Complete Works of Henrik Ibsen (435 page)

FOGDEN.
Hvad skal der mer til slut på krig,
end fred og mindeligt forlig?
Jeg er ej den, som står mod brodden;
man er, som folk er flest, jo skabt;
når for sit bryst man kender odden
af fiendens våben, gier man tabt;
har man kun kæp mod landsespids,
bør marken rømmes i betids,
og står man som en ensom kriger,
er det fornuftigst, at man viger.

BRAND.
To ting, jeg tror, er her at mærke;
først at De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste –

FOGDEN.
Ganske visst!

BRAND.
Ja muligt endnu; men tilsidst,
på offrets store alvorsdag, –
hvem har da magten for sin sag?

FOGDEN.
På offrets dag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
I værste fald går offret ud
på lossning af de godtfolks lommer;
human er tiden, vil ej offer
af mere dyrebare stoffer.
Og ærgerligst det er ved sagen
at selv jeg hører mellem dem,
som bragte det humane frem,
og derved hindred offerdagen,
så det kan siges på en vis,
jeg givet har mig selv til pris, –
iallefald, at jeg bandt ris
til rap på eget livsværks ende.

BRAND.
At ret De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knapt
forstå, at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en mand er for sin gerning skabt;
hans mål for ham er paradiset!
Om mellem ham og det sig hvælved
et hav, mens Satans land lå nær, –
tør derfor råbes: væk, besvær, –
her er jo kortere til helved?!

FOGDEN.
Jeg hertil svarer ja og nej;
etsteds må mennesket jo havne, –
og ser man møjen ej kan gavne,
hvem vil vel gå forgæves vej?
Det er nu så, vi vil erstatning
for liden eller stor befatning;
kan sejr ej vindes ved at kæmpe,
så får man fare frem med læmpe.

BRAND.
Men aldrig sort dog vorder hvidt!

FOGDEN.
Min kære ven, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som bræen,
når mængden råber: sort som sneen!

BRAND.
De råber kanske med?

FOGDEN.
Nå, nå, –
jeg råber ikke sort men grå.
Human er tiden; folk må mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk på, at dette land er frit;
her skal jo alles mening gælde; –
hvor tør da én mod alle fælde
sin særdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har fleretallet,
så er De første mand i kaldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
til Dem så godt jeg kan og véd,
og håber ingen sjæl vil klandre,
at ej jeg til det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit virke kun som spredt og småt:
de kalder én ting mer fornøden
end årligårs at øge grøden;
man er ej villig nu, som før,
at yde skærven, hvor sig bør, –
og er ej viljen med i legen,
da er en gerning sejerssvegen. –
Det falder tungt, det må De tro,
at slippe plan om vej og bro,
om tapning ud af myr og fjære,
og meget mer, som var igære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, får man vige,
tålmodigt håbe alt af tiden,
og bøje klogeligt til siden.
Nu, – folkets yndest har jeg tabt
på samme vej, hvor den blev skabt;
ja, ja; så må på andre veje
jeg komme til mit fordums eje.

BRAND.
Men var det da for folkegunst
De øved Deres kløgt og kunst?

FOGDEN.
Nej, det véd Gud, det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
til bygdens nytte blot og bar.
Dog nægtes ej, at med i spillet
kom håbet om et vederlag
for velgjort værk på yrkets dag.
Det er nu så; en virksom mand
med evner og med sund forstand
vil frugten af sin gerning se,
ej stønne gennem slidets ve
til fromme for en bar idé.
Jeg kan ej, selv med bedste vilje,
forsømme egen velfærds røgt
og offre andre al min kløgt.
Jeg sidder med en stor familje;
jeg har jo kone, mange døttre,
som skal forsørges allerførst; –
ideen læsker ingens tørst,
ideen slukker ingens sult,
hvor man, som jeg, har huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
forundring, har jeg blot det svar,
han er en slet familjefaer.

BRAND.
Og nu er Deres agt –?

FOGDEN.
At bygge.

BRAND.
At bygge, siger De?

