holder med dig!
Du avanceret har, beståt det sværeste:
forfremmelsen fra elsker og til kæreste.
STYVER
(med et behageligt erindringssmil)
.
Det er dog sært! Jeg skulde fast forsvoret
mit mindes faktiskhed i dette nu.
(vender sig til Falk.)
For syv år siden, – vil du tro det, du?
Jeg gjorde vers i stilhed på kontoret.
FALK.
Du gjorde vers – ved pulten?
STYVER.
Nej, ved bordet.
GULDSTAD
(slår på sit glas)
.
Silentium, nu har kopisten ordet!
STYVER.
Især om aftningen, når jeg var fri,
jeg konciperte remser poesi,
så lange, som – ja to-tre brukne ark.
Det gik!
FALK.
Du gav din Muse blot et spark,
så traved hun –
STYVER.
Ustemplet eller stemplet
papir, se det var hende ligegodt.
FALK.
Så poesien flommed lige flot?
Men hør, hvorledes brød du ind i templet?
STYVER.
Ved hjælp af kærlighedens brækjern, ven!
Med andre ord, så var det frøken Skære,
min kæreste, som hun blev senere hen,
for dengang var hun –
FALK.
Ret og slet din kære.
STYVER
(vedblivende)
.
Det var en sælsom tid; min jus jeg glemte;
min pen jeg spidsed ej, nej, jeg den stemte,
og når den i konceptpapiret rev,
det klang som melodi til hvad jeg skrev; –
omsider expederte jeg et brev
til hende – hun –
FALK.
Hvis kæreste du blev.
STYVER.
Tænk, samme dato indløb hendes svar;
andragendet bevilget, – sagen klar!
FALK.
Og du, du følte dig ved pulten større;
du havde bragt din elskov på det tørre!
STYVER.
Naturligvis.
FALK.
Og aldrig mer du digted?
STYVER.
Nej, jeg har aldrig siden mærket trang;
det var med ét, som om mig åren svigted;
og når jeg prøver nu en enkelt gang
at sætte sammen blot et nytårsvers,
så kommer rim og versemål påtvers,
og, – jeg forstår ej, hvad det stikker i, –
men det blir jus og ikke poesi.
GULDSTAD
(klinker med ham)
.
Og derfor er, min sjæl, De lige god!
(til Falk.)
De tror nu færgen over lykkens flod
er bare til, for Dem at sætte over;
men se Dem for, ifald De farten vover.
Hvad Deres vise angår, véd jeg ej
om den poetisk er i alle ender;
men hvordan end De visen snor og vender,
den har en slet moral, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig økonomi:
at lade alskens fugle æde karten
før den får tid til moden frugt at bli;
at lade kør og får få græsse fri
herinde sådan udpå sommerparten?
Jo, her blev vakkert næste vår, fru Halm!
FALK
(rejser sig)
.
Å, næste, næste! Tanken er mig kvalm,
som i det slappe ord „det næste” ligger,
det gør hver glædens rigmand til en tigger!
Hvis jeg som sprogets sultan måtte råde
en time kun, det silkesnoren fik,
og skulde ud af verden uden nåde,
som b og g af Knudsens grammatik.
STYVER.
Hvad har du da imod det håbets ord?
FALK.
At det formørker os Guds fagre jord.
„Vor næste kærlighed”, „vor næste viv”,
„vort næste måltid” og „vort næste liv”, –
se, den forsynlighed, som heri ligger,
den er det, som gør glædens søn til tigger.
Sålangt du ser, forstygger den vor tid,
den dræber nydelsen af øjeblikket;
du har ej ro, før du får båden vrikket
imod den „næste” strand med slæb og slid;
men er du fremme, – mon du da tør hvile?
Nej, du må atter mod et „næste” ile.
Og sådan går det – fortvæk – udaf livet, –
Gud véd, om bag et stoppested er givet.
FRU HALM.
Men fy, herr Falk, hvor kan De tale så!
ANNA
(tankefuld)
.
O, det han siger, kan jeg godt forstå;
der må dog noget sandt på bunden være.
