Complete Works of Henrik Ibsen (376 page)
Read Complete Works of Henrik Ibsen Online
Authors: Henrik Ibsen
BJØRN
(træder ind)
.
Var det eder, som ringede, min frue?
FRU INGER
(skrivende)
.
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen.
(Bjørn går ud igen til venstre.)
FRU INGER
(efter en stund, rejser sig med heftighed)
.
Nej, nej, nej; – jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved –
(opskræmt, lyttende.)
Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten derinde. Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. – Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån?
(ler stille.)
Hm, – vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe.
(heftigt.)
Men slige eventyr duer alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes.
(hun går et par gange frem og tilbage; derpå åbner hun vinduet.)
Hvorlænge plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Sålænge ikke det er gjort, er det usundt at leve her.
(Bjørn kommer ind med to tændte armstager, som han sætter på bordene.)
FRU INGER,
(der atter har taget fat på papirerne)
:
Det er ret. Lad mig se du kommer ihu, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! – – Hvad tager de sig nu for derinde?
BJØRN.
De holder endnu på at skrue kistelåget fast.
FRU INGER
(skrivende)
.
Skruer de det godt fast?
BJØRN.
Så godt, som det behøves.
FRU INGER.
Ja, ja, – du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt.
(går hen til ham med hånden fuld af papirer og siger hemmelighedsfuldt:)
Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på hjerte. Vær på din post mod alle mennesker, – både mod dem, som er døde og mod dem, som skal dø. – Gå nu ind – gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.
BJØRN
(sagte, hovedrystende)
.
Jeg kan ikke blive klog på hende.
(han går atter ind i værelset til venstre.)
FRU INGER
(begynder at forsegle et brev, men kaster det halvfærdigt fra sig, går en stund op og ned, derpå siger hun med heftighed)
:
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl!
(hendes øje falder på Sten Stures billede; hun undviger synet og siger sagte:)
Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!
(hun vender billedet om mod væggen uden at se på det.)
Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden, – er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det!
(hun skotter stjålent henover billedrækken.)
Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går.
(stamper i gulvet.)
Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus!
(begynder at vende alle billederne indad mod væggen.)
Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv – –. Synes du det nu er påtide –? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene!
(hun ånder tungt og vedbliver under stedse stigende vildelse:)
Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig.
(breder pludselig armene ud og hvisker:)
Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg! – Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe – hinsides stjernerne – fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.
BJØRN
(kommer fra værelset til venstre)
.
Frue, jeg har at melde – –. Krist fri mig, – hvad er dette?
FRU INGER,
(der er stegen op i højsædet, som står ved væggen til bøjre)
:
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt; – thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride.
NILS LYKKE
(kommer åndeløs ind fra højre)
.
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger, – vid at –
FRU INGER.
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker.
(en ligsalme høres inde fra værelset.)
Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn – så længe til hun fik røde hænder deraf. – Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke.
NILS LYKKE.
Guds blod, – hvad er her sket?
FRU INGER.
Mine døtre; – mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen.
(hviskende.)
Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.
NILS LYKKE.
Ah, – dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.
FRU INGER.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. – Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha, – hvem sejrer, Gud eller jeg?
(Krigsknægtene kommer ud med kisten.)
FRU INGER
(griber sig om hovedet og råber)
.
Liget! –
(hviskende.)
Fy; det er en hæslig drøm.
(hun synker ned i højsædet.)
JENS BJELKE,
(som er trådt ind fra højre, standser og råber overrasket)
:
Død! Altså dog –
EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Selv har han –
JENS BJELKE
(med et blik til Nils Lykke)
.
Han selv –?
NILS LYKKE.
Hys!
FRU INGER
(mat og besindende sig)
.
Ja, rigtig; – nu kommer jeg det altsammen ihu.
JENS BJELKE
(til krigsknægtene)
.
Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.
EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, herr ridder; – men denne ring, som han bar om sin hals –
NILS LYKKE
(griber ham i armen)
.
Ti; ti!
FRU INGER
(farer ivejret)
.
Ringen? Ringen!
(hun iler hen og river den til sig.)
Sten Stures ring!
(med et skrig.)
O, Jesus Krist, – min søn!
(hun kaster sig ned over kisten.)
KRIGSKNÆGTENE.
Hendes søn?
JENS BJELKE
(på samme tid)
.
Inger Gyldenløves søn?
NILS LYKKE.
Så er det.
JENS BJELKE.
Men hvorfor sagde I mig ikke – –?
BJØRN,
(der forsøger at løfte hende op)
:
Hjælp; hjælp! Min frue, – hvad fattes eder?
