Complete Works of Henrik Ibsen (381 page)

THORGJERD
(i baggrunden)
.
Alfhild! mit barn! Hvor kommer du her?
Jeg har jo sagt dig –

ALFHILD.
Min fader kær!
Nu må jeg flyve fri som alle vinde,
nu kan jeg ikke længer lukkes bag fjeldene inde!

THORGJERD
(nærmer sig)
.
Hvad er dig mødt?

ALFHILD
(jublende)
.
Han er kommen!

THORGJERD.
Hvem?

ALFHILD.
Den fagre ridder! Han vil føre mig hjem!
Nu fatter jeg al den urolige lyst,
som længe har knuget og tynget mit bryst!
Mangen kveld har vi siddet ved striden elv,
du sang om kongens datter, som var hekset i fjeldet!
Kongens datter, min fader! det er jeg selv;
men han, den fagre ridder! har trolden fældet! –
Nu er jeg fri, jeg véd, hvad jeg vil,
jeg vil udad i livets brogede spil!
Hans ord var sang! Det var, som gav han mig vinger;
ingen, ingen magt nu mere mig binder og tvinger!

THORGJERD.
Mit arme barn! til bygden vil du ned;
nei bliv, det vil koste din hjertensfred!

ALFHILD.
Jeg må, min fader! Dit bedste kvad
vil tykkes mig nu som en disig tåge!

THORGJERD.
Så gå da, Alfhild! og drøm dig glad,
din fader skal over dig våge!
Men agt dig for hver underfundig svend,
som lokker med listelig tale!

ALFHILD.
Hvor Olaf færdes, did må jeg hen,
udad, langt ud i de lyse dale!
Der stander hans slot med gyldne sale!
o, jeg kender ham fra dine kvæder igen;
han er ridderen, kongesønnen, bold og prud,
og jeg, den fattige Alfhild, er hans brud!
Fattig, nej, nej, prinsessen jeg er,
o, mer end prinsesse; jeg er Olafs hjertenskær.
(bryllupskoret høres langt nede i lierne.)
Hør, hør, han kalder med horn og lur!
Farvel nu, blomster og skov og ur!
Farvel, min dal, du est mig for trang,
mig vinker alverdens jubel og sang!
Imorgen skal jeg smykkes med gyldenskrud
og ride til kirken som Olafs brud!
Sammen skal vi sidde på højsædets hynde –
ja, nu, først nu skal mit liv begynde!
(hun iler ud til venstre. Thorgjerd ser tankefuld efter hende, koret taber sig i det fjerne, idet tæppet falder.)

ANDEN AKT

(Tunet ved fru Kirstens gård. På tilskuernes højre side ses hovedbygningen med en luge i gavlen; vinduer eller døre er ikke synlige. Længer mod baggrunden på samme side en liden stavkirke med en kirkegård. På venstre side stabur og andre udhusbygninger. På begge sider i forgrunden simple stenbænke – Det er eftermiddag.)

FØRSTE SCENE.
Fru Kirsten. Karle og piger
(beskæftigede med tilberedelser til gildet)
.

FRU KIRSTEN.
Lad der nu ikke fattes hverken i fad eller krus.
(for sig selv.)
Hårdt holdt det og tungt har jeg stridt, før det kom så vidt; men nu vil jeg også gøre et gilde, som skal høres og spørges.
(til tyendet.)
Se vel efter på bryllupsbordet om – dog nej, det vil jeg selv gøre. Vinen skal hældes i sølvkanderne, de store drikkehorn skal fyldes med den vælske most, øllet er kun for huskarlene, og den hjemmebryggede mjød ligeså, – og hør, se vel til, at der findes nok af gule vokslys i kirken, brudefolkene skal ikke for alteret før sent på kvelden, med røde blus skal de lyses og følges didhen fra gildestuen. Gå nu alle, og tag vare på det, jeg har sat jer til, hver især.
(folkene går.)
Gud véd, dette bryllup koster mere end jeg vel kan bære; men Ingeborg bringer god medgift og desforuden – o ja, Arne står vel til at styres og rådes, som det bedst lyster mig, når han først –
(ser ud til højre.)
Der kommer Olaf! Ifald jeg kun vidste, at han – –

ANDEN SCENE.
Fru Kirsten. Olaf
(kommer fra huset i højtidsdragt; han er bleg og tankefuld.)

