Complete Works of Henrik Ibsen (432 page)

EN MAND
(gennem havegrinden)
.
Nu får du komme, faer!

BRAND
(ilsomt)
.
Ja straks!
Hvad hilsning bær du?

MANDEN.
Ugrej slags;
hun sad i sengen, frem hun luded
og sagde: gå; få presten hentet;
mit halve gods for sakramentet.

BRAND
(viger tilbage)
.
Det halve! Nej! Sig nej!

MANDEN
(ryster på hovedet)
.
Da var
ej budet ærligt bragt dig, faer.

BRAND.
Det halve! Halve! Alt var ment!

MANDEN.
Kanhænde det; men lydt og rent
blev ordet sagt. Jeg glemmer sent.

BRAND
(griber ham om armen)
.
På Herrens dag, for dommen stævnt,
du vidne tør, det ord blev nævnt?

MANDEN.
Ja.

BRAND
(fast)
.
Gå og sig, det svar blev sendt, –
ej kommer prest, ej sakrament.

MANDEN
(ser uvisst på ham)
.
Du har nok ikke skønt mig da;
det er din moer jeg kommer fra.

BRAND.
Jeg kender ingen tvedelt ret
for fremmedfolk og egen æt.

MANDEN.
Hårdt ord er det.

BRAND.
Hun véd, det galdt
at byde intet eller alt.

MANDEN.
Prest!

BRAND.
Sig, at mindste guldkalv-stump
er lige fuldt en afguds-klump.

MANDEN.
Med svarets svøbe skal jeg slå
så let og lindt, jeg kan og må.
For hende gror den trøst endnu:
Gud er ej fuldt så hård som du!
(går.)

BRAND.
Ja, denne trøst har tidtnok blæst
sin ådsel-luft til verdens pest.
Med sang og skræk i knibens stund
en dommer smøres nemt om mund.
Naturligvis! Det så sig bør!
De kender jo sin mand fra før; –
fra alt sit værk de godt jo véd,
at gubben laer sig prutte med.
(Manden har ude på vejen mødt en anden; de kommer begge i følge tilbage.)

BRAND.
Nyt budskab!

FØRSTE MAND.
Ja.

BRAND.
Hvad bringer du?

DEN ANDEN.
Ni tiende-dele lød det nu.

BRAND.
Ej alt?

DEN ANDEN.
Ej alt.

BRAND.
Mit svar er kendt; –
ej kommer prest, ej sakrament.

ANDEN MAND.
Hårdt har i ve og værk hun bødt –

FØRSTE.
Prest, kom ihug, hun har dig født!

BRAND
(knuger hænderne)
.
Jeg tør ej bruge to slags vægt
for avindsmænd og egen slægt.

ANDEN MAND.
Den syges nød er vild og stor;
kom, eller send et soningsord.

BRAND
(til første mand)
.
Gå; sig den syge, som jeg bød:
rent bord for nådens vin og brød.
(Mændene går.)

AGNES
(klynger sig op til ham)
.
Brand, tidt jeg ræddes for din færd:
du flammer som et Herrens sverd.

BRAND
(med gråd i stemmen)
.
Står verden ej mod mig igen
med sverd-tom slire ved sin lænd?
Slår ikke den min sjæl tilblods
med al sin slappe sejgheds trods.

AGNES.
Hårdt er det vilkår, du har stilt.

BRAND.
Byd, om du tør, et mere mildt.

AGNES.
Lægg sligt et mål på hvem du vil,
og se om nogen strækker til.

BRAND.
Nej, der du har til rædsel ret.
Så vrangt, så tomt, så fladt, så slet
er hele slægtens livssyn blevet.
Det regnes højt, får en det drevet
til, som en lovprist ubekendt,
at offre sit ved testament.
Byd helten stryge ud sit navn
og nøje sig med sejrens gavn;
giv kejser, konge, samme kår,
og se hvad stort du øvet får.
Byd digteren i løndom smugle
af buret sine skønhedsfugle,
så ingen aner det var ham,
der gav dem røst og guldfjærs bram.
Frist frodig eller vindtør gren;
hengivelsen er ej hos én.
Igennem alt går jordtræls-tanken; –
udover stupet, vildt og hvast,
hver klamrer sig til støvlivs-ranken, –
og svigter den, – i trevl og bast
han klorer sig med negler fast.

