Complete Works of Henrik Ibsen (385 page)

ALFHILD
(ligesom greben af en ængstelig anelse)
.
Hvorhen går I? Hvorhen, hvorhen? Hvad skal der ske?

EN KARL.
Ej, se, se! Det er jo Alfhild; hun er her endnu!

ALFHILD.
O, sig mig det! Hvad skal ske, hvad skal gå for sig?

KARLEN.
Vielsen! Har du ikke lyst til at se derpå?

ALFHILD
(i feberagtig angst)
.
Vielsen! O, nej, nej! vent dermed, kun til imorgen! Er vielsen holdt, da er alting forbi for mig, jeg véd det!

KARLEN.
Vente! Nej, Alfhild! det er nok hverken efter brudgommens eller brudens sind.

EN ANDEN.
Tænk dig om! Ifald du selv var bruden, så gad du nok ikke vente.
(latter.)

FØRSTE KARL.
Nu skal vi ned til kirkeporten og lyse med de røde brudeblus, når følget rider fra gården.

ANDEN KARL.
Kom og vær med, Alfhild! Du skal også få et blus at bære!

FLERE.
Ja, ja, det må du! Det er jo herr Olafs hædersdag!
(latter.)

ALFHILD
(tager en af faklerne)
.
Ja, ja, jeg vil! Som den ringeste i rækken vil jeg stå dernede, og så, når han ser mig, når jeg beder ham derom, når jeg minder ham om alt, hvad han har lovet og svoret, – o, sig mig, sig mig, tror I da ikke, han vil blive mig god igen! Tror I det? O, sig ja, sig ja! Sig, at I tror det!

KARLENE.
Ha, ha, ha! Det vil han visst, kom nu!
(de går ud til højre bag huset.)

ALFHILD
(med frembrydende tårer.)
De håner mig alle, – hver og en!
så hård er end ikke fjeldkammens sten;
den lader dog mosset trives derpå;
mig er ingen så god! Jeg – jeg må forgå!
(lyn og torden.)
Himlen selv er mig ond og gram,
den øser sin vrede over mit hoved;
men den har ej et lyn for at knuse ham,
der listeligt sveg, hvad han loved!
(orgeltoner høres fra kirken.)
O, hør! Der synger Guds engle små!
de maner Olaf til det hellige alter!
og jeg skal udenfor kirkedøren stå
og våndes i gyldne pjalter!
(svinger faklen højt i vejret.)
Nej, nej, du deroppe! jeg gør det ej!
frist mig ikke længer, ellers sviger jeg dig!
(holder inde og lytter til orgelsangen.)
Guds engle synger! Af gravens muld
mægted de at synge den døde!
O, min barm er så bristende fuld!
(knæler og vender sig mod kirken.)
Hold op med de toner bløde!
hold op med sangen, så mild og lind!
ellers lokker I Olaf for alteret ind!
(hviskende og i den højeste angst.)
Vær stille! o, vær stille! kun så liden en stund!
nu er han dysset i glemselsblund!
o, vækker ham ikke, ellers vil han ride
til kirken – og da må jeg døden lide!
(orgelet lyder stærkere gennem stormen. Alfhild springer op fortvilet og ude af sig selv.)
Nej, alle Guds engle har mig forladt!
de håner mig i min jammer!
de maner ham ud; – nu har de ham fat!
Haha! Skal jeg færdes i sorten nat,
lyst skal der være i dit brudekammer!
(kaster faklen ind igennem den åbne luge i gavlen og styrter til jorden. – Ingeborg og Hemming kommer hurtig frem bag ved huset.)

HEMMING.
Nu er det tid! Hesten står sadlet bag ved staburet.

INGEBORG.
Og alle karlene er nede ved kirkedøren, ej så?

HEMMING.
Jo, jo, vær ganske tryg; og i gildehuset har jeg stængt både døre og luger; der er tykke jernringe for, ingen kan slippe ud!

INGEBORG.
Afsted da! Op til dalen, som Alfhild har talt om!

HEMMING.
Ja, didop! Der vil ingen søge os!
(de iler ud til venstre. – Alfhild bliver en tid lang ubevægelig liggende. Pludselig høres støj og skrig i brudehuset; luerne slaar ud igennem taget.)

ALFHILD
(springer fortvilet op)
.
Det brænder! – Haha! Jeg kommer ihu!
her var mig for mørkt – det voldte mig gru!
ha, Olaf! før var det dig, som lo,
nu ler Alfhild, så vild og fro! –
I brudehuset er nød og harm,
bruden brænder på brudgommens arm!
(Huskarlene styrter efterhånden ind uden fakler og bliver som forstenet stående. Olaf kommer tilsyne oppe i lugen, som han med fortvilet kraft søger at udvide.)

OLAF.
Alfhild! Dig er det! Det måtte jeg vide!
Guld og mård skal du herefter slide,
ifald du mig frelser af vånden stor!