OLAF
(for sig selv)
.
Igår og idag! Der ligger kun en midsommernat imellem, og dog bæres det mig for, som både høst og vinter var faldet på mit sind, siden den tid jeg færdedes deroppe i lierne – hos hende, hos Alfhild!
(bemærker fru Kirsten.)
Ak, kære moder min, er I der!

FRU KIRSTEN.
Retså, min søn! Pyntet med guld og silke, det må jeg vel lide. Nu er det dog at kendes på dig, hvo der er brudgom ikveld. Jeg ser, du har hvilet dig ud.

OLAF.
Sovet har jeg, men lidet hvilet derved; thi jeg drømte imens.

FRU KIRSTEN.
En brudgom må drømme, det er gammel skik.

OLAF.
Min bedste drøm er ude, lad os ikke tænke mere derpå.

FRU KIRSTEN
(afledende samtalen)
.
Vi får en lystig dag, mener jeg.

OLAF.
Ikke lader det, som min hædersdag huer himlen.

FRU KIRSTEN.
Hvi så?

OLAF.
Det arter sig til uvejr; ser I, hvor tungt skyerne trækker op i vest.

FRU KIRSTEN.
Desbedre lyser brudeblussene, når du går til kirke ikveld.

OLAF
(går nogle gange frem og tilbage; endelig standser han foran sin moder og siger)
:
Om jeg havde fæstet en fattigmands datter, uden gods og uden slægt, – sig mig, min moder! hvad havde I så gjort?

FRU KIRSTEN
(betragter ham skarpt)
.
Hvi spørger du?

OLAF.
Svar mig først. Hvad havde I så gjort?

FRU KIRSTEN.
Forbandet dig og gået i jorden af sorg! – Men sig mig, hvi spørger du?

OLAF.
Ej, det var kun skemt, jeg tænkte lidet derved.

FRU KIRSTEN.
Det må jeg vel tro; thi du har altid holdt din æt i agt og ære. Men vær nu lystig og glad; imorgen sidder Ingeborg som din viv derinde, da vil du finde både fred og lykke.

OLAF.
Fred og lykke. En ting fattes dertil.

FRU KIRSTEN.
Hvad mener du?

OLAF.
Den fagreste urt, som jeg skulde plukke sønder og drysse ud for alle vinde.

FRU KIRSTEN.
Den tossede drøm; – tænk ikke mere derpå.

OLAF.
Kanhænde det bådede mig bedst, om jeg kunde det.

FRU KIRSTEN.
I fruerstuen sidder din fæstemø mellem sine piger, lidet har du talt med hende idag. Vil du ikke gå derind?

OLAF
(i tanker)
.
Jo, jo! Hvor er hun?

FRU KIRSTEN.
I fruerstuen, som jeg sagde dig.

OLAF
(livligt)
.
Intet skal fattes hende efter denne dag. Sølvspændte sko vil jeg skænke hende; hun skal bære søljer og ringe. De visne blomsterkviste skal hun lægge af, jeg vil give hende en gylden kæde at bære.

FRU KIRSTEN.
Hvem taler du om?

OLAF.
Om Alfhild!

FRU KIRSTEN.
Jeg talte om Ingeborg, din fæstemø. Olaf! Olaf! Du gør mig angst og bange, så sælsom du er. Næsten kunde jeg fristes til at tro for alvor, at hun havde forhekset dig.

OLAF.
Det har hun! Ja, forsandt, min moder! jeg har været forhekset. Jeg har været i alfekvindernes leg; salig og fro var jeg, sålænge det stod på, men nu –. I lange, lange år vil jeg tynges af kummer og ve, såtidt jeg drages det til minde.

FRU KIRSTEN.
Var hun en heks, da skulde bål og brand være hende sikkert; men hun er en listig, underfundig kvinde, som har lokket dig med fager tale.