AGNES.
Og til en slægt, som rådløst faldt,
du råber: intet eller alt!

BRAND.
Hvo sejr vil fange, får ej vige;
fra dybets fald må højst du stige. –
(tier lidt; stemmen slår over.)
Og dog, når for den enkle sjæl
jeg står og stiller rejsnings-kravet,
da er det, som jeg svam i havet
stormslagen på en vrag-stumps fjæl.
I kval og gråd jeg lønligt bed
den tunge, som jeg tugted med, –
og løfted armen jeg til slag,
jeg tørsted mod et favnetag! –
Gå, Agnes, se til ham, som sover;
syng ham i lyse drømme ind;
en barnesjæl er klar og lind,
som tjern i sommersolens skin;
en moder stryge kan derover
lig fuglen, der sig spejler smukt
i dybets dyb på lydløs flugt.

AGNES
(bleg)
.
Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender
din tankes pil, – mod ham den vender!

BRAND.
O, intet. Vogt ham godt og stilt.

AGNES.
Giv mig et ord.

BRAND.
Et stærkt?

AGNES.
Et mildt.

BRAND
(favner hende)
.
Den, som er uden skyld, skal leve.

AGNES
(ser lyst op på ham og siger)
:
Ét ejes, som ej Gud tør kræve!
(går ind i huset.)

BRAND
(ser stille frem for sig)
.
Men hvis han turde? Herren tør,
hvad „Isaachs rædsel” turde før.
(ryster tankerne af sig.)
Nej, nej; mit offer har jeg bragt.
Mit livskald har jeg fra mig sagt, –
at runge som en Herrens torden
og vække sovende på jorden.
Løgn! Intet offer lå deri;
det glap, da drømmen var forbi,
da Agnes vakte mig – og fulgte
til samme gerning i det dulgte.
(ser udover vejen.)
Hvi nøler dog den syges bud
om offervillighed og bod,
som rykker brøden op med rod,
med dybest trevl, med vildest skud! –
Se der –! Nej, det er fogden kun
velvillig, væver, rask og rund,
med hænderne i begge lommer,
lig klammer om en parentés.

FOGDEN
(gennem havegrinden)
.
Goddag! Kun sjelden vi to ses,
og sagtens jeg i utid kommer –

BRAND
(viser mod huset)
.
Træd indenfor.

FOGDEN.
Tak; her er godt;
og vandt mit ærind indgang blot,
så mener jeg for sandt og visst,
det alles både blev tilsidst.

BRAND.
Nævn Deres ærind.

FOGDEN.
Deres moer
er håbløs syg, såvidt jeg tror; –
det gør mig ondt.

BRAND.
Jeg tvivler ej.

FOGDEN.
Det gør mig meget ondt.

BRAND.
Tal ud!

FOGDEN.
Dog, hun er gammel; – Herregud,
vi skal jo alle samme vej.
Og da jeg netop foer forbi,
så tænkte jeg: det springes i
så let som krybes; ydermere
så blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i familjesplid –

BRAND.
Familjesplid?

FOGDEN.
Der siges jo
hun holder stærkt og sejgt på sit.
De finder vel, det går for vidt.
Man må ej glemme eget tarv.
Hun sidder i uskiftet bo
med hele Deres fædrearv –

BRAND.
Uskiftet bo; – ja, det er sandt.

FOGDEN.
Så kommer skyldfolk let på kant.
Og da jeg nu med skellig grund
formoder, De med kølig barm
forventer hendes afgangsstund,
så håber jeg De uden harm
vil høre mig, skønt visstnok tiden
er ilde valgt.

BRAND.
Nu eller siden;
det kommer ud for mig på et.

