Complete Works of Henrik Ibsen (383 page)

FRU KIRSTEN.
Din Husbond? Jeg skal vide at tale ham tilrette, det vil nok lykkes.

HEMMING.
Mener I? Ak, men jeg er jo dog så fattig en svend.

FRU KIRSTEN.
Det skal nok jeg bøde på, ifald ikke herr Arne selv er rede dertil.

HEMMING.
Tak, tak, fru Kirsten! Himlen lønne jer for eders gode sind.

FRU KIRSTEN.
Men du tier vel med det, vi her har talt sammen.

HEMMING.
Det lover jeg.

FRU KIRSTEN.
Så hold dig rede, herude samles gæsterne om føje tid, vær så ikke langt fra hånden.
(går op mod staburdøren og spejder efter Alfhild)
.

HEMMING
(for sig selv)
.
Nej, dette her er mig som en forunderlig, gækkende drøm. Ingeborg og jeg, vi skulde få hinanden! Ak, kan det være sandt? Så højt turde jeg aldrig tænke; – det var mig hver morgen, som jeg havde gjort en formastelig gerning, når jeg om natten blot drømte derom. – Hm! jeg véd forresten ret vel, at det ikke er for min skyld, fru Kirsten gør sig al den besvær. Hun har noget isinde; det gælder for hende at bryde forliget med herr Arne, og nu hun har mærket, at Ingeborg er mig god, så vil hun bruge det til påskud. Ja, ja, jeg har så tidt varet min husbond ad, men han vil aldrig tro mig.

ARNE
(kalder udenfor til venstre)
.
Hemming! Hemming!

FRU KIRSTEN
(kommer ned i forgrunden)
.
Din husbond kalder! Gå nu! Siden skal jeg tale med ham; han føjer sig nok. Tro mig, han skal følge sin svend til kirken i samme stund, han fører sin datter did.

HEMMING.
Tak, tak, fru Kirsten! Forsandt, I gør en god gerning mod os alle.
(går ud til yenstre.)

FRU KIRSTEN
(for sig selv)
.
Så ung er hun og dog så underfundig; hun har leflet med Hemming, alt imens hun bildte min søn ind, at – – Godt, han skal snart lære hendes kunster at kende. Men først må jeg have herr Arne fat; han holder meget af Hemming, vil nødig skilles fra ham; det lod også som Hemming frygtede for, at det skulde være til hinder; men de kan jo mageligt blive sammen, om end Hemming gifter sig. – Hemming ser ellers mere grant i tingen, end jeg tænkte mig. Hvad vil Olaf sige dertil, spurgte han; han har da altså mærket, at Alfhild endnu ligger min søn på hjertet. Nu, lad ham det; tager han hende, så tier han også, og er Alfhild først gift – jeg kender Olaf; han har stedse sat høj pris på at stå i agt og ære hos bygdens mænd, og derfor vil han vel – ja, ja, det må, det skal lykkes.
(går ud til højre.)

OTTENDE SCENE.
Hemming
(kommer fra venstre med en ølbolle skjult under koften)
. Arne
(følger ham forsigtigt og spejdende.)

ARNE.
Er der ingen?

HEMMING.
Nej, kom I kun, husbond!

ARNE.
Men det tykkedes mig, at jeg hørte fru Kirsten.

HEMMING.
Nu er hun gået, kom I kun!

ARNE
(sætter sig på bænken tilvenstre)
.
Hemming! godt og vel er det, at brylluppet skal gå for sig ikveld. Imorgen rejser jeg hjem; ja, det gør jeg. Ikke en dag længere bliver jeg i fru Kirstens hus.

HEMMING.
Ej, husbond! er der nu igen ufred mellem jer?

ARNE.
Er det ikke nok, synes dig, at hun og alle hendes fornemme frænder lader hånt om mig; ved nadverden lo de og skemtede mellem hinanden, efterdi jeg ikke kunde komme mig for at æde af alle de ugudelige udenlandske retter. Og hvad var det så vi fik at drikke dertil? Sød vin og most, som vil ligge mig i maven i otte dage. Nej, da priser jeg mit gode hjemmebryggede øl.
(drikker og tilføjer sagte og forbitret.)
Af dette har jeg skikket den skarnskvinde tre fulde tønder, og hvad har hun gjort? Slængt det hen for sine huskarle, og her må jeg stjæle mig til en slurk, ja, Hemming! stjæle mig til at drikke mit eget øl, for at de ikke skal skælde mig for en grov bonde, der ikke forstår sig på fornemme drikkevarer.

