Complete Works of Henrik Ibsen (382 page)

OLAF.
Alfhild! bedre det var, om dit liv
var rundet i fred deroppe på fjeldet.
Din fryd vil visne som et brækket siv,
din tro vil dødes –

ALFHILD.
Som Olafs viv
er jeg stærk og modig lig fossevældet!
Du står mig jo nær, lad komme hvad vil,
med dig vil jeg frydes, med dig vil jeg lide.
(lyttende.)
Tys, Olaf! hører du det klagelige spil,
det klinger som et kvad om den dybeste kvide!
(udenfor til højre høres dæmpet følgende kor af ligbærere:)

     Vi bær’ den lille døde
     med sorg til gravens fred,
     vi lægger ormens føde
     alt under muldet ned.
     Tung er den lod at friste:
     med suk og sørgesang
     at bære barnets kiste
     den sidste, tunge gang!

ALFHILD
(uviss og beklemt)
.
Hvad er det, Olaf! hvad er det? Sig frem!

OLAF.
Et barn, som bæres til dødens hjem
af sin moder og de små søskende fem.

ALFHILD.
Til døden! Hvor er da de bolstere røde,
de liljelagen, og hvor er den døde?

OLAF.
Jeg ser ingen bolster, hverken røde eller blå,
men jeg ser vel de sorte fjæle;
der sover den døde på spåner og strå.

ALFHILD.
På spåner og strå?

OLAF.
Ja, det er det hele!

ALFHILD.
Og hvor er alfen, som bær’ ham på arm,
og kører ham hjem i himmelens karm?

OLAF.
Jeg ser kun en moder, hvis hjerte vil briste,
og de småbørn, som følger den sorte kiste.

ALFHILD.
Og hvor er de perler, hvide og blå,
som englene drysser i himmelhaven?

OLAF.
Jeg ser kun de tårer, som søskende små
græder, der de stander ved graven.

ALFHILD.
Og hvor er hjemmet, det dejlige sted,
der den døde drømmer og sover?

OLAF.
Det ser du. De sænker ham i jorden ned,
og kaster muldet derover.

ALFHILD
(stille og tankefuld, efter en pause)
.
Ej var døden så i min faders kvæde.

OLAF.
Vel sandt; den megen gammen og glæde
sletingen véd om hernede. –
Har du aldrig hørt om hougkongens skat,
der lyser som røden guld hver nat;
men vil du med hænder tage derpå,
intet du finder uden grus og strå;
og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder,
at livet artes på samme sæt;
kom det ikke for nær, det træffer sig let
at fingrene små du brænder.
Vel sandt, det skinner som himmelens stjerne,
men kun naar du ser det fra det fjerne.
(bemærker fru Kirsten udenfor til højre )
Min moder – hun vil sige dig – nu går jeg ind.
Alle engle drysse sin fred i sit sind!
(Han går mod huset, men standses af fru Kirsten. – Himlen overtrækkes af mørke skyer, vinden begynder at suse i trætoppene. – Alfhild staar hensunken i dybe tanker.)

FEMTE SCENE.
De forrige. Fru Kirsten.

FRU KIRSTEN
(sagte)
.
Nu, min søn! ej sandt, du har vel sagt hende –?

OLAF.
Alt hvad jeg mægtede at føre over mine læber, har jeg sagt. Sig nu I hende resten og så, min moder! lad mig aldrig, aldrig møde hende mere.
(kaster et blik på Alfhild og går ud ved huset.)

FRU KIRSTEN.
Den dårskab vil snart brændes ud af ham, hvis –
(som om hun pludselig fik et indfald.)
Men ifald jeg – – Ha, ha, vilde det lykkes, da var han helbredet, det lover jeg for. Men Alfhild –? Nu ja, ligegodt, det må fristes.

ALFHILD
(for sig selv)
.
Så findes herude både nød og klage,
lad så være; ej vil jeg deraf forsage.
Tungt kan ej verden gå mig imod,
Olaf er mig jo huld og god!

FRU KIRSTEN
(nærmer sig)
.
Det bæres mig for som tunge tanker ligger dig på sinde.

ALFHILD.
Ja, ja, det voldes af de ting, som jeg nys har lært.

FRU KIRSTEN.
Af Olaf?

