Complete Works of Henrik Ibsen (438 page)

AGNES.
Mørket er forbi!
Alle rædsler, som har tynget
lig en mare på mit bryst,
ligger nu i sluget slynget!
Der er sejr i viljens dyst!
Af er alle tåger strøget,
bort er alle skyer føget;
gennem natten, over døden
ser jeg skimt af morgenrøden!
Kirkegården, kirkegården!
Ordet åbner ej for tåren.
Navnet river ej i såret; –
barnet er til himlen båret!

BRAND.
Agnes! Ja, nu har du sejret.

AGNES.
Ja, tilvisse sejret nu, –
sejret over grav og gru!
O, se opad, se ivejret!
Ser du Alf for tronens fod,
lysglad som i livets dage,
strække armen os imod?
Om jeg ejed tusend munde,
om jeg turde, om jeg kunde,
ikke én jeg dog oplod
for at kræve ham tilbage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
til at finde midler ud.
Barnets offer, offerbrøden,
båret har min sjæl fra døden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til sejr jeg måtte fristes! –
Tak, at du min hånd har ledet;
du har trofast for mig stredet;
o, jeg så din hjertekval.
Nu står du i valgets dal;
over dig nu vægten faldt
af dets intet eller alt!

BRAND.
Agnes, gådefuldt du taler; –
endt er alle stridens kvaler!

AGNES.
Glemmer du det ord fra før:
den, som ser Jehova, dør!

BRAND
(viger tilbage)
.
Ve mig, hvilket lys du tænder! –
Nej! og tusend gange nej!
Jeg har kæmpestærke hænder;
gå ifra mig skal du ej!
Lad kun alt på jorden glippe;
hver en vinding kan jeg slippe,
o, men aldrig, aldrig dig!

AGNES.
Vælg; du står på vejens skille!
Sluk det lys, som i mig brænder,
stæng for juletankens kilde;
giv mig mine afgudsklude; –
kvinden sidder end derude; –
lad mig atter gå tilbage
til de himmelblinde dage,
sænk mig atter ned i dyndet,
hvor, til nu – jeg sløvt har syndet, –
alt du kan; det står dig frit;
jeg mod dig kun mægter lidt;
stæk min vinge, stæng for sjælen,
døgnets blylod hæng om hælen,
bind mig, træk mig atter ned,
did, hvorfra du selv mig hæved, –
lad mig leve, som jeg leved,
da i mørket jeg mig vred!
Hvis du dette vil og tør,
jeg din hustru er som før; –
vælg; du står på vejens skille!

BRAND.
Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
O, men langt fra dette sted,
langt fra alle sorgens minder,
liv og lys som ét du finder!

AGNES.
Glemmer du at her dig binder
kaldets dåb – og offrets med?
Glemmer du de tusend sjæle,
som dit hverv er her at hele, –
dem, Gud Herren bød dig føre
fremad, hjem, til frelsens kilde?
Vælg; du står på vejens skille!

BRAND.
Jeg har intet valg at gøre.

AGNES
(kaster sig om hans hals)
.
Tak for alt, – og tak for dette!
Du har ledet tro den trætte!
Over mig er tungheds tåge, –
du vil tro ved lejet våge.

BRAND.
Sov! nu er dit dagværk endt.

AGNES.
Endt, og nattelyset tændt.
Sejren tog min styrkes skat;
jeg er mødig, jeg er mat;
o, men Gud er let at love!
Brand, godnat!

BRAND.
Godnat!

AGNES.
Godnat!
Tak for alt. Nu vil jeg sove.
(går.)

BRAND
(knuger hænderne mod brystet)
.
Sjæl, vær trofast til det sidste!
Sejrens sejr er alt at miste.
Tabets alt din vinding skabte; –
evigt ejes kun det tabte!

FEMTE AKT

(Halvandet år senere. Den nye kirke står fuldfærdig og smykket til indvielsen. Elven rinder tæt forbi. Det er tidlig tåget morgen.)

