Complete Works of Henrik Ibsen (433 page)

BRAND.
Dog tykkes mig, som om I svigter
det ord, at adelskab forpligter, –
som om, med hakke, plog og harv,
I mulder ned kong Beles arv.

FOGDEN.
På ingen måde. Gå blot ud
i sognefolkets gæstebud,
hvor jeg og lensmand, klokker, dommer,
som hæderslemmer er at finde,
så skal De se, når punschen kommer,
at dødt ej er kong Beles minde.
I skåler, bægerklang og sang,
i tale, både kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt trang
fornummet til om ham at væve
mit tankespind til blomstret dug,
og løftet mangen indfødts hug.
Jeg liker godt lidt poesi.
Det gør igrunden alle vi
fra denne bygd; – dog alt med måde;
i livet bør den aldrig råde, –
kun mellem klokken syv og ti
om aftenen, når folk er fri,
når man, af dagens gerning træt,
kan trænge til en løftnings-tvætt.
Den forskel er der mellem os
og Dem, at De med vold og trods
på engang pløje vil og slås.
Så vidt jeg ser, er Deres mening:
vort livs og dets idees forening, –
Guds krig, med dyrkning af poteter
i enhed stillet frem tilslut,
så inderligt, som af salpeter
med kul og svovel vorder krudt.

BRAND.
Omtrent.

FOGDEN.
Men sligt er her ugørligt.
I store samfund lød det hørligt; –
gå did med Deres høje krav;
lad os så pløje myr og hav.

BRAND.
Pløj allerførst i havet ned
jer pral om fædres herlighed;
ej dverg blir mandshøj, skønt han har
en Goliath til oldefaer.

FOGDEN.
Der ligger vækst i store minder.

BRAND.
Når mindet sig til livet binder;
men I af mindets gravhoug hul
har bygt jer sløvheds skalkeskjul.

FOGDEN.
Mit første blir mit sidste ord; –
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres gerning grønnes,
her vil ej Deres livssyn skønnes.
Den smule flugt, som er fornøden, –
den løftning, som behøves kan
fra tid til tid for slæbets mand,
skal jeg besørge ufortrøden.
Igennem al min embedstid
står vakkre vidner om min flid;
ved mig er folkets tal fordoblet,
ja øget fast til tre mod en, –
idet jeg har til stedet koblet
snart hin snart denne næringsgren.
Mod trodsende natur i kamp
er frem vi skredet som med damp;
her brydes vej, her bygges bro –

BRAND.
Men ej imellem liv og tro.

FOGDEN.
Imellem fjord og viddens sne.

BRAND.
Ej mellem gerning og idé.

FOGDEN.
Først farbart mellem grænd og grænd,
først fremkomst mellem mænd og mænd, –
det var der kun én mening om,
før De som prest til bygden kom.
Nu har De blandet alt i et,
vort grubeblus med nordlysflammen;
hvem kan i sligt et tve-skær se,
hvad der er vrangt, hvad der er ret,
hvad der er bod, hvad der er ve?
Hvert forhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske lejre
den flok, som samlet skulde sejre.

BRAND.
Her blir jeg dog tiltrods for Dem.
En vælger ej sit virkes hjem.
Den mand, som målet véd og vil,
fornummet har i skrift af ild
det Gudsråb: her du hører til!

FOGDEN.
Så bliv, men inden egne grænser;
jeg gerne ser, De folket renser
for synd og last, som går isvang;
Gud véd, det trænges mangen gang!
Men gør blot ingen helligdag
af yrkets sex, – og ton ej flag,
som om Vorherre var ombord
på hver en jagt, der skar vor fjord.

BRAND.
Hvis Deres råd mig skulde nytte,
jeg måtte sjæl og sjæls-syn bytte;
men kaldet er, sig selv at være,
sin egen sag til sejr at bære,
og jeg skal bære sagen frem,
så det skal lyse om mit hjem!
Det folk, jer hele styrer-trop
har dysset ind, skal vækkes op!
I længe nok i trangheds bur
har pint dets rest af fjeldnatur;
fra eders småheds sultekur
hver mand går ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste blod,
har hulet margen af hans mod;
I pukket har i stumper små
hver sjæl, som malmstøbt skulde stå; –
men endnu kan et rejsnings-skrig
i eders øre tordne: krig!

