Complete Works of Henrik Ibsen (400 page)

LIND
(ubehageligt berørt)
.
Sligt drøftes nødigt med en tredjemand.

GULDSTAD
(spøgende)
.
I slet humør! Jeg skal til Anna klage.
(nærmer sig til damerne.)

LIND
(ser efter ham)
.
Hvor kan man sligt et menneske fordrage!

FALK.
Du tog forresten fejl af ham, –

LIND.
Ja så?

FALK.
Det var ej Anna, som han tænkte på.

LIND.
Hvad! Var det Svanhild?

FALK.
Ja, det véd jeg ikke.
(med et lunefuldt udtryk.)
Tilgiv mig, martyr for en fremmed sag!

LIND.
Hvad mener du?

FALK.
Sig, har du læst idag
avisen?

LIND.
Nej.

FALK.
Jeg skal dig bladet skikke;
der står om en, som fik, på skæbnens bud,
sin gode friske kindtand trukket ud,
fordi en fætter af ham led af tandværk.

FRØKEN SKÆRE
(ser ud til venstre)
.
Der kommer presten!

FRU HALM.
Vil De se hvor mandstærk!

STYVER.
Fem, seks, syv, otte børn –

FALK.
Det var ubændigt!

FRØKEN SKÆRE.
Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt!
(Man har imidlertid hørt en vogn standse udenfor til venstre. Presten,hans kone og otte småpiger, alle i rejsetøj, kommer ind en for en.)

FRU HALM
(iler de kommende imøde)
.
Velkommen, hjerteligt velkommen!

STRÅMAND.
Tak!

FRU STRÅMAND.
Her er visst gæstebud –

FRU HALM.
Å, hvilken snak!

FRU STRÅMAND.
For gør vi bryderi –

FRU HALM.
Nej ingenlunde;
De kommer så tilpas, som tænkes kunde;
min datter Anna blev forlovet just.

STRÅMAND
(ryster Annas hånd med salvelse)
.
Så lad mig vidne; – elskov, – kærligheden, –
det er en skat, som ikke møl og rust
fortære kan, – hvis der er noget ved den.

FRU HALM.
Men hvor det dog var smukt, De tog de små
herind til byen med Dem.

STRÅMAND.
Fire spæde
vi har foruden disse her.

FRU HALM.
Ja så?

STRÅMAND.
Tre af dem er for små til allerede
at fatte tabet af en kærlig fader
i storthingstiden.

FRØKEN SKÆRE
(til fru Halm, idet hun tager farvel)
.
Nu jeg Dem forlader.

FRU HALM.
Å, hvorfor vil De alt så tidligt gå?

FRØKEN SKÆRE.
Jeg må til byen og fortælle nyheden;
hos Jensens véd jeg man går sent til ro;
jo, tanterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skil dig nu ved blyheden; –
imorgen er det søndag; gratulanter
vil strømme over dig fra alle kanter!

FRU HALM.
Godaften da!
(til de øvrige.)
De har vel ej imod
en dråbe the? Fru Stråmand, vær så god!
(Fru Halm, Stråmand, hans kone og børn, samt Guldstad, Lind og Anna går ind i huset.)

FRØKEN SKÆRE
(idet hun tager sin kærestes arm)
.
Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,
hvor Luna sidder svømmende på thronen!
Nej, men du ser jo ikke!

STYVER
(tvær)
.
Å jo visst;
jeg tænkte bare på obligationen.
(De går ud til venstre. Falk, der under det foregående ufravendt har betragtet Stråmand og hans kone, blir alene tilbage i haven. Det er nu fuldkommen aften; inde i huset er tændt lys.)

FALK.
Alt er som afbrændt, dødt; – en trøstløs jammer –!
Slig går man gennem verden, to og to;
tilhobe står de, som de sorte stammer,
en skogbrand levned på den øde mo; –
så langt, som synet rækker, er kun tørke, –
o, bringer ingen livets friske grønt!
(Svanhild kommer ud på altanen med et blomstrende rosentræ, som hun sætter på rækværket.)
Jo en – jo en –!

