Complete Works of Henrik Ibsen (378 page)

THORGJERD
(idet han træder et par skridt nærmere)
.
Hvad vil du mig?

ARNE
(studsende)
.
Hvad er det!

HEMMING.
Der kan I høre!

ARNE
Lad mig råde.
(til Thorgjerd.)
Vi søger Olaf Liljekrans, har du mødt ham herinde idag?

THORGJERD.
Olaf Liljekrans?

FRU KIRSTEN.
Nu ja, du kender ham vel.

THORGJERD.
Er det ikke en af de onde mænd derude fra bygderne?

FRU KIRSTEN.
Onde?

THORGJERD.
Der er de alle onde! Olaf Liljekrans bander småfuglen, når den synger på hans moders stuetag.

FRU KIRSTEN.
Du lyver, spillemand!

THORGJERD
(med et listigt smil)
.
Da er det godt for ham.

ARNE.
Hvi så?

THORGJERD.
I spørger om Olaf Liljekrans? Er han vildfarende herinde? Søger I efter ham, men kan ikke finde ham?

FRU KIRSTEN.
Ja, ja!

THORGJERD.
Da er det godt for ham; – var det løgn jeg sagde, så har han ingen nød.

INGEBORG.
Sig frem, hvad du véd!

THORGJERD.
Sent blev jeg da færdig!
(ondskabsfuldt.)
Alfer og vætter råder herinde. Vær I trøstige! Finder I ham ej, så er han i alfernes leg; de lider godt den, der har småfuglen kær, og Olaf sagde I jo – Drag hjem, drag kun hjem igen. Olaf sidder i berget, han har ingen nød.

FRU KIRSTEN.
Forbandede! at du siger sligt!

ARNE
(til fru Kirsten)
.
Agt ej på det, han siger.

THORGJERD
(nærmer sig atter)
.
Nu går jeg for at spille op. Olaf Liljekrans sidder i berget, der skal hans bryllup stå. – Gale Thorgjerd må være med, han kan få bord og bænke til at danse, så såre han rører ved sin felestreng. Men I, agt jer vel, drag hjem igen; her er ikke godt for jer; har I ikke hørt, hvad der siges:
     Du agte dig vel, når de alfer lege,
     de drage dig i legen ind;
     og alt hvad du ser og hører der,
     det går aldrig mer af dit sind.
(pludselig udbrydende med vild glæde.)
Men her er jo bryllupsfolk med, – ha, ha! Hver kvinde har sin bedste stak, hver mand har sin bedste kofte på, – nu skønner jeg. Olaf Liljekrans er brudgom i bygden med, han har sig en fæstemø der også! Ja sligt har I vel spurgt før! Jeg véd nu engang, – det er mange år siden – men jeg mindes det vel.
(vedbliver efter et øjebliks pause
¹
stedse mere og mere forvirret.)
     Hr. Alvar havde liden Ingrid fæst’,
     hun var sig en mø behænde;
     med gammen og leg drak de hendes bryllup,
     tre hellige dage til ende.
     Og bruden var både flink og fin,
     hun dansed mellem gæsternes flok,
     det var sig nøkken, den onde vætte,
     sad han på sengestok,
     sad han som en spillemand på sengestok
     og slog de forlokkende strenge!
     Da dansed i ring både bord og bænke,
     så let som terner og drenge. –
     Og nøkken han gik sig af stuedøren ud,
     det båder lidet at dølge –
     og alt som han spilled på felestreng,
     monne bruden efter ham følge!
(vildt, triumferende.)
     Trolddomsbunden stod ridder og svend,
     brudgommen så sig ud så vide;
     nøkken redte liden Ingrids seng –
     hendes brudeseng i elven hin stride.
(bliver pludselig stille og siger sagte:)
Den vise glemmer jeg aldrig! – – – Men gå I hjem, det tager til at kveldes, og er solen nede, så hører skoven de andre til. Farvel! Jeg bringer bud og hilsen til Olaf, der han sidder – i berget!
(går ind i lien til venstre.)

SJETTE SCENE.
De forrige, undtagen Thorgjerd.

ARNE
(til fru Kirsten)
.
Han lyver! tro ham ikke!

HEMMING.
Men det er dog sandhed, det med bruden, som blev borte på bryllupskvelden.