FOGDEN.
Krig?

BRAND.
Krig!

FOGDEN.
Hvis De til våben kalder,
De blir den første mand, der falder!

BRAND.
Med klarsyn skønnes skal en dag,
at største sejr er nederlag!

FOGDEN.
Betænk Dem, Brand; De står på skillet;
sæt alt ej på det ene kort.

BRAND.
Og dog jeg gør det!

FOGDEN.
Tabes spillet,
er Deres jordliv ødslet bort.
De ejer alle verdens goder,
er arving til en grundrig moder,
De har et barn at leve for,
en elsket hustru; – lykkens kår
blir rakt Dem som af milde hænder!

BRAND.
Og hvis jeg endda ryggen vender,
til hvad De lykkens kår har kaldt?
Ifald jeg må?

FOGDEN.
Fortabt er alt,
hvis her, i verdens udmarks vik,
De åbner Deres verdens-krig!
Drag sørpå, mod de rige strande,
hvor mænd tør stå med løftet pande;
der kan med ret De lyse møde
og byde menigheden bløde;
vort offer er ej blod, men sved
i kamp for brød blandt klippeskred.

BRAND.
Her blir jeg dog. Her er mit hjem,
og i mit hjem min krig skal frem.

FOGDEN.
Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –
og først og fremst, husk, hvad De slipper!

BRAND.
Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.

FOGDEN.
Brand, håbløs er en ensom kriger.

BRAND.
Min flok er stærk; jeg har de bedste.

FOGDEN
(smiler)
.
Ja, muligt det, – men jeg de fleste.
(går.)

BRAND
(ser efter ham)
.
Der går en fuldblods folkets mand,
retsindigt tænkende, velvillig,
på sin vis virksom, varm og billig, –
og dog en svøbe for sit land.
Ej jordfald, flom og vinterblæst,
ej hungersnød, ej frost og pest,
forvolder halvt det nederlag,
som slig en mellem år og dag.
Af landeplagen liv kun røves; –
men han –! Hvor mange tanker kløves,
hvor mange friske viljer sløves,
hvor mange stærke sange døves
af slig forklemt, trangbrystig sjæl!
Hvor mangt et smil på folkemunde,
hvor mangt et lyn i folkebarm,
hvor mangen løftnings lyst og harm, –
der frem til dåd sig vokse kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i angst.)
Men budet! Budet! – Ingen kommer!
Jo, doktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min moer –?

DOKTOREN.
Nu er hun stedet for sin dommer.

BRAND.
Død! – Men i bod?

DOKTOREN.
Det knapt jeg tror;
hun hang ved sit på denne jord,
til timen slog, og de blev skilt.

BRAND
(ser stille rystet frem for sig)
.
Er her en vildsom sjæl forspildt?

DOKTOREN.
Kan hænde vel hun dømmes mildt, –
ej efter lov, men efter skøn.

BRAND
(sagte)
.
Hvad talte hun?

DOKTOREN.
Hun mumled stilt:
Gud er ej hårdhændt, som min søn!

BRAND
(synker i smerte ned på bænken)
.
I brødens kvalm, på dødens fjæl,
den samme løgn, som slår hver sjæl!
(skjuler ansigtet i hænderne.)

DOKTOREN
(går nærmere, ser på ham og ryster på hovedet)
.
De vil en gennemlevet tid
i et og alting flytte hid.
De tror endnu hin lovens pagt
for Gud og godtfolk står ved magt; –
hver slægt har dog sin egen vis;
vor skræmmes ej med flammeris,
med ammesnak om sjæle-ran; –
dens første bud er: vær human!

BRAND
(ser op)
.
Human! Ja, dette slappe ord
er feltråb for den hele jord!
Med det hver stymper hyller til,
at ingen dåd han tør og vil;
med det hver skrælling dækker over,
at ej han alt for sejren vover;
i ly af det blir letvindt brudt
hver uslings løfte, fejgt fortrudt; –
I pusling-sjæle gør tilsidst
af mennesket en humanist!
Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang råde,
han under korset råbte nåde, –
og soningsværket sagtens blev
et diplomatisk himmelbrev!
(skjuler hovedet og sidder i stum sorg.)

