Complete Works of Henrik Ibsen (377 page)

FRU KIRSTEN.
Ham – I mener – I véd, at –

ARNE.
Jeg mener, at tiden er falden ham for lang dernede i gildestuen. Jo, jo, jeg mindes nok fra min egen højtidsdag; dengang var jeg også ung. Stærkt har det lystet ham at møde bruden, såsnart ske kunde, og så fik han jer til at følge med.

FRU KIRSTEN.
Stærkt lystede det ham visst at møde bruden, men –

INGEBORG.
Hvad nu?

FRU KIRSTEN.
Ikke er Olaf med heroppe.

HEMMING
(nærmer sig)
.
Ej med!

ARNE.
Og hvorfor ikke?

INGEBORG.
I sige frem, jeg beder jer.

FRU KIRSTEN
(tvungen, spøgende)
.
Forsand, det lader som bruden også længes! Følg med, følg med til bryllupsgården, der tænker jeg vel, han må findes.

HEMMING
(hviskende til Arne)
.
Husbond! kom ihu, jeg har varet jer ad.

ARNE
(mistænkeligt til fru Kirsten)
.
Svar først, så skal vi følge.

FRU KIRSTEN.
Nu da, – han er reden sig ud for at jage.
(Idet hun vil gå.)
Kom nu, det tager stærkt til at mørknes.

INGEBORG.
At jage?

FRU KIRSTEN.
Ej! Kan det undre jer? I kender vel visen: „Den riddersmand lyster at ride sig i lunde, at prøve sine heste og hunde!”

INGEBORG.
Agter han sin unge brud så ringe, at han nytter bryllupsdagene til at vejde dyr.

FRU KIRSTEN.
Nu skemter I. Kom med, kom med!

ARNE
(der imidlertid har holdt øje med fru Kirsten og hendes følge)
.
Nej, vent, fru Kirsten! Vel tør jeg ikke måle mig med jer i kløgt, men ét skelner jeg dog klarligen, og det er, at I dølger jert rette ærinde heroppe.

FRU KIRSTEN
(truffen)
.
Jeg! Hvor kan I tro?

ARNE.
På store og små kan jeg mærke, at der er noget, I ej vil ud med. I er sært forstemt, og dog stiller I jer an, som om I var skemtsom tilsinde; men det har ingen art –

FRU KIRSTEN.
Ikke er det nyt, at I tænker ilde om mig og mine.

ARNE.
Kan være; men ingentid gjorde jeg det uden skellig grund.
(udbrydende:)
Såsandt jeg lever, der er noget, I dølger for mig.

FRU KIRSTEN
(afsides)
.
Hvad vil her følge på?

ARNE.
Jeg lod mig dåre af jer, men nu ser jeg grant nok. I sagde, at I kom for at hilse mig ved grændseskellet; hvor vidste I da, at vi tog vejen over fjeldene? Det var Ingeborg, som vilde det så, da vi rejste fra Guldvik, og ingen kunde melde jer derom.
(da fru Kirsten ikke svarer.)
I tier, det tænkte jeg nok.

HEMMING
(dæmpet)
.
Ser I vel, husbond! Vil I nu sande mine ord?

ARNE
(ligeså)
.
Ti stille!

FRU KIRSTEN
(der imidlertid har fattet sig)
.
Nuvel, herr Arne! ærligt vil jeg tale jer til; lad så lykken råde for resten.

ARNE.
Så sig da –

INGEBORG.
Hvad mener I?

FRU KIRSTEN.
Ved ord og håndslag er forliget sluttet mellem os, mange hæderlige mænd ser jeg her, som kan vidne i den sag: Olaf, min søn, skulde ægte jer datter, hos mig skulde gildet holdes imorgen –

ARNE
(utålmodig)
.
Javisst, javisst!

FRU KIRSTEN.
Skændsel over den, der bryder sit ord, men –

ARNE OG GÆSTERNE.
Hvad nu! Sig frem!

FRU KIRSTEN.
Ikke kan brylluppet holdes imorgen, som besluttet var.

ARNE.
Ikke holdes?

FRU KIRSTEN.
Vi må vente dermed.

HEMMING.
Ha, tort og skam!

INGEBORG.
Ej bryllup!