ARNE.
Ej, det var for mange år siden, nu hænder ikke sligt mere! Men alle vil vi hjælpes ad med at lede ham op.

INGEBORG.
Ikke blev det sjunget for min vugge, at jeg skulde løbe om i skov og mark for at finde min brudgom igen.

ARNE.
Ti stille!

INGEBORG.
Er han koglet i fjeldet, så lad den tage ham, som har gjort det; jeg agter ikke at dele min fæstemands hu og hjerte.

HEMMING
(sagte og inderligt)
.
Herren signe jer for de ord!

INGEBORG
(med et stolt, afvisende blik)
.
Hvad nu?

ARNE.
Vil du tie, siger jeg.
(til gæsterne.)
Rask nu, mine frænder! Spreder jer ad, søger efter ham i hver ås, i hver houg! Afsted! Retså! Imorgen drikker vi bryllup!
(Gæsterne og fru Kirstens følge går i forskellige grupper ud til begge sider.)

ARNE
(sagte til fru Kirsten)
.
Han må findes! Det vilde volde mig evig skam, om brylluppet –

FRU KIRSTEN.
Følg med, følg med!

INGEBORG
(sagte til Hemming, der står nedslået)
.
Hvi går du ikke med de andre? Bedre var det, at du skafte mig min fæstemand igen, end at du står her og signer mig for ord, som jeg lidet mener.

ARNE
(ved udgangen)
.
Kom, kom!

INGEBORG
(til Hemming, der vil gå)
.
Vent, Hemming! Fæst mine skospænder!

FRU KIRSTEN OG ARNE
(går ud til venstre)
.

SYVENDE SCENE.
Ingeborg. Hemming.

INGEBORG
(rækker foden frem)
.
Se der, spænd den vel til!

HEMMING
(knæler ned og gør, som hun byder)
.

INGEBORG
(idet hun flytter den anden fod frem)
.
Der, spænd mig også den fast! Nu, hvorfor bøjer du hovedet? Er der gået dig noget imod?

HEMMING.
Kræver I, at jeg ærligt skal sige jer –

INGEBORG.
Javisst gør jeg.

HEMMING.
Så må I da vide –

INGEBORG
(hurtigt)
.
Å nej, det trænges ikke.
(Hun fjærner sig nogle skridt; Hemming rejser sig.)

HEMMING.
Ak, jomfru Ingeborg! engang var I mig så god; men nu, siden I er bleven stor og fuldvoksen jomfru – og mest, kan jeg tro, siden I gav jert fæstensord –

INGEBORG.
Hvad så?

HEMMING.
Å nej, intet! –
(Pause.)
Kan I mindes, vi har været heroppe engang før?

INGEBORG
(kort)
.
Jeg mindes aldrig!

HEMMING.
I var løbet efter jer brogede ged, og jeg skulde nu følge jer, som jeg altid plejede, – ja, det er længe siden, men jeg kommer det ihu, som om det var idag; lige dernede ligger myren, som –

INGEBORG
(nærmer sig)
.
Var det dengang vi hørte bjørnen?

HEMMING.
Ja, ret dengang.

INGEBORG
(stedse mere og mere ivrig)
.
Jeg fandt geden igen.

HEMMING.
Nej, det var mig, som fandt den først.

INGEBORG.
Ja, ja, sådan var det; deroppe under uren.

HEMMING.
Og så tog I jert strømpebånd.

INGEBORG.
Og bandt den.

HEMMING.
Ja, for vi skulde sanke jordbær.

INGEBORG.
Derborte i bakken, ja! Og du havde gjort en næverskrukke til mig.

HEMMING.
Men så var det, vi hørte –

INGEBORG.
Bjørnen, ha, ha, ha! Vi måtte over myren, der hvor den var blødest, –

HEMMING.
Og så tog jeg dig på armen.

INGEBORG.
Og sprang med mig fra den ene tue til den anden.
(leende.)
Hvor rædde vi var, begge to!

HEMMING.
Ja, jeg var nu mest ræd for din skyld.

INGEBORG.
Og jeg for din – –
(standser pludselig og vedbliver at betragte ham, idet hendes ansigt antager et bydende og krænket udtryk.)
Hvad er det, du her står og siger? Hvorfor går du ikke? Sømmer det sig at tale så til din herres datter? Gå, gå, du skulde jo finde min fæstemand!