OLAF.
Hun er ren som Guds moder selv!

FRU KIRSTEN.
Ja, ja, se til! Men hvad som er, så kom ihu, at imorgen er du ægteviet; både synd og skændsel vilde det da volde dig, om du agtede mere på hende.

OLAF.
Jeg fatter det vel, hel vel, min moder!

FRU KIRSTEN.
Og Ingeborg, som du har trolovet og som har dig kær, ja, Olaf! kær af hjertet – himlens straf vilde ramme dig, ifald –

OLAF.
Vel sandt, vel sandt!

FRU KIRSTEN.
Ej vil jeg tale om vore egne kår; men vel skal du mærke dig, at Arnes datter kan hjælpe mangt og meget på fode for os; stærkt er det gået tilagters med vor æt, og slår sæden fejl iår, så skulde det lidet undres mig, om vi måtte tage tiggerstaven i hånd.

OLAF.
Jeg véd det nok.

FRU KIRSTEN.
Med Arnes penge kan det altsammen bødes på; en hæderlig plads vil du vinde blandt kongens mænd. Tænk dig vel om; har du lovet Alfhild mere end du kan holde – og mig tykkes at mærke noget sligt hos hende, så stille hun end går med det – så tal med hende derom. Sig hende, nu ja, sig hende, hvad du selv vil; tomhændet skal hun ikke gå herfra, det kan du frit love. Se, der kommer hun! Olaf, min søn! tænk på din fæstemø og på din stolte æt, tænk på din gamle moder, som måtte gå i jorden af blussel, ifald – vær mand, Olaf! Nu går jeg ind og ser efter gildebordet.
(går ind i huset.)

TREDJE SCENE.
Olaf
(alene)
.

OLAF
(ser ud til højre)
.
Hun er så fro som den unge rå,
der den spiller ved hindens side;
snart skal hun vride de hænder små
og trænges af nød og kvide!
Snart må jeg bryde hendes frejdige tro
og vække hende op af drømme,
og så – ja så må vi skilles, vi to.
Arme Alfhild! så bitter en skål må Du tømme.
(grublende.)
Hvad var mig ære, hvad var mig magt,
hvad var mig min æt deroppe hos hende!
I hendes øjne mig tyktes der var lagt
en bedre skat end verden monne kende!
Jeg havde glemt bort både nød og strid,
men alt fra i nat, da jeg atter kom hid,
da jeg sad til højbords i mine fædres stue,
da jeg gik at træde for min moder frem –
(afbrydende.)
Ja, ja, jeg er født og båren af en adelsfrue,
og på fjeldet har den frændeløse Alfhild sit hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig skikke.
Jeg må sige hende – nej, nej, jeg kan det ikke!
Og dog – ikveld – ja, forvisst det må ske,
høre må hun, hvad der volder mig den bitreste ve!

FJERDE SCENE.
Olaf. Alfhild
(fra kirken)
.

ALFHILD
(iler ham glad imøde)
.
Olaf! Olaf! Du har ført mig på det land,
der jeg træder mellem blomster, som jeg fordum gik på sand.
Her hos dig er forvisst så vén en ø,
her kan jeg sorgeløs leve og syndeløs dø!
Såmeget gad jeg spørge, så lidet jeg forstår,
alle de underlige gåder må du klare. –
Grønnes altid herude sommer og vår?

OLAF.
Ak, Alfhild!

ALFHILD.
Nej, vent med at svare!
Ser du det hus med spir og fløj?
did gik jeg mig imorges at spille;
herude var leg, her var gammen og støj;
men derinde, o, der var det så stille.
Jeg tren gennem døren, jeg så en sal,
så mild en fred var derinde;
der dæmred en dagning, liflig og sval,
der knæled både mand og kvinde.
Men højt, højt oppe en jomfru stod,
hun sejled på hvide skyer,
hendes hoved skinned som rosenblod,
det skinned som himlen, når dagen gryr.
Hendes ansigt var klart, hendes kjortel var blå,
en fager alf hun bar på sine arme,
og rundt om hende legte de engle små,
de lo tilhobe, der de ned på mig så
oppe fra skyernes karme!