FOGDEN.
Ja vel, –
til eget som til bygdens held.
Først vil jeg bygge op det ry,
jeg stod i for ej længe siden; –
det lakker stærkt mod thingvalgs-tiden;
thi må til noget stort jeg ty
og bringe foretag på bane,
så jeg blir kurvens første hane
og hindrer valget af en ny.
Nu har jeg tænkt som så, – man kan
fornuftigvis ej ro mod flommen.
Folk vil, som nu det heder, hæves;
den gerning er for mig forgæves;
jeg kan kun hjælpe folk påfode;
men sligt må gøres med det gode,
og her står mod mig alle mand.
Se, derfor er jeg modent kommen
til forsæt om, hvis det går an,
at søge bod mod armodsdommen.

BRAND.
Den vil De rydde ud?

FOGDEN.
Nej visst; –
den er jo en nødvendig brist
i alle samfund; den må døjes;
men med lidt klogskab kan den bøjes
i visse former, strængt begrændses,
såfremt itide blot den ændses.
Vi véd jo, armod er det dynd,
som gødsler bedst al landsens synd; –
for dyndet vil jeg dæmning sætte.

BRAND.
På hvilken vis?

FOGDEN.
Ja, kan De gættes?
Afhjælpes skal et dybtfølt savn,
idet jeg til distriktets gavn
får bygt et armodsdommens pesthus;
ja, pesthus siger jeg, fordi
det skal for brødens smitte fri.
Og denne bygning har jeg tænkt,
forbindes nemt med et arresthus,
så virkning blir med årsag stængt
bag samme bom og samme lås,
med væg kun mellem bås og bås.
Og da jeg engang er på gled,
så er min agt at bygge med
en fløj indunder samme tag,
som bruges kan til valg og lag,
til alvorshandling som til fester,
med talerstol og rum til gæster, –
kort sagt, et pent politisk festhus.

BRAND.
Sligt trænges hårdt; især det sidste;
dog véd jeg ét, som trænges mere.

FOGDEN.
De tænker på en dårekiste?
Ja, ganske visst; den trænges hårdt.
Den også var min første tanke;
men efter overlæg med flere
jeg ganske kom fra tanken bort;
thi hvorfra skal vi midler sanke
til noget overvættes stort?
Og tro De mig, en sådan kiste
vil kræve en alvorlig sum,
hvis hver og en skal der få rum,
som trang og værdighed beviste.
Man tænke må på tidens elv,
og ej blot bygge for sig selv; –
alt går jo frem med kæmpeskridt;
ifjor tilpas, iår forlidt; –
De ser, i hvilke dimensioner
hvert folkeligt behov har vækst;
med syvmils-støvler, rent forhekst,
udvikles kraft og alslags evne,
i hvilket fag De så vil nævne.
Det altså blev for dyr en spas
at skaffe efterslægten plads
for sig og sine børn og koner.
Jeg siger derfor: Herregud;
den tand, den får vi nok slå ud!

BRAND.
Og ter sig nogen altfor gal,
så har De jo den store sal.

FOGDEN
(fornøjet)
.
Ja, rummet står som oftest ledigt!
Det indfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil byggeplanen blot ej briste,
så har vi gratis dårekiste,
har samlet under fælles tag,
beskyttet af det samme flag,
de væsentligste elementer,
hvorfra vor bygd sin farve henter; –
vi har vor hele armodsdom
samt slyngelflokkens syndeflom
og dårerne, som før gik om
foruden røgt og uden tugt, –
og så har vi vor friheds frugt
med valgkamp og med talers flugt;
vi har vor rådssal, hvor vi drøfter,
hvad gøres kan til bygdens tarv, –
vor festsal, hvor vi giver løfter
om skøtsel af vor fortids arv.
Hvis altså blot ej sagen faldt,
så får jo klippesønnen alt,
hvad han med billighed kan kræve,
for ret sit eget liv at leve.
Gud véd, vort strøg er ikke rigt;
dog, står først fællesgården bygt,
så tror jeg, det kan kaldes trygt
et vel organisert distrikt.

BRAND.
Men midlerne –?

FOGDEN.
Ja, det er knuden
i denne som i hver en sag;
til ydelser er viljen svag,
og står jeg Deres hjælp foruden,
jeg véd, at jeg må stryge flag.
Men støtter De med ordets magt
min tanke, vil den letvindt fremmes, –
og får jeg den til modning bragt,
skal Deres gode hjælp ej glemmes.

BRAND.
Det sige vil, De gad mig købe?