ALFHILD
(med vild latter)
.
Ja, jeg véd, du holder så vel dit ord!
rid nu til kirken med spillemand og præst!
hold nu dit bryllup og glem din frille!
Alfhild har hædret dig, som hun kunde bedst, –
hun har svunget brudeblusset ved dit gilde!
(hun styrter ud i baggrunden. Karlene iler til for at hjælpe; en del af taget styrter sammen, Olaf ses højt oppe, omringet af luerne, idet tæppet falder.)

TREDJE AKT

(En lys og blomstrende dal med den rigeste trævegetation og omringet af høje snebedækkede fjelde. I mellemgrunden et stille fjeldvand; på venstre side en fjeldpynt, der styrter stejlt nedad mod vandet. På samme side nærmere i forgrunden en ældgammel bjælkestue, næsten ganske overvokset og skjult af buske og græs. Morgenrøden skinner på fjeldene; i dalen selv er dagen kun halvt brudt frem; under de følgende scener står solen op.)

FØRSTE SCENE.
Alfhild
(ligger sovende og halv skjult mellem buskene ved huset; en sagte musik udtrykker hendes vekslende drømme.)
Olaf
(kommer ned fra lien til højre. Over bryllupsklædningen bærer han en grov kofte.)

OLAF.
Her var det; jeg kender grønningen her ved vandet. Hist under lindetræet drømte jeg min sælsomme drøm. På hældingen der ved fjeldet stod jeg, da Alfhild første gang kom mig imøde; lagde min fæstensring for buestrengen og skød; – det skud har været et trolddomsskud; det rammede skytten selv.
Sælsomt, når jeg færdes heroppe, højt over bygden, da er det som en anden luft legte om mig, som om et friskere blod rullede i mine årer, som om jeg fik et andet sind, et andet tænkesæt.
Hvor er hun nu?
Jeg skal, jeg vil finde hende igen! Hidop må hun komme; hun har jo intet hjem derude i den kolde, vide verden. Og jeg – er ikke også jeg en hjemløs flygtning derude? Blev jeg ikke en fremad i min moders hus, en fremmed mellem mine frænder, fra den første stund jeg mødte hende?
Er hun da en heks, råder hun over lønlige kunster, som – –?
Min moder! Hm! det bæres mig for, som det ikke vilde både mig vel at lade hende styre min færd; hun blæser mig tanker ind i hjertet, som ikke har tilhuse der. Nej, nej, jeg vil finde Alfhild igen, afbede al min uret og så –
(standser og ser ud til venstre.)

ANDEN SCENE.
Olaf. Alfhild
(fremdeles sovende)
. Thorgjerd
(kommer fra venstre bag huset)
.

OLAF.
Godt møde, fremmedkarl!

THORGJERD.
Tak, det samme igen. Du er tidlig ude!

OLAF.
Eller sent; tidlig på dagen, men sent på natten.

THORGJERD.
Du hører vel hjemme nede i bygderne, du, kan jeg tænke.

OLAF.
Min slægt hører hjemme der. Og du?

THORGJERD.
Der ens hu er bunden, der har en hjemme; det er derfor jeg helst færdes her; – mine grander skal ingen uskel gøre mig.

OLAF.
Det har jeg mærket.

THORGJERD.
Så har du tiere været heroppe?

OLAF.
Jeg har jaget en hind herinde i sommer; men når jeg ser ret til, så er det et forhekset kongebarn.

THORGJERD
(ser stivt på ham)
.
Den jagt er farlig!

OLAF.
For skytten?

THORGJERD
(nikker)
.

OLAF.
Ja, jeg sad just og tænkte det samme ved mig selv; det bares mig for, at jeg var bleven troldskudt på den jagt.

THORGJERD.
Farvel, og god lykke!

OLAF.
Få du last og skam! Ønsker du en jægersmand til lykke, så kommer ham ikke vildtet på skud.

THORGJERD.
Ifald skuddet rammer skytten selv, så times ham den bedste lykke, når han ingen lykke har med sig.

OLAF.
Du taler kløgtigt.

THORGJERD.
Ja, ja, her er mangt og meget at lære herinde.

OLAF.
Tilvisse! Her har jeg lært det bedste, jeg véd.

THORGJERD.
Farvel! Dine frænder skal jeg bringe bud og hilsen fra dig.

OLAF.
Agter du dig nedover?

THORGJERD.
Så var min agt. Der er lystige dage dernede, har jeg spurgt. En mægtig riddersmand holder sit bryllup –

OLAF.
Da skulde du været med inat; nu er nok den bedste gammen forbi.

THORGJERD.
Jeg tænker, jeg kommer tidsnok endda.

OLAF.
Kanhænde! Men du skulde dog været med inat; så lys og varm en gildesal skulde du aldrig have set før.