SVANHILD.
Falk! Står De her i mørke?

FALK.
Og er ej ræd? Nej, mørket er just skønt.
Men sig mig, ræddes ikke De derinde,
hvor lampen lyser på de gustne lig –

SVANHILD.
O fy!

FALK
(ser efter Stråmand, som viser sig ved vinduet)
.
Han fordum var på mod så rig;
han stred med verden om en elsket kvinde;
som vedtægts kirkestormer manden gjaldt,
hans kærlighed slog ud i glade sange –!
Se på ham nu! I kisteklæder lange, –
et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!
Og fruentimret med det slunkne skørt,
med skæve sko, som klasker under hælene,
hun er den vingemø, som skulde ført
ham ind til samfundsliv med skønhedssjælene.
Hvad er igen af flammen? Næppe røgen!
Sic transit gloria amoris,
frøken!

SVANHILD.
Ja, det er usselt, usselt dog, det hele:
jeg véd ej nogens lod, jeg vilde dele.

FALK
(rask)
.
Nu vel, vi to gør oprør mod en orden,
som ej naturens er, men kunstigt skabt!

SVANHILD
(ryster på hovedet)
.
Da, tro De mig, vort forbunds sag var tabt,
så visst, som det, vi træder på, er jorden.

FALK.
Nej, der er sejr, hvor to går frem i enighed.
Vi vil ej sogne mer til platheds kirke,
som led af trivialitetens menighed!
Se, målet for personlighedens virke
er dog at stå selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et sjæleliv i Deres årer banker,
De ejer varme ord for stærke tanker.
De vil ej tåle formens snørliv lagt
om Deres hjerte, frit må det pulsere;
De fik ej stemme til at sekundere
i fælleskoret efter vedtægts takt.

SVANHILD.
Og tror De ikke smerten mangengang
mit syn har mørknet og gjort barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne veje –

FALK.
Ja, i den stille tanke?

SVANHILD.
Nej, i dåd.
Men så kom tanterne med gode råd, –
de skulde sagen drøfte, granske, veje – –
(nærmere.)
den stille tanke, siger De; nej kækt et
forsøg jeg vovede – som malerinde.

FALK.
Og så?

SVANHILD.
Det glap, thi evnen var mig nægtet;
men frihedstrangen lod sig ikke binde;
bag stafeliet søgte den theatret –

FALK.
Den plan blev sagtens også omkalfatret?

SVANHILD.
Ja efter forslag af den ældste tante;
hun foretrak en plads som gouvernante – –

FALK.
Men dette her har ingen før mig sagt!

SVANHILD.
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et smil.)
De frygted nok, „min fremtid” skulde lide,
hvis unge herrer fik den sag at vide.

FALK
(ser en stund på hende med tankefuld deltagelse)
.
Jeg ante længst, at Deres lod blev slig. –
Jeg mindes grant, da førstegang jeg så Dem,
hvor lidt de tyktes mig de andre lig,
og hvor fast ingen evned at forstå Dem.
Om bordet sad det pyntelige lag,
hvor theen dufted, – passiaren surred,
mens frøkner rødmed og mens herrer kurred,
lig tamme duer på en lummer dag.
Religionens og moralens sag
blev talt af modne møer og matroner,
og husligheden prist af unge koner,
mens De stod ensom, lig en fugl på tag.
Og da så sladderen tilslut var steget
til thevandsbakkanal og prosasvir, –
da skinned De som sølvet, vægtigt præget,
imellem stemplet kobber og papir.
De var en mønt ifra et fremmed rige,
blev her beregnet efter anden kurs,
var neppe gangbar i en kvik diskurs
om vers og smør og kunst og mer deslige.
Da – just som frøken Skære havde ordet –

SVANHILD
(med et alvorligt anstrøg)
.
Mens kæresten stod bag, som ridder bold,
og bar sin hat på armen lig et skjold –

FALK.
Da nikked Deres moder over bordet:
„Drik, Svanhild, førend theen bliver kold”.
Og De drak theen ud, den lunkne, vamle,
som den blev nydt af unge og af gamle.
Men navnet tog mig i det samme nu;
den vilde Vølsungsaga med sin gru,
med sine faldne ætters lange række,
mig tyktes ind i vor tid sig at strække;
jeg så i Dem en Svanhild nummer to,
i andre former, efter tiden lempet.
Bag reglens løgnflag er forlænge kæmpet,
nu fordrer fylkingen forlig og ro;
men hånes loven i en samtids brøde,
da må for slægtens synd en skyldfri bløde.