HEMMING.
Ja, ja, husbond! jeg har jo varet jer ad.

ARNE.
Å – varet mig ad! Du er dum, Hemming! mener du ikke, jeg selv har mærket det; men bi kun, bi kun!
(opfarende.)
At sætte mit gode, kvægsomme øl for huskarlene, som om det ikke var værdigt at komme på et herremandsbord. –

HEMMING.
Ja, fru Kirsten handler ilde med jer, det er visst.

ARNE
(rækker ham bollen)
.
Der, sæt dig ned og drik!
(Hemming sætter sig.)
Hør, Hemming! Jeg vilde ønske, vi vel var hjemme.

HEMMING.
Ja, mig huer det ikke her i bryllupsgården.

ARNE.
Nej, da lover jeg min gamle stue på Guldvik; – når vi to sad sammen om kvelden og legede brikkespil og havde ølkruset mellem os –

HEMMING.
Medens jomfru Ingeborg sad ved væven og baldyrede roser og alskens blomster i lindugen –

ARNE.
Og sang derhos så lifligt, at det bares mig for, som jeg blev ung og rørig igen. Ja, Hemming! når brylluppet er over, vil vi fare fort med vort gamle levesæt.

HEMMING.
Men da er der ingen, som slår væven og synger liflige viser dertil.

ARNE.
Nej, det er sandt nok, Ingeborg er da borte. Det vil gå mig hårdt til hjerte; hun er vild og selvrådig, men savne hende vil jeg dog, og det tungt.
(tænker sig om.)
Imellemstunder kunde jeg vel gæste hende her – – Men nej, det vil jeg ikke! Her ler de af mig, de hvisker bag min ryg, jeg mærker det nok.

HEMMING.
Men ifald I vilde, så kunde det jo endnu gøres om.

ARNE.
Gøres om. Du er dum, Hemming! altid snakker du om at gøre om.
(rækker ham bollen.)
Der, drik! det har du godt af. Gøres om; nej nej, det skal aldrig gøres om! Det var onde vætter, som blæste den tanke i mig at komme i slægt med fru Kirsten. Men nu er det sket; de fornemme frænder får te sig, som de vil, men mine grander skal ikke spotte over mig, – har jeg givet mit ord, så vil jeg også holde det.
(forsagt.)
Bare jeg vidste, at Olaf vilde være god mod hende, jeg vil bede ham derom –
(heftigt.)
Han skal være det, ellers kommer jeg med mine gamle næver og banker ham.

HEMMING.
Ja vel er det, om I tager vare på hende, for Olaf agter hende ikke stort, det tror jeg visst.

ARNE.
Så, mener du det?

HEMMING.
Mindes I Alfhild, den fattige pige, som fulgte med fra fjeldet igår?

ARNE.
Javisst gør jeg. Hun er vakker!

HEMMING
(rejser sig)
.
Så tykkes Olaf med.

ARNE.
Hvad skal det sige?

HEMMING.
Olaf har hende kær! Tidt og mange gange gæstede han hende deroppe; – hvad fru Kirsten har snakket jer for, må I aldrig tro.

ARNE.
Og hvad du snakker mig for, tror jeg endnu mindre. Du er ilde sindet mod Ingeborg, fordi hun stundom gækker dig, og derfor under du hende ikke dette anselige gifte; jo, jo, jeg kender dig nok.

HEMMING.
Ej, husbond! kunde I tro, at –

ARNE.
Bilde mig ind, at Olaf Liljekrans har den tiggerkvinde kær! En anselig, højbyrdig herre som han! Det var jo ligervis som én vilde sige, at Ingeborg, min datter, havde sind til dig.

HEMMING
(forlegen)
.
Til mig – hvor kunde I vel falde på –

ARNE.
Nej, jeg falder ikke på! Men det ene er ligeså urimeligt som det andet. Se der, drik! og kom ikke mer med den snak.
(rejser sig.)
Der har vi fru Kirsten med gæsterne. Hvad skal nu gå for sig?

