Complete Works of Henrik Ibsen (387 page)

ARRE.
Ak, Gud bedre det; jeg er dog ræd for, at det har kostet to liv, som jeg såmeget holdt af, – Ingeborg og min svend, Hemming!

FRU KIRSTEN.
Ej, ej, herr Arne! I må ikke rent fortvile endnu. Ingeborg kan nok være sluppen derfra; alle vi andre kom jo uskadte ud, trods den forbandede heksekvindes list; – Ingeborg er bleven forvildet af skrækken og er flygtet et sted hen.

ARNE.
Ja, ja, lad så være med Ingeborg; men Hemming er nu aldrig at spørge efter, det véd jeg visst!

FRU KIRSTEN.
Hvi så?

ARNE.
O, han var bleven slig en listig, udtænkt djævel på den sidste tid! Han har ladet sig brænde inde bare for at få hævn over mig, han vidste, jeg kan ikke være ham en dag foruden. O, jeg kender ham!

FRU KIRSTEN.
Ja, hvordan end er, Alfhild må vi fange; hun skal forhøres, dømmes og fældes; jeg har ugerninger nok at påsige hende.

ARNE.
Og jeg kan nævne flere, ifald det gøres behov; hun har stjålet min abildgrå hest ud af stalden inat; imorges var den borte både med sadel og bidsel.

FRU KIRSTEN
(afsides)
.
Ingeborg og Hemming borte, og hans hest ligeså; var jeg i hans sted, jeg véd nok, hvad jeg vilde tro.
(højt.)
Nu bryder vi op og deles ad i små hobe; den, som først får øje på Alfhild, blæser i horn eller lur; de andre lytter derefter og følger lyden, til vi samles.
(de går ud til forskellige sider.)

ARNE
(som er bleven alene tilbage)
.
Og jeg, som ikke er kendt her, hvor skal jeg finde frem.
(kalder.)
Hemming, Hemming!
(holder inde.)
Nå, det er jo sandt, han er –
(hovedrystende.)
Hm! hm! Det var skammeligt gjort af ham.
(går ud til højre.)

SYVENDE SCENE.
Alfhild
(kommer frem ved vandet på venstre side; hun bærer en liden bylt)
.

ALFHILD.
Tilende har jeg klaget, tilbunds har jeg grædt;
jeg må hvile, nu er jeg til døden træt!
(synker ned på en sten i forgrunden.)
Først vil jeg sige min fader farvel!
Så vandrer jeg ind på det øde fjeld!
Hernede ser jeg Olaf, hvorhelst jeg færdes;
jeg må op i højden, at mit sind kan hærdes!
jeg må døve og glemme den tunge lære,
må dysse i blund alle minder kære!
Ak, jeg som tænkte mig livet så rigt!
Intet er sandhed, alt er digt,
alt er kun tant og gøglende løgne;
intet kan gribes og fattes med hænder,
intet må skues med vågne øjne,
intet holder stand, når vi ret det kender!
(lurtoner høres fra skoven.)
Min moders arvesølv bringer jeg med;
det vil jeg grave i jorden ned!
Jeg vil grave det ned under birkens rod,
derude, hvor jeg fordum med Olaf stod!
(åbner bylten og fremtager en brudekrone og andre smykker.)
Denne sølverne krone har min moder båret;
også hende har da verden forlokket og dåret,
også hun har da troet på kærligheds magt.
Blev også hun så bitterlig vakt?
Var det kun spot, når min fader kvad
om elskovs lyst, som gør barmen glad?
Ak, da skulde han tiet dermed;
hans sange har røvet mig livsens fred,
hans sange bygged i min barm et hus
for verdens fryd, – nu ligger det i grus!
(luren høres atter.)
Sølvet er sig så ædelt malm,
det smuldres ikke som høstens halm;
lå det i jorden vel tusinde år,
det skinner endda, det aldrig forgår!
Livets lyst er som høstens halm,
sorgen er sølvet, det ædle malm!
(pakker smykkerne sammen i bylten.)
Min fader har nævnt mig en trolddomsskat,
deraf drypped ni blanke perler hver nat;
men hvormange perler den end monne føde,
lige stor og rig blev dog skatten hin røde!
Min sorg er for mig en trolddomsskat;
deraf skal dryppe ved dag og nat
ikke ni, – nej tusinde perler små,
og skatten vil dog aldrig forgå! –
Ja, verden har gjort mig så klog, så klog!
Fordum fulgte jeg skyernes tog,
fløj drømmende med på de vide baner
og kaldte dem himmelens svaner!
Fordum jeg tænkte, at træets grene
bredte sig ud for at skygge min vandring,
jeg tænkte mig liv i fjeldets stene.
Nu er mig voldt så tung en forandring.
Nu véd jeg det bedre; – kun menneskets bryst
kan våndes i smerte, kan vugges i lyst.
Der bor ingen ven mellem blomster og grene,
jeg må bære min sorg alene.
(rejser sig.)
Velan da! Op mellem is og sne, –
både her og hist er kun gravens læ!
(vil gå.)

