Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
AGNES.
Hver den, som ser Jehova, dør!
BRAND
(slår armene om hende og trykker hende tæt op til sig)
.
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!
Luk dine øjne –
AGNES.
Skal jeg?
BRAND
(slipper hende)
.
Nej!
AGNES.
Du lider, Brand.
BRAND.
Jeg elsker dig.
AGNES.
Hård er din kærlighed.
BRAND.
For hård?
AGNES.
Ej spørg; jeg følger, hvor du går.
BRAND.
Tror du, at meningsløst jeg drog dig
af dansen og af legen ud, –
at for en halvheds skyld jeg slog dig
med offerlydighedens bud?
Ve dig og mig; for dyrt og stort
var da det offer, her blev gjort.
Du er min hustru; jeg tør kræve
dig helt, for kaldets liv at leve.
AGNES.
Ja, kræv; men gå ej fra mig;
BRAND.
Jo;
jeg trænger stilhed, trænger ro.
Snart skal den store kirke bygges –
AGNES.
Min lille kirke sank i grus.
BRAND.
Var den dit hjertes afgudshus,
så måtte den i stormen rygges.
(favner hende som i angst.)
Al fred om dig, – og gennem dig
til mig, til mit, den lige vej!
(går mod sidedøren.)
AGNES.
Brand, må jeg flytte ganske stille
på vindues-lugens stygge skille?
Kun lidt? På klem? Brand, må jeg?
BRAND
(i døren)
.
Nej.
(går ind i sit kammer.)
AGNES.
Lukket, lukket, – alting lukket!
Selve glemslen lukket af!
Bom for klagen, segl for sukket,
lås for himmel og for grav!
Jeg vil ud; jeg kan ej ånde
her i ensomhedens vånde!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra højden
strenge øjne på mig ned!
Kan jeg vel på flugt fra bygden
føre hjertets eje med?
Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min rædsels tomme stille?
(lytter ved døren til Brands stue.)
Lydt han læser; til hans øre
rækker ikke frem min røst.
Ingen hjælp! Ej råd, ej trøst!
Julens Gud har nok at gøre
med at lytte til de riges,
børneriges, lykkeliges
tak og sang og leg og dans.
Jul er jublens tid og hans.
Ej han ser mig, ej han agter
på en ensom moders fagter.
(nærmer sig varsomt til vinduet.)
Skal jeg åbne skillets rammer,
så det klare fulde lys
jager nattens skræk og gys
fra hans sorte sovekammer? –
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo barnets tid; –
han får lov at komme hid;
kanske står han nu derude,
strækker armen for at pikke
på sin moders stængte rude. –
Lød der ikke barnegråd?
Alf, jeg véd ej hjælp og råd?
Her er stængt; din fader stængte; –
Alf, jeg tør ej åbne nu!
Lydigt lidet barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igen til himlen;
der er lys og der er glæde;
der er leg i børnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, –
sig ej, at din fader lukked,
da du kom og banked på.
Lidet barn kan ej forstå,
hvad vi store voksne må.
Sig, han sørged, – sig, han sukked;
sig dem, det var ham, som plukked
smukke blade til en krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster på hovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end rammen
står som skille mellem os.
Først i glød af lutringsflammen
falder skillevæggen sammen,
revner hvælv og brister stængsler,
hviner fængselsdørens hængsler,
springer op den store lås!
Meget, meget her må gøres,
før vi to kan sammen føres. –
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde kravets svælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. –
Men iaften er det helg.
Fra ifjor hvor vidt forskellig –!
Hys, – den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine skatte, –
dem, hvis endeløse pris,
fra min lykkes livsforlis,
kun en moders sjæl kan fatte.
(hun knæler ned ved kommoden, åbner en skuffe og tager forskellige ting frem. I samme øjeblik lukker Brand på døren og vil tale til hende, men da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver stående. Agnes ser ham ikke.)
BRAND
(sagte)
.
Evig samme flugt om graven,
samme leg i dødninghaven.
AGNES.
Her er sløret. Her er kåben,
han blev båren i til dåben. –
Her i knyttet har jeg kjolen –
(holder den ivejret, ser på den og ler.)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille gut,
da han sad i kirkestolen. –
Her er skærfet, her er kuften,
han var klædt i første gang
han fik komme ud i luften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden –,
den skal lægges her ved siden. –
Vanter, strømper, – hvilke ben! –
og hans nye silkekyse,
som han fik for ej at fryse –;
den er ubrugt, ren og pen. –
O, der ligger langfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tæt,
for at rejse lindt og let;
da jeg atter havde lagt den
bort, jeg var til døden træt.
BRAND
(knuger hænderne i smerte)
.
Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse
hendes sidste afgudshuse;
skik en anden, er det ret!
AGNES.
Den er plettet; – har jeg grædt? –
Hvilken rigdom! Perlestukken,
smertekrammet, tåredrukken,
glansomstrålt af valgets gru,
hellig! Den er kroningskåben,
som han bar i offerdåben!
O, hvor jeg er rig endnu!
(Det banker hvast på gangdøren; Agnes vender sig med et skrig og ser
Brand i det samme. Døren rives op og en kvinde, forrevent klædt,
træder ilsomt ind med et barn på armen.)
KVINDEN
(ser børnetøjet og råber til Agnes)
:
Del med mig, du rige moer!
AGNES.
Du er tifold mere rig!
KVINDEN.
Ha, du er de andre lig;
altid munden fuld af ord!
BRAND
(nærmer sig)
.
Nævn mig, hvad du søger her.
KVINDEN.
Ikke dig, for du er presten!