ARNE.
Forbandet være I, at I sviger mig!

GÆSTERNE
(truende, idet flere trækker sine knive og styrter ind på fru Kirstens folk)
Hævn! Hævn over Liljekransætten!

FRU KIRSTENS SVENDE.
(hæver økserne og sætter sig til modværge)
.
Slå til! Ned med mændene fra Guldvik!

FRU KIRSTEN
(kaster sig mellem de stridende)
.
Hold inde, hold inde; jeg beder jer derom. Herr Arne! I høre mig tilende, førend I dømmer min færd.

ARNE
(der har søgt at berolige sine frænder, nærmer sig fru Kirsten og siger med dæmpet stemme, idet han søger at betvinge det indre oprør, der dog er synligt hos ham)
.
I forlade mig, fru Kirsten! jeg var for rap i min vrede. Havde jeg tænkt mig om, så måtte jeg vel skønne, at det alt tilhobe var jert skemt, jeg beder jer, sig mig ikke imod, så må det være! Ej bryllup imorgen, – hvor kunde sligt hændes! Trænger I øl og mjød, skorter det jer på sølv eller blommede linklæder, så kom I til mig.

FRU KIRSTEN.
Ikke er det fattigmands hus, I gifter jer datter ind i, herr Arne! Mød I frem til gildet med alle eders frænder og venner, ja, kom med trefold såmange, om det lyster jer, – hos mig skal I finde både husrum og bryllupskost, såmeget I vil tære. Tro aldrig, at slig uhæderlig årsag kundre hindre mig.

ARNE.
I har da skiftet sind, kanhænde?

FRU KIRSTEN.
Ej heller det. Har jeg givet mit ord, så er jeg også rede til at holde det, og det ligeså gerne idag som imorgen; thi så var stedse sæd og skik i min æt. Men i denne sag står det ikke til mig; det skorter på én –

INGEBORG.
På én? På hvem? Vel skulde jeg mene, at når bruden er rede, så –

FRU KIRSTEN.
Til brudefærd er to fornødne, brudgommen såvel som bruden –

ARNE OG GÆSTERNE.
Olaf!

INGEBORG.
Min fæstemand!

FRU KIRSTEN.
Ja han, min søn – inat er han flygtet både fra hjem og brud.

GÆSTERNE.
Flygtet!

ARNE.
Flygtet! Han!

FRU KIRSTEN.
Såsandt jeg håber himlens nåde, jeg har ej del deri.

ARNE
(med indædt forbittrelse)
.
Og alt imorgen skulde brylluppet holdes! Min datter klæder sig i gyldenskrud, budsending har jeg skikket bygden rundt, mine venner og frænder stævner langvejsfra for at møde frem til gildet.
(opbrusende.)
Ha, agt jer vel, om Arne fra Guldvik stilles til spot og spe for sine grander; lidet skal det både jer, det sværger jeg højt og dyrt.

FRU KIRSTEN.
Uskellig grund er det, I bygger på, om I kunde tro, at –

ARNE.
Sig ikke så, fru Kirsten, sig ikke så! Vi to har en gammel regning at klare med hinanden; det er ikke første gang, at I lægger listige snarer for mig og mine. Guldviksætten har længe måttet holde for, når I og jere frænder pønsede på underfundighed og list! Magten havde vi, vi havde gods og penge med; men I var os for snedige. I vidste at lokke os med dårende ord og talemåder, – det er varer, som jeg lidet mægter at værdsætte, som det bør sig.

FRU KIRSTEN.
Herr Arne! I høre mig!

ARNE
(vedblivende)
.
Grant ser jeg nu, jeg har båret mig ad som manden, der bygged sit hus på isflaket: tøvejr kom, og så gik han tilbunds. Men liden gammen skal I have deraf. Til jer vil jeg holde mig, fru Kirsten! I må svare for jer søn, eder var det, som bejlede for ham, eders sag bliver det at holde det ord, som er givet mig! En dåre var jeg, ja tifold en dåre, at jeg slog lid til eders glatte tunge. De, der mente mig det ærligt, varede mig ad, mine avindsmænd spottede mig; men lidet agtede jeg begge dele. Jeg tog mine højtidsklæder på, samlede frænder og venner; med sang og leg drog vi til gildehuset, og så, – så er brudgommen rømt.