OLAF
(afsides)
.
Ve mig! jeg har øvet et usaligt spil,
jeg må al hendes lykke knuse!

ALFHILD.
O, sig mig, Olaf! hvo hører til
derinde, hvo har der tilhuse?

OLAF.
Hver den, der er god og from som du,
hver den, der er barn i tanker og hu.
Det er kirken, Guds hus, ham hører det til.

ALFHILD.
Den store fader! Ak, skemte du vil!
Hans hus er jo højt over stjernerne små,
hvor den hvide skysvane svømmer,
så højt som intet øje kan nå
uden barnets, der det blunder og drømmer! –
Men kirken, du nævnte! Så er det jo did
vi skal ride i festligt følge,
som brud og brudgom!

OLAF
(afsides)
.
Nu er det på tid,
ej tør jeg det længer fordølge!

ALFHILD.
Ak, hvert af dine ord har vel brændt sig ind
så urokkeligt dybt i mit sind!
De fylder mit bryst med fryd og med kvæder;
hvorhelst jeg færdes på tilje og toft,
de skinner på min sti, de lyser, hvor jeg træder,
som guldnaglerne små på nattens loft!
Du sagde, al verden skulde bydes til gæst,
foran skulde ride sanger og præst,
riddere skulde føre min ganger ved hånd,
roser skulde blomstre på alle veje,
hver den lilje på stien skulde bøje sig som en vånd,
alle de urter små skulde sig for bruden neje!

OLAF.
Har jeg sagt –

ALFHILD.
O, du drages det vel til minde!
Se dig om, det er sket på dit bud;
ved kirken grønnes de ranke linde,
alle rosenblommer er sprunget ud
og vugger sig som alfer i højtidsskrud.
Aldrig skinned himlens lysende øje
så lifligt som her fra det høje;
aldrig sang de fugle så vent som idag!
De synger jo brud og brudgom til behag! –
Du, du har voldt mig så livsalig en lyst,
jeg kunde trykke jord og himmel til mit bryst!
Ej findes på marken så fattigt strå,
det jeg evned under fødder at træde,
ej så ringe et kryb i jordens vrå,
at jeg vel må dele dets nød og glæde!
I min barm er al vårens herlighed inde;
det bølger og bruser som en skov i storm!

OLAF
(afsides)
.
Og snart skal sorgens tærende orm
gnave dig, du unge, dejlige kvinde!

ALFHILD.
O, herligt er livet!
(knæler med oprakte hænder.)
Du fader, som bor fjernt i himmelen! Havde jeg ord,
havde jeg englenes tunge,
højt jeg skulde din lovsang sjunge;
men jeg kan det ikke; du er for stor,
jeg kan kun bøje mig for dig til jord –
tak, du unævnelige! Lov og ære
for alt, hvad jeg her monne nemme og lære!
(rejser sig.)
Ja, livet er fagert i Olafs hjem,
fast så fagert som at bæres til døden frem!

OLAF.
Kalder Du det fagert at lægges på båre?

ALFHILD.
Jeg véd ej, hvad du mener, men jeg grubled så såre,
og spurgte min fader, hvad døden var,
da sang han mig en vise derom til svar:
     „Når menneskets barn er stedet i kval
     og lyster at vugges i slummer,
     da kommer en alf med hvide vinger
     og frier det ud fra nød og kummer.
     Den liden alf med de hvide vinger
     reder en seng så blød,
     han virker af liljer de lagen små,
     og bolster udaf rosen rød.
     Alt på de bolster han barnet bærer,
     han bærer det på sin arm,
     og kører det hjem til himlen
     på skyernes gyldne karm.
     Og det jeg vil dig sige forsandt,
     i himlen er mange små,
     de drysser alt over det rosenbolster perler,
     både hvide og blå.
     Så vågner det lidet menneskebarn,
     det vågner til himmelens glæde, –
     men al den fryd og megen gammen
     slet ingen véd om hernede.”