(Klokkeren er ifærd med at hænge kranse op udenfor kirken; lidt efter kommer skolemesteren.)

SKOLEMESTEREN.
Se, alt på pletten?

KLOKKEREN.
Det kan trænges.
Tag hånd i med; her løv skal hænges
fra stav til stav som hegn for toget.

SKOLEMESTEREN.
Ved prestegården rejses noget,
som slutter med en åbning rund –

KLOKKEREN.
Ja-visst, ja-visst!

SKOLEMESTEREN.
Hvad skal det være?

KLOKKEREN.
Et såkaldt skilt til prestens ære,
med prestens navn på gylden grund.

SKOLEMESTEREN.
Jo, der blir stas idag i sognet!
Helt langvejs fra de strømmer hid;
af sejl er fjorden næsten hvid.

KLOKKEREN.
Ja, nu er menigheden vågnet;
i prestens salig formands tid
der spurgtes aldrig splid og strid;
da sov man selv, da sov ens næste; –
jeg véd ej, hvad der er det bedste.

SKOLEMESTEREN.
Liv, klokker, liv!

KLOKKEREN.
Men jeg og I
går urørt livelsen forbi;
hvad kan det komme af?

SKOLEMESTEREN.
Fordi
vi virked, til de andre sov;
og da de vågned, sovned vi, –
thi da var ej for os behov.

KLOKKEREN.
Men dog I sagde, liv var bedst?

SKOLEMESTEREN.
Det samme siger provst og prest;
jeg selv ej siger andet heller, –
men, vel at mærke, når det gælder
den hele store folkets rest.
Dog vi to har en anden lov,
end den, som læses rundt i lierne;
vi er distriktets embedsmænd;
se, vi skal holde stramt igen,
skal skøtte kirketugt og videnskaber,
og ej befatte os med lidenskaber, –
kort sagt, stå udenfor partierne.

KLOKKEREN.
Men presten selv står midt i sagen.

SKOLEMESTEREN.
Det er just det, han ikke burde.
Jeg véd, hans foresattes kreds
er med hans gerning utilfreds,
og dersom de for folket turde,
de havde længst alt vendt ham bagen.
Men han er fin; han lugter lunten;
han véd nok hvad, som binder bundten.
Han bygger kirken. Alle smøres
med blindhed her, når noget gøres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen;
at der blir gjort, – se, det er tingen; –
vi allesammen, flok og førere,
kan kaldes for en slægt af gørere.

KLOKKEREN.
I har jo været storthingsmand,
så I må kende folk og land;
men en, som rejste gennem sognet
kort efter at man her var vågnet,
har sagt, at fordum var vi sovere,
så vaktes vi – og blev til lovere.

SKOLEMESTEREN.
Ja, lovende er dette folk, –
et folk, som lover såre meget, –
et folk, som er i kort tid steget,
så hvermand snart er løftets tolk.

KLOKKEREN.
På et jeg tidt har spekuleret;
hør, sig mig, I, som har studeret, –
hvad er et såkaldt folkeløfte?

SKOLEMESTEREN.
Et folkeløfte, kære klokker?
Det blev vidtløftigt her at drøfte;
men det er noget, alle flokker
sig om i kraft af en idé;
det noget stort er, som skal ske –
i folkets fremtid notabene.

KLOKKEREN.
Så tak, nu skønner jeg det ene;
men der er én ting til, jeg må
i hastighed få rede på.

SKOLEMESTEREN.
Tal frit.

KLOKKEREN.
Sig mig, hvad årstal kommer
den tid, som kaldes fremtid?

SKOLEMESTEREN.
Ej!
Den kommer aldrig!

KLOKKEREN.
Aldrig!

SKOLEMESTEREN.
Nej,
det er naturligt i sin orden;
thi når den kommer, er den vorden
til nutid, – er ej fremtid mer.

KLOKKEREN.
Ja, det er rigtigt, som jeg ser;
om den ting kan ej ordstrid voldes.
Men når skal så et løfte holdes?