HEMMING.
Ak, jeg glemte jer fæstemand, jeg glemte, at I er min herres datter.

INGEBORG.
Finder du ham, så lover jeg dig en baldyret trøje til jul, så glad bliver jeg derved.

HEMMING.
Jeg vil ingen trøje have; jeg tjener jer hverken for guld eller sølv, hverken for kost eller ridderklæder. Men nu går jeg; hvad jeg mægter, det skal jeg gøre, når jeg véd, det glæder jer.

INGEBORG
(der er stegen op på en sten, hvor hun plukker nogle blomstrende hæggekviste)
.
Hemming! hvor rig er min fæstemand?

HEMMING.
Hvor rig han er, skal jeg ikke kunne sige; men om hans farfader heder det i visen:
     Han mægter at klæde i gyldenskrud
     vel hundrede terner til sin brud!
Så mægtig er nu vel ikke Olaf Liljekrans, men han ejer dog både gård og grunde.

INGEBORG
(fremdeles beskæftiget)
.
Og du, hvad ejer du?

HEMMING
(sukkende)
.
Min armod, det er det hele!

INGEBORG.
Det er ikke meget, Hemming!

HEMMING.
Nej, det er ikke meget, jomfru Ingeborg!

INGEBORG
(nynner, bortvendt fra ham, uden at forandre stilling, og beskæftiget som før)
.
     Sålidet monne mit hjerte stunde
     til ham, som ejer både gård og grunde!
     Langt bedre huer mig den fattige svend,
     til ham står min tanke, han er min ven!

HEMMING
(i højeste glæde)
.
Ingeborg! nej, er det sandt som du siger, da må jeg tifold prise min armod.

INGEBORG
(vender hovedet om og siger koldt)
.
Jeg skønner dig ikke; det, jeg sang, var kun en gammel vise.
(stiger ned fra stenen med hæggekvistene i hånden og nærmer sig, idet hun betragter ham stivt.)
Men jeg kender en vise til, og den vil jeg sige for dig:
     I kongens gård stander gangeren god;
     den bejler, som ejer en ridders mod,
     han skor den gule, han skor den grå,
     den rappeste lægger han sadlen på!
     Han løfter sin brud på gangerens ryg,
     hun følger ham villig, hun følger ham tryg.
     Han rider sig med hende så langt under ø,
     med ham vil hun gerne både leve og dø!

HEMMING
(som ude af sig selv)
.
Ingeborg! Ingeborg! da skal intet skrække mig mere! Ej at du har en fæstemand, ej at du er min husbonds datter; – ja, såsandt jeg lever, jeg røver dig endnu inat!

INGEBORG
(heftigt, idet hun stedse kæmper med et frembrydende smil)
.
Hjælpe mig Gud! hvordan er det fat med dig? Hvad er det, du tænker på? Vil du røve din herres datter? Du må være syg eller gal, siden du kan falde på sligt! Dog, det skal være glemt – for denne gang. Gå nu! og tak himlen, at du slap så let; thi vel har du fortjent et rap –
(løfter kvistene, men lader dem synke og siger med forandret stemme:)
– og min røde guldring – se der, tag den!
(tilkaster ham en ring, som hun har trukket af armen og iler hurtigt ud til venstre.)

OTTENDE SCENE.
Hemming. Straks efter Olaf Liljekrans
(fra baggrunden. Månen står op.)

HEMMING.
Den gyldne ring, den har hun mig skænket,
så er hun mig endnu både huld og god!
Hun mente det ikke, det var skrømt, når hun lod,
som hun var så bitterlig krænket.
Alt vil jeg friste, alt tør jeg vove!
(nedslået.)
Og dog, jeg er jo så fattig en svend,
og imorgen skal hun føres for alteret hen!
(raskt.)
Men brudgommen færdes i de vilde skove;
o, hvis han aldrig mere kom igen!
(vil ile ud, men standser med et udråb.)
Olaf! der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mellem klipperne i baggrunden. Han går drømmende, med blottet hoved og hænderne fulde af blomster, som han sønderriver og strør på vejen; hans hele færd bærer under det følgende præg af en forvirret tilstand.)