Complete Works of Henrik Ibsen (375 page)

NILS LYKKE.
Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder, – nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem porten! – Eline, – sig din moder alt! – Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig – og taus! Tro mig, I skal komme til at vide mig stor tak, før dagen gryr.
(han går skyndsomt ud til højre.)

FRU INGER
(ser hoverende efter ham)
.
Ret så! Jeg forstår ham!
(vender sig til Eline.)
Nils Lykke –? Nu –?

ELINE.
Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.

FRU INGER.
Og han har dig kær af hjertet?

ELINE.
Det har han sagt, og jeg tror ham.

FRU INGER.
Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder jeg!

ELINE.
Min moder, – I er så besynderlig. O, ja, jeg véd nok, – det er min ukærlige færd, som har fortørnet eder.

FRU INGER.
Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig; thi jeg kender jo dit had –

ELINE.
Men, min moder –!

FRU INGER.
Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så –. Ah, Eline, om vi kunde slide hans mensvorne hjerte sønder i brystet på ham!

ELINE.
Ve mig; – hvad er det I siger?

FRU INGER.
Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da –
(lyttende.)
Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det –
(hun vender sig atter til Eline.)
Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.

ELINE
(med et skrig)
.
Lucia!

FRU INGER.
Det var ham, så sandt der er en hævner over os!

ELINE.
Da stå mig himlen bi!

FRU INGER
(forfærdet)
.
Eline –?!

ELINE.
Jeg er hans trolovede for Gud.

FRU INGER.
Ulykkelige barn, – hvad har du gjort?

ELINE
(med dump røst)
.
Forbrudt mit hjertes fred. – God nat, min moder!
(hun går ud til venstre.)

FRU INGER.
Ha-ha-ha –! Det bærer ned ad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre. Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig – på en måde. Det skulde så være. Det står skrevet hist oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage. Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke. Regnskab? Gøre regnskab? – Ah, det er først på den store uvejrsdag –. Det varer længe, førend den kommer.

NILS STENSSØN
(råber udenfor til højre)
.
Hej, – slå porten i!

FRU INGER.
Grev Stures røst –!

NILS STENSSØN,
(våbenløs og med forrevne klæder, kommer indstyrtende og råber med fortvivlet latter:)
Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!

FRU INGER.
Hvad har I tabt?

NILS STENSSØN.
Mit rige og mit liv!

FRU INGER.
Og bønderne? Mine svende; – hvor har I dem?

NILS STENSSØN.
Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer.

OLAF SKAKTAVL
(udenfor til højre)
.
Grev Sture! Hvor er I?

NILS STENSSØN.
Her; her!

OLAF SKAKTAVL
(kommer med et klæde om sin højre hånd)
.

FRU INGER.
Ak, Olaf Skaktavl, også I –!

OLAF SKAKTAVL.
Det var ugørligt at slippe igennem.

FRU INGER.
I er såret, ser jeg!

OLAF SKAKTAVL.
Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.

NILS STENSSØN.
Hvor er Svenskerne?

OLAF SKAKTAVL.
I hælene på os. De bryder porten op –

NILS STENSSØN.
O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke, – jeg vil ikke dø!

OLAF SKAKTAVL.
Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?

FRU INGER.
Men dersom de gennemsøger gården –?

NILS STENSSØN.
Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op –! O nej, Inger Gyldenløve, – det véd jeg forvisst, – det vil I aldrig tåle!

OLAF SKAKTAVL
(lyttende)
.
Nu brast låsen.

FRU INGER
(ved vinduet)
.
Der stormer mange mennesker ind i portrummet.

NILS STENSSØN.
Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej! – Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg –

FRU INGER.
Jeg hører dem alt nedenunder i borge stuen.
(bestemt til Olaf Skaktavl.)
Han må reddes – hvad det end skal koste.

NILS STENSSØN
(griber hendes hånd)
.
O, det vidste jeg nok; – I er ædel og god!

OLAF SKAKTAVL.
Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham –

NILS STENSSØN.
Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden –!

FRU INGER.
Hemmeligheden?

NILS STENSSØN.
Ja visst; eders og min!

FRU INGER.
Krist i himlen, – kender I den?

NILS STENSSØN.
Fra først til sidst. Og nu, da livet står på spil –. Hvor er herr Nils Lykke?

FRU INGER.
Flygtet.

NILS STENSSØN.
Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge. – Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer –

FRU INGER.
Hvad så? Hvad vil I gøre?

NILS STENSSØN.
Købe liv og frihed; – åbenbare ham alt.

FRU INGER.
O nej, nej; – vær barmhjertig!

NILS STENSSØN.
Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg nu véd –

FRU INGER
(ser på ham med undertrykt bevægelse)
.
Så er I frelst?

NILS STENSSØN.
Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste middel.