SVANHILD
(med let ironi)
.
Jeg tænkte mindst, at slige fantasier,
så blodige, fik liv i thevandsdunst;
men det er sagtens Deres mindste kunst
at høre ånders røst, hvor ånden tier.

FALK
(bevæget)
.
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres spot
der glittrer tårer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i støvet trådt,
og æltet til et ler, hvis form ej huskes,
da skal af hver en tusindkunstner fuskes
med modellerkniv plumpt og dumt og råt.
Vorherres gerning verden plagierer,
den skaber Dem påny – i eget billed;
den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Og er De slig på postamentet stillet,
da jubler den: Se nu er hun normal!
Se hvilken plastisk ro; som marmor sval!
Bestrålt af lys fra lampen og fra kronen
hun passer dejligt til dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes hånd.)
Men skal De åndigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vårlige natur;
De kommer tidsnok i det gyldne bur.
Der trives damen, men der sygner kvinden,
og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad andre få Dem i det nye hjem;
men her, her sprang min første livsvår ud, –
her skød mit sangertræ de første skud;
her fik jeg vingers flugt; – hvis De ej svigter,
jeg véd det, Svanhild, – her, her blir jeg digter!

SVANHILD
(blidt bebrejdende, idet hun trækker hånden til sig)
.
O, hvorfor siger De mig dette nu?
Det var så smukt, når vi i frihed mødtes.
De skulde tiet; skal da lykken støttes
af løftets ord, for ej at gå itu!
Nu har De talt, og nu er alt forbi.

FALK.
Nej, jeg har pegt på målet, sæt nu over,
min stolte Svanhild, – hvis De springet vover.
Vær kæk; vis, De har mod at være fri!

SVANHILD.
At være fri?

FALK.
Ja, det er netop frihed,
at gøre heltud fyldest i sit kald;
og De, det véd jeg, blev af himlen viet
til værn for mig mod skønheds syndefald.
Jeg må, som fuglen jeg blev opkaldt efter,
mod vinden stige, skal jeg højden nå;
De er den luftning, jeg kan vugges på;
ved Dem får først min vinge bærekræfter.
Vær min, vær min, til De blir verdens eje, –
når løvet falder, skilles vore veje.
Syng Deres sjælerigdom i mig ind,
og jeg skal give digt for digt tilbage;
så kan De ældes under lampeskin,
som træet gulner, uden kval og klage.

SVANHILD
(med undertrykt bitterhed)
.
Jeg kan ej takke for den gode vilje,
skønt klart den viser Deres hjertelag.
De ser på mig, som barnet på en silje,
der skæres kan til fløjte for en dag.

FALK.
Ja, det er bedre end i sumpen stå,
til høsten kvæler den med tåger grå.
(heftigt.)
De må! De skal! Ja, det er Deres pligt
at skænke mig, hvad Gud Dem gav så rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!
Se fuglen der, – uvittigt jeg den slog;
den var for Dem, som sangens bøgers bog.
O, svigt mig ikke; syng for mig som den, –
mit liv skal give digt for sang igen!

SVANHILD.
Og når De kan mig, og når jeg er tom
og sunget har min sidste sang fra grenen, –
hvad så?

FALK
(betragter hende)
.
Hvad så? Nå ja, så husk Dem om.
(peger ud i haven.)

SVANHILD
(sagte)
.
O ja, jeg husker De kan bruge stenen.

FALK
(ler hånligt)
.
Det er den frihedssjæl De pralte med, –
den, som gad vove, når kun målet var der!
(med styrke.)
Jeg har Dem målet vist; giv nu et svar, der
for evigt strækker til.