Heller ud igen i blæsten,
end at høre præk om brøde;
heller flygte sig tildøde,
drukne, rådne på et skær,
end at stå for svartemanden,
som véd vejen ned til branden!
Kan jeg hjælpe, jeg, for fanden,
at jeg blev til den jeg er?
BRAND
(sagte)
.
Denne røst og disse træk
isner mig med anings-skræk!
AGNES.
Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.
Sulter barnet, skal det mættes –
KVINDEN.
Taterungen tør ej sættes,
hvor det luner, hvor det lyser.
Vore folk har landevejen,
urden, skogen, fjeldet, hejen;
vi skal færdes, vi skal vandre;
hus og hjem er for jer andre.
Lynsnar må jeg ud igen;
de er efter mig som hunde!
Foged, lensmand, lovens mænd,
gad mig binde, hvis de kunde.
BRAND.
Her du skal ej røres.
KVINDEN.
Her?
Under tag og mellem vægge?
Nej, du; vinternatten bær
bedre luftning til os begge.
Men et plagg til svøb for barnet!
Ældste broder hans, det skarnet,
er som tyv ifra mig strøgen
med den klud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen,
blå, forfrossen, gennemføgen
af den rim, som røg forbi.
BRAND.
Kvinde, gør din spæde fri
for din vilde dødsfærds sti; –
lad ham løftes, lad ham lettes;
af kan brændemærket tvættes –
KVINDEN.
Jo, du kender godt til tingen!
Sligt et under mægter ingen, –
skal ej mægte det engang!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Véd du, hvor hans moer har født ham.
Jo, på grøftekantens hælding,
under drik og spil og sang.
Han blev døbt i sluddets vælling,
korset med et kul af asken,
læsket med en klunk af flasken; –
samme stund han slap sin moer,
stod der om os folk, som svor; –
véd du hvem det var? Gudbedre; –
ungens faer – og ungens fædre!
BRAND.
Agnes?
AGNES.
Ja.
BRAND.
Du ser din pligt.
AGNES
(med rædsel)
.
Brand! Til hende! Aldrig sligt!
KVINDEN.
Giv mig, giv mig! Giv mig alt!
Silkevæv og vraget pjalt!
Intet er for slet, for godt,
kan det lindes om ham blot.
Snart hans ånde slipper op;
han skal dø med tinet krop!
BRAND
(til Agnes)
.
Nu du hører valget runge!
KVINDEN.
Du har nok til egen unge;
sig mig, – har du ej til min
livets plagg og dødens lin?
BRAND.
Lyder ej fra denne tunge
maningsfulde varslers hvin?
KVINDEN.
Giv mig!
AGNES.
Det er helligbrøde!
Blodskyld mod den lille døde!
BRAND.
Gavnløst han i døden sendtes,
hvis på tærsklen vejen endtes.
AGNES
(brudt)
.
Viljen ske. Mit hjertes rødder
skal jeg træde under fødder.
Kvinde, kom og tag imod; –
deles skal min overflod –
KVINDEN.
Giv mig!
BRAND.
Deles? – Agnes; deles?
AGNES
(med vild styrke)
.
Heller dræbes jeg, end stjæles
alt ifra! Se, jeg har veget
fod for fod! Jeg kan ej længer!
Halvt er nok; ej mer hun trænger!
BRAND.
Var det hele da formeget,
da det købtes til dit eget?
AGNES
(giver)
.
Kvinde, kom; se her, tag kåben,
som mit eget bar i dåben.
Her er kjolen, skærfet, kuften;
den er god mod natteluften;
her den lille silkekyse;
under den han skal ej fryse;
tag det; tag til sidste pjalt –
KVINDEN.
Giv mig!
BRAND.
Agnes, gav du alt?
AGNES
(giver igen)
.
Kvinde, her er kroningskåben,
som han bar i offerdåben!
KVINDEN.
Så! nu ser jeg der er tømt.
Den som nu var langvejs rømt!
Jeg vil svøbe ham på trappen; –
så på flugt med hele lappen!
(går.)
AGNES
(står i stærk indre kamp; endelig spørger hun)
:
Sig mig, Brand, om det er billigt,
at der kræves mer endnu?
BRAND.
Sig mig først, om det var villigt,
at du gik til gavens gru?
AGNES.
Nej.
BRAND.
Din skænk er slængt i havet.
Over dig er endnu kravet.
(vil gå.)
AGNES
(tier til han er nær ved døren, da råber hun)
:
Brand!
BRAND.
Hvad vil du?
AGNES.
Jeg har løjet; –
se, jeg angrer; jeg er bøjet.
Ej du aned, ej du vidste
andet end jeg gav det sidste.
BRAND.
Nu!
AGNES
(tager en sammenlagt barnekappe frem fra brystet)
.
Se, ét er i behold.
BRAND.
Kappen?
AGNES.
Ja, med tårer vædet,
fugtet af hans dødssved kold, –
siden ved mit hjerte fredet!
BRAND.
Bliv i dine guders vold.
(vil gå.)
AGNES.
Stands!
BRAND.
Hvad vil du!
AGNES.
O, du véd det!
(rækker kappen imod ham.)
BRAND
(nærmer sig og spørger uden at tage den)
:
Villigt?
AGNES.
Villigt!
BRAND.
Ræk mig kappen.
Kvinden sidder end på trappen.
(går.)
AGNES.
Røvet, røvet, – alting røvet, –
sidste bånd, som bandt til støvet!
(står en stund ubevægelig stille; lidt efter lidt går udtrykket i hendes ansigt over til høj strålende glæde. Brand kommer tilbage; hun flyver ham jublende imøde, kaster sig om hans hals og råber)
:
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
BRAND.
Agnes!