FRU INGER
(fattet og med eftertryk)
.
Det yderste middel? I har ret; – det yderste middel tør hvermand friste.
(peger op mod venstre.)
Se, derinde kan I skjule eder sålænge.

NILS STENSSØN
(dæmpet)
.
Tro mig, – aldrig skal I komme til at angre eders færd.

FRU INGER
(halvt for sig selv)
.
Det give Gud, I sagde sandhed!
(Nils Stenssøn går hurtigt ud gennem den øverste dør til venstre. Olaf Skaktavl vil følge efter; men fru Inger holder ham tilbage.)

FRU INGER.
Forstod I, hvad han mente?

OLAF SKAKTAVL.
Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.

FRU INGER.
Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel forsøges. – Godt og vel, Olaf Skaktavl, – det ske, som han sagde!

OLAF SKAKTAVL
Hvad mener I?

FRU INGER.
Liv mod liv! Én af dem må gå under.

OLAF SKAKTAVL.
Ah, – I vil –?

FRU INGER.
Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske høvedsmand itale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det, – længe skal I ikke komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet efter. – Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl, – det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde eller –

OLAF SKAKTAVL.
Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold.
(rækker hende hånden.)
Inger Gyldenløve, – ved mig skal ikke eders navn dø ud.
(han går ind i værelset til Nils Stenssøn.)

FRU INGER
(bleg og rystende)
.
Tør jeg også vove –?
(der høres larm i værelset; hun iler med et skrig hen imod døren.)
Nej, nej, – det må ikke ske! (et tungt fald høres derinde; hun dækker ørerne til med begge hænder og iler med et fortvivlet blik fremover gulvet igen. Efter et ophold tager hun forsigtigt hænderne bort, lytter atter og siger sagte:) Nu er det forbi. Alting er stille derinde. – Du så det, Gud, – jeg betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden.

OLAF SKAKTAVL
(kommer taus ind i salen)
.

FRU INGER
(lidt efter, uden at se på ham)
.
Er det gjort?

OLAF SKAKTAVL.
For ham kan I være tryg; – han forråder ingen.

FRU INGER
(som før)
.
Han er altså stum?

OLAF SKAKTAVL.
Sex tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd.

FRU INGER.
Ja, ja, – den højre var også for god til sligt.

OLAF SKAKTAVL.
Det må I om; – tanken var eders. – Og nu til Sverig! Fred med jer sålænge! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden.
(han går ud gennem den øverste dør til højre.)

FRU INGER.
Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme! – Han begynder at blive mig dyrekøbt nu.
(Kammersvenden Bjørn kommer med nogle svenske krigsknægte ind gennem den forreste dør til højre.)

EN AF KRIGSKNÆGTENE.
Tilgiv, hvis I er husets frue –

FRU INGER.
Er det grev Sture, I leder efter?

KRIGSKNÆGTEN.
Det er så.

FRU INGER.
I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos mig.

KRIGSKNÆGTEN.
Tilflugt? Forlad, min højædle frue, – men den mægter I ej at give ham; thi –

FRU INGER.
Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han, – ja, se selv efter –, derfor har han aflivet sig.

KRIGSKNÆGTEN,
Aflivet sig?

FRU INGER.
Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en anden dommer, så er det min bøn, at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd. – Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år.
(til krigsknægtene.)
I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til Sverig.

DEN FORRIGE KRIGSKNÆGT.
Det skal ske, som I byder.
(til en af de andre.)
Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og – –
(en af krigsknægtene går ud til højre; de øvrige går med Bjørn ind i værelset til venstre.)

FRU INGER
(går en stund taus og urolig omkring på gulvet)
.
Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod? Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod? – Det er noget, som måtte så være. Enhver moder havde gjort som jeg. Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg.
(hun sætter sig ved bordet til venstre.)
Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge –; rigsstyrer først, og så konge – –
(hun begynder at skrive, men standser tankefuld og siger sagte:)
Hvem vil de vælge i den dødes sted? – Kongemoder –? Det er et vakkert ord. Der er kun én hage ved det; – denne hæslige lighed med et andet ord. – Kongemoder og – kongemorder. – Kongemorder, – det er den, der tager en konges liv. Kongemoder, – det er den, der skænker en konge livet.
(hun rejser sig.)
Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. – Min søn skal vorde konge!
(hun sætter sig igen og tager fat på arbejdet, men lægger det atter fra sig og læner sig tilbage i stolen.)
Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så sælsomt tilmode.
(vender hovedet hvasst til siden, som om hun talte til nogen.)
Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme?
(grublende.)
Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjæl? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid dette –
(gør en bevægelse, som når man hugger til med en kniv.)
– dette stød imod hjertet – og så den røde blodflom bagefter?
(hun ringer og vedbliver at tale, idet hun rager om mellem papirerne.)
Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned – om en måned kommer min søn til mig – –