FRU INGER
(med mat røst, idet hun hæver sig halvt ivejret)
:
Hvad der fattes –? Én kiste til. En grav hos mit barn – –
(Hun synker atter kraftløs ned over kisten. Nils Lykke går hurtigt ud til højre. Almindelig bevægelse blandt de øvrige.)
FRU KIRSTEN LILJEKRANS.
OLAF LILJEKRANS, hendes søn.
ARNE FRA GULDVIK.
INGEBORG, hans datter.
HEMMING, hans svend.
THORGJERD, en gammel spillemand.
ALFHILD.
BRYLLUPSGÆSTER.
SLÆGTNINGE af ARNE fra GULDVIK.
TERNER og SVENDE hos FRU KIRSTEN.
(Handlingen foregår i middelalderen i en fjeldbygd.)
(En tæt bevokset li, der fører op til højere liggende fjeldegne; i en dyb kløft løber en strid elv fra baggrunden ud til højre; over elven ligger nogle gamle træstammer og andre levninger af en forfalden bro. Store klippeblokke ligger adspredte i forgrunden, langt borte ses toppene af høje snefjelde. Aftenrøden hviler over landskabet, senere kommer månen frem.)
FØRSTE SCENE.
Thorgjerd
(står på et klippestykke ved elven og lytter til de forskellige kor, som høres udenfor skuepladsen.)
KOR AF FRU KIRSTENS FØLGE
(dybt inde i skoven til venstre)
.
Med fromme sange, med klokkespil
så vide vi færdes i dale;
du kristne mand, du lytte dertil,
vågn op af den koglende dvale.
SLÆGTNINGE AF ARNE FRA GULDVIK
(langt borte, udenfor til højre)
.
Nu færden står
til bryllupsgård;
folen løber let under lide!
Det drønner under hov
i den grønne skov,
der de lystige svende monne ride!
FRU KIRSTENS FØLGE
(lidt nærmere end før)
.
Vi maner dig frem af houg og fjeld,
hvorhelst du end sidder bunden,
du vågne derved, du fri din sjæl
fra listige alfer i lunden!
(Thorgjerd forsvinder i kløften, hvor elven løber; efter et raskt mellemspil høres nærmere:)
ARNES SLÆGTNINGE.
Vor vej vi korte med skæmt og sang,
alt om den brudenat.
FRU KIRSTENS FØLGE.
Med gråd vi vandre den dag så lang,
vi spejder i ur og i krat.
ARNES SLÆGTNINGE
(i nærheden, men stedse udenfor scenen)
.
Til bryllupsgilde, til spil og dans
stævner både terner og drenge.
FRU KIRSTENS FØLGE
(nærmere end før)
.
Olaf Liljekrans! Olaf Liljekrans!
Hvi sover du så tungt og så længe?
ANDEN SCENE.
Arne fra Guldvik
(viser sig med sine slægtninge, mænd og kvinder, spillemænd o. s. v. i baggrunden til højre på den anden side af elven; de er alle i højtidsdragt. Straks efter Hemming fra samme side.)
EN AF FØLGET.
Se her går vejen.
EN ANDEN.
Nej her!
EN TREDIE.
Visst ikke, her må det være.
ARNE FRA GULDVIK.
Se så, står vi nu fast igen!
(kalder.)
Hemming! hvor er Hemming?
HEMMING
(træder ind)
.
Her!
ARNE.
Har jeg ikke sagt, du skal holde dig nær hos for at gå mig tilhånde.
HEMMING.
Det var jomfru Ingeborg – hun vilde, – og så –
ARNE
(ærgerlig)
.
Jomfru Ingeborg! Jomfru Ingeborg! Er du jomfru Ingeborgs terne? Du er min riddersvend, du skal tjene mig; får du ikke kost og løn derfor? Nå, sig os, hvor vejen går, vi sidder fast.
HEMMING
(uviss)
.
Vejen? Ja, jeg er lidet kendt heroppe, men –
ARNE.
Kunde jeg ikke tænke det, det er altid den gavn, jeg har af dig! Ja, så må vi holde til i ødemarken i nat, så sandt jeg heder Arne fra Guldvik.
HEMMING
(der imidlertid har fået øje på levningerne af broen)
.
Ej, det har liden nød, her kommer vi over.
ARNE.
Hvorfor siger du så ikke det straks?
ALLE
(går over elven og kommer ned i forgrunden)
.
ARNE
(ser sig om)
.
Ja, nu kender jeg mig igen. Elven der er grænseskellet mellem mine og fru Kirstens enemærker.
(peger tilvenstre.)