DOKTOREN
(sagte)
.
Ras ud, ras ud, du sjæl i storm; –
bedst, om du kunde tårer fange.

AGNES
(er kommen ud på trappen; bleg og forfærdet hvisker hun til doktoren)
:
Her ind! Følg med!

DOKTOREN.
Du gør mig bange!
Hvad er det, barn?

AGNES.
En angstens orm
har koldt sig om mit hjerte lagt –!

DOKTOREN.
Hvad er det?

AGNES
(drager ham med sig)
.
Kom! – Guds evige magt!
(de går ind i huset; Brand mærker det ikke.)

BRAND
(stille hen for sig)
.
Død uden bod. Død, som hun leved.
Er ikke der Guds fingerpeg?
Igennem mig skal vorde hævet
den skat, som hun har fra sig skrevet; –
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
(rejser sig.)
Med sønnens pligt, på hjemmets grund,
uryggelig fra denne stund
som kåret korsmand slå jeg skal
for åndens sejr i kødets fald.
Gud har mig rakt sin tunges stål,
har tændt i mig sin vredes bål; –
nu står jeg i min viljes vælde,
nu tør, nu kan jeg knuse fjelde!

DOKTOREN
(efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud på trappen og råber)
:
Beskik dit hus og drag herfra!

BRAND.
Om jorden skalv, jeg blev endda!

DOKTOREN.
Så er dit barn til døden dømt.

BRAND
(forvildet)
.
Alf! Barnet! Alf! Hvad rædsels skrømt
er dette her! Mit barn!
(vil ind i huset.)

DOKTOREN
(holder ham tilbage)
.
Nej bliv! –
Her er ej lys, her er ej sol,
her skær en luft, som pust fra pol, –
her sænker skodden klamt sig ned; –
en vinter til på dette sted
vil visne bort hans spæde liv.
Rejs, Brand, og Deres barn er frelst;
men gør det snart, imorgen helst.

BRAND.
Ikveld, idag, i denne stund!
O, han skal vokse stærk og sund; –
ej gufs fra bræ, ej sno fra kyst,
skal isne mer hans lille bryst.
Kom, Agnes, løft ham lindt i blund!
På flugt, på flugt langs alle sund!
O, Agnes, Agnes, dødens garn
sig spinder om vort lille barn!

AGNES.
Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –
og dog jeg så kun faren halv.

BRAND
(til doktoren)
.
Men flugt ham frelser? Så De lover!

DOKTOREN.
Det liv, en fader våger over
ved nat og dag, er sejerstrygt.
Vær alt for ham, og sundhedssmykt
De snart skal se ham; nær ej frygt.

BRAND.
Tak, tak!
(til Agnes.)
Hyll tæt i dun ham ind;
langs fjorden stryger aftnens vind.
(Agnes går ind i huset.)

DOKTOREN
(betragter i taushed Brand, som ubevægelig ser ind gennem døren, går derpå hen til ham, lægger hånden på hans skulder og siger)
:
Mod verdens flok så ubønhørlig,
og mod sig selv så let medgørlig!
For den ej gælder lidt, ej meget, –
kun lovens intet eller alt;
men fra en selv er modet veget
i samme stund som loddet faldt –
og offerlammet var ens eget.

BRAND.
Hvad mener De?

DOKTOREN.
Til Deres moer
De tordned lovens hårde ord;
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen går i grav;
Og samme råb har runget tidt,
når folkets flok, som tyngst, har lidt!
Nu er De havsnødsmanden selv,
i skæbnens storm på bådens hvælv;
nu kaster De fra krænget køl
tilhavs hvert brev om straffens pøl, –
tilhavs, tilhavs den tunge bog,
hvormed De brødres bringer slog;
nu gælder det i kuling stiv
at berge eget afkoms liv.
På flugt, på flugt langs fjord og vik, –
på flugt fra egen moders lig, –
på flugt fra sjælehjord og kald; –
nu lyser presten messefald!

BRAND
(griber sig forvildet om hovedet som for at samle tankerne)
.
Er nu jeg blind! Var jeg det før!