OTTENDE SCENE.
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bryllupsgæster, bønder og karle
(fra forskellige sider)
. Senere Olaf Liljekrans.

FRU KIRSTEN.
Der er hun! Stå stille, Alfhild! Prøv ikke på at undkomme, ellers skyder vi dig ned.

ALFHILD.
Hvad vil du mig?

FRU KIRSTEN.
Det skal du tidsnok erfare!
(peger på bylten.)
Hvad bærer du der?

ALFHILD.
Min moders arv!

FRU KIRSTEN.
Giv hid! Se, se! En sølvkrone! Forsandt, Alfhild! er du din moders eneste datter, da frygter jeg stærkt, at brudekronen ikke mere vil trænges om i hendes æt.
(til karlene.)
I binde hende! Hun står der og lader så sorgløs i sind; ingen kan vide, hvad hun pønser på.
(Alfhild bindes.)

FRU KIRSTEN
(højt og med undertrykt lidenskabelighed)
.
Retten er sat. Som I alle vide, har jeg lovlig hævd og adkomst til at værne om mine enemærker, til at fælde dom efter landets lov over hver den, der gør mig uskel på min egen grund. Dette er hvad du, Alfhild! har fordristet dig til, og derfor står du nu her som anklaget for din dommer. Forsvar dig, om du kan, men glem ikke, at det gælder livet.

ARNE.
Men hør, fru Kirsten!

FRU KIRSTEN.
Forlad mig, herr Arne! Jeg er i min ret, og den vil jeg holde på.
(til Alfhild.)
Træd frem og svar mig!

ALFHILD.
Spørg du kun, jeg skal svare!

FRU KIRSTEN.
Mange og hårde er de beskyldninger, som rejses mod dig. Først og fremst påsiger jeg dig her ved ugudelige kunster at have dåret min søn, Olaf Liljekrans, så at hans sind og tanker vendte sig fra hans fæstemø, som han havde trolovet, – så at han, syg i hjertet, ingen dag fandt fred i sit hjem, men drog hid op til denne ukendte dal, hvor du har holdt til. Alt sligt kan ikke være tilgået på vanlig vis; du er derfor sigtet for trolddom, forsvar dig, om du kan.

ALFHILD.
Lidet har jeg hertil at svare. Trolddom kalder du hin sælsomme magt, som drog Olaf hid op. Kanhænde du har ret; men denne trolddom kom ikke fra den onde; – hver den stund Olaf har været her, Guds øje måtte se derpå! hver den tanke jeg har fæstet på Olaf, Guds engle måtte kende den! og de skulde ikke blues derover.

FRU KIRSTEN.
Nok, nok! Du føjer endnu bespottelser til din brøde. Ve dig, Alfhild! hvert et ord tynger med i skålen. Dog, du om det!
(til de øvrige.)
Jeg æsker eder alle til vidne på hendes svar.
(vender sig til Alfhild.)
Jeg beskylder dig dernæst for atter igen inat at have, ved de samme hemmelige kræfter, trukket Olaf her op, samt at du holder ham gemt herinde!

ALFHILD.
Der har du ret! Lønligt er han gemt herinde!

FRU KIRSTEN.
Det vedgår du?

ALFHILD.
Ja, men så mægtig du end er, fri ham ud kan du ikke. Kanhænde det bådede mig bedst, om du var dertil istand; men ikke du, ikke den hele vide jord har så stærk en magt og evne!

FRU KIRSTEN
(i heftigt udbrud)
.
Nu er døden dig viss! Sig frem, hvor har du ham?

ALFHILD
(trykker hænderne mod brystet)
.
Herinde – i hjertet! Kan du rive ham ud deraf, da hekser du bedre end jeg!

FRU KIRSTEN.
Det svar gavner lidet; sig frem! hvor er han?

ALFHILD.
Jeg har svaret!

FRU KIRSTEN
(med tilbagetrængt forbitrelse)
.
Godt, godt!

ARNE
(til de omstående)
.
Havde Hemming været ilive, så skulde han nok fået sandheden ud af hende; han var bleven så listig på sine sidste dage.

FRU KIRSTEN.
Nu kommer den tredie klage mod dig: du har inat stukket ild på min gård og brændt den af til grunden. Kanhænde menneskeliv er gået tilspilde, det véd vi endnu ikke, men hvad som end er, derved hverken skades eller rettes på din sag; thi din agt at brænde os inde alle tilhobe ligger klarlig for dagen. Nægter du mit påsagn at have brændt gården af inat?

ALFHILD.
Jeg nægter det ikke, jeg har brændt din gård!