Dernede ligger hendes gård; om en time eller to kan vi sidde lunt i brudehuset, men så må vi også rappe os.
(kalder.)
Ingeborg! – Hemming! hvor er nu Ingeborg igen?
HEMMING.
Bagved, oppe i lien.
(viser til højre.)
Hun leger med sine brudepiger; grønne kviste henter de ned fra hæggetræerne og jages dermed under lyst og latter.
ARNE
(forbitret, men med dæmpet stemme)
.
Hemming! dette bryllup gør mig helseløs, såmegen harme voldes mig derved.
(ser udad til højre.)
Der render de, se, nej se kun! Det var hende, som fandt på, at vi skulde tage over fjeldet, istedetfor at følge vejen, så kom vi snarere frem, mente hun, og ikke desmindre så – hu! jeg kunde blive gal derover; alt imorgen skal hun for alteret; er det de høviske sæder, hun skulde beflitte sig på! Hvad vil fru Kirsten sige, når hun finder min datter så ilde optugtet?
(da Hemming vil tale.)
Ja, for det er hun; hun er ilde optugtet, siger jeg.
HEMMING.
Husbond! I skulde aldrig giftet jer datter ind i fru Kirstens æt; fru Kirsten og hendes frænder er højbårne folk og –
ARNE.
Du er dum, Hemming! højbåren, højbåren! jo, det skal godt forslå, det hverken gøder eller føder nogen mand. Er fru Kirsten højbåren, så er jeg rig; jeg har guld på kistebunden og sølv i skabet.
HEMMING.
Ja, men eders grander gør sig lystige over det forlig, som I har sluttet med hende.
ARNE.
Ha, ha! lad dem det, det kommer af, at de under mig ilde.
HEMMING.
De siger, at I har givet slip på jer lovlige ret for at få jomfru Ingeborg gift med Olaf Liljekrans; ja, jeg skulde vel ikke nævne det; men der er gjort en nidvise om jer, husbond!
ARNE.
Det er løgn i din hals, der er ingen, som tør gøre nidviser om Arne fra Guldvik. Jeg har magt; jeg kan jage dem fra hus og gård, såsnart det lyster mig. Nidvise! jo, du skønner dig godt på nidviser! – Har de gjort viser, så er det til hæder for bruden og hendes fader!
(opbrusende.)
Men det er en ussel vise forresten, ret en ussel vise, siger jeg dig; det er ingen kvædekyndig mand, som har sat den sammen, og får jeg engang tag i ham, så –
HEMMING.
Ej, hushond! så kender I den da? Er der nogen, som har dristet sig til at synge den for jer?
ARNE.
Synge, synge; stå nu ikke der og hold mig op med snak.
(til de andre.)
Afsted, mine frænder, lidet må vi dvæle, ifald vi skal række frem til brudehuset før midnat. I skulde hørt, hvad Hemming fortæller. Han siger, der går et sikkert ord om, at fru Kirsten har både brygget og baget i fem fulde dage for at tage imod os med ære; er det ikke sandt, Hemming?
HEMMING.
Jo, husbond!
ARNE.
Han siger, hun ejer ikke det sølvkrus så kosteisgt, at hun jo sætter det på bordet både blankt og pudset; så prægtigt et gilde har hun ikke beredt, liden kongen gæstede hendes salig herre for tyve år siden; er det ikke sandt, Hemming?
HEMMING.
Jo, husbond!
(hviskende.)
Men, husbond, det er ilde betænkt at sige sligt; fru Kirsten er hoffærdig over sin byrd; hun mener, der times jer en hæder ved dette giftermål, lidet kan I vide, hvorlunde hun agter at te sig mod sine gæster.
ARNE
(sagte)
.
Ej, hvilken snak.
(til de andre.)
Han siger, fru Kirsten har ingen ro på sig; både dag og nat færdes hun i fadebur og i kælder. Er det ikke –?
(studsende, idet han ser ud til venstre.)
Hemming! hvad er det! Se hid, hvo kommer der?
HEMMING
(med et udråb)
.
Fru Kirsten Liljekrans!
ALLE
(forbausede)
.
Fru Kirsten!
TREDJE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten
(kommer med sine huskarle fra venstre)
.
FRU KIRSTEN
(til sit følge, uden at bemærke de andre)
.
Nu kun et stykke længere frem, så véd jeg visst, han må findes.
(farer sammen, afsides.)
Arne fra Guldvik! Himlen stå mig nu bi!
ARNE
(idet han går hende imøde.)
Gudsfred, fru Kirsten Liljekrans!