ALFHILD.
Javisst af Olaf, han har sagt mig –

FRU KIRSTEN.
Jeg véd det, Alfhild! jeg véd, hvad han har sagt.
(afsides.)
Han har nævnt sit bryllup for hende, kan jeg skønne.
(højt )
Og alt ikveld skal det gå for sig.

ALFHILD.
Hvad skal gå for sig?

FRU KIRSTEN.
Brylluppet!

ALFHILD
(livligt)
.
O ja, det véd jeg!

FRU KIRSTEN.
Du véd det og tager det ikke tungere end så?

ALFHILD.
Nej, hvi skulde jeg tage det tungt?

FRU KIRSTEN
(afsides)
.
Der er noget hun pønser på, det skønner jeg grant.
(højt.)
Nu, såmeget bedre er det for os alle. Men sig mig, når gildet er slut, hvad agter du dig så til?

ALFHILD.
Jeg? Det har jeg lidet tænkt på.

FRU KIRSTEN.
Jeg mener, er du tilsinds at blive her, eller drager du hjem?

ALFHILD
(ser forundret på hende)
.
Jeg er tilsinds at blive!

FRU KIRSTEN
(afsides)
.
Der har vi det, hun tænker at holde ham i sin snare, selv om han gifter sig. Ja, ja, det skal vi strides om.
(højt.)
Alfhild! jeg under dig alt godt, og dersom du turde lide på mig –

ALFHILD.
Ja, det tør jeg forvisst!

FRU KIRSTEN.
Nu godt, så lader du mig råde for din lykke. Jeg vil tage mig af dig, som jeg bedst kan og véd, og ifald du giver dit minde dertil, så skal du endnu ikveld gå som brud til kirken.

ALFHILD.
Ja, det véd jeg jo.

FRU KIRSTEN
(studsende)
.
Du véd det! Hvo har da sagt dig?

ALFHILD.
Det har Olaf selv sagt.

FRU KIRSTEN.
Olaf!
(afsides.)
Skulde Olaf –? Ja, forsandt, han har havt den samme tanke som jeg, at gifte hende bort for at skille sig af med hende. Eller kanhænde for at – nu, ligegodt, er hun først bortgiftet, og er Olaf ligeledes på sin side bleven ægtemand, så –
(højt.)
Ja, ja, godt, Alfhild! når Olaf har sagt vor hensigt med dig, så har jo ikke jeg fornødent at – Men skynd dig nu, gå derind i staburet, der hænger min egen bryllupsklædning, den skal du bære!

ALFHILD
(med barnlig glæde)
.
Skal jeg! Din egen bryllupsklædning!

FRU KIRSTEN.
Gør som jeg siger. Gå derind og klæd dig på, så prægtigt du lyster.

ALFHILD.
Og får jeg også brudekrone?

FRU KIRSTEN.
Javisst! Brudekrone og sølvringe og røde guldbånd. Du vil finde nok deraf i kister og skabe.

ALFHILD.
Sølvringe og røde guldbånd!

FRU KIRSTEN.
Gå, gå, og rap dig så alt, hvad du kan.

ALFHILD.
O, jeg skal ikke være længe derom.
(klapper i hænderne.)
Jeg får brudekrone og røde guldbånd.
(iler ud til venstre.)

SJETTE SCENE.
Fru Kirsten
(alene)
.

FRU KIRSTEN.
Den onde, forbandede kvinde! Så glad og trøstig er hun, skønt hun véd, at Olaf skal for altret med en anden. Men således er det mig ret tilpas; det går lettere end jeg tænkte. Hun ser så skyldfri ud som et barn, og dog kan hun samtykke i at tage til husbond den, jeg først vælger for hende. Og jeg som tænkte, at Olaf var hende isandhed kær; har han endnu ikke fået forvissning om hendes rette sindelag, så skal han snart få det. Han skal kende hende tilbunds, han skal vide, hvi hun har koglet og lokket for ham, og så, ja så er hun ham ikke længer farlig.
(smilende.)
Se, se! Olaf tænkte dog på den samme frelse som jeg; så snild havde jeg ikke holdt ham for at være. – Men hvor finder vi den svend, som er villig til – Nu, vakker er hun, og på sølv og en liden grund dertil, skal det ikke komme an. Skulde Olaf allerede have talt til nogen derom? Det er ikke tænkeligt! – Nu, så vil jeg sørge for den sag. Jeg har jo huskarle nok på gården og –
(ser ud til højre.)
Hemming! om jeg prøvede med ham! Men han så dem jo sammen på fjeldet igår, han må vel vide, at der er noget mellem de to. Men ikke desmindre – han er en ringe svend, og derhos fattig og veg af sind – vi får se, vi får se!