SKOLEMESTEREN.
Nu har jeg jo fornylig sagt,
et løfte er en fremtidspagt;
i fremtid skal det holdes.

KLOKKEREN.
Ja, –
men sig, når kommer fremtid da?

SKOLEMESTEREN
(sagte)
.
Det er en klokker!
(højt.)
Kære ven,
skal nu jeg rippe op igen,
at fremtid kan umuligt komme;
thi når den kommer, er den omme.

KLOKKEREN.
Tak!

SKOLEMESTEREN.
Bag om alle tings begreb
der noget står, som ligner kneb,
men som er ganske ligefrem, –
at sige da for alle dem,
der tælle kan til mer end fem,
At love er tilsidst at lyve,
skønt loveren er lige ærlig;
al holden kaldtes før besværlig,
men den kan kaldes rent umulig,
hvis i logiken man er duelig. –
Nå, lad så løftefuglen flyve.
Hør, sig mig –?

KLOKKEREN.
Hys?

SKOLEMESTEREN.
Hvad er det?

KLOKKEREN.
Stille!

SKOLEMESTEREN.
Min tro, jeg hører nogen spille
på orgelværket.

KLOKKEREN.
Det er ham.

SKOLEMESTEREN.
Hvad? Presten?

KLOKKEREN.
Netop.

SKOLEMESTEREN.
Få mig skam, –
så har han været tidligt ude!

KLOKKEREN.
Knapt tror jeg han i denne nat
har krammet prestesengens pude.

SKOLEMESTEREN.
Hvad!

KLOKKEREN.
Det er aldrig rigtig fat.
Han gnages af en lønlig tand
alt siden han blev enkemand;
han gemmer sorgen, det er visst!
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans hjerte var
et overfyldt og utæt kar; –
så spiller han. Hør, hver en tone
er som han græd for barn og kone.

SKOLEMESTEREN.
Det er, som om de taltes ved –

KLOKKEREN.
Som en der trøsted, en der led –

SKOLEMESTEREN.
Hm, – den der turde blive rørt!

KLOKKEREN.
Ja, den, som ej var embedsmand!

SKOLEMESTEREN.
Ja, den, som ej var klemt og snørt
af alslags hensyn til sin stand!

KLOKKEREN.
Ja, den, som turde give pokker
og fanden både pen og bog!

SKOLEMESTEREN.
Og den, som slap at være klog;
og den som turde føle, klokker!

KLOKKEREN.
Ven, ingen ser os, – lad os føle!

SKOLEMESTEREN.
Det var usømmeligt at søle
sig ned i menneskenes sfære.
En mand skal, efter prestens lære,
på en gang ikke to ting være;
selv den, som vil, ej være kan
et menneske og embedsmand;
man være bør – i alt som noget –
en efterligning af vor foged.

KLOKKEREN.
Hvi just som han?

SKOLEMESTEREN.
I mindes vel
den store brand i fogedgården,
da ud arkivets skat blev båren
og reddet?

KLOKKEREN.
Ja, det var en kveld –

SKOLEMESTEREN.
En uvejrskveld, og fogden stræved;
det var, som om han tifold leved; –
men fanden stod og lo i stuen;
og fluks hun så ham, hylte fruen:
o, frels din sjæl, min kære ven, –
den onde står dig efter livet!
Da råbte fogden gennem luen:
min sjæl? Til helvede med den, –
hjælp blot at bære bort arkivet!
Se, han er foged ud og ind
med hud og hår, i sind og skind,
og derfor véd jeg visst han vinder
didhen, hvor han sin livsløn finder.

KLOKKEREN.
Og hvor er det?

SKOLEMESTEREN.
Naturligvis
i gode fogders paradis.

KLOKKEREN.
Min lærde ven!

SKOLEMESTEREN.
Hvad godt?

KLOKKEREN.
Jeg tror
jeg bagom hvert af jeres ord
formærker tegn på tidens gæring;
thi gæring er her, det er visst;
den kendes gennem alles brist
på agt for gammel hævdet sed.