FRU KIRSTEN
(fatter sig og rækker ham hånden)
.
Gudsfred igen!
(afsides.)
Skulde han intet vide?
ARNE
(vedbliver fornøjet)
.
Og vel mødt ved grænseskellet! Se, det må jeg lide; men fast for stor er den hæder, I viser mig.
FRU KIRSTEN.
Hvad mener I?
ARNE.
Jeg mener, for stor er den hæder, I viser mig, når I drager milevidt afsted igennem lier og ødemarker for at byde mig velkommen på eders grund.
FRU KIRSTEN.
Ej, herr Arne –
(afsides.)
Han véd intet endnu!
ARNE.
Og det på en dag som denne, da I har fuldt op at agte på; det er jo hos jer, vore børns bryllup skal holdes, eftersom min gård ligger for langt fra kirken, og dog kommer I mig imøde med alle eders karle.
FRU KIRSTEN
(forlegen)
.
Jeg beder jer, tal ikke mere derom.
ARNE.
Jo, jeg vil tale højt derom; bygdens folk har sagt, at I hovmoder jer af eders høje byrd, at I lader hånt om mig og mine, og at I kun sluttede forliget for at ende de lange tvistigheder, som faldt jer til besvær, nu da I var bleven enke og tog til at ældes; og havde ikke det været, så skulde I aldrig –
FRU KIRSTEN.
Hvor gider I lytte til, hvad onde tunger kan spinde sammen. Ikke vil vi mere tænke på tvistighederne, som nu har varet ved siden jer stamfaders tid. Jeg mener, vore ætter har lidt tungt nok derunder, eders såvel som min. Se jer om, herr Arne! Er ikke lien her at ligne med de vildeste udmarker, og i vore fædres dage var her dog folksomt og rigt. En bro var lagt over elven, og vej gik der fra Guldvik til min faders hus. Men med ild og sværd drog de frem fra begge sider; de lagde øde alt, hvad de traf på, thi det tyktes dem, at de var hinanden for nære grander. Nu vokser der alleslags urter i alfarvejen, broen er brækket ned, og det er kun ulv og bjørn, som holder tilhuse herinde.
ARNE.
Ja, de lagde vejen nedenom fjeldet; den er en god del længer og der kunde de bedre holde øje med hinanden; men det trænger vi nu lidet til, som godt og vel er for os begge.
FRU KIRSTEN.
Tilvisse, tilvisse! Men Ingeborg, bruden, hvor har I hende? Jeg ser hende ej, og brudepigerne fattes med; skulde hun ikke –
ARNE.
Hun følger efter; ret nu må hun komme. Men – ja, hør, fru Kirsten! En ting vil jeg sige jer, ligesågodt først som sidst, skøndt I sagtens véd det, kan jeg tro. Ingeborg har stundom nykker og luner – jeg svær jer til, hun har det, så vel optugtet hun end kan være.
FRU KIRSTEN
(spændt)
.
Nu, hvad så?
(afsides.)
Skulde hun også –
ARNE.
Sligt må I tæmme; mig, som hendes fader, vil det ikke ret lykkes, men I finder vel råd.
FRU KIRSTEN.
Ej, vær I kun tryg.
(afsides.)
Og Olaf som ikke er at se!
HEMMING
(der har set ud til højre)
.
Der kommer jomfru Ingeborg.
(afsides.)
Hvor fager skrider hun forrest i flokken!
FRU KIRSTEN
(sagte til sine svende)
.
I tier vel med vort ærinde heroppe.
EN SVEND.
Det kan I lide på.
HEMMING
(afsides, sukkende, idet han fremdeles ser ud til højre)
.
Lyksalig er Olaf, der skal eje hende!
FJERDE SCENE.
De forrige. Ingeborg og brudepigerne kommer over broen.
INGEBORG
(endnu i baggrunden)
.
Hvi løber I fra mig? Hvad skal det gavne; der blir dog intet af, før jeg kommer.
(bemærker fru Kirsten og hendes følge.)
Fru Kirsten! er I her? se, det må jeg lide.
(raskt i forbigående til følget:)
Min hilsen til jer alle!
(til fru Kirsten, idet hun ser sig om:)
Men Olaf, hvor har I ham?
FRU KIRSTEN.
Olaf!
(afsides.)
O ve! nu bryder det løs.
ARNE.
Ja, forsandt, Olaf! Ha, ha, ha! Jeg må være blind; godt er det, at bruden ser desbedre; thi ikke har jeg agtet på, at brudgommen fattedes; men nu skønner jeg hel vel, hvi det kommer sig, at vi mødes her, – det er ham, som volder at –