HEMMING.
Herude skal de alle forsamles, så følger de brud og brudgom til højtidsbordet og derfra til kirken.

ARNE.
Ej, hvilken forbandet skik! Til kirken ved kveldstid; er det nu en mørkets gerning at gifte sig?

NIENDE SCENE.
De forrige Fru Kirsten, Olaf, Ingeborg, gæster, samt karle og piger
(kommer efterhånden ind fra forskellige sider)
.

FRU KIRSTEN
(for sig selv)
.
Jeg har ikke truffet Olaf alene; men når jeg tænker mig om, så er det også bedst, at han intet véd deraf, forinden det går for sig.
(sagte til Hemming, der har talt hviskende med Ingeborg.)
Nu, Hemming! hvordan mener du din husbond er sindet?

HEMMING
(sagte)
.
Ak, fru Kirsten! Jeg har kun ringe fortrøstning, hvis ikke I hjælper til.

FRU KIRSTEN.
Ej, det kommer vi nok ud af.
(blander sig mellem gæsterne.)

INGEBORG
(sagte til Hemming)
.
Hvad mener du? Hvad er det for et livsaligt håb du taler om?

HEMMING.
Ak, jeg tør ikke selv tro derpå; men fru Kirsten mener det vel med os. Hun vil snart vise jer, at –

INGEBORG.
Tys! der nærmer de sig.

OLAF
(dæmpet)
.
Sig mig, min moder! hvor går det hende?

FRU KIRSTEN.
Vel nok, som jeg forud vidste.

OLAF.
Hun véd da at trøste sig?

FRU KIRSTEN
(smilende)
.
Det lader så. Vent kun lidt! Endnu ikveld skal du få visshed derfor.

OLAF.
Hvad mener I?

FRU KIRSTEN.
Jeg mener, at hun er en listig heks. Alle hendes fagre ord har været svig og bedrag.

OLAF.
Nej, nej, min moder!

FRU KIRSTEN.
Det får vi nu at se! Alfhild er fro og glad, såmeget véd jeg.

OLAF.
Vel mig, om så var!

FRU KIRSTEN
(højt og afmålt)
.
Herr Arne fra Guldvik! Nu er da omsider den time kommen, som jeg mener vi alle har stundet efter.

HEMMING
(afsides)
.
Der bryder det løs!

FRU KIRSTEN.
Snart skal kirken lyse sin fred over vore børn og knytte dem sammen til et langt og kærligt samliv.

HEMMING
(afsides, studsende)
.
Hvad nu?

FRU KIRSTEN.
Vilkårene er vi jo enige om. Men jeg tænker, vi her endnu engang besegler dem med hånd og mund.

HEMMING
(som før)
.
Himmel og jord! Vil hun svige mig?

ARNE.
Ej er det fornødent; jeg står ved mit ord som en ærlig mand.

FRU KIRSTEN.
Det véd jeg vel, herr Arne! men det er snart gjort. Først skal til evindelige tider hver splid og ufred mellem vore slægter være forbi, – og den ugavn og skade, som de gamle tvistigheder har voldt på både sider, skal ingen kræve fyldest for; det må bæres, som enhver bedst véd og kan. Ej sandt, det lover vi?

ALLE.
Det lover vi!
(gensidige håndtag mellem brudeparrets slægtninge.)

HEMMING
(sagte)
.
Få du skam, så forbandet du løj for mig!

FRU KIRSTEN.
Dernæst er at nævne, hvad vi alt er enige om, at grænseskellet mellem herr Arnes enemærker og mine skal flyttes så langt ind på hans grund, som gode og uvillige mænd har skønnet at være ret og billigt.

ARNE.
Ja, ja, det får vel så være!

FRU KIRSTEN.
Det lover vi da?

GÆSTERNE.
Det lover vi!
(håndtag som før.)

FRU KIRSTEN.
Endelig giver herr Arne sin datter til medgift så meget af sølv, linklæder og andet bohave, som nævnt og opsat er ved fæstensøllet, og bør det sig alt tilhobe at være her tilstede på gården, fra den dag jomfru Ingeborg er flyttet herind som min søns ægtehustru, hvilket sker ikveld. Derom er vi jo enige?

GÆSTERNE.
Det lover og vidner vi!
(håndslag.)