FRU KIRSTEN.
Og hvormed vil du besmykke din gerning?
(med bitter spot.)
Du skal ej kunne sige, at du handlede overilet. God lejlighed havde du, såvidt jeg mindes, til at tænke dig om; du stod udenfor, ingen kom dig nær, ingen hindrede dig fra at overlægge så roligt du kunde og vilde. Ej skal du sige, at gildestuens lystighed steg dig til hovedet, ej heller at vinen gjorde dig hed og fortumlet; thi du var nok ikke med derinde, du stod udenfor, og der var svalt nok, der var kølige vinde, som nok kunde gøre dig besindig.

ALFHILD.
Ja, jeg har brændt din gård inat; men du og Olaf og alle I andre derude har øvet en værre færd mod mig. Verden var mig en højsal, som hørte den store fader til. Himlen blå var dens tag, stjernerne var de lamper, som lyste fra dens loft. Jeg gik glad og rig derinde; men I, I kastede en brand midt ind i den gyldne herlighed; nu er alting dødt og fortørret!

FRU KIRSTEN.
Slig tale båder dig lidet! End engang spørger jeg, hvor er Olaf Liljekrans, min søn?

ALFHILD.
Jeg har svaret!

FRU KIRSTEN.
Så har du også fældet din dom, og jeg vil bekræfte den.
(Olaf kommer frem på klippepynten mellem træerne, uden at bemærkes af de tilstedeværende.)

OLAF
(afsides)
.
Alfhild –! Hjælp Gud! hvad er det?
(trækker sig uset tilbage.)

FRU KIRSTEN.
Som skyldig i trolddomskunster og mordbrand er du efter landets lov hjemfalden til døden. Denne straf udsiges herved over dig, og skal den ufortøvet samt her på stedet fuldbyrdes.

ARNE.
Men hør, fru Kirsten!

FRU KIRSTEN.
Dommen er fældet! Alfhild skal lide døden!

ALFHILD.
Gør som dig lyster; lidet skal jeg være dig hinderlig deri. Da Olaf fornægtede sin kærlighed, da slukkedes mit liv, – jeg lever ikke længer.

FRU KIRSTEN.
Før hende op på fjeldstupet der!
(To karle fører Alfhild op.)

FRU KIRSTEN.
For sidste gang, Alfhild! giv mig min søn tilbage!

ALFHILD.
Jeg svarer ikke mere!

FRU KIRSTEN.
Det ske da, som du vil!
(til karlene.)
Styrter hende ud! Nej, vent! Der falder mig noget ind.
(til Alfhild.)
Som du der står, kommer jeg til at mindes dig, da du igår trådte frem med guldkronen på og mente, at du var Olaf Liljekrans værdig til brud. Nu skal vi dog se, hvormeget du agtes; her er bønder og karle og mange ringe mænd tilstede; – kanhænde dit liv end står til at frelses! Ja, Alfhild! Du ser på mig, men så er det; jeg vil være dig nådig!
(vender sig til de øvrige.)
Ej sandt, I kender alle den gamle vedtægt, at når en kvinde er dømt for en halsløs gerning, som hun der, da frelses hendes liv og hun er fri, ifald en uberygtet mand træder frem og nævner hende uskyldig og siger sig villig og rede til at ægte hende. Ej sandt, den vedtægt kender I?

ALLE.
Ja, ja!

ALFHILD
(med frembrydende tårer)
.
O, at måtte forhånes, forhånes så dybt i min sidste stund!

FRU KIRSTEN.
Nuvel, Alfhild! Denne vedtægt skal komme dig tilgode. Ifald kun den ringeste karl i mit følge træder frem og siger sig villig til at ægte dig, da er du fri.
(ser sig om.)
Er der ingen som melder sig?
(Alle tier.)

FRU KIRSTEN.
Giv hende sølvkronen på; den skal følge med i købet; kanhænde, Alfhild! at du derved stiger i pris!
(Kronen sættes på Alfhilds hoved.)

FRU KIRSTEN.
For anden gang, spørger jeg, er ingen villig til at frelse hende?
(Hun ser sig om. Alle tier.)

FRU KIRSTEN.
Nu gælder det; nu frygter jeg for, at dine øjeblikke er talte. Hører mig vel, I karle deroppe! Ifald ingen svarer på det tredje opråb, da agte I på mit tegn og styrter hende i søen! Brug nu dine kunster, Alfhild! se til, om du kan kogle dig fra døden.
(Med høj røst.)
For sidste gang! Der står heksekvinden og mordbrændersken; hvo frelser og ægter hende?
(Hun ser sig om. Alle tier. – Fru Kirsten hæver raskt hånden til tegn, karlene griber Alfhild; i samme øjeblik styrter Olaf frem på klippepynten i fuld bryllupsklædning.)