FOGDEN.
Ja, så til sagen slet og ret.
Så såre Deres moer er død,
og salig lagt i jordens skød, –
hvad snart vil times, – blir De rig –

BRAND.
Det tror De?

FOGDEN.
Tror? Nej, det er sikkert.
Hun ejer grund i hver en vik,
så langt De øjne kan med kikkert.
Rig blir De, prest!

BRAND.
Trods skifteretten?

FOGDEN
(smiler)
.
Hvad skal den her? Den skiller trætten,
hvor der er fler om gæld og arv;
men her ej trues nogens tarv.

BRAND.
Og dersom dog til gods og gæld
medarving mødte lige vel
og sagde: jeg er rette manden?

FOGDEN.
Det måtte være selve fanden!
Ja, se kun på mig; – ingen anden
har her et ord at sige med;
lid trygt på mig; jeg véd besked.
Nu altså; De blir velstandsmand,
rig mand endogså; ikke længer
til denne afkrogs kald De trænger;
Dem åbent står det hele land.

BRAND.
Hør foged, er ej, fattet kort,
al talens kærne den: rejs bort!?

FOGDEN.
Omtrent. Til alle parters bedste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
opmærksomt øje på de folk,
for hvem De nu er ordets tolk,
så vil De se, sålidt De passer
blandt os, som ulv blandt gæs og gasser,
Forstå mig vel! De ejer evner
til større samfunds gavn og brug,
men fast til mén for den, som nævner
sig odelsmand til klippens revner
og ætling af en dalbunds slug.

BRAND.
Ens fædrebygd for mandens fod
er, hvad for træet er dets rod; –
er der ej til hans gerning trang,
hans dåd er dømt, og endt hans sang.

FOGDEN.
Det er al idræts første lov,
at lempes efter lands behov.

BRAND.
Men lands behov ses bedst fra højden,
ej fra en fjeldklemt krog i bygden.

FOGDEN.
Det er de store samfunds tale,
ej ord for folk i fattige dale.

BRAND.
O, I med eders grænse-skel
imellem sletteland og fjeld!
I kræver ret som verdensriger,
mens hver en samfundspligt I sviger;
I mener fejgt, det skal jer fri,
det nødskrig: vi er småfolk, vi!

FOGDEN.
Alt har sin tid, hver tid sit hverv,
hver slægt sin egen dont at passe.
Vor bygd har også lagt sin skærv
i verdens store formåls kasse;
forstår sig, det er længe siden;
men skærven var ej ganske liden.
Se, nu er bygden tom og snever;
dens ry dog end i sagnet lever;
dens svundne storheds dage falder
samtidigt med kong Beles alder; –
der meldes endnu mangt et ord
om brødreparret Ulf og Thor
og snese gæve mænd, som foer
på herjetog til Bretlands kyst
og plyndred, så det var en lyst.
Sydboen skreg, af rædsel kold:
Gud fri os for de grummes vold!
Og disse grumme var, tiltrods
for alle tvivlsmål, mænd fra os.
Og som de karle kunde hævne,
og slå ihjæl i brandværks-stævne!
Ja, sagnet véd endnu at nævne
en Herrens helt, som korset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –

BRAND.
Der stammer visst en sønneflok
fra denne løftets mand?

FOGDEN.
Sandt nok;
men hvoraf véd De –?

BRAND.
Å, fordi
mig tykkes ætten kendes i
de løftets helte nutildags,
hvis korstog er af samme slags.

FOGDEN.
Ja, slægten rækker lige hid.
Men vi var i kong Beles tid!
Først slog vi altså udenlands,
så gæsted vi vor grandemands
og frændes grund med økse-egg;
i knas vi tramped akren hans,
sved kirkespir og stuevæg
og fletted os en stordåds-krans. –
Af alt det blod, som slig er flydt,
er kanske lidt for meget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud på vor magt
i storhedstiden, længst forleden,
og påstå, denne bygd har lagt
sin skærv med både ild og stål
til verdens fremgangs store mål.