THORGJERD.
Godt og vel for den, som var inde.

OLAF.
Jeg kender den, som måtte stå udenfor.

THORGJERD.
Ja, ja! udenfor, – det er fattigmands plads.

OLAF.
Jeg kender den, som måtte stå udenfor, og som endda havde det både bedre og værre end de, som var inde.

THORGJERD.
Jeg må nok derned, kan jeg skønne; jeg vil spille op i laget. Nu henter jeg min strengeleg og så –

OLAF.
Du er spillemand?

THORGJERD.
Og ikke blandt de sletteste. Nu henter jeg min strengeleg, der den ligger gemt ved fossen; de strenge skulde du høre. Med dem sad jeg engang på sengestok og spillede bruden ud af gildehuset over hej og mark – Har du aldrig hørt liden Ingrids vise? Den, som kunde spille bruden af fæstemandens arm, kan vel spille barnet hjem til sin fader igen. Farvel! Dvæler du her, så kan vi mødes, når jeg kommer nedover.
(går ud til højre ved vandet.)

TREDJE SCENE.
Olaf. Alfhild.

OLAF.
Ha, om det var – Ja forvisst, jeg kan ikke tvile derpå. Alfhild sagde jo selv, hendes fader slog strengelegen så lifligt, at det, engang hørt, aldrig kunde glemmes igen. Han nævnte jomfru Ingrid, som blev borte på bryllupskvelden for mange år siden, – der var en ung spillemand, hed Thorgjerd, han havde hende kær, så blev der sagt. Mange underlige sagn gik siden om ham; stundom stod han midt nede i bygden og spillede så fagert, at alle måtte græde derved; men ingen vidste, hvor han havde tilhuse. Alfhild – ja, hun er hans barn! Her er hun vokset op, her i denne øde dal, som ingen har vidst af at sige i mange år; og Ingrid, som forsvandt – han sagde jo –
(bemærker Alfhild.)
Alfhild! Der er hun! I brudeklæderne er hun flygtet herop. Her skal du altså vågne efter bryllupsnatten; så tung en dag blev min hædersdag for dig! Du vilde ud i livet, sagde du; du vilde lære alverdens herlighed at kende. Så tung en vandring har du været på; men nu skal det alt blive godt. Hun rører sig; det er som hun vånder sig i sorg og angst; – når du vågner, skal det være til fryd og glæde!

ALFHILD
(endnu halvt i drømme)
.
Det brænder! Frels ham, han er derinde!
Han må ikke dø! Lad ham redning finde!
(springer forfærdet op; musiken standser.)
Hvor er jeg! Mig tykkes – der står han jo!
(iler hen til ham.)
Olaf Liljekrans! frels mig fra mine drømme!

OLAF.
Alfhild! vær trøstig, slå dig til ro!

ALFHILD
(viger sky og ængstelig tilbage)
.
Mener du at kogle mig med ord så ømme?
Ondt bær’ du i hjertet, smil bær’ du om mund,
du lokke mig ikke i trolddoms-blund!

OLAF.
Alfhild! kom til dig selv igen;
jeg er jo Olaf, din hjertensven!
tungt er du krænket; jeg har handlet dig imod;
men jeg var dig dog altid i hjertet god!
Svag har jeg været, forblindet, bedåret,–
det er deraf jeg har dig tildøde såret!
Alfhild! kan du forlade mig min færd,
jeg sværger dig til, jeg skal blive dig værd!
Kummerens tårer skal jeg kysse fra din kind,
skal jevne din sti, skal bære dig på hænder,
skal svale sorgen, som svider i dit sind,
skal læge det sår, som i hjertet brænder!

ALFHILD
(mildt og klagende)
.
Jeg kender dig vel, jeg skønner din list.
Tro mig, jeg er bleven klog siden sidst.
Du vil dåre mig med ord, du vil bilde mig ind,
det er dig, som ligger mig så tungt i sind.
Du vil bilde mig ind, det var dig, som lærte
mig at smeltes i fryd, at våndes i smerte!
Det lykkes dig lidet, jeg kender dig vel,
enten du kommer ved morgen eller kveld.
Jeg kender dig vel; thi jeg læser på panden
de svigfulde mærker. Så var ej den anden!

OLAF.
Den anden? Hvem mener du?

AFLHILD.
Han, som er død!
Det er deraf mig voldes så bitter en nød.
Forstår du mig ikke? Du skal vide, der var to;
det er deraf jeg aldrig fanger hvile og ro!
Den ene bar mig med elskov i hu,
den anden var mig ond og svigagtig som du;
den ene kom til mig ved sildig sommerkveld,
da blomstred mit hjertes rosenblommer;
den anden lokked mig dybt i fjeld,
hvor der aldrig er sol og sommer!
Den onde, svigagtige Olaf er du;
den anden, som bar mig med elskov i hu,
den anden, som aldrig går mig af minde,
ham brændte jeg inde!
(synker ned på en sten ved huset og brister i gråd.)