FRØKEN SKÆRE
(bekymret)
.
Sligt må min kæreste ej høre på,
han er excentrisk nok. – Å hør, min kære;
kom hid et øjeblik!
STYVER
(beskæftiget med at rense sin pibespids)
.
Jeg kommer snart.
GULDSTAD
(til Falk)
.
Ja, ét er mig dog idetmindste klart:
at De bør holde noget mer i ære
forsynligheden; tænk Dem blot, ifald
De skrev et digt idag og satte al
den dyre restbeholdning ind deri,
som De på lager har af poesi,
og fandt, De intet havde mer tilbedste,
når De imorgen digtede det næste; –
da fik kritiken Dem nok i kalotten.
FALK.
Jeg tvivler på, den mærked bankerotten;
da slentred arm i arm kritik og jeg
gemytligt frem jo på den samme vej.
(afbrydende og med overgang.)
Men sig mig, Lind, hvad går der dog af dig?
Du sidder her den hele tid så sturen;
studerer du måske arkitekturen?
LIND
(tar sig sammen)
.
Jeg? Hvorfor falder du på det?
FALK.
Jo visst;
du har ej øjet fra altanen hist.
Er det verandastilens brede buer,
som du med slig dybsindighed beskuer?
Hvad heller dørens kunstigt skårne hængsler,
og vindueslugerne med ditto stængsler?
For noget er det, som din tanke fængsler.
LIND
(med et strålende udtryk)
.
Nej, du tar fejl; jeg sidder her og lever.
Berust i nuet intet mer jeg kræver.
Jeg har en følelse, som om jeg stod
med verdens rigdom drysset for min fod!
Tak for din sang om glædens liv i våren;
den var som af mit eget indre skåren!
(hæver sit glas og vexler et blik med Anna, umærkeligt for de øvrige.)
En skål for blomsten, der den dufter smukt,
foruden tanke på at vorde frugt!
(drikker tilbunds.)
FALK
(ser på ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let tone)
Vil mine damer høre; det var nyt!
Her har jeg letvindt gjort en proselyt.
Igår han gik med salmebog i lommen,
idag han kækt trakterer digtertrommen. –
Man påstår vel, at vi poeter fødes;
men stundom kan en prosaist dog gødes
så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås,
med rimet sludder og med metrisk vås,
så alt hans indre, lever, sjæl og krås,
når ud det krænges, findes ganske fuldt
af lyrisk ister og rethorisk smult.
(til Lind.)
Men tak forresten for din gode mening;
herefter slår vi harpen i forening.
FRØKEN SKÆRE.
Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig ro, – her mellem blomstergrene,
hvor De kan færdes for Dem selv alene – –
FRU HALM
(smilende)
.
Nej, han er doven, så det er en gru.
FRØKEN SKÆRE.
Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende,
var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud til højre.)
Det lille havehus, bag løvet gemt,
det ligger for en digter så bekvemt;
der synes mig, De måtte blive stemt – –
FALK
(går over mod verandaen og læner sig med armene på rækværket)
.
Dæk mine øjnes spejl med blindheds skimmel,
så skal jeg digte om den lyse himmel.
Skaf mig, om blot en månedstid på borg,
en kval, en knusende, en kæmpesorg,
så skal jeg synge livets jubel ud.
Og helst, min frøken, skaf mig blot en brud,
som er mig alt, mit lys, min sol, min Gud.
Jeg har om den ting supplicert Vorherre,
men han har hidtil vist sig døv, desværre.
FRØKEN SKÆRE.
Fy, det er jo frivolt!
FRU HALM.
Ja hæsligt sagt!
FALK.
Å, De må ikke tro det var min agt
at gå med hende under arm på „Kurland”;
nej, midt i lykkens vilde jubeljagt
hun måtte gå til evighedens urland.
Jeg trænger til lidt åndig gymnastik,
som jeg på den vis måske grundigst fik.
SVANHILD
(har under det foregående nærmet sig; hun står nu tæt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt udtryk)
.
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en skæbne;
men når den kommer, – bær den som en mand.