SYVENDE SCENE.
Fru Kirsten. Hemming
(fra højre)
.

HEMMING
(for sig selv)
.
Intet sted er Ingeborg at finde; hun lægger mig i jorden, det er visst. Igår var hun mild mod mig, hun gav mig sin armring; men så tog hun den fra mig igen, og idag vil hun aldrig så meget som glytte til den side jeg går.

FRU KIRSTEN
(sagte, idet hun nærmer sig)
.
Lidt varlig får jeg være.
(højt.)
Se, Hemming, er det dig? Du færdes helst alene, mærker jeg; ternerne og de unge karle holder du dig fra; når jeg fornemmer sligt, så skønner jeg vel, at det ikke sker uden skellig grund.

HEMMING.
Ej, min høje frue! hvad skulde –

FRU KIRSTEN.
Jo, Hemming! der er noget, som du går og bærer på iløn; du er ikke frejdig tilsinds!

HEMMING
(truffen)
.
Ikke frejdig? Jeg?

FRU KIRSTEN
(smilende)
.
Her er idag en ung og vakker kvinde, som huer dig godt.

HEMMING.
Alle helgene!

FRU KIRSTEN.
Og hun er dig god igen.

HEMMING.
Mig – Hvem? Ikke véd jeg, hvem I mener.

FRU KIRSTEN.
Ej, Hemming, tal ikke så, for mig skal du lidet blues. Jo, jo, jeg ser grant, kan du tro.

HEMMING
(afsides)
.
Himmel! hun må have mærket på Ingeborg, at –

FRU KIRSTEN.
Jeg har vel set, at bryllupsgildet volder dig liden gammen. Kirkefærden er dig imod, efterdi du selv gad vandre med som brudgom, men ser ej udvej dertil.

HEMMING
(i højeste bestyrtelse)
.
Ak, fru Kirsten! min ædle, høje frue! fortørnes ikke.

FRU KIRSTEN
(forundret)
.
Jeg? Hvi skulde vel jeg fortørnes?

HEMMING
(vedblivende)
.
Jeg har stridt og kæmpet mod denne usalige elskov, sålænge jeg mægtede, og det tror jeg forvisst, at hun har med.

FRU KIRSTEN.
Hun? Hun har da sagt dig, at hun er dig god?

HEMMING.
Ja næsten!

FRU KIRSTEN.
Retvel, retvel, så I har talt tilhobe derom?

HEMMING.
Ja, – men kun én, kun én eneste gang, det sværger jeg.

FRU KIRSTEN.
En eller ti gange, det er mig lige kært.
(afsides.)
De er da alt enige; stor lykke havde jeg med mig, at jeg traf på Hemming; nu undrer mig ikke, at Alfhild var så villig til at træde for alteret.
(højt.)
Hemming! jeg står i megen gæld til dig, efterdi du fandt min søn igen og ellers var mig til vilje; nu kan jeg gøre vederlag, jeg vil af al magt stå dig bi i den sag, vi nys talte om.

HEMMING
(fortumlet af glæde)
.
I! Vil I det, fru Kirsten! Ak, Gud og helgene! jeg tør neppe tro derpaa.
(standser.)
Men herr Olaf, eders søn! hvad mener I, han vil sige?

FRU KIRSTEN.
Han vil ej lægge dig sten ivejen, det skal jeg vel sørge for.

HEMMING
(trohjertig)
.
Ja, forsandt, han er også bedst tjent dermed, for jeg véd, hun er ham ej god af hjertet.

FRU KIRSTEN
(smilende)
.
Det har jeg vel mærket, Hemming!

HEMMING.
Har I! Ja, I er så klog, fru Kirsten! Og jeg som tænkte, at jeg var den eneste, som havde mærket det.
(betænkeligt.)
Men mener I, at herr Arne vil give sit minde?