OLAF.
Har han røvet din fred, har han ranet din ro,
så lad ham ej længer i hjertet bo!

ALFHILD.
Ak, om jeg sænktes i graven ned,
jeg føler det vel, min sorg fulgte med!
Jeg vidste det ikke, – jeg sværger dig til,
jeg tænkte, jeg var ham så lidet mild;
nu ser jeg, jeg må mig tildøde græmme,
og kan ham dog ikke forglemme!
(kort pause.)
Sig mig, ejer du strenge i dit bryst?
Jeg tror det; thi lifligt klinger din røst;
lifligt – skøndt den med svig er blandet.
Har du strenge i dit bryst, da gå trindt om landet
Og syng om Alfhild en klagelig sang
for bygdens piger; hør kun engang:
     Jeg var mig igår så liden en hind,
     jeg gik i de grønnende lunde;
     alle så kom de i skoven ind,
     og jaged mig med falk og med hunde!
     Jeg var mig igår så fattig en fugl,
     jeg sad under lindegrene;
     alle så jog de mig fra mit skjul,
     og kasted på mig med stene.
     Jeg var mig igår den vilde due,
     der aldrig fanger fred og hvile;
     alle så kom de med kogger og bue,
     og skød mig i hjertet med pile!

OLAF
(smerteligt bevæget)
.
     Ak, at jeg lå under grønnen tue,
     stedet til evig hvile!
     Hvert dit ord er som stålsat bue,
     der rammer mit hjerte med pile!

ALFHILD
(springer op med barnlig glæde)
.
Sådan skal det være, så er det ret!
Ja, forsandt, vel ejer du strenge i brystet!
Slig skal det synges; da mener de let,
at du selv er af al min smerte krystet.
De mener, din egen ve er så stor,
som den du gøgler i klagende ord!
(standser og ser sørgmodig på ham.)
Dog nej, du skal ikke synge derom;
af Alfhilds kummer vil ingen røres!
Hvorhen jeg gik og hvorfra jeg kom,
skal aldrig derude spørges og høres!
Syng heller om Olaf Liljekrans,
som red sig i alfekvindernes dans!
Syng om Alfhild, den falske kvinde,
som lokked ham hans fæstemø af sinde;
syng om al den sorrig og nød,
da Olaf Liljekrans lå på båren død.
Syng om al den vånde og ve,
da de bar af stuen de døde tre!
Den ene var Olaf, den anden hans mø!
Og dertil hans moder af sorg måtte dø.

OLAF.
Ja, Olaf er død, det er ret, som du siger;
men jeg vil være dig så fuldgod en ven,
hvorhelst du dvæler og hvor du går hen;
aldrig fra din side jeg viger!
Må jeg lide så tungt for det, jeg forbrød,
straffen selv skal være mig sød.
Det skal mig lindre, det skal mig husvale,
at færdes hos dig i de øde dale!
Fra sol går op, til sol går ned,
skal jeg tro som hunden følge dit fjed!
Jeg skal klæde min anger i klagende ord,
så lydt og sålænge til du derpå tror.
Hver en livsalig stund herinde
skal jeg mane frem for dit minde!
Hver en blomstrende urt skal derom tale,
derom skal synge både gøg og svale!
Alle de trær, som grønnes i lunde,
skal hviske derom med tusinde munde!

ALFHILD.
Hold op! Jeg véd det, du vil dåre mig påny;
langt bedre om du vilde bort fra mig fly!
Så fager en falskhed er dit ord,
så svigfulde tanker i dit hjerte bor!
Hvad vil du heroppe? Hvi kommer du herhen?
Vil du bilde mig ind, du kan kende dig igen?
Her var jo fordum så fagert et sted,
nu er forbandelsens lyn slået ned!
Fordum, da jeg gik her alene,
var der duftende løv på alle grene!
Alle fugle sang, alle blomster sprang ud,
da du tog mig i favn og kaldte mig din brud!
Men nu – hele dalen er brændt inat;
brændt er både trær og krat;
visnet er strået, brændt er løv,
hver en blomst er vorden til smuldrende støv! –
     Ja, jeg ser det vel, – på en eneste nat
er verden bleven gammel! – Da jeg gik forladt
derude, og segned af kval og skam,
da blegnede livets gyldne ham.
Intet lever igen uden svig og bedrag;
det har Olaf lært mig på min bryllupsdag!
Min fader løj; han bød mig tro,
at den døde bæres til englenes bo;
men Olaf kendte et sandere ord;
den døde sænkes i sorten jord!
(udbryder med den dybeste smerte.)
Ja, jeg kan vidne, du vidste besked;
selv er jeg sænket i jorden ned.