FOGDEN.
Med andet navn jeg vilde døbe
min plan, – til fælles gavn og brug
at fylde ud det splidens slug,
som hidtil mellem os har gabt,
og hvorved begge to har tabt.

BRAND.
Da har De ilde tiden kåret –

FOGDEN.
Ak ja; jeg véd, den store sorg,
som nys har Dem og Deres såret;
men Deres mandighed mig dåred;
og trangen til distriktets borg –

BRAND.
I sorgens som i glædens stund
jeg står tilrede, når det kræves;
men af en anden gyldig grund
De dennegang dog går forgæves.

FOGDEN.
Og hvilken grund –?

BRAND.
Jeg selv vil bygge.

FOGDEN.
Hvad! Bygge? Tage min idé?

BRAND.
Ej ganske.
(peger ud af vinduet.)
Foged, kan De se –?

FOGDEN.
Der?

BRAND.
Ja.

FOGDEN.
Det store stygge træhus?
Det er jo prestegårdens fæhus!

BRAND.
Nej, ikke det; – det lille stygge.

FOGDEN.
Hvad! Kirken!

BRAND
(nikker)
.
Den vil stor jeg bygge.

FOGDEN.
Nej, det skal fanden ikke ske!
Ved kirken skal ej nogen rygge; –
det var at krydse min idé!
Min plan er færdig og den haster;
men Deres mig af sadlen kaster.
To ting på engang er formeget, –
vig altså –!

BRAND.
Jeg har aldrig veget.

FOGDEN.
Her må De, mand! Byg mit arresthus
med pesthus og politisk festhus,
altsammen, kortsagt, – dårekisten, –
så spørges ej om kirkebristen.
Og hvorfor skal den nu i muld?
Den var dog god nok før i tiden.

BRAND.
Ja, muligt; nu er den forliden.

FOGDEN.
Da har jeg aldrig set den fuld!

BRAND.
Selv for en enkelt sjæl derinde
er ikke løftningsrum at finde.

FOGDEN
(ryster forundret på hovedet)
.
Ved sligt den enkle sjæl beviste
nødvendigheden af min kiste.
(slår over.)
Lad kirken stå, det vil jeg råde;
den kan jo kaldes på en måde
et stykke ædelt arveguld.
Den er et ædelt arvestykke; –
den skal ej falde for en nykke!
Ja, går min byggeplan i vasken,
jeg som en Fønixfugl af asken
skal rejse mig i mængdens nåde!
Jeg træder op som riddersmand
for mindesmærket ved vor strand!
Her stod engang et gude-hov, –
det var nok i kong Beles tider;
så rejste kirken sig omsider
ved fromme heltes ran og rov.
Ærværdig ved sin simple pragt,
højhellig i sin oldtidsdragt
den knejste indtil vore dage –

BRAND.
Men hine tegn på fordums magt
er visst forlængst i graven lagt; –
nu står igen ej mindste flage.

FOGDEN.
Just netop det! Så gammel er den,
at ej den mer er til i verden;
men i min bedstefaders dage
et hul i væggen stod tilbage!

BRAND.
Et hul?

FOGDEN.
Vidt, som en tøndesæk!

BRAND.
Men væggen selv!

FOGDEN.
Ja, den var væk.
Se, derfor må jeg rentud sige,
at kirkens rivning er umulig; –
det var en skammelig, en grulig
barbarisk handling uden lige!
Og midlerne, – hvor får vi dem?
Tror De, at her man er så ødsel,
at lokke udgiftsposter frem
ved ufuldbårne forslags fødsel,
når med en lille smule skøtsel
man såvidt støtte kan det gamle,
at det i vor tid ej vil ramle?
Men gå De ud og spejd i lejren, –
jeg blir dog den, som vinder sejren.

BRAND.
Jeg agter ej at presse ud
en hvid til husly for min Gud.
Af egne midler vil jeg bygge; –
min arv, alt mit til sidste skærv
skal gives ud til dette hverv.
Nu, foged, er De end så djerv,
at mene, De kan tanken rygge?

FOGDEN
(med foldede hænder)
.
Jeg står som falden ned fra skyerne!
Sligt spørges knapt engang fra byerne; –
og her i bygden, – her hos os,
hvor pungens lukning længst var lov
mod hvert et trængende behov, –
her åbner De en rundheds fos,
som risler, blinker, sprøjter, skummer –.
Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!