INGEBORG.
Ikke går jeg til kirken med ham, der holder mig så lidet værd.

ARNE.
Ti stille!

HEMMING
(sagte til Arne)
.
Jomfru Ingeborg har ret, bedst er det I bryder forliget.

ARNE.
Ti stille! siger jeg.

FRU KIRSTEN
(til Arne)
Vel må jert sind fyldes med harm og vrede; men holder I mig svigfuld i hu, da gør I mig uskel, mere end billigt kan være. I mener, der føres en underfundig leg med jer; men sig mig, hvad skulde friste mig og min søn til sligt? Har han ikke Ingeborg kær; hvor kunde han kåre sig en bedre brud? Er hun ikke vakker og djærv? Er hendes fader ikke rig og mægtig? Nævnes ikke hendes slægt med hæderlige ord, så langt den er kendt?

ARNE.
Men hvor kunde så Olaf –

FRU KIRSTEN.
Den lod, jeg har fristet, er værre end I mener. I vil ynke mig og ikke vredes, når I får det at høre. – Fra solen randt imorges har jeg nu færdedes heroppe for at finde ham igen.

ARNE.
Heroppe?

FRU KIRSTEN.
Ja, heroppe, for I må da vide – I vil ræddes derved – men ligegodt, – Olaf er bergtagen!

GÆSTERNE.
Bergtagen!

INGEBORG
(på samme tid)
.
Fri mig, Gud!

ARNE.
Hvad siger I, fru Kirsten?

FRU KIRSTEN.
Han er bergtagen! Ej kan det være andet. – For tre uger siden, da fæstensøllet var drukket på Guldvik, kom han ikke hjem før langt ud på den næste dag. Bleg var han og stur og stille med, som jeg aldrig før havde set ham. Sådan gik nu dagene, lidet talte han, i sengen lå han for det meste og vendte hovedet ifra; men led det tilkvelds, da var det ret som en sælsom uro kom over ham, da sadlede han sin hest og red fra gården, langt op i lierne; men der var ingen, som turde følge ham og ingen vidste, hvor han videre drog hen. Tro mig, det er onde vætter, som har koglet hans sind; stor er den magt, de øver herinde; fra den tid den store landfarsot gik over bygderne, var det aldrig ret trygt her i fjeldet; der går jo fast ingen dag, uden at sæterjentene hører sælsomt spil og strengeleg, skønt intet menneske færdes der, hvor det kommer fra.

ARNE.
Bergtagen; skulde sligt være tænkeligt.

FRU KIRSTEN.
Give Gud, det ikke var; men ej kan jeg mere tvile derpå. Tre døgn er det nu siden han sidst var hjemme.

ARNE.
Og intetsteds har I spurgt, hvor han færdes?

FRU KIRSTEN.
Ak nej, det er ikke såvel. Her oppe så en skytter ham igår; men han var vild og sky som renen; alle slags urter havde han plukket, og dem strøede han ud for sig, hvor han gik og stod, og alt imens hviskede han sælsomme ord dertil. Såsnart det blev mig sagt, drog jeg ud med mine folk, men vi har intet fundet.

INGEBORG.
Og ingen traf I, som kunde sige jer –

FRU KIRSTEN.
I véd jo, lien ligger øde.

ARNE
(der har fået øje på Thorgjerd, som stiger op fra elven)
.
Der kommer dog én, ham vil jeg spørge ad.

HEMMING
(ængstelig)
.
Husbond! Husbond!

ARNE.
Hvad nu?

HEMMING.
Lad ham gå; ser I ikke, hvem det er.

GÆSTERNE OG FRU KIRSTENS SVENDE
(hviskende mellem hverandre)
.
Thorgjerd spillemand! Den gale Thorgjerd!

INGEBORG.
Han har lært nøkkens sange.

HEMMING.
Lad ham gå, lad ham gå!

ARNE.
Ej, om han så var nøkken selv –

FEMTE SCENE.
De forrige. Thorgjerd
(er imidlertid gået henimod udkanten til venstre; ved Arnes sidste ord vender han sig pludselig, som om han var bleven tiltalt)
.