SKOLEMESTEREN.
Det mugne må i muldet ned;
det rådne er det færskes næring; –
her hules slægtens bryst af tæring,
og kan ej ondet hostes op, –
så ned i kisten med dets krop.
Ja, gæring er her, det er sikkert,
det observeres uden kikkert.
Hin dag, den gamle kirke faldt,
det var, som tog den med sig alt,
hvori vort liv til samme stund
slog rod og trevl og fandt sin grund.

KLOKKEREN.
Der kom en stilhed over mængden.
De havde råbt: riv ned, riv ned!
men skriget holdt ej ud i længden,
og mangen blev om øret hed
og skotted sky og stod betænkelig,
da bygdens gamle gudehus
for alvor skulde ned i grus, –
og mange fandt, den var ukrænkelig.

SKOLEMESTEREN.
Men mængden mente, tusend bånd
dem knytted til det gamles ånd,
sålænge ej det nye slot
var viet ind solid og godt;
og derfor under angst og spænding
de agtede på tingens vending,
og blinked mod den store dag,
da stryges skal det slidte flag,
da friske farver frit skal flomme; –
dog, alt som spiret opad steg,
blev flokken mere taus og bleg, –
og nu, – ja nu er tiden omme.

KLOKKEREN
(peger ud til siden)
.
Se myldret! Både stor og liden
er stimlet hid.

SKOLEMESTEREN.
I tusendvis.
Hvor stilt det er!

KLOKKEREN.
Og dog det dønner,
som havet dønner før en bris.

SKOLEMESTEREN.
Det folkehjertet er, som stønner; –
det er, som om der gik den viden
igennem dem, at stor er tiden;
det er, som om de stævntes ud
til thing og skulde bytte Gud.
Hør, hvor er presten? Jeg er klemt; –
jeg skulde ønske jeg var gemt!

KLOKKEREN.
Jeg med, jeg med!

SKOLEMESTEREN.
I slig en stund
en lodder ej sin egen bund;
hvert dyb et dybere har under;
en vil, en viger og en stunder!

KLOKKEREN.
Ven!

SKOLEMESTEREN.
Ven igen!

KLOKKEREN.
Hm!

SKOLEMESTEREN.
Tal! – I nøler?

KLOKKEREN.
Jeg tror bogstavelig vi føler!

SKOLEMESTEREN.
Hvad! Ikke jeg!

KLOKKEREN.
Jeg ikke heller!
Et vidnesbyrd ej nogen fælder!

KLOKKEREN.
Vi to er mænd, ej dumme jenter.
Godmorgen! Skolens ungdom venter.
(går.)

KLOKKEREN.
Nys så jeg syner som et fjog
nu er jeg atter kølig, klog,
og lukket som en spændebog.
Til arbejd hist; – her er det ude,
og lediggang er fandens pude.
(går til den anden side.)
(Orgelet, som under det foregående har lydt dæmpet, bruser på engang stærkt og ender med en skærende mislyd. Lidt efter kommer Brand ud.)

BRAND.
Nej! jeg kan ej tonen tvinge,
så den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til skrig;
loftets buer, hvælv og vægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træhårdt møde,
lukke rundt om sangen, lig
kistelåget om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
orglet har sit mæle mistet.
Røsten hæved jeg til bøn;
men den drev tilbage brusten,
som en klokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbrystet støn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i koret,
slog med hånden vredt imod,
visende ifra sig ordet! –
Herrens hus skal bygges stort;
så det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glat nok voved; –
nu står værket færdiggjort.

Alle korser sig i kor,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre véd det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette hus
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin anings brus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det tempelbilled,
som jeg skimted stort i ånden,
hvælvet over verdens-vånden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet,
stort i småt hun kunde se,
lyse fra mig tvivlens ve,
favne jord og himmel sammen,
lig et løvtag over stammen.
(bemærker anstalterne til festen.)